Opgave uden vejledning

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag (I) d. 29. maj 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Markusevangeliet 16,14-21. Salmer: 722 – 233 – Håbet er levende – 257 – 251v3 – 805.

Jeg tænker godt at en lærer efter fire år på seminariet kan være udfordret af at skulle undervise børn. Og jeg tænker også at selv en læge efter 10, 15, 20 år under uddannelse til stadighed kan være udfordret på at skulle kurere og helbrede.

Ligesådan er jeg også lidt udfordret af den opgave, vi alle sammen bliver stillet i evangeliet i dag: gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.

Grin bare ad mig, når jeg står her i præstekjolen og siger, at netop den opgave udfordrer. Det er en sendelse. Det er en slags missionsbefaling. Men det er så konkret og ukonkret på samme tid, og straks begynder jeg at overveje, hvor jeg begynder, hvordan jeg skal gøre og hvor konkret jeg skal gøre det. Det er en opgave med uanede veje at gå!

Evangeliet og alle fortællingerne om kærligheden, frelsen, tilgivelsen, nåden, forsoningen, opstandelsen, dåben, nadveren: For nogen er den opgave hjerteblod at være sendt ud i verden med alt det i rygsækken. Nogen vokser op i missionærfamilier, som rejser ud for at bygge kirker og menigheder. Andre vokser op med en vandtæt bibel i lommen, klar til at banke på din dør og spørge: ”Har du hørt om Jesus?”  

Som barn kom jeg i kirke, når der var en anledning i familien eller når julen stod for døren. Og den eneste bibel i mit barndomshjem var mine forældres konfirmationsbibel som hverken før eller siden er blevet åbnet.

Tro var aldrig noget, vi talte om. Men alligevel er jeg heller ikke i tvivl om, at opgaven ligger i mig – også fra før jeg blev præst – al den stund, at jeg er vokset op i et hjem gennemsyret af kristne værdier og med medmenneskelighed for øje. Jeg kan slet ikke se mig ud af også at repræsentere evangeliet, og derved også forkynde det.

Men som frembrusende, udfarende missionerende kan jeg mærke en modstand.

…

Jesus stiller os en opgave i dag: Gå ud og prædik. Men han siger ikke noget om vejen til at opfylde den – kun lidt mystik om at vi undervejs også skal uddrive dæmoner, at dødbringende gift ikke vil skade os og at vi skal gøre de syge raske. Og det gør ikke min udfordring mindre!  

Jesus giver ikke en vej til at løse opgaven. Og det må siges at være typisk ham!

Disciplene spørger et andet sted i evangeliet hvordan man får evigt liv og hvem ens næste er. Og Jesus svarer kryptisk med en fortælling om en mand, der falder i hænderne på nogle røvere, hvorefter der kommer en samaritaner forbi… og så kender I resten af fortællingen og den afsluttende kommentar, at ham, der viste barmhjertighed, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder.

Men er det et svar på opgavens vej? Både ja og nej.

Hvem ens næste er og hvordan du bedst hjælper afhænger af situationen. Hvem bliver du berørt af og hvordan får du lyst til at hjælpe? Kan du sætte dig i personens sted og springer der derudaf en opgave, du kan tage på dig og løfte?

Eller du kan spørge dig selv, hvad du gerne vil have andre skulle gøre for dig, hvis du var – lad os sige – landet i grøften? Måske kan de svar hjælpe dig på vej til at løse opgaven.

Og måske er det det, Jesus gerne vil have disciplene og os til at overveje. Altid. Det entydige svar findes ikke. Men svaret åbner sig for dig og skabes i mødet med den anden, i øjeblikket hvor det hele sker, og deraf forkyndes og udleves evangeliet.

…

Jesus svarer sjældent konkret på de opgaver, han stiller. Og bliver det for konkret, bliver det på en måde også for meget.

Det var lidt det, vores kirkeminister Morten Dahlin løb ind i for et par uger siden, hvor han i et interview sagde, at danske soldater skal kæmpe for kristendommen. ”Du går i krig for dit fædreland og for det værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også kristendommen” udtalte han til Berlingske.

Det må siges at være konkret og virkelighedsnær prædiken af evangeliet i alverden og for hele skabningen! Der er kampvilje i kristendommen. Som soldat skal du gå i krig for evangeliet.

