Love og regler

Prædiken til syttende søndag efter trinitatis (I) den 12. oktober 2025 i Brabrand Aarslev. Lukasevangeliet 14,1-11. Salmer: 752 – 392 – 895 – 365 – 729v5 – 731. 

I denne uge satte jeg mine konfirmander til at arbejde med De 10 bud i Det gamle testamente, det man også kalder loven. Den langt over 2000 år gamle lov om det man skal gøre: ære og respektere Gud og sine forældre. Om alt det man ikke må gøre; slå ihjel, stjæle, lade sig skille, og begære eller misunde hinandens ejendom. Og om det man skal huske, nemlig at holde hviledagen hellig.

Hos flere konfirmander var der begejstring over, at De ti bud lovgiver om en hviledag til at slappe lidt af i. En del af de andre bud mødte også genkendelse. Det helt indlysende i, at man selvfølgelig ikke må stjæle eller slå ihjel, men også at man skal huske at ære sine forældre. Andre bud var lidt mere til debat, f.eks. buddene om ikke at begære eller være misundelig på det, den anden har, eller buddet om man ikke må lade sig skille.

Nogle bud blev sorteret fra, og jeg spurgte konfirmanderne, hvilke bud de synes der manglede? Og så skrev de f.eks.: Du skal huske at være loyal. Du må gerne være vred, men ikke lade det gå ud over andre. Du skal opføre dig ordentligt i kirken. Og: Du skal respektere forskelligheder.

Men de skrev også alle sammen et bud, der klingede nogenlunde ens, nemlig at det man gerne vil, andre skal gøre mod én, det skal man også gøre mod dem.

Jeg havde på dette tidspunkt ikke nævnt noget om Jesu gyldne regel, som lyder præcist sådan. Jeg havde heller ikke nævnt, at det var den regel Jesus satte over loven, som altså var vigtigere end De ti bud og alle andre bud og love. Men alle konfirmanderne var instinktivt enige om, at der manglede et bud om at lade sig spejle i hinanden. Et bud om det medmenneskelige og helt logiske i, at det, jeg gerne vil mødes af fra omverden, også er det jeg selv skal give omverden igen.

…

Hvilke bud giver mening? Og hvilke bud giver ikke mening? Det spørgsmål stillede vi hinanden, og det spørgsmål stiller Jesus også i dag, da han på vej ind i farisæerens hus møder manden med vand i kroppen. ”Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?” spørger han.

Man tænker måske at det vilde i denne fortælling er, at Jesus derefter gør et under og helbreder manden fra hans sygdom. Men det, der vækker virkelig forargelse, er, at Jesus bryder loven på en sabbat ved at handle og helbrede. Det er der, de lovkyndige og farisæerne bliver sure.

Men det, der selvfølgelig er på spil for Jesus, og som konfirmanderne også mærkede er, at der helt grundlæggende må være en lov om dit medmenneske, som spejler sig i det, du selv kunne ønske skete – i hvert fald når det kommer til menneskelighed og omsorg. Og hvis det nu var dig, der stod syg og med vand i kroppen, og mødte én, som kunne kurere dig for det, hvad var så vigtigst: en lov om handlingslammelse på sabbat, eller at handle kærligt og omsorgsfuldt på stedet?

Det må være det sidste!

Love og bud sætter rammer om os, og det kan vi slet ikke undvære. Love og bud skaber tryghed om vores liv og samfund. Men Jesus fortæller her, at der er noget som kommer før loven, og det er hensynet til den du står ved siden af. Jesus stiller sig forrest i de lovkyndiges paragrafrytteri og spørger retorisk, som vi også nogle gange er nødt til at spørge os selv, om mennesket er til for lovens skyld, eller om loven er til for mennesket? Og hvis det sidste ikke skinner klart igennem, er vi måske nødt til at tænke os om, revurdere vores lov, og gøre noget andet.

…

Og det er også det, der er på spil, da Jesus efterfølgende fortæller lignelsen om brylluppet, hvor man gør klogest i at sætte sig bagerst, og lade sig invitere af værten til at sætte sig længere op i salen. For Jesus handler det ikke om at provokere eller om at fremhæve nogen som finere end dig til at sætte sig øverst ved bordet.

