Grådighed

 Prædiken til tyvende søndag efter Trinitatis (II) d. 13. oktober 2024 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 21,28-44. Salmer: 729 - 810 - 414 - 319 - 728v3 - 731.

I dette efterår har jeg indbudt til studiekreds i sognegården, hvor vi læser Bibelen. Forleden dag mødtes vi, og var nået til denne del af Matthæusevangeliet, hvor dagens evangelium også kommer fra.

Og alt andet lige var stemningen i kredsen noget præget af al den vrede Jesus møder sine medmennesker med. Måske sidder I lige nu med samme oplevelse. Når man hører sidste sætning fra evangeliet: ”den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse”, føler man sig næsten allerede væltet lidt omkuld, og spørger hvor medmenneskeligligheden egentlig er…

Stenen, har vi lige fået forkyndt, er Jesus selv. Han er hovedhjørnestenen, som bærer det hele. Og hvis alle hans modstanderne – eller os selv – ikke allerede er faldet over ham, og blevet kvæstet, så må vi næsten forvente at stenen, som et pendul, på et tidspunkt kommer flyvende og knuser os, hvis vi ikke retter ind.

”Hvor er nåden?!”, var der én i studiekredsen der pludseligt udbrød. Ja, hvor er egentlig nåden og kærligheden i denne lignelse, Jesus fortæller? Jesus truer os nærmest, og jeg får lyst til at spørge, hvad meningen er? Hvad skal egentlig der til for at snuble over den sten? Er jeg på vej til at snuble, og måske også blive knust? Og hvad har alt det med mig at gøre?

…

De første kristne i historien overtog fra den græske filosofi læren om de syv dødssynder eller laster, som de også blev kaldt. De syv er: hovmod, grådighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab. Dødssynderne blev bl.a. brugt til at lære om menneskets tendens til at gøre det forkerte eller til at gøre ondt mod andre.

Og i dagens evangelium er der noget på spil om den anden dødssynd: Grådighed, på latin avaritia.

Grådigheden rummer to ting: dels det, når man grådigt rager noget til sig; skovler alt hvad man kan ind til sig selv. Og dels når man grådigt holder på alt det, der er ens eget, og det aldrig kan komme på tale at dele med andre. Det er grådighedens kerne.

I sit sande væsen er grådigheden ustoppelig. Det er det groteske ved den. Afdøde teolog og biskop Jan Lindhardt beskriver grådigheden: Det er besættelsen af at eje. Det er ikke så afgørende, hvad man ejer, men selve det at eje. Det er ikke alene glæden over de gode ting; den smukke kvinde, det rige liv, men først og fremmest at det er mig, der har det; det er mit.  (fra ”En af de værste dødssynder” på information.dk, 25.04.08)

Men hvorfor er dét så en synd? Det er det, skriver Lindhardt, fordi grådigheden trækker os væk fra de andre og gør os indkrogede i os selv.

Udtrykket ”indkroget i sig selv” låner Lindhardt fra Martin Luther. Og for Luther er det det, der er synden. Synden, den synd vi alle har nedarvet igennem generationer er, at vi har en iboende tendens i vores menneskelighed til at lukke os inde i os selv og lukke alle andre ude. At vi glemmer at vi er en del af en sammenhæng og et fællesskab. Og det farlige ved at dyrke denne indkrogethed er, at vi på en måde dør som mennesker.

Sognepræst Gudmund Rask Pedersen siger det på denne måde i sammenhold med vores tid: Når folk taler om selvudvikling, siger jeg, at det er da en rigtig god idé. Men forstået som en bestræbelse på at vikle sig ud af sig selv. Det var netop en af Luthers vigtige indsigter, at menneskets indkrogethed står i vejen for den levede kristendom. At det sammenbøjede menneske, der sidder foroverbøjet og kun stirrer på sin egen navle, faktisk slet ikke er et menneske. For menneske kan vi kun være, når vi er sammen. Vi er hinandens forudsætninger og livreddere, og derfor er der også altid en etisk dimension knyttet til det at være menneske. (fra ”Selvoptagethed skygger for kristendommen” på kristeligt-dagblad.dk, 24.11.16)

Selvudvikling er virkelig et buzzword i vores tid, og har været det igennem lang tid. At udvikle sig selv for sin egen skyld er helt inden for skydeskiven. At have blik for hvordan vores hverdag kan være indrettet sådan at vi optimerer vores tid, får fokus på det vi selv gerne vil, vores interesser og vores indre balance. Og ikke mindst at vores arbejde gør os gode og udvikler os i den rigtige retning, så vi kan præstere mere, tjene flere penge, osv.

Jeg siger ikke, og det vil Gudmund Rask Pedersen heller ikke, at alt selvudvikling er grådighed og at det alt sammen er dårligt. Men der ligger en tendens i mennesket til gerne at ville sig selv, og denne tendens kan måske kamme over?

Lindhardt skriver at tendensen er meget godt udtrykt i en forandring, der er sket i det lille ord tjene. Tidligere talte man om at tjene hinanden. Men sådan siger vi ikke længere – og slet ikke i min generation. Vi spørger i stedet: hvad tjener du – underforstået: hvad får du, hvad har du til dig selv?

…

Tilbage til mine spørgsmål: hvad der egentlig skal til for at jeg snubler over hovedhjørnestenen? Er jeg på vej til at snuble og måske også blive knust?

Måske snubler jeg, og måske bliver noget i mig knust, når jeg retter min opmærksomhed for meget imod mig selv, og gør mig selv til hovedhjørnestenen i mit liv.

Det er jo det, der sker i den lignelse, Jesus fortæller om vinbønderne og deres Herre, lige før han siger de hårde ord.

En Herre rejser en vingård, og beder venligst nogle bønder om at passe på den, imens han er ude at rejse. Men da vinen er klar til høst, og Herren sender bude ind i vingården for at hente høsten, bliver bønderne grådige. De vil ikke af med høsten, så de prygler, stener og dræber alle der kommer forbi.

Mig mig mig, tænker vinbønderne, imens de rager til sig, bygger gærdet endnu højere og skærmer sig fra omverden.

Men over den handling falder dommen og de snubler. Over den indstilling til dem selv, til vingårdens Herre og til alle i landet omkring dem kommer hovedhjørnestenen svingende, rammer dem og knuser det grådige og det selviske, som bor i dem.

…

Måske snubler jeg, ligesom vinbønderne, når jeg kroger mig ind i mig selv, og kun er optaget af alt det, der er mit?

Måske snubler jeg, når jeg strækker selfiestangen ud og retter kameraet og blikket mod mig selv og mit eget og glemmer, at der er en hel verden bagved, som jeg ikke kan leve i uden også at være en del af.

Måske kommer stenen susende, når jeg glemmer, at jeg ikke er et menneske uden også at indgå i relationer med andre.

Og måske rammer den mig, når jeg, som et barn kan gøre det, står og råber og skriger på opmærksomhed og at alle skal se alt det, jeg kan og al den rigdom jeg har i mit liv, og glemmer, fuldstændig ligesom barnet, at det meste af det, der er mit, er noget jeg har fået af andre. Noget, jeg har til låns. Noget som aldrig bare var mit.

…

”Men hvor er nåden?” spurgte den frustrerede i studiegruppen? Det spørgsmål hænger stadig lidt i luften.

For indtil videre er vi kun blevet væltet omkuld af en hård indsigt om os selv; at der iboende os er en synd, en grådighed, en tendens til at gøre andre fortræd. Og vi kan ikke slippe af med den. Kristendommens påstand er, at det er sådan det også er at være menneske.

Og derfor er det måske også uden for os selv, vi skal finde nåden?

Der er ikke meget godt at sige om vinbønderne. Og den retfærdige afslutning på det hele, set med menneskelige øjne, måtte også være, at vinbønderne skulle slås ihjel.

Denne rene konklusion udebliver dog. Til gengæld ser vi gennem hele lignelsen, at Herren bliver ved og ved med at sende nye bude.

Det kan godt være, at vinbønderne – at vi – ikke er gode til at dele og ikke bare rage til os. Men Gud er omvendt heller ikke god til bare at lade os i stikken. Han bliver ved og ved med at sende nye muligheder og bud ind i vingården. Han er trofast og vedholden i sin kærlighed.

