Prædiken til syvende søndag efter Trinitatis, d. 26. juli 2020 i Brabrand Aarslev kirker. Matthæusevangeliet
10,24-31. Salmer: 748 - 46 - 22 - 31.
Det er
bryllupssæson. Brudeparrene er heldigvis ved at vende tilbage efter
nedlukningen, og vil gerne mødes her foran alteret. Og når de så står her,
spørger jeg dem bl.a., om de vil elske og ære hinanden.
Måske
nogen af jer også har svaret på det spørgsmål engang? Om I ville elske og ære
det menneske, I stod ved siden af, indtil døden skiller jer ad. Det er et stort
spørgsmål at svare på, og på en måde også lidt umuligt at svare på. For hvem
ved og kan være helt sikker på, at man kan elske og ære hinanden hele livet,
indtil døden skiller os? Hele livet er en stor mundfuld. Men alligevel – og det
er det glædelige og håbefulde – lader parrene tvivlen komme an på en prøve,
fordi de grundlæggende tror de på det, og måske har set det ske for andre,
forældre eller bedsteforældre, som støtter dem i deres ja. Og Gud svarer parret,
både på troen og tvivlen og på alt det, der måtte komme, med sin velsignelse.
Brudeparrene
kan nok sætte ord på, hvad det for dem betyder at elske det andet menneske. Men
hvad betyder det at ære et menneske?
Det er
sjældent, vi taler om at ære nogen. Oftest bruger vi ordet, når vi ved en
mindehøjtidelighed siger ”æret været hans eller hendes minde”. Her er det et
udtryk for, at denne persons liv – væremåde, bedrifter, aftryk el.lign. – skal
huskes på og mindes med respekt. Det særegne i mennesket, som var ganske
særligt og mindeværdigt. Det skal æres og respekteres
Måske
er noget af det samme på spil i vielsen? Når man bliver spurgt, om man vil ære
det andet menneske i ægteskabet – altså i levende live, side om side – så
spørges der til, om man vil respektere det andet menneske. Om man vil vise troskab,
vise tillid, ja måske endda frygte det andet menneske, i ordets bedste
forstand, som et menneske i sig selv. Man respekterer det, som man måske ikke
helt forstår, og som man heller ikke kan få greb om og lave om på, selvom man
gerne vil.
Vi kalder det også at vise ærefrygt. Bare fordi man indgår ægteskab og bliver ét, betyder det ikke, at man bliver det samme menneske. Og æren hjælper til at sætte dette i perspektiv. Man siger ja til at elske – til at være smedet sammen i medgang og modgang, holde om og holde af hinanden. Men man siger også ja til at ære og vise respekt.
Ærefrygten
er på spil i dagens evangelium, dog med et underligt tvist, som vi ikke helt er
vandt til.
Vi er
i fortællingen, da Jesus er i gang med at forberede sine disciple på deres
arbejde med forkynde Guds ord. Det er, hvad vi i dag kunne kalde en
”motivational speach”, hvor arbejdsgiveren forsøger at motivere sine
medarbejdere til at udføre en opgave bedst muligt. Jesus taler om det, der
venter disciplene i deres forkyndelse. Og det bliver ikke let. De vil møde
mange mennesker, som vil undre sig over dem, måske ligefrem hade dem, ligesom
Jesus selv er blevet mødt sådan.
Men,
og det er her tvistet kommer ind: så kunne man tro, at Jesus i den sammenhæng
på vanlig vis ville møde disciplene med et ”frygt ikke, Gud er med jer”. Men
det gør han bare ikke. Menneskene er faktisk ikke nogen, disciplene skal
bekymre sig om. ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel” underforstået: de almindelige
mennesker. Nej, ”frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt
i Helvede” altså Gud!
Kære
disciple, siger Jesus, med andre ord. Måske I tror, I har regnet den ud. Måske
I tror, I kender Gud og ved hvem han er fuldt ud. Men tag jer i agt, og hav
ærefrygt for Gud. Hvorfor? Ja, måske fordi, vi ofte gerne vil have ”regnet den ud” og tror, at vi kan vide alting – om Gud og
om livet. Men det kan vi bare ikke. Og i vores iver efter at have regnet den
ud, gør vi både Gud og livet mindre, når vi putter dem i vores forestillede
fastlåste kasser.
Mange
af os er glade for årsag-virknings-sammenhænge. Glade for at få oplevelser
eller hændelser skrevet ud, sort på hvidt, for at kunne håndtere og overskue
vores liv. Men det lader sig bare ikke altid gøre. Som nu f.eks. det med
kærligheden, apropos bryllupper. Kom ikke og fortæl mig, at kærlighed hele
vejen igennem har logiske forklaringer. Kærlighed opstår også uforklarligt og
er noget, der sker ud af det blå. Måske kan man være tiltrukket af udseende
eller væremåder, og måske videnskaben vil sige, at god kemi også handler om
netop kemi; om kroppens dufte, eller om nogle grundlæggende dyriske instinkter
i mennesket.
Men
uforklarligheden spiller os stadigvæk et pus. Der er så meget vi ikke forstår,
og i den bedste af alle verdner kan vi også få mod til at overgive os til det –
at vi giver os hen til den kærlighed, der overrumpler og overrasker os uden
forklaring.
Og sådan må vi også have lov at tro på Gud. Ja, sådan skal vi tro om Gud. Vi skal ikke bare tage ham for givet. ”Vi skal over alle ting frygte, elske og sætte vor lidt til Gud”, som Martin Luther skrev i sin katekismus, den lille introduktion til kristendommen, som forklaring på hvad det vil sige, kun at have én Gud. Vi skal frygte, elske og stole på ham. For Luther er det at elske og frygte altså ikke modsætninger. De er begge udtryk for noget af det største, man kan give en anden. Det fastholder Gud som overraskende og gådefuld, med magt til at tage liv, men så sandelig også med magt og mod til at skænke os liv, og gøre livet større og mere forunderligt, end vi nogensinde havde turde drømme om. Ligesom vi i et spejl eller et billede heraf tror, at vores udkårne kan gøre det for os i ægteskabet.
”Skærm
vor undren, og bevar / gåden om det sidste svar; / lad os tro, at vi er mer /
end en skal af støv og ler” skriver Lisbeth Smedegaard Andersen lidt
provokerende i den salme, vi skal synge om lidt. Skærm vor undren, altså: pas
på vores undren, sørg godt for uforklarligheden, og bevar det underlige og
gåden om den endelige forklaring. Ikke for at pine os med løse ender og
ufærdige sætninger, men for at holde livet åbent. For at holde nysgerrigheden
åben. For at holde hjertet åbent for det, der måtte komme til os.
Og som
det gælder ved alteret, at det ikke kun er den ene part, der svarer ja til at elske
og ære, men begge parter i et ligeligt forhold, sådan må vi også tro, at Gud
elsker og ærer os. Den respekt, vi skal vise Gud, viser han også os. Vi tror at
han skabte, og stadigvæk bliver ved at skabe livet foran os. Han sendte os sin
Søn, og sender dagligt sit ord og sin Ånd som vejleder i livet. Og det er da
også en forløsning og en glæde at holde fast i: at vi er troet på. At vi er
æret af Gud, og at Gud fastholder sin nysgerrighed og sin åbenhed over for os,
vores kunnen og vores liv, både når vi flyver og når vi falder, i medgang og
modgang, som spurve på himlen, hvor Gud er med os. Hele vejen.
Ære
være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar