At blive set

Prædiken til fastelavns søndag (II) d. 23. februar 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.

Lukasevangeliet 18,31-43. Salmer: 557 – 696 – 173 – 192 – 476 – 887. 

De fleste af jer har nok overværet et barn tegne en tegning, eller måske kan I huske glæden ved selv at tegne fra dengang I var børn. Når børn tegner tegninger af mennesker, er stregen enkel, men også enormt sigende.

Det særlige ved de tegninger, vi tegner som børn, er, hvor meget ansigterne fylder på mennesket. Ansigterne og øjnene fylder nærmest det hele. Øjnene er kæmpestore, og ansigtet er hovedelementet på tegningen og mennesket. Herfra udgår et par streger, som udgør kroppen med ben, arme og fingre på hænderne.

I kender sikkert også Poul Pavas tegninger, som har været vældig populære de seneste 10 år. Pavas mennesker har klar inspiration i den naivistiske børnetegning, men hvor der er en kæmpe dybde og pointe at hente.

For barnet begynder sit billede af mennesker med ansigtet, fordi det er det, der er det vigtigste. Vi fornemmer det allerede, når børnene er spæde. Når vi kigger på et barn, søger barnet efter øjnene. De søger efter blikket og spejler sig selv i ansigtet; de kopierer det, når man smiler til barnet eller laver grimasser.

Barnet søger ansigtet og øjnene, fordi de har betydning for barnets forståelse af sig selv. Det kan være helt afgørende at blive set ordentligt i øjnene fra begyndelsen af livet. Eller retter: at tro på, at man er set, anerkendt og elsket, fordi man bliver set i øjnene.

Det barn som ikke har mulighed for at møde et kærligt blik, vil enten lære at undvige andres blikke, eller også vil det modsat, i én uendelighed, desperat prøve at søge efter det. Barnet vil det forsøge at spejle sig selv i andres øjne for at få en følelse af at være noget, at blive anerkendt, og ikke bare være ingenting. Det menneske der vokser op, uden at tro og vide sig selv set af andre, bliver alene med sig selv, og mister både indsigt og udsyn. Og måske mister mennesket til sidst livet, fordi det ikke har nogen at ses med, og derfor ikke ved, om det overhovedet er noget.

Ansigterne på børnenes tegninger leder os på sporet af netop denne pointe: at vi bliver hele mennesker igennem vores ansigter og øjne.

Den blinde mand, som vi hører om i evangeliet, møder Jesus og råber til ham: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!” Og da Jesus spørger den blinde, hvad han skal gøre, svarer han: ”at jeg må kunne se”.

At møde forbarmelse er derfor at blive set øjnene. At blive set med barmhjertighed kan give én selv et helt nyt syn på sig selv og på omverdenen. For da den blinde mand bliver set af Jesus – bliver mødt af et ansigt og kærlige, anerkendende øjne – da får han selv synet tilbage. Da får han livet tilbage, som før var tabt midt i larmen og mylderet fra de forbipasserende, som ikke hørte hans råb eller skænkede ham en tanke.

I mødet med Jesu øjne kan man også sige, at den blinde får forsmag for det, der snart skal se på et større plan, nemlig at han bliver frelst.

Da Jesus møder den blinde, er han på vej til Jerusalem for at fejre påske og for at det, som profeterne skrev om menneskesønnen, skal gå i opfyldelse, nemlig opstandelsen og derved frelsen. Menneskesønnen er frelseren, og frelsen sker, da han på tredjedagen ikke længere ligger i sin grav, men bryder med mørkets og dødens magt, for vores skyld. Frelsen er for os en frelse fra dødens evige mørke. En frelse fra et at tro, at det onde vi gør og oplever skal forfølge os evigt. En frelse som giver os håb altid ind i en verden, der af og til synes mørk og ufremkommelig.

Og på den måde er fortællingen om den blinde i Jeriko en fortælling om frelse i hverdagen og for et almindeligt menneske. For han lever i et mørke, der pludselig forandres i mødet med Jesus – et menneske der ser ham i øjnene. Han er blind, men han møder et blik og en kærlighed lige midt i livet, som bryder alle bånd med mørket og fortiden, og åbner op for udsynet til fremtiden. Blikket, han møder, stiller ham fri til at kunne leve sit liv fremadrettet som helt menneske!