Gud er ikke den, der skifter mening, når han har udvalgt nogen og vist dem godhed (2020 oversættelse), skriver Paulus i brevet til Romerne. Lige så ustoppelig grådigheden er hos mennesker, lige så utrættelig er Guds vilje til at vise os godhed.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.

En ny sang i munden

Prædiken til syttende søndag efter Trinitatis (II) d. 22. september 2022 i Brabrand Aarslev. Markusevangeliet 2,1-14. Salmer: 749 – 448 – KSB 969 – 320 – 849 – 31. 

Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til Gud. Sådan skriver salmisten i Det gamle testamente.

Man fornemmer at salmisten har været i nød. Han beskriver, hvordan Herren trak ham op af undergangens grav. Op af slam og dynd, og satte ham med en fod på klippen, så han kunne stå fast i livet igen. Måske har salmisten næsten været død? Eller være der, hvor han bare var faldet helt sammen og havde brug for andres hænder til at få livet tilbage.

Men Gud gjorde mere end det. Han lagde mig en ny sang i munden. Men hvad kan en sang gøre, når man føler sig opslugt af slam og dynd? Når man ligger der i undergangens grav, hvad hjælper det så at synge?

…

I Ukraine er der sket noget underligt. Salget af digte er steget eksplosivt de seneste par år. Og det er alt andet lige underligt for et land i krig. Har ukrainerne ikke mere brug for at købe mad og drikke, tænker man? ”Preppe” – som vi alle sammen burde gøre – og sikre husholdningens overlevelse, hvis der kommer et angreb?

Salget af digte er steget eksplosivt. Ukrainerne mødes i store haller for at høre digtoplæsninger, og almindelige ukrainere skriver digte på en hjemmeside, som hver dag har mange tusinde besøgende.

I en artikel på nyhedsmediet Zetland opsøger en journalist en af Ukraines kendte forfattere, Olena Herasymiuk for at spørge, hvad det hele handler om.

Og for hende er det enkelt: digtene og kulturen er nødvendig, fordi det er den, der skal få ukrainerne til ikke bare at overleve krigen, men faktisk også leve, når krigen engang er forbi.

…

Olena er ikke bare forfatter og digter. Hun er også halvt uddannet paramediciner og hjælper til i ambulancer, når soldaterne kommer sårede fra undergangens grave.

Og for Olena gør ambulancerne i meget praktisk forstand det, som hun også drømmer om at hendes digte – i overført betydning – kan gøre for de sårede; nemlig at transportere de sårede fra slagmarken tilbage til det ”normale” liv, tilbage til det civiliserede og det, de kæmper for. Digtene skal være en vej ude af krigens mørke, og tilbage til det, de alle sammen kom fra.

Krigens grusomhed er for Olena og mange andre blevet en normal. Men hvis Ukraine skal bestå, også efter krigen, skal der være et åndeligt fundament; en idé om, hvad det almindelige liv er. Hvis der engang kommer fred, siger Olena, ”er det ikke nok at genopbygge byerne, det er selve sjælene, der skal genopbygges”.

På den måde skal digtene og sangene i deres munde fastholde håbet og troen på, at der er forandring forude. At denne tilstand ikke er stilstand, men at krigen kan slutte, at landet kan vende tilbage.

…

Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til Gud. Hvor er det rørende at høre. At der skrives, læses og synges midt i krigens mulm og mørke. Digtene fastholder håbet. I skyttegrave eller når bombealarmen pludselig går, kan de sårede og forfulgte ukrainere stadig digte. Rim og rytmer og ord på versemål kan få dem til at tale og tro på forandring, på en anden virkelighed. Tro og tale om håb. Og det holder dem fast.

Og sådan har vi i grunden altid gjort; skrevet og sunget i modgang, og ladet digte og ord fylde vores tomrum, og givet plads for de ord, vi ikke nødvendigvis kan sige i en samtale.

Helt ned i vores almindelige hverdag og liv kan vi genkende digtenes plads, når vi er triste og har kærestesorger; eller når vi står midt i sorgen og tårerne triller, eller når vi bare har en dårlig dag. Så er det ikke sjældent, at sangene næsten synger sig selv, og giver rum for følelserne, for alt det, der skal siges, og måske også for et spinkelt håb.

