Forandring og myndiggørelse

Prædiken til Kristi Himmelfart (II) d. 21. maj 2020 i Brabrand Aarslev Kirker

Lukasevangeliet 24,46-52. Salmer: 736 – 289 – 257 – 725.

Vi skal til at stå på egne ben igen. Det er ikke nødvendigvis fordi, vi har glemt, hvordan vi gør; hvordan vi er uden for vores hjem eller hvordan vi interagerer med andre. Men al ting er alligevel så anderledes og nyt. Der er sket en forandring. Tiden er en anden, og vi må leve med den, og leve i den. Det kan ikke være anderledes.

Det lyder måske negativt. Når der sker forandringer, kan vi have tendens til vemodighed over det, der ikke er, som det plejer. Vi bryder os grundlæggende ikke om for store forandringer i vores liv. Vi bliver usikre. Vi kommer til at savne.

Men forandringerne kan også formes positivt. Forandringer kalder også på nye muligheder. Måske var alt det gamle ikke lige godt eller hensigtsmæssigt. Måske var der faktisk brug for en luftforandring, som vi bare ikke selv havde fået øje på med gårsdagens briller? Måske er det hele ikke så skidt. Forandring fryder, siger man…

Hvad taler jeg egentlig om?

Handler det (endnu engang) om genoplukningen af Danmark efter en tid med nedlukning? Ja, på den ene side. Nu kan vi endelig få lov at åbne landet igen – åbne vores liv og virke. Jeg tror, de fleste af os har det som en mus i en æske, der kun venter på at springe op, løbe afsted og genoptage livet i forårssolen.

Eller handler forandringerne om Kristi Himmelfart? Ja, på den anden side. Forandringen er ikke at tage fejl af. Jesus stiger til himmels for øjnene af os og disciplene, som vi hørte i evangeliet.

Han kom og han så, og han sagde ting og han provokerede os og han forandrede for altid vores måde at forstå verden og hinanden på. Og nu forsvinder han for øjnene af os, imens vi står tilbage med lige dele vemodighed, forundring og måske også mod. Ja, for når han forsvinder for øjnene af os, må det vel også være fordi, han mener, at vi kan klare det uden ham? At vi kan klare livet og klare at stå tilbage på jorden uden ham, og føre alt det videre, som han gav os, mens han var her?

Han må vel mene, at vi kan...

Hvad enten forandringen handler om genoplukning eller himmelfart, så har de to emner én ting til fælles: de kræver at vi er modige og at vi har myndighed. Vi står på en kant, hvor vi ikke kan se tilbage. Det, der var før, er forandret. Nu er der fremtid tilbage, som vi med alt vores mod må forsøge at gå ind i, med rank ryg og myndighed, og give liv til den. Fordi vi kan!

Vi tænker mest på de unge, når vi taler om at blive myndig. Det sker på 18-års fødselsdagen. Selvstændigheden modnes, når man kan få sit eget kørekort, må stemme til valg, eller når man ikke længere juridisk er bundet til sine forældre. Som 18-årig e du myndig og står på egne ben. Men ét er, hvad loven siger. Noget andet er, om man også føler det? Mange 18-årige bor hjemme, går på ungdomsuddannelse og har stadigvæk brug for omsorg og tryghed, inden de flytter hjemmefra og måske begynder på en videregående uddannelse. De har stadig brug for den hjemlige ånd, der skal gøre dem klar til livet.

Måske følte disciplene sig lidt forældre-forladte, da de stod der og så undersiden af Jesu fødder. Var de egentlig klar? Vidste de, hvordan de skulle fortsætte med at leve i hans ord og gerning? Eller ville de ikke bare falde tilbage i gamle love og menneskesyn efter lidt tid? Sådan kan vi også selv have det i disse tider. Er vi klar til forandringen?

Myndighed har på den måde en usikkerhed og skrøbelighed indbygget. En skrøbelighed vi mærker, når vi pludselig står alene. Og omvendt kan vi også opleve at træde vande og blive ”nurset” for meget, hvis ikke nogen siger noget til os. Nogen gange kan vi have brug for at blive skubbet lidt til, og måske endda blive kastet ud på åbent vand. Der, hvor der ingen vej er tilbage, og hvor vi må bruge al vores energi på at være til stede.

På den måde var Kristi Himmelfart måske en nødvendighed for Gud. Og måske er Kristi Himmelfart en nødvendighed for os, selvom den også kan opleves skrøbelig. Det kan se ud som om, Gud igen forlader sin jord og lader os i stikken. Men det er ikke kun det, der sker. Han forlader os, ja, men han sender os også sin ånd i pinsen. Han giver os teten, myndigheden og rygstødet til, at vi skal mande os op, og sender samtidig sin ånd til os, for at den kan virke iblandt os.

Og at Kristus farer til himmels er ikke ensbetydende med, at Gud er fjern, eller at det himmelske ligegyldigt. Nej, tværtimod betyder det, at Gud på en ny måde er nær hos alle i sin himmel. Gud strækker sig som himlen fra nord til syd, og fra øst til vest. Det er en nærværende Gud i himlen, som på en ny måde omkredser os og giver os mod til at fortsætte, hvad han satte i gang på jorden. Og ved at være nærværende, stadigvæk holde os fast i vores opgave.

Det er filosoffen Immanuel Kant, der taler om, at mennesket skal ud af selvforskyldt umyndighed, og i stedet betjene sig af sin egen fornuft. En slags myndiggørelse af mennesket.

Og for Kant betyder det ikke, at han derfor afskaffer hverken det himmelske eller det guddommelige. Hans kendte valgsprog lød: ”Stjernehimlen over mig – og den moralske lov i mig”. De to ting er ikke modsætninger. Tværtimod betinger de hinanden, lever af hinanden. Vi skal bruge vores egen fornuft og samvittighed. Men vi skal også anerkende det, der er højere end os selv; dvs. himlen over os.

Uden denne ærefrygt for en højere magt, bliver vores fornuft til vilkårlighed, som en teolog har formuleret Kants filosofi. Det er Gud i himlen – stjernehimlen over os – der giver os rygstødet, og som forpligter os til at tage livet på os. At vores gøren og laden ikke bare bliver vilkårlig, men i stedet har en retning og en mening.

Kristi Himmelfart er en myndiggørelse af dig, mig og os. Kristus farer til himmels. Tilbage står vi, med ordet og magten i vores hænder. Gud mener, at vi kan. Jeg tror, det er det, vi skal høre i dag. Gud giver os myndighed til at tage Guds ord til os, helt nært, og lade det virke igennem vores hoveder og hænder. Som en forældre, der langsom forlader sit barn, efter lang, god opdragelse og massevis af kærlighed. Han forlader os for nu, og vender tilbage med sin Helligånd, som inspirationen til det nye liv, som vi kan tage i brug sammen med vores nye myndighed.

At Gud er i himlen over os alle, er det, der gør, at vi ved, at han er med os, giver os mod, elsker os, så vi kan begive os ud i verden på egen hånd.

Amen!