Et evigt liv

Prædiken til trettende søndag efter trinitatis d. 14. september 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 10,23-37. Salmer: 14 – 450 – 164 – 321 – 477 – 728.

For tiden kan man på DR LYD lytte til podcasten Jagten på det evige liv. Jeg opdagede den for noget tid siden og tænkte, at det måtte lige være noget for præsten. Men da jeg så læste afsnittenes overskrifter, som f.eks. Veganer, vegetar eller flexitar eller De store syndere: sukker, fedt og salt kunne jeg straks mærke, at jeg blev lidt træt i hjerte, sjæl og sind, og at jeg fik lyst til hvidt brød med tandsmør. 

Kostplaner og kroppens helbred... det er noget lidt andet jeg jagter, når jeg taler om evigt liv. Og dog. For i min jagt – hvis vi skal sige det sådan – handler det også om et langt liv og om at holde fast i livet, bare med et par ekstra dimensioner: dels det hinsides, om man vil, men i særdeleshed også en dennesidige og et fokus på at holde fast i min næstes liv, mere end mit eget.

…

Men lad os begynde i det hinsides.

Spørgsmålet om det evige liv har altid optaget os. Hvad er det evige liv og hvad vil det overhovedet vil sige at leve evigt? Vil vores hjerte, sjæl og sind, og måske også hele krop, leve videre i en ny forstand hos Gud, eller måske i et paradis. Og vil vi en dag, som Grundtvig digter, rejse til vort fædreland, gå rundt i gyldne sale og med gamle venner i lys tale?

Da de tidligste kristne kort efter Jesu død og opstandelse begynder at skille sig ud fra deres jødiske trosfæller, var det bl.a. på spørgsmålet om et evigt liv. De kristne troede, at som Kristus stod op fra de døde, skulle de også selv en dag skal stå op sammen med ham.

Men det håb gælder fortsat: at det, der er fortalt om Kristus, også giver os håbet om opstandelsen og et evigt liv hos Gud. Vi ved ikke hvordan det hinsidige evige liv tager sig ud. Men i Bibelen får vi fortalt om det i billeder, bl.a. hos salmedigteren i Det gamle testamente. Han skriver således om sit håb: ”Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast”.

Med Kristus blev der sat kød og blod på det håb. Spørgsmålene om hvordan og hvorhen evigheden vil tage os er dermed ikke besvarede. Men håbet vil altid være, at døden er ikke det sidste, der kan siges om et menneskeliv. For et menneskes liv er indrammet af Gud.

... 

”Evigheden er øjeblikket” sagde filosoffen Søren Kierkegaard, og forstod dermed evigheden som noget lidt mere nutidigt, og nærværende i tid og rum. At Guds evighed er sat lige her, hvor vi går, står og falder.

Af og til møder jeg andre mennesker, for hvem evigheden knap så øjeblikkelig, men i stedet et konkret sted på den anden side af døden, som man venter på med stor længsel. En tro på at der findes en paradishave, hvor elendighed ophører, i kontrast til det jordiske liv, af og til også kaldet jammerdalen.

Men skaber det ikke lidt afstand til livet på jorden, spørger jeg så, hvis man hele tiden længes efter noget andet, som måske sker på den anden side af døden?

Nobelprismodtageren i litteratur, Henrik Pontoppidan, rettede nok en lille indirekte kritik af denne overbevisning, da han skrev om Lykke-Per. 

I en samtale med præstesønnen Per, indvender den smukke jødiske rigmandsdatter Jacobe, som Per aldrig helt kan få øjnene fra, at kristendommen, i modsætning til andre religioner, jo blev til i et forkuet folk, hvorfor der helt naturligt opstod en forbindelse mellem dødsfrygt og trælleangst. Altså, at frygten for at dø som slave skabte et akut behov for en tro på et efterliv og et paradis et andet sted. 

Og så siger Jacobe til Per: ”Det er for mig netop den væsentligste anklage, der kan rettes mod kristendommen med dens evighedshåb, at den berøver livets dets dybe alvor og dermed dets skønhed. Når man opfatter vores tilværelse her på jorden som bare en generalprøve på den egentlige forestilling – hvor bliver da festligheden af?”

…

Per indvender ikke så meget. Han er mest bare forgabt i den veltalende Jacobe.

Men hvis jeg nu havde Jacobe foran mig, ville jeg sige følgende: 

Jo, hvis den kristnes evighedshåb får ham eller hende til at vende blikket væk fra livets skønhed og væk den alvor, livet til enhver tid kalder på, så har den kristne fuldstændig misforstået, hvad kristendommen handler om. At vi tror på evigheden og et evigt liv skal kun kaste skønhed og alvor over vores liv, og i hvert fald aldrig gøre, at vi fjerner os fra det.

Og det er præcis det svar, den lovkyndige får af Jesus i evangeliet, da han forsøger at udfritte Jesus om veje til det evige liv. 

Bedst som den lovkyndige står der og tror, at han har drillet Jesus maksimalt med sit spørgsmål om evigt liv, og glæder sig til at høre om lovgerninger og nøgler til paradisporten, så vender Jesus det hele på hovedet og fortæller en fortælling om livet her og nu. Han fortæller Den barmhjertige samaritaner.

Og hvad handler den om?