Og også når vi var i krig. Poul Henningsen skrev under besættelsen i 40’erne én af de stærkeste sange, som senere hen kom i højskolesangbogen:

Man binder os på mund og hånd
men man kan ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper for det, vi ka li.

Og det er netop Olenas pointe. Man kan ikke binde ånden, ånden dybt inde i mennesket. Så derindefra må håbet og fremtiden også komme. Ånden i digtene, håbet, skal holde dem og os alle faste på en anden og håbefuld fremtid.

…

Han lagde mig en ny sang i munden. Det var også det der skete for tolderen Levi, da Jesus pludselig kom til ham og hans hus og sagde: ”Følg mig!”. Det var en ny sang i Levis mund. Men her hører vi også, hvad den nye sang gør.

For i det samme, Levi bliver mødt af Jesus og af de håbefulde ord, ”Følg mig!”, så kan han rejse sig fra al den modstand han mærker fra byens folk. Han kan rejse sig fra nedværdigende blikke; vriste skyld og skam af sin krop, gå ind til bordet, og invitere Jesus med.

Det lyder i grunden helt vildt. Men det er ordets kraft! Sangen og ordene, Levi hører, er ikke kun noget, der får ham igennem et mørke; noget der transporterer ham fra slagmarken og ind i normalen igen. Men de giver ham også noget nyt. Det er netop en ny sang, han møder.

Idet han møder Jesus og møder hans ord, bliver han sat fri fra sin fortabthed, og han får også selv mod til at synge – dvs. han begynder at give andre håb ved f.eks. at invitere indenfor og ved at skabe fællesskab. I Jesu ord føler sig set og elsket. Og derfor kan han nu også selv synge for andre.

…

De andre omkring Levi og Jesus forstår det ikke. De plaprer løs om regler og love, og at der plejer at være forskel på folk, så man ikke bare spiser sammen med hvem som helst, og at man i denne tid for øvrigt også plejer at faste og holde sig for sig selv.

Men de har ikke forstået den nye virkelighed. Jesus er kommet til dem. Gud er kommet til dem, ligesom han er kommet til hver eneste af os i dag, f.eks. gennem dåben og nadveren om lidt. Og dét springer alt det gamle i stykker og skaber en helt ny virkelighed, hvor reglerne tilsidesættes og mennesket er i centrum. Det er det nye Guds rige, som er til stede lige her og nu.

Når Gud er til stede, er Guds rige midt iblandt os, og da er omsorgen i centrum.

Når Gud er til stede, er Guds rige midt iblandt os, og da må vi kalde dem, der ikke er sig selv tilbage til sig selv, og dem, dem der er gjort syge af andre, dem må vi kalde tilbage til raskheden.

Når Gud er til stede, er Guds rige midt iblandt os, og da må vi synge vi sange, der sætter hinanden fri. Give hinanden sange at synge, når vi er triste; sange at synge om håb, når vi møder modgang; sange at synge om lys, når vores verden er faldet sammen og vi føler os som sunket i slam og dynd; sange at synge om glæde, når vi mærker, at den er på vej.

Når Gud er til stede, fester vi, som når brudgommen har sine svende hos sig. Selvfølgelig holder vi os ikke tilbage. Nej, vi synger og fester.

…

Han lagde mig en ny sang i munden. Det er som om, evangeliet kalder os og minder os om at synge sange – både for og med hinanden. Vi skal synge på trods og ind i mørket; vi skal synge af glæde og ud i dagen.

Men måske kan vi først og fremmest gøre alt dette, fordi Gud fra begyndelsen har kaldt på os, og lagt sin sang i vores mund. Fordi han har kaldt på os gennem sin søn Jesus Kristus; skænket os en ny virkelighed, og givet os et ord at holde fast i, hver gang vi, som salmisten eller Levi, er havnet i vejkanten, uden andre til at synge for os.

Jeg vil slutte med lånte ord af forfatter Hanne Jul Jakobsen, som beder over ordene fra salmisten: Han lagde mig en ny sang i munden.

