Men hun svarede: Jo, Herre

Prædiken til anden søndag i fasten (I) 16. marts 2025 i Brabrand Aarslev Kirker
Matthæusevangeliet 15,21-28. Salmer: 750 – 598 – 582 – 192 – 158v5-9 – 11

Jesus var ikke uvant med, at folk gik i rette med ham. I det ny testamente hører vi igen og igen skriftkloge, præster og farisæere, ja sågar disciplene, stille ham til ansvar for datidens samfundsorden og den tradition, han selv kom fra.

Man må ikke spise med fremmede, indvendte de, da han satte sig hos et ensomt menneske for at dele et måltid mad. Man må ikke arbejde på sabbatten, kommenterede de, da han netop havde givet en mand livet tilbage på den hellige hviledag.

Men igen og igen afviser Jesus deres forældede traditioner og fremmedgørende regler. I og med Jesus er Guds rige brudt frem. Og her er det Guds nåde, det kærlige blik for det enkelte menneske, der er i centrum.

Det vil sige: lige indtil den dag, Jesus møder den kanaanæiske kvinde.

For som vi lige har hørt henvender en kanaanæisk kvinde sig til Jesus i en tro på, at han vil hjælpe hende og hendes syge barn. Hun beder ham inderligt. Men han afviser hende pludselig ved at håndhæve, at der er forskel på dem. Hun er ikke den, han er sendt til for at hjælpe. Det brød han skal give, må hun slet ikke spise – underforstået: de er slet ikke fra samme kultur eller religiøse ståsted. Der er forskel på dig og mig, siger han til hende.

Men er det ikke netop fuldstændig ligegyldigt, hvem man er og hvor man kommer fra? Har Jesus ikke netop delt sit liv med dem, andre kaldte forkerte? Har han ikke netop kaldt livet frem i alle de blinde og halte, og de spedalske uden for byens mure, som andre indenfor murene end ikke ville anerkende?

Alt stritter på den kanaanæiske kvinde og hun svarer ham derfor prompte tilbage: Selvfølgelig kan jeg spise af det brød, du giver. Brød er brød. Hjælp er hjælp. Kærlighed er kærlighed, Jesus. Og hvis du kan og hvis det står i din magt, så giv den videre!

Sådan!

…

I dag er det ikke Jesus, der er vores forbillede. Det er derimod den kanaanæiske kvinde. Det er hende, vi kan spejle os i og hente styrke og mod fra. Ikke kun i hendes tro. Men også i hendes håb på forandring for det, hun er ved at miste, og allermest i hendes vedholdende råb, da der ikke bliver lyttet til hende.

Kvinden håber. Hun er båret af en længsel efter at tingens tilstand bliver anderledes, i første omgang for hendes datter, men måske også for hende selv.

Og som hun står der, kan vi stille os selv hen ved siden af hende. For da ligner hun til enhver af os, der har oplevet magtesløshed. Hun ligner os der har følt os alene og råbt en magthaver ind i ansigtet, som ikke ville lytte, eller råbt på et system som ikke bare ville bøje sig bare en lille smule ind over os og se os, og det vi kommer med.

Kvinden frygter dagen i morgen, og hvad der mon vil ske af ulykker. Også på den måde ligner kvinden enhver af os, som i disse kolde vinterdage står og ser måbende til, at temperaturen imellem verdens politikere og magthavere om muligt bliver ved med at falde.

Der står vi, nogle gange sammen, andre gange helt alene ligesom kvinden, og scroller igennem den ene dårlige nyhed efter den anden, og frygter for at en ny dæmon får sat sig på tværs, og måske i sidste ende kan komme til at gå ud over ikke bare vores medborgeres liv ude i verden men også vores eget. Og det første er lige så slemt som det sidste.

Der står vi ved siden af hende, for hun ligner os. Det er et ensomt sted, hun står, og den følelse genkender vi.

…

Men jeg ser hende også udefra. Og der beundrer jeg hendes styrke, da hun nægter at lade sig kue, og ender med at råbe. Hendes stemme, hendes ord og hendes insisteren på forandring er hendes skarpeste våben. Hun tager hånd om sin egen skæbne og nægter at være offer.