Nej, det handler om, at du først og fremmest må glemme dig selv og din kredsen om, hvad du synes der er vigtigst for dig og den lov, du måske selv har lavet inde i dit hoved, og i stedet rette blikket mod dit medmenneske. Som du gerne vil, andre skal behandle dig, sådan skal du også behandle dem. Og derfor begynder du ikke ved et bryllup med at sætte dig selv øverst. Nej, du viser alle andre gæster til rette der, hvor du synes der er godt at sidde.

Og måske kan du være heldig, at der så én af dem, som senere hen kommer og tager din hånd, og beder dig følge med til samme gode plads.

…

Jesus forkynder i dag om det konfliktfyldte i et menneske: at vi kan have en tendens til at lade paragraffer og os selv komme i første række, mere end hensynet til vores medmenneske. Han udpeger noget i os, som altid vil have lettest ved det eksklusive og egenrådige, mere end det inkluderende og det, der skaber fællesskab eller enhed i ånden, som Paulus talte om (Ef. 4,1-6).

Men hvad skal vi egentlig gøre herfra? Er evangeliet til i dag kun et syndespejl, vi skal dukke os for, og tynges af? Er der også et godt budskab at tage med os, når vi indser, at det er os, der tales til? 

Måske ligger der et omsorgsfuldt budskab i det faktum, at Jesus besøger netop en farisæer, evangeliernes ’bad guy’, som én engang udtrykte det, for så gælder hans rummelighed, kærlighed og nåde nok også sådan nogen som os. At Jesus fra begyndelsen går til det menneske, som han godt ved ikke altid er i stand til at se ud over egen næsetip. Dér begynder Jesus. Det menneske besøger Jesus også. Der er han lige så nærværende som hos alle andre.

…

Efter konfirmanderne og jeg havde talt om De ti bud, og reflekteret lidt frem og tilbage, kom vi også frem til, at det ikke altid er let at holde de bud, vi bliver pålagt. Vi har også følelser inden i os, sagde konfirmanderne, som vi ikke altid kan styre. Følelserne kan overmande os, og følelser som misundelse og begær ligger nogen gange ligefor. Og måske er det ikke altid, vi ærer vores far og mor lige meget, eller passer på vores medmenneske, selvom vi skal.

Det var det, apostlen Paulus engang reflekterede over i et af sine breve: "at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg." Og hvor går vi da hen?

Jeg gik sammen med konfirmanderne herover i kirken og dækkede nadverbordet.

Der er regler nok i denne verden. Der er krav nok i denne verden. Og der er rig mulighed for ikke at kunne leve op til det hele eller at gøre, som vi skal og inderst inde også vil.

Men der er meget få steder hvor vi, som ved nadverbordet, kan få at vide, at vi også altid allerede er elsket. Her dækkes bordet for os. Her kan vi frit komme og her får vi beskeden: at selv da vi ikke gjorde, som vi burde, og selv da vi vendte ryggen til det menneske, der håbede på vores nærvær, så vil Gud være nær hos os og giver os en chance mere.

Ved nadverbordet kan vi knæle i al ydmyghed på de nederste pladser, og dér kommer Gud til os i livets brød og håbets bæger, og lyser sin fred over os. Fred for det der skete. Fred for det vi gjorde. Fred for det vi ikke gjorde. Ja, Gud lyser sin fred, og den når ud til hver enkelt af os, som solen, der om morgenen står op og gennemløber sin bane, og når fra himlens ene ende til den anden, og intet er skjult for dens glød, som salmisten skrev (Sl. 19,2-7).

Og derfra kan vi rejse os frimodigt igen – ja, frimodigt, frit og med mod til igen at leve livet og forsøge at gøre vores bedste.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
 og i al evighed.

Amen.

Der er liv i at give slip

Prædiken til femtende søndag efter trinitatis (I) d. 28. september 2025 i Brabrand Aarslev. Matthæusevangeliet 6,24-34. Salmer: 736 – 448 – 836 – 41 – 729v5 – 42. 

Det var friskt her til morgen. Efteråret kan mærkes i næsen og ses med øjnene. Den lave sol kaster lange skygger på vejene. Træer og buskes blade lyser gyldent. Naturen tager afsked med sommerens farver og frodighed. Den forbereder sig på vinter, og på at noget nyt skal spire frem engang i foråret.

