At være det, vi er

Prædiken til første søndag i fasten (I) d. 21. februar 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 4,1-11. Salmer: 652 – "Vor Gud, du mærker vores sorg" – 634.

Beretningen om fristelsen i ørkenen har en markant placering i Matthæusevangeliet. Den kommer lige efter, Jesus er døbt. Alt ånder fred og ro efter fødslen og dåben, i et kort sekund. For så kommer djævelen, snor Jesus om sin lillefinger og frister ham til det yderste, som vi hørte.

Det lille fortælleforløb i evangeliet spejler en del af vores liv. Vi fødes og vi døbes som børn med håbet om alt godt foran os. Men knapt er vi vokset op, og har lært at gå og tale, før vi møder prøvelser og fristelser. Før vi pludselig skal ud af vores barne-pubbe, og forsøge at være til stede i en verden, der møder os på godt og ondt.

Jesus fristes af djævelen på, hvem han er. ”Hvis du virkelig er Guds søn” spørger djævelen ham ”så kan du vel også gøre stenene til brød, eller kaste dig selv ud over klippen”. Det er som om, djævelen skal teste hans evne til at stå imod ondskaben. Eller som om djævelen har særlige forventninger og krav til, hvordan Jesus skal være i verden, som Jesus slet ikke kan opfylde eller er.

Det er ikke nogen ukendt problematik i dag at blive fristet til at være noget andet end det, man er. At skulle leve op til krav og forventninger, som kommer udefra; nogen gange med god grund, men andre gange også i en grad, der er ødelæggende.

Jeg kommer til at tænke på de unge. Det er præcis det, der møder rigtig mange unge, når de bryder barne-pubben, og bliver teenagere. De mødes af tårnhøje forventninger fra samfundet om at skulle tage uddannelser, og gerne tage dem hurtigt og effektivt, med gode karakterer, så de kan drøne ind på arbejdsmarkedet og bidrage til samfundet. 

Men også iblandt dem selv møder de krav og uudtalte regler for, hvordan de skal være, hvordan de skal tale, hvordan de skal gå klædt og se ud. De unge lægger et pres på sig selv, og mobber hinanden ud af fællesskabet, hvis man ikke kan efterleve det. Det var også det, den populære og anmelderroste norske ungdomsserie ”Skam” forsøgte at sige højt.

Det er det, nogen har kaldt den ødelæggende perfekthedskultur, som vi har talt om i en del år. Kravet om at være perfekt risikerer at ødelægge de unge, fordi de ganske enkelt ikke kan følge med.

Jeg hørte et interview forleden dag, fra januar 2021, med unge i gymnasiet. Eller det vil sige: interviewet var med tre unge, hvoraf to var droppet ud af gymnasiet, fordi kravet om gode karakterer og at skulle være den perfekte ven med tid til fest og sociale arrangementer krævede mere end 24 timer i døgnet. Den ene var droppet ud for at genfinde sig selv. Den anden var tvunget til at droppe ud, fordi kravene havde kostet hende både angst og en depression.

Psykologen, som interviewede de unge, talte om de skrøbelige unge, som skal turde åbne op for det liv, der også er fyldt med fejl, fordi det er vejen til at stå imod det perfekte. Hun nævner også, at mange voksne tror, de unge er dovne, og at de bliver passet for godt på af deres curling-forældre. Men det er måske lige modsat. Det er fordi, de unge er for flittige, og fejlagtigt stræber efter det, der er bedre end det bedste, at curlingforældrene opstår. Og det enorme pres ender med at ødelægge de unges liv, mere end det bygger op og danner dem som egentlige mennesker.

I en artikel fra Information tilbage i 2006 bliver problematikken skåret ud i pap: ”De unge måler sig på det, de gør, ikke det de er.”

At måle sig på det, vi gør, og ikke det vi er. Hvor kunne jeg ønske mig, at denne fastetid, vi er i nu, kunne hjælpe os til netop dette fokus: at vi alle sammen giver os tid til at dvæle ved det, vi er, i stedet for det, vi gør. Sådan er fastetider tænkt, men mange glemmer det. Det er tiden til ro og fordybelse, og til at give plads til noget andet, noget værdifuldt i livet.