Hun råber så stærkt og så vedholdende og så udholdende lige op i ansigtet på ham, som kan gøre noget ved det. Nej, Herre, jeg er ikke for ringe til at modtage den hjælp, du kan give. Jeg er faktisk præcist den, der har brug for din kærlighed og omsorg, nu mere end nogensinde før, og jeg bliver ved med at stå lige her, indtil du fatter det! Siger hun.

Jeg kigger på hende udefra og tænker, om jeg har et modigt sted i mig, som kunne gøre som hende? Om jeg har samme styrke? Og fra et mere opgivende sted i mig kan jeg også tænke: hvad nytter det?

Men kvinden er båret af længslen efter forandring; efter at noget kunne være anderledes. Og den længsel er aldrig nytteløs.

I første omgang råber hun for at redde datterens liv. Men dernæst bliver hun, som kvinderne på kampdagen forrige lørdag, indigneret over den uretfærdighed, Jesus møder hende med, da han begynder at liste forskellene op imellem ham og hende. Hendes råb er også et råb om, at han må behandle hende som et menneske, og se på sagen, på det hun kommer med, og ikke først vurdere hende på kultur, hårfarve, sprog eller lignende.

“Det er utroligt” sagde Søren Kierkegaard engang, ”hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen” Jeg er ret sikker på, at kvinden med rette kunne blive ved med at have råbt ad Jesus, fordi det aldrig bliver nytteløst at kæmpe netop for sagen; for det der er imellem os.

Det er derfor, kvinden går til Jesus: fordi hun oprigtigt tror på, at her er der et menneske, som ikke vil se på det ydre, og som vil være ligeglad med hendes baggrund. Et menneske som vil se hende som medmenneske og intet andet.

…

Kvinden taler fra hjertet. Og derfor bliver Jesus også ramt af hende. Selvfølgelig. For han er ikke lavet af is. I et splitsekund møder han hende som et fejlbarligt menneske, der kommer til at afvise. Men da hun taler fra hjertet, fra det sted, Jesus selv er allermest til stede, bliver han ramt.

Kvinden er som vintergækken, eller påskeliljen der bryder frem i disse dage. Hun trodser den iskolde jord, som om det var det mest naturlige i hele verden. Hun bryder frem og springer ud, selvom vinden suser om ørerne på hende. Og lige der forkynder hun, at der stadigvæk kan bryde noget godt frem af mørket, og at der stadigvæk er noget at bryde frem for. Hendes råb og håb er som blomsterne, der lyser lige ind i hjertet på alle kolde hjerter. Hun lyset op og minder os om, at noget godt stadig findes.

Og derfor bøjer Jesus sig også for hende og ser hende. Han er ikke lavet af is. Han kan røres og bliver rørt af det mørke hun kommer fra.

Ja, for det er måske netop der, han er allermest til stede? Han skræmmes ikke af mørket eller af hendes skrøbelighed. Evangeliet forkynder også i dag, at Jesus nærmer sig netop dét menneske. Disciplene forsøger at jage hende væk. Men hun gør modstand og Jesus røres, som han har gjort så mange gange før af det, der er skrøbeligt, det der helt åbenlyst er udfordret på sin eksistens og sit værd.

Det tog noget tid. Og denne gang var det ikke Jesus, der belærte de andre om det. Men det var kvinden, der råbte, og Jesus hørte hende. Til sidst.

Og det er evangeliet, vi skal tage med os. Må vi finde mod, som den kanaanæiske kvinde, i alle vores kampe til at håbe og råbe – ikke kun på hinanden men også på Gud. Må vi finde mod til at være vedholdende og udholdende i vores bøn om forandring for dagen i morgen.

Og må Gud høre os. Standse ved os, når mørket er slået ind over os og vi svajer i vinden med vores egen lille skrøbelige blomst. Må han se os, høre os, røre ved os og lade sig røre af alt det vi kommer med.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 som det var i begyndelsen
 så ledes også nu og altid og i al evighed

Amen.

Tegn

Prædiken til anden søndag efter Helligtrekonger (I) d. 19. januar 2025 i Skjoldhøj Kirke. Johannesevangeliet 2,1-11. Salmer 747 – 391 – 853 – 14 – 108 – 494.