”I skal ikke bekymre jer” siger Jesus til os i evangeliet denne efterårssøndag. Han opfordrer os til at slippe bekymringerne og alt det, der ikke længere er liv i. At slippe det, der ikke fører noget godt med sig, og lade det falde til jorden, og derved give plads til noget andet og noget meningsfyldt. 

Det er som om, efteråret minder os om denne opfordring, Jesus kommer med, når træerne begynder at slippe deres blade. Træerne slipper bladene. De slipper det, der ikke er liv i, det som i virkeligheden er dødt, og som de hverken kan eller skal pryde sig med. Bladene falder til jorden, som vores bekymringer også skal. Og der formulder bladene, og giver næring til det nye, som skal spire frem. Træerne ved, at kun ved at slippe de døde blade, kan de give plads til de små skud af liv og nyt, der gemmer sig i grenene.

Sådan fortæller naturen helt enkelt for os, at der kan være liv i at give slip. Og måske er det også det, Jesus vil sige med sin opfordring til os i dag?

…

”I skal ikke bekymre jer.” Som jeg nævnte indledningsvist, kan den opfordring møde os lidt forskelligt. 

På den ene side provokerer den mig lidt, og måske særligt i denne uge, hvor vi ikke har kunnet undgå at høre om underlige droner og trusler udefra. Når DR farver deres hjemmeside gul, er det ikke en hyldest til efterårets farve, men for at alarmere os. Den gule farve kaster lange skygger ind i vores bekymringskamrene, dominerer samtalerne i frokostpausen, og rykker sågar helt ind i skolen og i tankerne hos de små. 

”I skal ikke bekymre jer” siger Jesus, som om det skulle være let og som om det skulle kunne fjerne det, der skaber bekymringen.

Og omvendt føler jeg mig set af netop samme opfordring, ”I skal ikke bekymre jer”. For Jesus kender os så godt og ved, at bekymringen er én vores tilbøjeligheder, som kan rive os ud af sind, og gøre vores verden mørk. Jesus ved, at vi har hang til at holde fast i det, der ikke er liv i – mammon, dvs. pengene, som han også selv nævner, og i alle de bekymringer livet giver os. Han ser min bekymring, ved ikke at gemme den væk, men ved at tale højt om den, og da føler jeg mig mødt af hans ord.

Men Jesus stopper heller ikke der. Han efterlader os ikke kun med opfordringen, men peger i stedet hen på et sted, hvor vi måske kan finde ro og hente inspirationen fra. Han siger: se til himlens fugle og markens liljer. Fuglen sår ikke og høster ikke, og alligevel er Gud med den og fuglen kan finde føde. Og liljen arbejder og spinder ikke, og alligevel er Gud med den, og end ikke kongelige er så smukke som liljen.

Fuglen og liljen i naturen bliver billeder på det bekymringsløse, og på nærværet i det liv, der ligger lige for. Fuglen og liljen er til stede i alt det skabte, i nærhed til livet, og folder det hele ud, helt uden at bekymre sig. Og ved at se til dem, kan vi måske finde samme ro til at folde os ud uden bekymringer? Der kan vi måske få mod til at lade bekymringerne falde til jorden, og i stedet give pladsen til det, der er liv i?

…

Netop dette sted i Bibelen søgte filosoffen Søren Kierkegaard også altid til, når han længtes efter færre bekymringer.

For Kierkegaard repræsenterede fuglen og liljen den ubetingede lydighed mod skaberværket, som vi skulle øve os i at stræbe efter. Han skrev: ”Men hvis du kan blive ubetinget lydig som fuglen og liljen, da har du lært, hvad du skulde lære (…) thi er du Gud ubetinget lydig, da er der i dig intet tvetydigt (…) da er du idel enfold for Gud”.

At være enfold for Gud handler om at turde tage springet væk fra bekymringer og alt det, der i dit hoved blokerer vejen til det vigtigste: nemlig at se, at det vigtigste i livet kommer til os i nærhed til livet. Det er at åbne sig og give plads for det der kommer, helt uden at vi har gjort noget for det. Og netop det er som oftest de største gaver i livet.