Og hvad er det så, vi er? Hvad er de unge, og hvad er vi? Fortællingen om Jesus, der bliver fristet i ørkenen, hjælper os på vej til at se det: Vi er først og fremmest Guds, før vi er noget andet. Vi er elsket, set og sat fri af Gud. Og hvis vi tør have tillid til Guds blik, tror jeg, vi kan løsne os fra omverdens ødelæggende krav og forventninger, og være os selv.

Jesus bliver mødt med fristelser. Han bliver mødt med ødelæggende krav og forventninger til hans liv og væremåde. Men de er ikke hans egne. De er ligefrem djævelske. Og pludselig går det op for ham! Da han er blevet trukket godt rundt i manegen, siger han stop – ligesom de unge, der finder modet til at sige stop midt i alle kravene. ”Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ ”

Og her forlader djævelen ham. Erkendelsen af, at han tilhører Gud, sætter ham fri fra det onde. Det sætter ham i stand til at afvise regler, krav, forventninger og djævelens fristelser. Idet han opdager, at han er et menneske, der tilhører Gud, opløses alt andet, og han kan finde hvile og tryghed i det ene: at han er Guds – at han er et elsket menneske, som står fast på at være noget andet end det, djævelen frister ham til. Og det sætter ham fri til at være den, han er.

Jeg tror ikke, det altid er let at komme til denne erkendelse – eller de erkendelser. I evangeliets fortælling fornemmer vi, at det er en kamp imellem Jesus og djævelen - djævelen som den personificerede ondskab. Og jeg tror, at det er en løbende proces, vi altid er i: at spørge os selv, om vi er frie til at være, dem vi er, eller om der er noget der binder os mod vores vilje, som vi skal løsne os fra. Jeg tror, og jeg ved fra samtaler med folk, eller fra det interview jeg refererede fra, at det kan være en smertelig vej at åbne op for disse spørgsmål, og komme til en erkendelse – hvad den end måtte være. Måske kan det tage hele liv, at bakse med alle disse spørgsmål…

Fastetiden er en håndsrækning til os om at søge roen, til at søge Gud. Og fastetiden er en opfordring til at turde være skrøbelige, og øve os i at stille de væsentlige spørgsmål – og måske også turde sige stop.

Med os på den vej er Gud. Jeg tror ikke, Jesus var forladt af Gud, da han kæmpede mod djævelen. Tværtimod tror jeg, det var Guds tilstedeværelse midt i al ondskaben, der gjorde, at han både kunne holde det onde ud, og at han fik mod til at bryde med det. Jesus var aldrig løst fra Guds nærhed. Det var midt i ondskaben, han fandt modet fra Gud til at sige stop; til at sige fra over for det onde, og til at være i det gode.

Det er Gud, der har riget og magten og æren i evighed. Og fordi det er sådan, kan vi også have tillid til, at vi ikke ender i djævelens vold, men kommer til et sted, hvor vi kan sige som Jesus: ”Vig bort!” Og være dem, vi er.

Amen!

Fra retfærdighed til taknemmelighed

 

Prædiken til septuagesima søndag (I) d. 31. januar 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,1-16. Salmer: 557 – 582 – 494. 

Jeg kan stadigvæk huske den lidt absurde situation, det var, da jeg havde fået mit første præsteembede, og fik udbetalt min første løn. Jeg var ansat i en stilling, hvor min løn var forudbetalt. Så da jeg en vinterkold 1. februar 2015 gik på arbejde for første gang, stod der allerede en hel månedsløn på min konto, uden at jeg havde rørt så meget som en lillefinger.

Det føltes underligt. Jeg havde jo ikke knoklet, som mine andre kollegaer i en hel måned, og alligevel fik vi den samme løn. Jeg husker, at jeg blev glad. Og jeg husker, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at komme i gang!

Det var på en måde følelsen af at være den sidste, der blev den første. At få meget, uden at have ydet noget. Den modsatte følelse er den, arbejderne råber på om i dagens evangelium, da de første klager over, at de bliver de sidste, og får lige så meget som dem, der nærmest ikke har rørt en finger. Som hvis min daværende kollega skulle have tænkt: ”det er da ikke helt fair, at vi får det samme i løn, når vi helt tydeligt ikke har knoklet i den samme tid”. Sådan tænkte min gode kollega heldigvis ikke af mange selvfølgelige grunde, mest af alt fordi det bare var sådan, vores lønsystem var skruet sammen – helt ens for alle!