Men så kom kritikken. Provst Anna Døssing Gunnertoft udtalte bl.a. "Det er vigtigt, vi bliver åndeligt udrustet som folk ved at høre bibelhistorier, synge salmer og gerne bede Fadervor. Men som samfund at finde kampvilje i troen har jeg det sværere med. Kristendom bør ikke være et politisk redskab eller en motivation til at gå i krig. Vores retssystem og militær bør holdes adskilt fra kirken, for der kan man eksempelvis ikke bygge på et kristent princip om 'at vende den anden kind til'. ” udtalte provsten.

Pludselig bliver opgaven for konkret. Måske mest af alt fordi den her bliver forbundet til krig? I et forsvar siger ministeren, at han egentlig blot mente, at vi som danskere altid har kristendommen med os, fordi vores land er bygget på dens værdier. Derfor ligger det allerede i alle soldater, at de bærer værdierne med sig – også i krig – og det har for ministeren også en vis værdi.

…

Det hele er lidt uforløst. Gå ud og prædik. Hvordan skal jeg gøre og hvor konkret må jeg være? Hvordan skal jeg sætte mig selv i spil?

Jeg bemærker disciplene i Apostlenes gerninger som, efter Jesus er faret til himmels, står og kigger op i himlen. Jeg spejler mig lidt i dem og deres længsel, fordi jeg også kunne have brug for at Jesus kom tilbage og sagde lidt mere om opgaven.

Og som disciplene står der, ligner de enhver flok børn, der ser op til deres forældre. Børn ser op til deres forældre både fysisk, når de kigger nedefra og op, men også i overført betydning som børn, der søger deres forældres øjne og svar i livet, når de er usikre.

Og selvom vi ikke er børn længere, kender vi følelsen af rådvildt at se sig om efter de autoriteter, vi engang knyttede os til, eller længslen efter dem der gav os svar på livets spørgsmål. Det er lidt den følelse, jeg står med i forhold til opgaven. Jeg er rådvild i det krav, der er stillet mig.

Sådan er det også for mange unge i dag. Forleden dag reflekterede en psykolog i Kristeligt Dagblad over de krav – eller mangel på samme – som forældre i dag stiller deres børn og unge.

En rapport fra Trivselskommissionen peger på det problem, at forældre i dag kommer til at skrøbeliggøre børn og unge, fordi "den nye forældrepraksis i for høj grad er kendetegnet ved manglende tydelighed og krav i opdragelsen, og at dette er medvirkende til at skabe trivselsudfordringer for nogle børn og unge".

Kommissionen anbefaler derfor, at forældre skruer ned for det forhandlende forældreskab, tager autoriteten tilbage og stiller tydelige krav.

Men de krav skal, ifølge psykologen Joachim Meier, ikke være kendetegnet ved deres kvantitet – altså hvor mange de er – men af deres kvalitet og indhold.

”Jeg tror” siger Meier ”at vi skal være langt bedre til for det første at stille tydelige og håndgribelige krav, der er mulige at leve op til, og for det andet til at stille krav, der overskrider de unge selv, og derved befrier dem fra sig selv.”

Og hvad betyder det at overskride sig selv? Det betyder, at vi udvikler os positivt når kravene og ansvaret ikke kun indbefatter ansvaret for egen læring, men også retter sig mod andre. Når andre også bliver afhængige af vores indsats, kan vi bedre se målet, da befries vi fra os selv. Og møder vi bump undervejs, knækker vi ikke, men vokser ved at have ansvaret, ved at kunne bidrage og at skulle løfte ikke bare til os selv, men også til andre.

…

Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.

Den opgave er på den ene side tydelig, og på den anden side slet ikke håndgribelig eller mulig at leve op til. Og måske skal jeg bare forlade mig på det? Måske får jeg aldrig et entydigt svar, som kan sætte mig i gang, konkret og håndgribeligt.

Bedst som disciplene i Apostlenes Gerninger kigger op i himlen, kommer to engle, som ret tørt og nærmest komisk siger til dem: ”Hvad i alverden står I der og glor op i himlen for?!” Underforstået: ret hovedet, kig ned og kig ligeud i den verden, I er en del af. For fra nu af, er det er her, det sker!