Det er en magisk fortælling, vi lige har hørt. Jesus gør vand til vin ved en bryllupsfest i Kana. Det er et magisk øjeblik, da skafferen får stillet de to kar med vand foran sig, og smager på dem, og opdager, at det pludselig er blevet til vin. 

Det mindre magiske, og faktisk nærmest komiske er, at skafferen slet ikke opdager, hvad der lige er sket. Han smager. Han tænker og han konstaterer blot, at den vin, han smager på, er bedre end den vin, der først blev serveret til brylluppet. Og dertil indvender han, at man altså plejer at servere den gode vin først, og den dårligere til sidst.  

Skafferen misser, det vigtige tegn og den forvandling, der lige er sket for øjnene af ham. Han opdager ikke, at vinen først var vand. Han går glip af det magiske øjeblik i al sin optagethed af regler, af kutymer, af ”plejer” og andet kedeligt, der begrænser livet. 

Evangeliet til i dag fortæller altså om et tegn og en forvandling. Vi hører, at Jesus viser sig frem som Gud; som én der kan skabe forvandlinger for øjnene af os. Men lige så meget er tegnet også et, der skal opdages. Den magi, den livskraft, der ligger i tegnet, er ikke altid lige synlig. Og der ligger derfor også en opfordring i at turde holde os åbne for tegn; at mærke livskraften, det som ofte sker lige foran os, eller som sker i os. Og ikke mindst at turde lade os gribe af det. 

…  

I podcasten Sørine og livskraften med sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen i værtsrollen, er det netop det, der er i fokus. Sørine forsøger, som hun siger i indledningen af hvert program, at forstå lidt mere om den livskraft, der bor i os, og som kan give sig til kende, når vi mindst venter det.  

Sørine interviewer bl.a. sangeren Sebastian. Han fortæller først om sit liv; beskriver lidt af sin barndom, hvor han i sine første leveår er meget syg, hvor han mister sin mor, og senere vokser op med en stedmor, der ikke ønsker ham. Og så spørger hun ind til livskraften. Til noget, som forandrede ham.  

Sebastian fortæller, at han som meget ung bryder han op fra hjemmet, og flakker omkring uden at kende retningen for sit liv. Men en dag, da han befinder sig i en by i det nordlige Tyskland, sker det.  

Jeg kommer gående ned ad strøget, siger han. Og pludselig kommer der noget musik ud ad et vindue oppe fra første eller anden sal i en bygning, ret højt, og så bliver jeg simpelthen ramt fuldstændig, hvor der ikke går mange sekunder, efter jeg har hørt de første strofer, til at jeg siger: sådan noget skal jeg lave!  

Øjeblikket her er et livskraftens øjeblik for Sebastian. Det er et tegn. Det kommer udefra, og sætter sig i ham. Han rammes, han tager det til sig, lader sig forvandle, og det kommer til at definere hele hans livsvej. Og restens af hans historie kender vi. 

På den ene side er det enkelt. På den anden side udefinérbart og et øjeblik båret med af mange andre faktorer. Han var alene. Måske var han også særlig sensitiv lige her. Men så kommer musikken pludselig og fyrer op under ham. En anden gæst i programmet beskriver livskraften som viljen til at leve. Som evnen til at kigge efter lyset, også når det er gråvejr. Og ikke mindst: at lade sig fange og bevæge af det, når det sker. 

Sebastian lader sig bevæge. Og et spørgsmål, vi hver især kunne tage med os i dag, er måske, hvornår vi har oplevet et livskraftens øjeblik i vores liv? Hvornår bevægede livet sig for dig, hvor det også blev meddefinerende for din videre færd?  

… 

Skafferen i evangeliet misser tegnet. Det har han sikkert gjort mange gange før i sin tjenende rolle. Han er vandt til, at det ikke handler om ham, men om andre. Det er de andre – alle bryllupsgæsterne – der skal have en magisk aften og fortrylles. 

Men det er netop for høj og lav – for alle og én – at Jesus er kommet og at tegnene skal bryde igennem. 

I Johannesevangeliet gør Jesus syv tegn, som viser, hvem han er. Først gør han vand til vin ved brylluppet. Så helbreder han et sygt barn. Så gør han en lam mand rask. Så bespiser han 5000 mennesker med fem brød og to fisk. Så går han på vandet. Så giver han en blind synet igen. Og det syvende tegn er, at han gør en død levende.  