Gode Gud, du som ser
det store i det små
og hører mine mindste suk.
Tak fordi du ikke lader
mine suk sætte sig
fast som punktum.
Gode Gud, du som trækker
liv op af mørke
og kalder glæde ud
af ingenting.
Tak fordi du sætter
foden ned
og løfter mit blik
så jeg ser
at der er mennesker
der vil mig det godt.
Tak fordi du lægger
ord i munden på mig
så jeg taler håb
ind i menneskers liv.
Tak fordi du bøjer
dig helt ned i støvet
for at finde mig,
når det hele er sort.
Tak fordi du trækker
mig op,
når jeg er gået
i stå.
Gode Gud, du som synger
en ny sang
i munden
på mig,
lad mig synge med
på din lovsang
af liv og glæde.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.    

Amen.

Ind i kampen!

Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (II) d. 4. august 2024 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 11,16-24. Salmer: 15 – 448 – 300 – 14 – 849 – 752.  

Under et vanvittigt tordenvejr røg det danske herrelandshold ud af europamesterskabet i fodbold. Tyskland vandt 2-0 i ottendedelsfinalen, og siden trak landstræner Kasper Hjulmand sig fra posten. Et par dage senere røg tennisstjernen Holger Rune ud af Wimbledonturneringen, og Jonas Vingegård missede et hattrick på sejrsskamlen i tour de France.  

Gad vide hvordan det kommer til at gå under de igangværende lege i Paris?  

Det er ikke fordi, jeg vil være lyseslukker. Men det er før set, at vi har sat næsen op efter lidt af hvert i sportsturneringer, og er vendt hjem igen med sænkede hoveder.  

Og så pakker vi fodboldtrøjen væk. Tv2-sport-abonnementet opsiges, og der melder sig en tristhed. Vi bliver som en flok slatne børn på torvet, som sidder og råber til hinanden. Som ikke gider danse, når der spilles op. Som ikke gider sørge med, når andre synger klagesange. Vi gider kort sagt kun det, vil selv vil i vores post-sportsturnerings-blues. 

Men lur mig, om vi ikke gør det hele igen til næste år? Betaler for et nyt abonnement, så vi kan følge med? Sætter næsen i vejret efter nye mål og sejre? Vi finder en ny ”yndling”, vi alle sammen kan lide at heppe på. Og når en ny landstræner er udpeget, skal vi nok finde troen tilbage på, at den særlige danske kreativitet på banen kan give os en sejr, ligesom dengang… i ved…  

… 

Det er lige mærkeligt hver gang det sker, at vi den ene dag står med hovedet i postkassen over et nederlag. Når vi konfronteres med realiteterne om, at andre altså er bedre end os. Til at vi året efter igen står på lægterne fyldt til randen af tro på at sejren. 

For sportsfilosof Finn Janning, er det enkelt nok. ”Sporten rummer muligheden for det usandsynlige”, siger han i en artikel til Kristeligt Dagblad. ”(sporten rummer) det, der går imod alle realistiske betragtninger. På den måde er der plads til de irrationelle følelser og håb, der ellers ikke levnes meget rum i det moderne samfund.”  

Og derfor løfter vi os igen og igen ud af tristheden og finder kampgejsten tilbage. Vi tror, vi kan, selvom det virker usandsynligt. Den lille flig af potentiel mulighed gør hele forskellen. ”Uden troen på det næsten umulige ville det ganske enkelt blive for kedeligt at se sport” siger sportsfilosof Finn Janning. 

… 

De irrationelle følelser og håb levnes ikke meget rum i det moderne samfund, udtaler filosoffen. Det kan han have ret i, om end os, der er samlet her i dag, netop er samlet om et håb, der på sin vis taler det rationelle imod, men netop også indgyder håb midt i alt det håbløse. Også derfor er det meningsfyldt at træde ind i kirkens rum. 

Når vi mødes omkring døbefonten, er det for at fortælle de små børn, at håbet står foran dem, selv når de føler, de har mistet det. Vi tegner korset for pande og bryst som et tegn på, at her vil modstanden i livet også altid møde modstand fra kærlighedens Gud. Vi tror, at vi er givet muligheden for at rejse os igen, der hvor vi var faldet, i lyset af Jesu Kristi opstandelse.  