Det er her, det sker. Det er her i verden, Jesus virker og er. Lad være med at søge Jesus, som om han er oppe. Han er nede, han er her, han er i den allestedsnærværende himmel. Hans spor er i denne verden, og her skal jeg og vi også sætte vores spor, uden helt at vide hvordan deres aftryk kommer til at se ud.  

Og måske skal jeg turde tro på, at det er okay, at det er sådan? At evangeliet og Jesus bor i mig et sted, og at det giver mening – måske særligt i mødet med det andet menneske – hvornår og hvordan det skal prædikes? At råbe ud i luften, uden at nogen hører det, giver ikke mening. Prædikenen må ske i mødet, og jeg må have tillid til at svaret kommer der.

Ligesom disciplene der tidligere ville have svar på, hvem deres næste var og hvad de skulle gøre for at vise barmhjertighed. De fik aldrig et entydigt svar, men blev bedt om at være nærværende, lysvågne i tid og rum. Og så kom svaret af sig selv.

Dér lever opgaven og kravet, fordi den i mødet også giver os et særligt ansvar og en særlig mening uden om os selv, ligesom psykologen var inde på. Vi vokser med opgaven, når den bliver sat i sammenhæng med andre end kun os selv.

…

Jesus farer afsted. Ham om det. Jeg tror, jeg må lande med mine fødder solidt plantet på jorden, og tro på, at evangeliet er lige her på jord. At Jesus i sin tid har plantet det i mig og i verden, og at det nu må spire og vokse så ukonkret og konkret som det kan.

Og bliver jeg forvirret undervejs kan jeg måske knytte mig ved de ord, evangeliet afsluttes med: at Herren virker i mig og os. At Herren altid vil stadfæste ordet ved de tegn, vi gør – også i dag.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen. 

Tvivl

Prædiken til første søndag efter påske (I) i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer: 408 – 233 – 248 – 678 – 236v5 – 234. 

Det må ikke have været særlig let for Thomas at være discipel af Jesus, og samtidig tvivle så meget.

Thomas har fulgt Jesus i størstedelen af sit liv. Han har så mange gange hørt Jesus fortælle, at han en dag ville dø og opstå på den tredje dag. Han har så mange gange bekendt og nikket ja til det hele.   

Men da Jesus som opstanden har stået midt iblandt disciplene, og Thomas ikke selv ser det, gribes han alligevel af tvivlen. Han magter ikke troen, da det kommer til stykket. Han har brug for bevis. Han vil se for at kunne tro!  

Som sådan ligner Thomas så mange af os, der glædes over beviser. ”Jeg vil se det, før jeg tror det” siger vi. Af den grund er der også mange, der holder sig væk fra kirkens rum og ikke vil røre det religiøse. Det er nu engang syns-, føle-, dufte og høre-sanserne der trumfer enhver form for overbevisning og tro.

…

Thomas stiller krav om bevis. Han vil se det hele med egne øjne; have fingrene helt ind i sårene, som en kirurg der vil åbne menneskekroppen for at se, hvad der er på færde. Og først der må sandheden vise sig.

Nogle gange siger vi, at tvivlen er en nådegave. Den kan være med til at få os lidt ned og besinde os. Det kan være så befriende, når én rækker en finger op midt i de overbevistes flok, og stiller nysgerrige spørgsmål. Tvivlsspørgsmål kan få enhver kæphøj ned fra sin sejrshest og minde om, at ingen er bedre end andre.

Thomas tvivler, men han har ikke fået nogen ros for det op igennem kirkens historie. Han er ikke blevet portrætteret som en tvivls-helt eller personificeringen af tvivlens nådegave. Derimod klinger hans navn ’Thomas-tvivleren’ temmelig negativt, selvom han jo i bund og grund bare forholder sig afventende. Han har rakt en nysgerrig finger i vejret midt i de overbevistes flok.

…

Måske vil nogen af jer husker en præst, der engang kom til at gøre det samme – række en finger i vejret og være lidt nysgerrig, lidt kritisk og lidt tvivlende i sin tro? 

Han hed Thorkild Grosbøll og var præst i Taarbæk, nord for København. Han fik lidt af en sag på nakken, da han i begyndelsen af 00’erne udgiver en bog og senere hen et interview, hvor han siger, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud.