Fælles for alle tegnene er, at de viser, hvem Jesus er: at han er Gud, og at han er kommet til jord, ikke for at henvise os til en fjern himmel eller for at tale om jammerdale og helvede på jord.  

Nej, han er kommet for at vise, at himlen kan bryde igennem her og nu. Det er her livskraften lever. Det er her og nu, vi sammen og ved Guds hjælp gør den lamme rask og den blinde seende. Det er her og nu, vi giver hinanden livet tilbage, når en anden har mistet det. Det er her og nu, vi skal tage os af hinanden, vise kærlighed, hengivenhed og glæde, som Paulus skrev i sit brev til Romerne.  

… 

Men det er ikke altid, vi er gode til at få øje på det. Ved siden af glæden og livskraften er livet også fyldt af sorger og bekymringer, og de fanger ofte vores opmærksomhed. Vi taler glad og gerne om al den dårligdom der er i verden, og som hver dag præsenteres i nyhederne. Yderst sjældent taler vi også om, hvor megen livskraft der også er i verden.  

Men det er bl.a. det, Sørine Gotfredsen er ude på med sin podcast. Hun vil tale glæden frem og livskraften op, fordi hun tror på, som hun siger: at mennesket er beregnet til at leve, mere end til at gå i stå i mørket. Hvor kommer alt det gode fra? 

Teologen og filosoffen Søren Kierkegaard fortæller i bogen Frygt og bæven om ”troens ridder”. Troens ridder er et troende menneske, der mod alle odds og ondskab i verden bliver ved med at fastholde sin tro. For nogen vil betegnelsen ”et troende menneske” lyde som én, der lever i ydmyghed og afholdenhed. Sådan en type, der hellere vil have vand i karrene end vin.  

Men sådan er han ikke, fortæller Kierkegaard.  

”Om Eftermiddagen gaaer han til Skoven.” skriver Kierkegaard. ”Han fryder sig over Alt, hvad han seer, over Menneske-Vrimlen, over de nye busser, og over Sundet. Naar man møder ham paa Strandveien skulde man troe, han var en Kræmmersjæl, der slog sig løs. Netop saaledes glæder han sig. (…) Henad Aften gaaer han hjem. Hans Gang er ufortrøden som et Postbuds. Underveis tænker han paa, at hans Kone vist har en aparte lille Ret varm Mad til ham, naar han kommer hjem, f. Ex. et stegt Lammehoved med Grønt til.”  

Så vidt Kierkegaards troende ridder. 

Troens ridder, dvs. den der holder fast i sin gode tro på livet og livskraften; han er ikke nødvendigvis et ydmygt, fromt menneske, der går alene rundt og mumler skriftord.  

Nej, han glæder sig over livet. Glæder sig over det han ser og møder på sin vej, og den daglige glæde i en lille ret mad derhjemme. Han er troens ridder fordi han ser det hele som en gave fra Gud. For der sker jo de vidunderligste ting omkring os. Ja, magiske tegn! Og vores opgave er at holde øjne og ører åbne for dem.  

… 

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed står der i evangeliet. Selvom Jesu disciple troede på ham, var der mange andre der tvivlede og andre igen, der slet ikke så tegnet. Sådan bliver det ved i hans liv, at nogle ser de tegn, han gør, og andre slet ikke vil anerkende det. 

Men i de tegn, åbenbarer han sin herlighed. I de tegn ser vi, hvem Gud er. Han vil give os synet igen. Han vil rejse os fra det sted, vi er faldet. Han vil gøre vand til vin og give os festen tilbage. Han vil give os håbet, og selv være håbet for os, hvis vi måtte have mistet det.  

Moses måtte ikke se Gud i øjnene, hørte vi i det gamle testamente. Men det er anderledes nu. Gud er kommet til enhver af os. Og i menneskelivet lever og agerer han dengang som i dag igennem den livskraft, der bor i ham og i os. Den livskraft som hver dag skal ud og opdages. Den er derude! Og for det, må vi takke Gud… 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,   Fader, Søn og Helligånd,   du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,   højlovet fra første begyndelse,  nu og i al evighed.  

Amen