Spændingen i evangeliefortællingen er tydelig for os, der almindeligvis søger efter retfærdighed. Og ja, jeg siger os. For retfærdighed er nu engang den målestok, vi kender, og er vandt til at bruge som målestok, og det skaber næsten altid glæde hos os, når noget er retfærdigt. Vores samfund er også fornuftigt indrettet efter retfærdighedens principper. Retfærdigheden er også en metode, hvori vi finder fredelige løsninger og enighed imellem mennesker. Det er der ikke noget ondt i.

Det er bare ikke den menneskelige retfærdighed, der er målepinden i Himmeriget, må vi konkludere. Himmeriget ligner noget andet. Her bliver du målt, vejet, og fundet værdifuld, på nogle andre parametre. Du bliver set og kendt på noget andet. Og hvad er så det?

På din menneskelighed, din væren, på din eksistens alene. På det at du altid og allerede er et set, et kendt og et elsket menneske iblandt andre mennesker, der er set, kendt og elsket på samme måde. Gud er godheden selv, og giver alle den samme kærlighed. Det er utvetydigt pointen i dagens evangelium. Gud er god!

Eller sagt på en anden måde: Guds regnestok er som grisehandler Larsens kone, Katrine, fra Matador. Når den dygtige Ellen får en hest af sin stedfar, Mads Skjern, med ordene: ”Sådan én får man, når man er dygtig i skolen”, så kommer Katrine trækkende med en hest til Daniel med ordene: ”Sådan én får man, når man er en god og kærlig dreng!”.

Daniel får ikke for flid i skolen – eller som en arbejder for slid i marken – men alene fordi han er til, fordi han er et menneske, hverken foran eller bag ved Ellen, men nøjagtig ved siden af, elsket og set som alle andre; derfor får han en hest. Det giver mening, og det letter vores hjerte!

Men. Som vi også husker – hvis vi skal blive i Matador-referencen lidt endnu – så er scenen jo ikke slut. Lige som vores hjerter var faldet i ro, og kærligheden var fuldendt, så vender Daniel sig om og siger: ”Jeg ville hellere have haft den af far”. 

Ja. Daniel ville jo hellere have haft hesten af sin far. Han ville hellere have haft kærligheden og anerkendelsen af den, han ser op til og er i umiddelbar relation til. Og denne lille sætning er en nøjagtig spejling af vores virkelighed, eller vores forbehold for Guds godhed – dér hvor vores retfærdighedssans alligevel spiller os et pus!

Den lille scene og sætning stiller spørgsmålet: hvad kan vi bruge Guds nåde og kærlighed til, hvis vi ikke også får den fra vores medmennesker? Hvad nytter det, at Gud er god og kærlig over for os, når dem, vi møder i vores dagligdag og lever vores liv sammen med, bliver ved med at måle os efter flid, slid og slæb? Hvad nytter det, at Katrine er god, når Mads fortsætter med at være et fjols?

Jeg tror, det nytter noget at altid have en større fortælling – et himmerige – at spejle sit liv.
Jeg tror, det nytter noget at forvente alt godt et sted fra.
Jeg tror, det nytter noget at tro på godheden: en godhed, der kommer fra Gud, og en godhed der ligger latent i alt og alle, og er skænket til os som en gave og en grundsten i vores liv.
Jeg tror, at den totale godhed, vi møder hos Gud i evangeliet, er det oprindelige, som vi kun kan takke for, og at retfærdighedssans, millimeterdemokrati, rigiditet, eller ligefrem ondskab, er sekundært.

Og mit svar på godheden er kun én ting: nemlig taknemmelighed. Det eneste vi kan agere på i forhold til denne godhed, er i taknemmelighed at tage imod den og glæde os over, at den strømmer til os. Det er det, den oprørte arbejder ikke forstår. Han forstår ikke at modtage godheden, som vingårdsejeren kommer med, og han forstår heller ikke at takke for den. Han bliver fornærmet, og ser ikke, at der er en større godhed og en større retfærdighed på færde end den, han går og regner med.

I fortællingen om arbejderne i vingården går der altså en bevægelse fra uretfærdighed til taknemmelighed. Vores svar på Guds godhed er taknemmelighed: taknemmelighed over at være til, og taknemmelighed – ikke over hvordan eller hvad eller hvor meget jeg har arbejdet og givet af mig selv, - men taknemmelighed over at kunne gøre noget for nogen, at kunne være noget for nogen, ligesom alle arbejderne var det for vingårdsmanden, uden at det også skal måles og vejes på en vægt, og vurderes derefter.

