Lidenskab

Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (II) d. 16. august 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Matt. 11,16-24. Salmer: 403 – 592 – Herre vi tror – 1. 

Det er frustrerende for Jesus at stå der midt i byen Kapernaum, og mærke denne mur af ligegyldighed hos slægten. Forinden har han forsøgt at vække deres liv og tro til live; fortalt dem om alt det gode, der sker omkring dem. ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige” siger han til dem. Der er al mulig grund til at de ikke er ligeglade. Men lige lidt hjælper det.

Nej, denne slægt er som en flok dvaske børn: ”Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.” De tror ikke, og de er ulidenskabelige i deres livsførelse. Det er det, han har imod dem. De har fået et liv givet, hvor der sker alt muligt godt, men de ser det ikke og de lader sig ikke forføre af det. Hvad er deres liv værd, hvis de ikke bruger det til noget? Hvad er musikken værd, hvis man ikke danser til den? Og hvad er sorgen værd, hvis man ikke mærker den?

Det har lige været sommerferie. I mandags begyndte børnene i skole igen og vi er langsomt på vej ind i hverdagens trummerum. For nogen er det den aktive hverdag, der vender tilbage, efter en sommerferie i afslappethedens tegn. For andre er det den kedelige hverdag, der vender tilbage, fordi ferien var fyldt af eventyr og nye oplevelser. Men dansen og legen ikke kan blive ved for evigt, tænker vi måske, og hverdagen ender med at blive en slags lavvande i forhold til ferien og højtiden, hvor festen foregår.

Musikeren og forfatteren Peter Bastian fortæller i sin bog ”Mesterlære” om en samtale med guruen Andrew Cohen. Han er frustreret over forskellen mellem at være på scenen og uden for scenen. Mellem højtid og lavtid. Han mangler den energi, han har på scenen.

”Det var første gang jeg mødte Andrew på tomandshånd, og jeg busede ud med mine oplevelser på scenen og al min tvivl og frustration over, at jeg ikke udviklede mig som menneske, snarere tværtimod, og han spurgte: ”Hvad er forskellen på scenen og nedenfor scenen?” ”Jamen, på scenen er det dødsens alvor, du er altid på. Alt hvad du foretager dig, har afgørende betydning!” Så siger han: ”Det lyder fantastisk! Du skal bare aldrig nogen sinde gå ned fra scenen!”. Og da han så mit fårede udtryk i ansigtet, supplerede han: ”Der findes ikke et neutralt område, hvor vores handlinger ikke tæller. Vi er altid på! Der gælder de samme regler neden for scenen som på scenen. Det er umuligt at forlade scenen.”

Så vidt Peter Bastian og Andrew Cohen. ”Det er umuligt at forlade scenen” sagde han. Vi kan ikke træde ned fra den. ”Vi er altid på”. Hvis bare Jesus kunne få slægten i Kapernaum til at forstå det samme. Eller måske menigheden i Brabrand Aarslev? Vi er altid på!

Det er det ulidenskabelige, der går Jesus på. Han henviser selv, måske lettere ironisk, til byen Sodoma, der, som vi ved, ender med at blive ødelagt på grund af byens synd. Men det skal gå Sodoma mere tåleligt på dommens dag end det pæne Kapernaum, mener Jesus. For i Sodoma vidste man i det mindste noget om synd og skyld. Man vidste noget om at hade og elske. Man myrdede til højre og venstre. Man hadede sin fjende, i stedet for at sovse ham ind i ligegyldig tolerance. Man levede et lidenskabeligt liv, og det var i grunden positivt.

Men hvad er lidenskab, som Jesus gerne vil have frem i slægten – og i os? En af vores vigtigste tænkere om lidenskab er Søren Kierkegaard. For Kierkegaard er lidenskaberne noget af det væsentligste i et menneskeliv. Og mindst lige så vigtige som videnskaben, som langsomt vinder frem i hans samtid. I indledningen til hans første værk Enten-eller, skriver han: ”Er da fornuften alene døbt, er lidenskaberne hedninge?” Alt kan ikke måles, vejes, bevises eller forklares med fornuften, mener Kierkegaard. Lidenskaberne er noget andet, men mindst lige så vigtige!

