Det varer ikke ved

Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis, d. 22. september 2019 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 17,11-19. Salmer: 15 – 844 – 582 – 3 – 729,5 – 31. 

Forfatteren Karen Blixen samlede på mottoer. Måske er der nogen her, der også gør det? Samler på små hovedsætninger af fortættet livsvisdom, som man kan tage med sig og leve efter – og ikke mindst tro på!  

I et essay med titlen ”Mit livs mottoer” fortæller Blixen: ”En gammel kinesisk embedsmand havde under den unge kejsers mindreårighed styret riget for ham. Da kejseren blev myndig, gav den gamle mand ham en ring tilbage, der havde tjent som emblem for hans statholderskab. Han sagde til den unge kejser: ”I denne ring har jeg ladet sætte en inskription, som deres majestæt måske vil finde nyttig. Den er at læse i farens, tvivlens og nederlagets stund, den er også at læse i sejrens, triumfens og ærens stund. Inskriptionen i ringen lød: Det varer ikke ved”.   

Det varer ikke ved. Det er et godt motto, og det spejler sig i vores tro. Det er på den ene side håbefuldt at sige: det varer ikke ved, når man står i et mørke, og ikke kan se vejen frem. For da tror vi på, at mørket ikke varer ved. Det er opstandelsestroen. Men det er på den anden side også ærligt og realistisk – som vores tro – når vi står i gode tider og ved, at livet også på et tidspunkt byder os modstand. Og da må vi være ydmyge i troen og forsøge at leve i taknemmelighed lige nu og her, fordi vi ved: det ikke varer ved. 

Af og til taler vi med venner eller familien om, hvor godt det går for tiden. Arbejdet er skønt. Familien trives. Helbredet i top. Livet er behageligt. Men for at se vores glæde i det rette perspektiv, må man jo tilføje: Det varer ikke ved. Ikke for at være en lyseslukker eller tage sorgerne på forskud. Det skal derimod siges for at skubbe til den taknemmelighed og glæde, man med rette bør føle, når noget går godt. Det samme gælder for sorgen og ulykken, som for glæden og lykken: Det varer ikke ved. Det er på den måde et både håbefuldt og ærligt motto! 

Havde de ti spedalske i dagens evangeliefortælling samme mod og motto, kunne man spørge, da de stod langs muren ind til Jerusalem? De står på kanten af livet – i bogstaveligste forstand fordi bymuren danner grænsen mellem inde og ude, og i overført betydning fordi de som spedalske er udstødt af de andre. Har de haft mod og overskud til at tænke, tro og ikke mindst håbe på, at de lige nu stod i en hård tid, som på et tidspunkt ville vende? Det virker ikke, som det mest oplagte. Hvis jeg stod i deres sted, tror jeg, mismodet ville fylde mest. 

Hvem er de spedalske? De spedalske er mennesker. De ikke nødvendigvis syge, med fare for at smitte andre, men i grunden mere sygeliggjorte af de andre. Spedalskhed er mere en stigmatisering af en gruppe mennesker, end en egentlig sygdom. Og fælles for dem er måske, at de i højere grad er udsatte mennesker, hvor modet og energien hurtigere løber ud, og at menneskene omkring dem er tilbøjelige til hurtigere at glemme dem, eller ligefrem dømme dem ude. 

Kunne man med den forståelse af spedalskhed sige, at der også findes spedalske i dag? Ja, måske. Der er flere i vores samfund, som lever lidt i skyggen; nogen som uden grund bliver glemt af andre, eller af os selv, og som selv mangler mod og tro til at kæmpe. Det kunne være de mange ensomme – unge på universitetet, som der har været fokus på den seneste tid, eller de ældre på plejehjemmet, som kalder på omsorg og nærvær? Eller det kunne være offeret for mobning, som gang på gang må gå forbi grupper af mennesker, som ikke skænker dem en mulighed for at blive en del af gruppen og fællesskabet? Eller det kunne være vores tids flygtninge, som banker på vores dør og egentlig bare gerne vil ses i øjnene og anerkendes som mennesker, ligesom du og jeg?  