Om Daniel nogensinde retter en egentlig tak til Katrine for gaven, melder fortællingen ikke noget om. Manglen på tak, og hans efterfølgende replik til sin far, spejles i evangeliet, da den oprørte arbejder slet ikke forstår den godhed, der strømmer ham i møde. Men vingårdsejeren svarer ham: ”Min ven, jeg gør dig ikke uret”. Nej. For retfærdigheden hos Gud er noget helt andet, end arbejderen går og regner med.

Det retfærdige hos Gud og er, at Gud giver alt til alle, skænker os en godhed, som vi iblandt hinanden her på jord og i vores daglige liv og virke kun kan svare på med taknemmelighed. Og mon ikke denne taknemmelighed viser sig, at komme ud til det bedre? Som en egentlig glæde iblandt os? Som en egentlig stemme i vores dagligdag? Som et egentligt smil i øjenkrogen, der hvor livet folder sig ud?

Det håber jeg, og det tror jeg. Gud er god!

Amen!

 

Livsopfyldelse

 Prædiken til julesøndag (I) 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,25-40. Salmer: 125 – 118 – 131 – 114 – 427 – 129. 

Hvis du var i en boghandel i december, måske for at finde en gave, er du måske stødt på nogle af de mange guides til, hvad du skal nå, før du dør. ”1001 bøger du skal læse, før du dør” eller ”1001 film du skal se, før du dør” eller ”1001 klassiske albums du skal høre, før du dør”. Måske er du også tidligere stødt på diverse magasiners bucketlist med lignende guides til ting, du skal gøre, eller oplevelser og rejser du skal nå, inden du dør.   

Det er som om, når man støder ind i disse samlinger, at andre har regnet det gode liv ud for os, og at det så er vores opgave at tage dem til os og gå i gang. De mange bøger og lister tilbyder at hjælpe os, så vi ikke kommer til at spilde tiden på noget uvæsentligt. Målet er, at enhver af os skal optimere sit liv og få det maksimale ud af det. Udbytte, frem for alt, for man skal jo helst have det hele med, og nødigt gå glip af noget, inden man stiller træskoene.  

Bøgerne er ét eksempel. Jeg tror vi kender flere eksempler, eller kender til fornemmelsen af at det, der gør livet meningsfyldt, ligger på vores egne skuldre. Også når vi spejler os i andres liv. Vi ser andre realisere de vildeste drømme og ønsker, og tænker straks, at det skal vi også. Og hvis det ikke lykkes for os, mærker vi en uro. 

Det får mig til at stille spørgsmålet om, hvad livsopfyldelse egentlig er? Hvad skal der til for at vi kan sige, at vores liv lykkes? Eller hvornår vi er lykkes med at gøre det meningsfyldt?

   

Simeon og Anna, som vi hører om i dagens evangelium, byder os en anden livsopfattelse og en anden betydning af livsopfyldelse, end den vi møder i boghandlen. Vi møder dem, da de står i deres alderdom, og oplever det største og det mest betydningsfulde: De får det lille barn, den nyfødte Jesus, i deres arme, og det er som om, at det er i dette moment, deres liv går i opfyldelse.   

Simeon har fået at vide af Helligånden, at han først skal dø den dag, han har set Herrens salvede, altså Jesusbarnet. Og Anna har ventet i templet på, at barnet skulle komme. Hun tjener Gud nat og dag gennem faste og bøn som profetinde. Men da hun ser Jesusbarnet, træder hun frem i lyset, priser Gud og fortæller alle om det, der er sket.  

Simeon kan nu falde til ro og finde fred. Han synger: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse. 

For Simeon og Anna kommer deres livsopfyldelse i barnet. For dem er meningen med livet ikke afhængig af, hvad de selv kan gøre og hvad de selv skal præstere. Deres livsopfyldelse sker, da de får barnet i armene og mærker den fred, barnet kommer med. Da finder de ro og hvile, og ikke mindst mening med livet – ikke i det, de selv har udrettet eller det udbytte, de selv har draget til sig, men i det de får givet. I det de får lagt i deres arme som en gave udefra. 