Det skabte selvfølgelig røre, og Grosbøll måtte stå skoleret hos flere biskopper. For kunne det virkelig være rigtigt, at der gik en præst rundt i den danske folkekirke og ikke troede på Gud? Hvad måtte menigheden ikke tænke og tro? Og havde Grosbøll ikke skrevet under på noget andet i sit præsteløfte? 

Der var ikke mange, der tænkte om Grosbøll, at han besad tvivlens nådegave. Men måske havde han det lidt som Thomas? Han ville egentlig bare gerne se beviset. Stikke en finger i vejret, og derefter en finger ind i såret. Mærke arene på kroppen, fordi det nu engang er sådan, vi mennesker fungerer – selv for en præst – at vores sanser i høj grad styrer, hvad vi finder sandt og sandsynligt.  

…

Det var på mange måder en ærgerlig sag for Grosbøll. Det handlede aldrig om, at han ikke troede. Og sagen falder også, da han genbekræfter sin tro over for biskoppen i Roskilde.

Nej, det handlede i stedet om, at han i højere grad nok var tvivlende. Og derfor var han præst. Derfor gik han i kirke. Derfor forsøgte han at åbne sig for Gud og for troen, ved hele tiden selv at tage livtag med den, og ved hele tiden at stille sig over for troen i kirkens fællesskab.

Men sagen var også ærgerlig for kirken og den – i gåseøjne – overbeviste flok. For pludselig blev der trukket et skarpt skel op imellem troende og ikke troende – et skel som stadigvæk indimellem stikker sit hoved frem. Enten er du troende eller også er du ikke!

Men tror vi ikke alle sammen? Er det ikke umuligt ikke at tro – bare lidt?

Vi tror på tandlægen, ellers ville vi ikke åbne munden. Vi tror på lægen, ellers ville vi ikke indtage medicinen. Vi tror på tømreren, ellers ville vi ikke lade ham reparere det, der er gået i stykker. Vi tror på den historiske overlevering, selvom vi ikke så det selv.

Og selv det, vi er vidner til, kræver også tro. Tro på at det der siges også menes. Tro på at vores øjne ser rigtigt, og vores ører hører, hvad der faktisk bliver sagt.

Og vi tror på Gud. Nogle gange. Men langt de fleste gange har vi mere brug for, at Gud tror på os! Hvis troen på Gud kun afhang af vores egen indsats og tiltro til ham, så var Gud for længst gået i glemmebogen. For vi glemmer hans ord.

Og derfor har vi brug for at blive mindet om den i kirken søndag efter søndag. Vi glemmer. Vi er syndere, som det hedder med kristen terminologi. Og derfor har vi brug for at komme igen, møde Guds ord, få troens gave, få syndernes forladelse og velsignelsen til igen at gå ud i verden og være hinandens medmennesker.

Som den nyligt afdøde pave Frans engang udtalte til avisen Die Zeit: ”Troen kan gå tabt. Den er en gave, som man hver dag må bede om på ny. Hvor ofte i mit liv har jeg ikke forsyndet mig ved at handle mod min tro som en ikke-troende. Det er tomhedens øjeblikke. Man må ydmygt bede Gud om troen.” 

…

Og for Thomas tvivleren endte det også der: han mistede pludselig troen på den opstandne. Blot en enkelt dag efter Jesu opstandelse begyndte tvivlen at nage ham. Og derfor måtte han bede om den igen.

Men hvad sker der så? 

Jo, den opstandne kommer ham i møde. Jesus møder Thomas og ikke omvendt. Jesus går lige i kødet på Thomas – så at sige – for at Thomas kan gå i kødet på ham.

Og han overbevises. Heldigvis sker det for Thomas. Og heldigvis for os har der gennem tiden har været kloge mennesker, der har udlagt og forkyndt kristendommen, så den opstandne også er blevet levende for os – lige så levende, som han var dér foran Thomas – om end vi også af og til må kæmpe.

Ja, salige er vi, her 2000 år efter, der hver dag kæmper med troen, og alligevel mærker glimt af Gud i fællesskabet, som når børn bliver døbt, eller nadveren rækkes til os, eller når Guds ord forstyrrer os, forplanter sig i os, og får os til at gå nye veje.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, men dog alligevel bliver ved med at kæmpe og række en finger i vejret, fordi vi ligesom Thomas insisterer på at leve i det uafsluttede.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, og nogle gange også kan have svært ved at bekende den højt, men heldigvis står ved siden af andre, som godt kan.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, men pludselig i det dybeste mørke, hvor troen næsten er væk, alligevel møder en engel, som fortæller os, at vi har lys i ryggen.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, og hører i dagens evangelium, at Gud kan gå igennem selv lukkede døre; finde vej ind i selv de mest fortvivlede sind, og lyse med al sin opstandelseskraft og sige: Fred være med jer!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed. 