Det er ikke alle i vores samfund, som har mod til selv at sige: Det varer ikke ved, når de står i et mørke. Det de oftere har brug for er, at vi siger det til dem. At vi med vores hjælp og omsorg bekræfter dem i, at det ikke varer ved...  

Da grænsegængeren Jesus møder de ti spedalske på vejen til Jerusalem, sker der noget afgørende. De spedalske får øje på ham, og han får øje på dem, da de råber efter ham. Og det er, som vi læser, da han ser dem, og anviser dem til at gå til byens præster, at der sker en forskel i de spedalskes liv. For: ”Mens de var på vej derhen, blev de rene”, som der står. På vandringen imellem Jesus og præsterne forsvinder spedalskheden fra de ti. Da Jesus ser de spedalske i øjnene; da han anerkender dem som mennesker, med et liv foran sig, som helhjertede mennesker med mod på at elske og tage sig af hinanden og tage sig af denne verden: først da får de også selv mod til at være mennesker.  

De spedalske er låst fast og har brug for, at der kommer én forbi dem og siger: Det varer ikke ved! Det kan de – og det kan vi – ikke altid sige os selv. Vi kan have nok så mange mottoer og leveregler og guidelines for, hvordan vi vil tage imod livet og leve det. Men når alt kommer til alt, og vi alligevel kører af sporet, vi har brug for at andre fortæller os, at der stadigvæk er en vej for os at gå, og måske også anviser en retning. Én som siger, at der stadigvæk er muligheder for os i livet, som vi kan gribe. At der stadigvæk er noget godt at tro på! Én som siger: ”Fred være med jer!” 

Sådan er det for de ti i evangeliefortællingen. Men sådan er det i grunden også for os selv, og dem jeg nævnte før, og alle andre i vores egen tid: At vi må hjælpe til, og give troen og håbet videre til dem, som står alene og ude af stand til at komme videre, og håbe, at de vil gøre det samme for os. Fortælle og give dem troen på, at det ikke varer ved! 

Det varer ikke ved. I det motto og i den tro ligger dels en påmindelse om taknemmelighed, når alt går godt, og dels et håb på bedre tider, når det går skidt. Men selvom vi tager mottoet med os i dag, tror jeg ikke det vil forhindre vores klage og råb, når vi virkelig møder modstand: når vi bliver syge, eller mister én, vi holdt af. Det vil altid være svært at acceptere mørke og modgang i vores liv, og svært – hvis overhovedet muligt – at se en mening med det. 

I en fortælling fra Det gamle testamente drømmer Egyptens Farao en nat, at syv smukke og fede køer stiger op ad floden, og begynder at græsse på bredden. Men lige bagefter kommer syv nye køer, som er grimme og magre, og som ovenikøbet går hen og æder de smukke køer. En hjælper ved navn Josef bliver tilkaldt for at tyde Faraoens drømme. Han siger, at de syv fede køer er tegn på, at der skal komme syv gode år for landet, og de syv magre køer er tegn på, at der skal komme syv hårde år for landet. 

Hvad skal vi bruge sådan en gammel fortælling til? Måske kan den fortælle os, at i vores liv er der både fede år og magre år. Det har man alle dage vidst og fortalt hinanden i generationer. Det er ikke et teknisk uheld, når vi bliver syge, eller mister dem, vi holder af. Det er simpelthen en del af det at være menneske, at fede år ædes af magre år, og at magre år ædes af fede år.  

Og til alle tider, om de er fede eller magre, har vi brug for hinanden, og brug for at tro på, at de også er set af Gud – set på med nådige øjne! Af og til takker vi måske Gud for livet i al dets brogethed og takker ham for alle livets muligheder – ligesom den ene af de ti spedalske, der vender tilbage til Jesus, for at give ham takken. Andre gange er vi så optagede af at komme afsted og videre med livet, at vi glemmer at sige tak for det – ligesom de ni andre. Måske fordi vi har fået livet tilbage igen, efter en hård tid. Eller fordi vi i taknemmelighed over livet, og alt hvad det kan give, kun ønsker at få så meget som muligt ud af det for os selv og for hinanden. Og måske er det i grunden også meningen. 

Amen.