Men kan vi bare gøre som en fugl og en lilje? Er det ikke ret umenneskeligt at forestille sig, at vi skal kunne leve på den måde?

Jo. Og det ved Kierkegaard også godt. Mennesker har, modsat fuglen og liljen, en stor selvbevidsthed og fornuft, som det ikke bare kan slå fra.

Men Kierkegaards pointe er da, at vi netop ikke skal slå bevidsthed og fornuft fra, men tværtimod bruge begge dele aktivt til at vælge at gøre noget andet. Som menneske har du et valg, og du kan gøre forsøget. Du kan bruge valget aktivt til at skubbe bekymringen til side, og lade dig inspirere af fuglen og liljen til at vende ryggen til de mange urolige kræfter, der vil trække dig væk fra nærheden til livet.

…

Den 40-årige Jacob Holst Mouritzen, som for tiden er én af eksperterne i DRs Kender du typen, gjorde fornyelig forsøget. Nærmest på kierkegaardsk vis besluttede han sig for at se et andet sted hen.

Han fortæller i en artikel, at han hele sit liv har haft et uforløst forhold til Gud og tro. Det lå et sted i ham, men han vidste ikke om han kunne tro, eller om Gud gav mening.

 Men så en dag tager han springet. Han sidder i sin bil og beslutter sig for, at han i 14 dage ville lade som om, han tror på Gud. ”Jeg ville læne mig ind i troen og mentalt tvinge mig til at fjerne tvivl, barriere, rationalitet og alt det, der holdt mig tilbage, for at give mig fuldt hen til, at jeg troede på Gud ” siger han.

Men der gik ikke lang tid før det forsøg det slog fejl. Men ikke fordi, han alligevel ikke kunne tro, men fordi han ikke kunne lade som om.

”Allerede den samme aften overgav jeg mig. Der var en frihed og en følelse af at være hjemme. Troen bor billedlig talt i hjertet, og jeg kan se, at min hjerne længe har blokeret for det, som mit hjerte ville skulle boble op. Det påvirkede min hjerne, hjerte, adfærd, værdier og moral, og mentalt kunne jeg sænke min skuldre.” (…) "Som mange andre i min generation har jeg haft en illusion om kontrol, som jeg nu kunne slippe. Der er noget større, som jeg kan læne mig ind i, og jeg må overgive mig til Gud."

Man ville gerne spørge Jacob Holst Mouritzen, hvad der pludselig får ham til at tage springet? Og også hvad der sker, da troen pludselig overmander ham? 

Men måske er det helt enkelt, at han vælger at lade det falde, som der ikke er liv i, nemlig den kontrol over sig selv og over verden, han så gerne vil have, men som ingen mennesker nogen sinde har haft, og som ingen mennesker nogen sinde kommer til at få. Han lod kontrollen falde, lod den falde til jorden og dø, og lod den plads, hvor kontrollen sad og fyldte, erstatte af noget, hvor der var liv. Noget der fik hans hjerte til at boble, noget som fik hans skuldre til at sænke sig, noget hvor han ikke var alene om at magte det hele.

…

”I skal ikke bekymre jer.”. Det er lettere sagt end gjort. Jeg føler mig provokeret, men jeg føler mig også set i Jesu ord, for bekymringerne fylder, og jeg har en længsel, ligesom Kierkegaard, efter at slippe dem. 

”Se til himlens fugle og markens liljer” og det er som en gestus af kærlighed. For her viser Jesus en vej, hvor bekymringerne måske kan slippe. Det er som når nogen tager dig i hånden og følger dig over et farefuldt sted. Jesus ved, at vi er tilbøjelige til at bekymre os. Derfor peger han for os, og viser os et sted – ude i naturen, hos fuglene og liljerne – hvor vi kan se, at noget vidunderligt kan være til og noget vidunderligt kan ske, også helt uden vores kontrol og bekymring. Han viser os, at vi er en del af noget større, og at det større altid har liv i sig. Han viser os, at vi alle har del i en dyb bevægelse i livet, nemlig at der kan være liv i at give slip.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed

Amen

Et evigt liv

Prædiken til trettende søndag efter trinitatis d. 14. september 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 10,23-37. Salmer: 14 – 450 – 164 – 321 – 477 – 728.