Amen.

Og de gik ud

Prædiken til påskedag (I) 20. april 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Markusevangeliet 16,1-8. Salmer: 224 – 448 – 826 – 218 – 236 – 427 – 240.

Forleden dag var jeg i København og gik ved et tilfælde forbi indgangen til Tivoli.

Indgangen til Tivoli er nærmest ikonisk. Den vil os noget. Den lyser op. Den er som en portal ind i en anden verden af latter, lys, farver og forlystelser. Den er noget helt særligt, fordi man ved, at går man igennem der, går man fra grå virkelighed, indtil en magisk verden, hvor legen er forstørret og hvor håbet er at overraske dig.

Sådanne porte og portaler er der overalt. Indgange eller udgange der vil os noget. Porte, buer, og åbninger, som vi skal gå igennem imellem stadier og forskellige virkeligheder. Der er noget løfterigt ved porte. Noget stort.

De kan være festlige som Tivolis. Eller mægtige som Triumfbuen på Champs-Élysées i Paris, der vidner om en sejrende nation efter første verdenskrig. De kan være pyntede som en æresport, bygget til ære for den kærlighed som var, som er, og som kommer.

Portene kan være hemmelige og måske også uhyggelige. I Narniabøgerne er porten ind til det fortryllede land et glemt garderobeskab. Og i Harry Potter bøgerne skal alle troldmænd i menneskenes verden løbe igennem en væg af mursten, en skjult port på banegården, for at komme frem til perron 9¾ og toget til troldmandsskolen Hogwarts.

Da jeg var barn, boede jeg tæt på byens legeplads. Når min søster og jeg skulle derover, gik vi ned i vores have, ud igennem læhegnet. og så var vi fremme.

Men når vi skulle hjem igen var læhegnet pludselig blevet til en massiv mur af træer og mørke. Vi kunne ikke finde porten i læhegnet, som skulle føre os sikkert hjem igen. 

Derfor malede vores mor en hvid ring rundt om en lygtepæl, som tilfældigvis stod der, hvor vi skulle ind. Andre må have undret sig over ringen. Men min søster og jeg vidste, at når vi fandt lygtepælen og den hvide ring, kunne vi finde porten i læhegnet, gå igennem mørket, og finde hjem igen.

…

Påskedag er som en port; en port der går os i møde og tilsiger os, at der nu går en vej fra død og liv.

Påskedag er som en port; en port der som morgenstunden forkynder, at der efter nat altid kommer dag, at der efter modgang altid kommer medgang og lys.

Påskedag er som en port; en port vi går ud af ud evigheden, fordi englens budskab: ”han er opstået, han er ikke her”, skubber os ud af graven og ud i livet igen. Og dér er Kristus opstanden!

Det er det, vi fejrer i dag. Det er fantastisk! Det er ubegribeligt! Og sådan reagerer kvinderne også den første påskemorgen.

Kvinderne løber ud til graven for at se til den døde Jesus. Men da de kommer ind i den mørke gravhule, møder de i stedet en engel, som siger ordene: ”Han er stået op. Han er ikke her”.

Og det får ikke først smilene frem. Tværtimod. De bliver forfærdede over ordene og vender straks om med frygt og forfærdelse i hele kroppen. De bliver bange, som der står.

Men hvad ser de, da de vender sig om? De ser påskemorgens port! Bagved dem åbner den sig, og de ser lyset, der vælder ind i graven og bryder med mørket. Der ser åbningen og udgangen til livet, til håbet, til det grønne græs og til alle de levende mennesker på den anden side. Hvad end de mærker af modsatrettede følelser over englens ord, giver ordene dem alligevel mulighed for at vende sig om og løbe afsted, igennem porten, ud i lyset.

Og det er påskemorgen! Det er opstandelsen!