Lidenskaberne er, ifølge Kierkegaard, troen og det at kaste sig ud på de 70.000 favne og lade sig bære. Det er kærligheden, der kan bjergtage eller lamme os helt uden vores vilje. Det er Angsten, der kan overmande os og gennemtrænge eller undertrykker vores handlinger. Lidenskaberne er dem, der viser os, hvad vi holder af, hvad vi er bange for, tør tro på eller slet ikke kan holde ud stik imod sund fornuft, og andre kedsommelige beregninger. De er noget, vi ikke selv vælger eller beslutter os for. En lidenskab eller en passion er vi ikke selv herrer over.

Med Kierkegaards forståelse af lidenskaben, retter der sig derfor også et spørgsmål og en kritik mod Jesus. For på denne måde kan vi jo ikke bare beslutte os for at være lidenskabelige. Hvis lidenskaben ikke kan tvinges frem, men derimod springer spontant ud af mennesket selv, hvad skal vi da gøre, hvis vi er havnet i dovenskab og ulidenskab? Hvis vi er havnet der, hvor Kapernaums slægt står, eller der hvor Peter Bastian føler, at livet uden for spotlight faktisk ikke er noget værd? Så kan det godt være, at Andrew Cohen siger, at Bastian i gåseøjne aldrig skal forlade scenen. Men det er lettere sagt end gjort, og måske umuligt, hvis du ikke har modet til at forfølge lidenskaben.

Så hvis vi ikke kan fremtvinge lidenskaberne, sådan som Jesus gerne vil; måske er opgaven da, som Kierkegaard peger på, at vi skal turde overgive os til lidenskaberne, når de rammer os. Måske er det det, det handler om, hvis vi skal tage vores liv alvorligt, sådan som Jesus forventer af Kapernaums slægt…

Lidenskaben kan hverken tvinges frem eller forklares på fornuftig vis. Men når de er der, kan man mange gange heller ikke undgå at lægge mærke til dem. Når vi sørger, glæder os, er angste eller forelskede, kan det ses på os.

Kierkegaard har i denne sammenhæng en betragtning i af en ung, forelsket mand: ”Hans Optræden var kraftfuldere end sædvanlig, hans Former skjønnere, hans store straalende Øie havde udvidet sig, kort: han var som forklaret, Som en Drue, naar den er paa sit Høieste, bliver gjennemsigtig og klar, medens Saften pibler frem gjennem de fine Aarer, som Skallen paa en Frugt brister, naar Frugten modnes i hele sin fylde, saaledes brød Elskoven næsten synlig frem i hans Skikkelse.”.

Sådan skal man også kunne se på os, at vi lever.

Kierkegaard ser i sin samtid, at lidenskaberne kæmper med den fremherskende videnskab, som truer med at overtage al mening i menneskets liv. Jeg tror, det er meget på samme måde i dag. Videnskaben er for mange er langt mere værdifuld og vigtigere at forholde sig til, end det lidenskabelige. Men måske skulle vi nærme os en fælles forståelse, at det ikke handler om et enten-eller, men et både-og, når vi taler om videnskab og lidenskab. Langt de vigtigste opdagelser og oplevelser, vi gør i vores liv, springer lidenskabeligt ud af os. Når vi elsker, sørger og tror, giver vi os hen til noget vigtigt i livet. Når vi derimod gør kærligheden til et projekt, gør sorgen til en sygdom, der skal medicineres væk, eller gør troen til et system eller en lov, så lader vi det ulidenskabelige indfinde sig hos os.

Vores liv er andet og mere end hverdagens trummerum, de fornuftige valg, de kalkulerede beslutninger og den evige spørgen efter nytte og anvendelighed. Spørgsmålet både Jesus og Kierkegaard stiller os i dag er, om vi tør overgive os til det andet?

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 Som det var begyndelsen
 således også nu og altid og i al evighed.   

Amen!