Tænk nu, hvis vi i dag kom til at bruge det meste af vores liv på at vente og måske fandt en mening i det? Det vil for mange virke som noget af det mest uforløste, man kunne forestille sig. Men for Simeon og Anna er det, der kommer til dem, det vigtigste. De ved, at man ikke kan forløse sig selv, men at man bliver forløst, og at der nogle gange ikke er andet at gøre end at vente.  

Fortællingen om Simeon og Anna bliver et modbillede til tendenser i vores tid. Hvad giver livet mening? Og hvordan opfylder vi det, som jeg spurgte om lige før. Én mulighed er de 1001 ting, du selv skal gøre og kæmpe for, som prøver at skabe værdi for dig. En anden mulighed er at tro på, at livet også får værdi og mening af det, vi får givet udefra.   

Det er ikke fordi, jeg tror, at det er let at vælge den anden mulighed, eller at knytte sig til håbet i en lang ventetid. Jeg kan kun forestille mig, at Simeon og Anna har haft deres udfordringer og deres tvivl på vejen. Og jeg ved fra mange samtaler med folk, og jeg ved fra mit eget liv, at noget af det mest udfordrende, vi kan opleve, er, når vores forestillinger og drømme om fremtiden braser for øjnene af os. Når den virkelighed, vi står i, viser sig at udvikle sig og blive markant anderledes end det, vi gik og drømte om, håbede på eller forventede.  

Det sker, når vi mister hinanden, eller aldrig får hinanden.  
Det sker, når vi i glimt pludselig ser forandringer i os selv eller omverden, og opdager at det, vi gør og siger ikke længere er det rigtige.  
Det sker, når vi bliver ramt af ulykker eller sygdom, som tvinger os til at tage vores liv op til revision og træffe valg, vi aldrig troede, vi skulle stå med.   

Det er i sådanne situationer, livet rører på sig og er ubarmhjertigt. Det er her følelsen af uretfærdighed kan lamme os, gøre os frustrerede. Gøre, at vi føler os små og hjælpeløse. Det er her, vi bliver konfronteret med, at ligegyldigt hvor meget vi prøver at skabe vores egen lykke, så er det ikke ens betydende med, at lykken og livsopfyldelsen sker.  

Men måske er det netop fordi, vi selv forsøger at regne alting ud, at det bliver hårdt at leve i disse situationer? Måske er det netop fordi, vi forsøger at give vores liv værdi, ud fra alle de drømme og tanker vi selv har sat i gang og selv forventer og selv skal skabe, at det bliver umenneskeligt hårdt, når det ikke ender, som vi selv havde lagt op til?  

Al mening og værdi lægger vi på vores egne skuldre, som om hele livet kun er vores projekt. Og vi glemmer det, der kommer til os udefra, ja måske bliver helt blinde for det, vi allerede har, som livet allerede har skænket os. Som allerede er livsopfyldende gaver, der gør livet godt.  

Julen minder os om at stille os ind på det sted, hvor vi åbner os og gør os modtagelige over for det, der kommer til os. Gud kommer til os som et barn, og fortæller os, at noget stort og noget godt kan komme til os udefra. Simeon og Anna oplevede det i konkret forstand, da de pludselig stod med barnet i armene. Al deres ventetid fik mening og værdi, da han lå der. De forsøgte ikke selv at fylde tiden ud og slå ventetiden ihjel. De ventede og havde tillid til, at livet ville give dem noget særligt. Deres eneste – og måske også sværeste – opgave var at vente på det og at åbne øjnene for det. 

Jesusbarnet giver os barnekår, skriver Paulus i sit brev. Det er både julens gave til os, men det er også julens opgave til os. At vi både skal tage imod barnet med al den fred og al det lys, han kommer med. Men også at vi selv skal blive som det barn, der ligger nyt og uforløst, med åbent hjerte og sind, kun for at modtage alt det liv der ligger forude. 

Med barnekår har vi lov til at sænke vores skuldre. Simeon og Anna, og det lille barn i krybben, minder os om, at mening og livsopfyldelse kan – og også vil – komme til os udefra, hvis vi venter på det og åbner os for det.  

Ak, kom! jeg vil oplukke 
mit hjerte, sjæl og sind 
med tusind længselssukke, 
kom, Jesus, dog herind! 
Det er ej fremmed bolig, 
du har den selv jo købt, 
så skal du blive trolig 
udi mit hjerte svøbt. (DDS 125) 

Amen!