Jesus sprængte sig vej gennem dødens port tilbage til livet. Han var den første, der gjorde det i ly at natten. Og kvinderne gentager det, som de første, påskemorgen. De hører, at de ikke længere skal være i gravens mørke. De aner at det fantastiske er sket, uden måske helt kunne forstå det.

Men på det håb, løber de alligevel afsted. Og fra og med i dag, er det håb også vores.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at selv gennem tårer kan vi få øje på engle.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at der selv i det dybeste mørke kan findes håbefulde ord.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at vi nogle gange må gå ind i mørket, være der, men at der bag os også kan åbne sig en port af lys. En port vi kan gå igennem, ud i livet igen.

Det kan tage tid. Det kan vare evighed. Porten kan være lille, og den kan gemme sig mere end hvad godt er. Måske I sidder og tænker på, hvilke porte I er gået igennem i jeres liv, og hvilke porte I har stået under. Porte hvor I gik fra mørke til lys. Eller måske I kommer i tanke om de porte, I snart håber, vil åbne sig for jer. Lyssprækker i mørket, hvor I igen får mulighed for at gå den rigtige vej.

I dag mødes vi af håbet om, at påskens port altid vil være et sted. At der bag om ryggen på os altid kan åbne sig en sprække af lys, som vi kan vende os mod og gå i møde.

Jesus var den første, der gik vejen. Den første som fjernede stenen fra vores bryst, fra vores mørke. Og derfor vil han altid gå med os ind i mørket, men også altid vise vejen ud igen. Ja, måske er han som den hvide ring rundt om lygtepælen, vi altid kan lede efter og få øje på, og føle os trygge hos hele vejen.

…

Forleden dag så jeg en ny dokumentar på DR om Jonas Petersen, sanger og digter i Hymns From Nineveh. DR har fulgt ham det seneste år i en svær tid, på vej tilbage fra en depression.

DR filmer ham, men han filmer også sig selv i de allermest sårbare øjeblikke midt om natten, hvor et tankemylder har afbrudt hans søvn. I øjeblikke hvor tårerne triller ned ad kinderne på ham og hans verden er krøllet helt sammen.

Det er barsk at se og barskt at høre. Jonas giver os indblik i stunder så angstfyldte, at de knap lader sig filme. Han prøver at formidle mørkets kræfter og alt det der fylder i ham, og som mange af os andre knap forstår. Og med det forsøger han at vise os en del af virkeligheden – også når den er barsk.

Hvorfor depressionen kommer, ved han ikke. Hvorfor mørket slutter sig om ham, ved han ikke. Og hvordan han kommer ud af det igen er heller ikke tydeligt.

Men en dag det banker på døren, sker der noget. Et bud leverer en buket blomster ved hans dør og går igen. Blomsterne viser sig at være fra en god ven, som har hørt om Jonas situation, og nu blot vil vise sin medfølelse. Blomsterne er smukke, og vedlagt er der et lille kort, hvori der står: Hold ud. Jeg tror, der blir lys i dig igen.

Hold ud. Jeg tror, der blir lys i dig igen. Vennen bliver som en lille hverdagsengel midt Jonas stue. Og ordene bliver som englens ord til kvinderne i graven. De får endnu engang tårerne til at trille ned ad Jonas’ kinder, men nu af glæde. Ikke fordi depressionen pludselig er væk, eller at han med det samme mærker lyset, ligesom kvinderne heller ikke gjorde det lige med det samme.

Men fordi ordene kom til ham. Fordi han i ordene kunne ane en et håb.

Og bare det at ane håbet var som påskemorgenstunden, der lyste ham i ryggen. Håbefulde ord midt i mørket der åbnede en vej; en lille sti fyldt af påskegule liljer, han snart kunne træde ind på.

…

Påskemorgen vælder lyset ind i graven. Kvinderne står med tårefyldte øjne og lytter til englens ord. Og bagom ryggen på dem strømmer lyset ind.

Er lyset stærkere end mørket? Er Guds kærlighed stærkere end alt andet, ja, selv døden? Ja, det tror vi og det er påske!

Påsken er et ord, der forstyrrer vores mørke.
Påsken er et lys, der varmer vores indre.
Påsken er en port, der åbner sig bag os, og opstandelsen er den virkelighed, vi altid har i vente og altid kan gå ud i. Leve i. Være i. Både når vi er bange og når vi ikke længere er det. Kristus er opstanden og vi med ham!

Glædelig påske

Amen.