Og det vil vi ikke lade være med at fortælle vores børn og hinanden. Med al den modstand vi møder i vores liv og i verden, så er dåben præcis den fortælling og den tro, vi har brug for, som giver os håb, og som vi igen og igen vender tilbage til i vores tro. 

Sådan er det også, når vi mødes juleaften og hører om det lille barn i krybben, som blev sendt ind i den mørke verden. Det lille barn lyser og indgyder håb, ligesom ethvert barn gør, når det melder sin ankomst. Pludselig er alle rationelle følelser opløst. For her er der et nyt liv og et nyt håb foran os midt i en verden, der af og til kan være lidt for kold og virke alt for kalkuleret. Men selv ind i den verden, kan håbet fødes og opstå. 

… 

Og måske er det Gud? Gud er der, hvor livet overskrider sig selv, og håbet vælter ind over os. Gud er der, hvor alting ikke bare danser efter vores egen menneskelige pibe, men der hvor vi åbner os, tør danse med, tør synge og klage, lade os overmande af livets brus, og give plads til at det store og det forunderlige i livet. Ligesom når vi føler os som den heldigste kartoffel i verden, eller som når vi står med et lille nyfødt barn i armene og tænker, at det er så meget vildere end hvad vi nogensinde havde kunnet forestille os.  

Eller, ja, ligesom når vi helt uventet sejrer i en af de mange sportsturneringer. Så bliver vi så overrumplede af det næsten utopiske: at den sejr, som var så umulig, pludselig blev til virkelighed.  

Ligesom da Vingegård vandt sin første og anden sejr i Tour de France, eller da Caroline Vozniacki vandt en grand slam, eller dengang i 92’ hvor to mål ændrede danmarkshistorien. Dén fortælling lever vi jo stadigvæk på, selvom den for længst er fortid. Men det er med den, ligesom med dåben og med Guds fortælling, en fortælling der rører os, og stadig vil os noget, fordi den åbnede for noget i os – et håb, en tro på sejr. Den aften overskred livet sig selv, og det næsten umulige var muligt!  

… 

Og når Jesus så står i dagens evangelium og lukker al sin galde ud over de dovne mennesker og byer, tror jeg det er et udtryk for irritation over, at de alle har tabt netop dét håb. At de har tabt genindlevelsen i håbet og drømmen om en anderledes verden, hvor det fantastiske faktisk er muligt.  

Han har været i Korazin. Han har været i Betsajda. Han har været i Kapernaum. Alle steder har han gjort mægtige gerninger, og alle steder gav han dem håb lige for øjnene af dem. 

Men så pludselig indfinder hverdagen sig igen, da Jesus er ude af syne. De glemmer det det håb, han lagde i dem, og drømmene om en anderledes verden, han fortalte dem om. De får post-turnerings-blues. Og det er netop såre menneskeligt genkendeligt, at vi den ene dag håber, og den næste dag pakker det hele væk igen. Som når troen og tvivlen følges ad, og tvivlen ender med at være størst.  

Og Jesus ved inderst inde godt, at det er sådan det er med mennesker. At vi ikke er i stand til at sejre hver gang, eller altid selv magter, at holde fast i håbet.  

Men det er vel netop det, han med sin opstandelse tilsiger os? Når han opstår for os, så er det fordi, vi ikke altid magter at gøre det, vi gerne ville. Når han opstår for os, er det fordi, håbet i os af og til fordufter i det blå, som når vi går slukørede hjem fra en tabt kamp. Og netop der, hvor vi ingenting er værd og hvor vi ikke magter at trække os selv op af hullet, møder han os som et lysende barn, som en kommentatorstemme i vores livskamp, der minder os om, at håbet ikke er ude. Han kalder os tilbage til livet og ind i kampen igen. 

… 

Finn Janning sagde, at der i muligheden lå et håb. Men den mulighed er skabt af mennesker og en kalkuleret overvejelse. Sådan er det måske i sportens verden.  

Men i livet er det omvendt og mere til. Jesus forsøger at sige, at der i håbet ligger en mulighed. Og det håb skænker han os hver dag, og det håb skal vi – med hans hjælp – for alt i verden forsøge at holde fast i.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden 
som det var i begyndelsen 
således også nu og altid og i al evighed. 

Amen.