For tiden kan man på DR LYD lytte til podcasten Jagten på det evige liv. Jeg opdagede den for noget tid siden og tænkte, at det måtte lige være noget for præsten. Men da jeg så læste afsnittenes overskrifter, som f.eks. Veganer, vegetar eller flexitar eller De store syndere: sukker, fedt og salt kunne jeg straks mærke, at jeg blev lidt træt i hjerte, sjæl og sind, og at jeg fik lyst til hvidt brød med tandsmør. 

Kostplaner og kroppens helbred... det er noget lidt andet jeg jagter, når jeg taler om evigt liv. Og dog. For i min jagt – hvis vi skal sige det sådan – handler det også om et langt liv og om at holde fast i livet, bare med et par ekstra dimensioner: dels det hinsides, om man vil, men i særdeleshed også en dennesidige og et fokus på at holde fast i min næstes liv, mere end mit eget.

…

Men lad os begynde i det hinsides.

Spørgsmålet om det evige liv har altid optaget os. Hvad er det evige liv og hvad vil det overhovedet vil sige at leve evigt? Vil vores hjerte, sjæl og sind, og måske også hele krop, leve videre i en ny forstand hos Gud, eller måske i et paradis. Og vil vi en dag, som Grundtvig digter, rejse til vort fædreland, gå rundt i gyldne sale og med gamle venner i lys tale?

Da de tidligste kristne kort efter Jesu død og opstandelse begynder at skille sig ud fra deres jødiske trosfæller, var det bl.a. på spørgsmålet om et evigt liv. De kristne troede, at som Kristus stod op fra de døde, skulle de også selv en dag skal stå op sammen med ham.

Men det håb gælder fortsat: at det, der er fortalt om Kristus, også giver os håbet om opstandelsen og et evigt liv hos Gud. Vi ved ikke hvordan det hinsidige evige liv tager sig ud. Men i Bibelen får vi fortalt om det i billeder, bl.a. hos salmedigteren i Det gamle testamente. Han skriver således om sit håb: ”Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast”.

Med Kristus blev der sat kød og blod på det håb. Spørgsmålene om hvordan og hvorhen evigheden vil tage os er dermed ikke besvarede. Men håbet vil altid være, at døden er ikke det sidste, der kan siges om et menneskeliv. For et menneskes liv er indrammet af Gud.

... 

”Evigheden er øjeblikket” sagde filosoffen Søren Kierkegaard, og forstod dermed evigheden som noget lidt mere nutidigt, og nærværende i tid og rum. At Guds evighed er sat lige her, hvor vi går, står og falder.

Af og til møder jeg andre mennesker, for hvem evigheden knap så øjeblikkelig, men i stedet et konkret sted på den anden side af døden, som man venter på med stor længsel. En tro på at der findes en paradishave, hvor elendighed ophører, i kontrast til det jordiske liv, af og til også kaldet jammerdalen.

Men skaber det ikke lidt afstand til livet på jorden, spørger jeg så, hvis man hele tiden længes efter noget andet, som måske sker på den anden side af døden?

Nobelprismodtageren i litteratur, Henrik Pontoppidan, rettede nok en lille indirekte kritik af denne overbevisning, da han skrev om Lykke-Per. 

I en samtale med præstesønnen Per, indvender den smukke jødiske rigmandsdatter Jacobe, som Per aldrig helt kan få øjnene fra, at kristendommen, i modsætning til andre religioner, jo blev til i et forkuet folk, hvorfor der helt naturligt opstod en forbindelse mellem dødsfrygt og trælleangst. Altså, at frygten for at dø som slave skabte et akut behov for en tro på et efterliv og et paradis et andet sted. 

Og så siger Jacobe til Per: ”Det er for mig netop den væsentligste anklage, der kan rettes mod kristendommen med dens evighedshåb, at den berøver livets dets dybe alvor og dermed dets skønhed. Når man opfatter vores tilværelse her på jorden som bare en generalprøve på den egentlige forestilling – hvor bliver da festligheden af?”

…

Per indvender ikke så meget. Han er mest bare forgabt i den veltalende Jacobe.