Ansigtet bærer afgørende betydning i vores møde med mennesker. Når vi bliver set i øjnene og møder et kærligt blik, har vi mulighed for at få selve livet givet tilbage, hvis vi skulle have mistet det. Det er en pointe, vi skal tage med os i dag.

En filosof har sagt det på følgende måde: ”Jeg lever i den andens ansigtsudtryk, præcis som jeg føler, at han eller hun lever i mit.”.

Det leder mig frem til en debat, som var for år tilbage i medierne om tiggere på gaderne i Danmark – om udlændinge, som slog sig ned, og efter sigende skabte utryghed, og som vi derfor gerne ville have væk.

Men for det første er tiggere mennesker af kød og blod som du og jeg – de er nutidens blinde mand i Jeriko – som vi også har et ansvar over for. Men for det andet – og det er pointen i dag – som debatten skred frem og danskerne måske aldrig rigtig fik empati og medfølelse for tiggerne, kunne det også hænge sammen med den måde, tiggerne blev fremstillet i medierne.

En forskers undersøgelse af sagen viste nemlig, at de billeder og forsider, vi blev præsenteret for, kun viste billeder af det tiggende folk uden ansigt. I artikler på nettet og små videoklip så vi kun ryggen på dem, eller vi så hovederne gemt væk i mørke, eller et sløret ansigt.

Det betyder, at vi aldrig fik lov til at se dem i øjnene og afkode deres ansigtstræk. Vi kan ikke læse på et menneskes ryg, om det har det godt eller skidt. Men når vi ser et ansigt, kan vi aflæse selv de fineste ansigtstræk: se tåren i øjenkrogen, fornemme det sammenbidte ansigt, eller det blege og opgivende ansigt, som har brug for vores hjælp.

Når vi ikke så tiggernes ansigt kan det bl.a. handle om presseetik, at man som medier vælger ikke at gå for tæt på. Men til trods for det, kunne man stadigvæk pege på de måske utilsigtede konsekvenser det fik for forståelsen af de mennesker. For ved ikke at vise ansigt eller øjne fratages tiggerne også muligheden for at blive set i øjnene, og vi fratages muligheden for at handle overfor vores medmenneske. Vi fratages muligheden for at afkode ansigtets og øjnenes signaler, sætte os i den andens sted, og handle ud fra vores medmenneskelighed.

Prøv at overveje det, næste gang I ser et klip eller et billede af nogen, man umiddelbart gerne vil have (eller måske ikke have) at vi får medfølelse for. Ser vi deres ansigt og får vi lov at læse det, og handle ud fra det?

I ansigtet kan vi afkode den andens lidelser eller glæder ved hjælp af mimik. Og når et menneske derfor mister sit ansigt; at det bliver helt gemt væk på et billede, eller at det f.eks. er lammet pga. sygdom, så viser forskningen, at vores mulighed for at aflæse ansigtet, og derigennem få empati og medfølelse, på samme måde også ”lammes”. Vi kan ikke se det andet menneskes ansigt, og derfor har vi svækkede muligheder for at sætte os i det andet menneskes sted.

Det lyder banalt; men jeg tror, vi har fået øjne, så vi kan se hinanden, og ansigter så vi kan genkende hinanden. I ansigtet og øjnene kan vi læse hinanden og med vores menneskelighed vide, hvad der skal gøres. Ansigtet og øjnene spiller en afgørende betydning for mennesker, helt fra vi slår øjnene op første gang, og søger efter forældres øjne. Til at vi selv begynder og gøre os forestillinger om mennesket og tegner det vigtigste først: nemlig øjnene og ansigtet, hvor vi bliver set og elsket igennem. Til at vi selv skal bruge vores øjne til at se, elske og anerkende andre mennesker med.

Da Jesus tager afsked med sine disciple før langfredag, siger han i Johannesevangeliet: ”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”.

”Jeg skal se jer igen” siger han. Glæden begynder med, at Gud ser os og frelser os fra alt det, som formørker vores syn og liv. Og det er dette guddommelige syn, vi skal tage med os i dag, f.eks. for at gøre det virkeligt og til noget mere end en tom frase, når vi siger til hinanden: ”Vi ses”.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed. 

Amen!