Men hvis jeg nu havde Jacobe foran mig, ville jeg sige følgende: 

Jo, hvis den kristnes evighedshåb får ham eller hende til at vende blikket væk fra livets skønhed og væk den alvor, livet til enhver tid kalder på, så har den kristne fuldstændig misforstået, hvad kristendommen handler om. At vi tror på evigheden og et evigt liv skal kun kaste skønhed og alvor over vores liv, og i hvert fald aldrig gøre, at vi fjerner os fra det.

Og det er præcis det svar, den lovkyndige får af Jesus i evangeliet, da han forsøger at udfritte Jesus om veje til det evige liv. 

Bedst som den lovkyndige står der og tror, at han har drillet Jesus maksimalt med sit spørgsmål om evigt liv, og glæder sig til at høre om lovgerninger og nøgler til paradisporten, så vender Jesus det hele på hovedet og fortæller en fortælling om livet her og nu. Han fortæller Den barmhjertige samaritaner.

Og hvad handler den om?

Ja, den handler om jo om et menneske – som til enhver tid kunne være dig og mig – som møder modstand, som møder livets hårde og barske side, og derfor har brug for en hjælpende hånd.

Og ja, det der først møder den nødstødte er faktisk lidt jammerligt, men også ret menneskeligt. For de to første, der kommer forbi, gør ikke noget. Måske fordi de bliver bange? Eller fordi de kan se, at de ikke magter opgaven alene. De flygter derfra, ligesom jeg godt tror vi genkender alle sammen at vende os væk fra det, der kan virke udfordrende eller ubehageligt.

Men til sidst får den nødstødte hjælp. Til sidst er der en fremmed samaritaner, som trodser alt det, der kunne have holdt ham væk: klasseskel, kulturforskel, sproglig barriere, religiøst tilhørsforhold og hvad vi ellers kan forestille os. Samaritaneren ser forbi alt det ydre og ser lige ind i mennesket, der har brug for hjælp. Samaritaneren ser et menneske i kød og blod som ham selv, der er ved at miste sit liv, og som skal have hjælp til at få det tilbage. Og i øjeblikket giver han den nødstødte livet tilbage, ved at hjælpe ham, ved at svare på det, den nødstødte har allermest brug for.

…

Det indledende spørgsmål var: hvad er det evige liv og hvordan får vi evigt liv? Kan vi jagte det som de gør i podcasten?

De spørgsmål er ikke kun spørgsmål om det hinsidige eller noget, der findes på den anden side af døden. Og det er ikke fordi, jeg nu er ved at punktere troen på evigheden hos Gud, på den anden side af døden. Den er uomgængelig og sand. Og dér skal vi ses, når Gud vil.

Men for Jesus er svaret på spørgsmålet lige her, i øjeblikket, at det evige liv er det, vi giver hinanden, når vi husker at være hinandens næste. Det evige liv er det, vores opmærksomme og kærlige medmennesker rækker os, når vi ikke selv magter livet, eller når vi er blevet slået omkuld af livets brutalitet. Det evige liv er det, der kan være så svært at regne ud, og svært at have med at gøre, fordi det også kræver mod at stå op for den eller dem, der er landet i grøften; dem som står i orkanens øje; dem som står i krigens gru; dem som mangler støtte til at stå frem og være sig selv. Men vi har heller ikke noget andet valg, end at gøre forsøget – at turde være dem, der rækker livet videre.

Evigheden er skænket os, så vi kan række den videre. Det vi skylder hinanden og Gud er at gøre forsøget. Ja, lade evighed hos Gud være evighed hos Gud, og i stedet koncentrere os om, at give livets evighed videre til det menneske, der er ved at miste det.

Eller sagt på en anden måde: lad den evighed, der er hos Gud, lad den glæde, den tilgivelse, den fred, den kærlighed, den forsoning der er hos Gud, lad den spejle sig i det liv, vi lever lige her og lige nu. Udfolde vores kristelighed, dvs. vores lighed med alt det, Kristus gjorde, da han gik omkring på jord, og være noget for alle dem, der har brug for det, og lad det være tegn på, at evigheden er lige her.

Det må være det, vi hver dag skal jagte, med Guds hjælp. Dét er både dyb alvor og skønhed på samme tid.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed

Amen