Ja, den handler om jo om et menneske – som til enhver tid kunne være dig og mig – som møder modstand, som møder livets hårde og barske side, og derfor har brug for en hjælpende hånd.

Og ja, det der først møder den nødstødte er faktisk lidt jammerligt, men også ret menneskeligt. For de to første, der kommer forbi, gør ikke noget. Måske fordi de bliver bange? Eller fordi de kan se, at de ikke magter opgaven alene. De flygter derfra, ligesom jeg godt tror vi genkender alle sammen at vende os væk fra det, der kan virke udfordrende eller ubehageligt.

Men til sidst får den nødstødte hjælp. Til sidst er der en fremmed samaritaner, som trodser alt det, der kunne have holdt ham væk: klasseskel, kulturforskel, sproglig barriere, religiøst tilhørsforhold og hvad vi ellers kan forestille os. Samaritaneren ser forbi alt det ydre og ser lige ind i mennesket, der har brug for hjælp. Samaritaneren ser et menneske i kød og blod som ham selv, der er ved at miste sit liv, og som skal have hjælp til at få det tilbage. Og i øjeblikket giver han den nødstødte livet tilbage, ved at hjælpe ham, ved at svare på det, den nødstødte har allermest brug for.

…

Det indledende spørgsmål var: hvad er det evige liv og hvordan får vi evigt liv? Kan vi jagte det som de gør i podcasten?

De spørgsmål er ikke kun spørgsmål om det hinsidige eller noget, der findes på den anden side af døden. Og det er ikke fordi, jeg nu er ved at punktere troen på evigheden hos Gud, på den anden side af døden. Den er uomgængelig og sand. Og dér skal vi ses, når Gud vil.

Men for Jesus er svaret på spørgsmålet lige her, i øjeblikket, at det evige liv er det, vi giver hinanden, når vi husker at være hinandens næste. Det evige liv er det, vores opmærksomme og kærlige medmennesker rækker os, når vi ikke selv magter livet, eller når vi er blevet slået omkuld af livets brutalitet. Det evige liv er det, der kan være så svært at regne ud, og svært at have med at gøre, fordi det også kræver mod at stå op for den eller dem, der er landet i grøften; dem som står i orkanens øje; dem som står i krigens gru; dem som mangler støtte til at stå frem og være sig selv. Men vi har heller ikke noget andet valg, end at gøre forsøget – at turde være dem, der rækker livet videre.

Evigheden er skænket os, så vi kan række den videre. Det vi skylder hinanden og Gud er at gøre forsøget. Ja, lade evighed hos Gud være evighed hos Gud, og i stedet koncentrere os om, at give livets evighed videre til det menneske, der er ved at miste det.

Eller sagt på en anden måde: lad den evighed, der er hos Gud, lad den glæde, den tilgivelse, den fred, den kærlighed, den forsoning der er hos Gud, lad den spejle sig i det liv, vi lever lige her og lige nu. Udfolde vores kristelighed, dvs. vores lighed med alt det, Kristus gjorde, da han gik omkring på jord, og være noget for alle dem, der har brug for det, og lad det være tegn på, at evigheden er lige her.

Det må være det, vi hver dag skal jagte, med Guds hjælp. Dét er både dyb alvor og skønhed på samme tid.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed

Amen

Gråd og bøn

Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (I) d. 24. august 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 19,41-48. Salmer: 3 – 300 – 860 – 330 – 164v4 – 403. 

Når kirken og præster tilbyder sjælesorg, og sorggrupper for folk der har mistet, er det ud fra den overbevisning, at det i sorgens og afmagtens stund kan være helende at dele det, der gør ondt. At man ikke skal være alene i det mørke, der er omkring én. Der skal være et sted – i samtalen med hinanden, og måske også med Gud – hvor man kan græde, tale, være vred, tie, være afmægtig – og hvor man ikke behøver at skjule det, der er sket.

Mange vil mene, at lægger man først låg på kassen med det, der gør ondt, så vil kassen for det første altid findes, og låget for det andet altid kunne springe op igen og igen, og gøre ondt med samme styrke, som da man lukkede første gang.

Tager man omvendt livtag med det, og fra begyndelsen holder kassen åben, så er der måske større mulighed for at få sorgen bearbejdet. Og måske er der mulighed for at kunne placere det sorgfulde et sted, hvor det findes, men ikke fylder alt eller skygger for det, der også er fyldt af glæde.

…

Måske genkender I også den mekanisme fra livet på andre tidspunkter end der, hvor I har mistet. 

Jeg kender selv følelsen af at gå med noget der irriterer mig, noget der nager eller gør ondt. Hvis jeg bliver ved med at lægge låg på det, bliver det også ved med at bo i min mave. Det kan gøre mig trist, sur, vred. Det kan påvirke mit humør og selvfølgelig også påvirke dem, der er tæt på mig.

Og som regel er der kun ét middel, der kan få det til at gå væk, nemlig ved at få det sagt højt. Nogle gange skal der tårer med, andre gange kan det gøres lidt mere roligt. Men konfrontationen med det er den eneste vej, kombineret med åbenhed og ærlighed.

Men det er selvfølgelig også det, der er det skrøbelige, og det der kan gøre mig usikker. Det er skrøbeligt at åbne sig, og endnu mere skrøbeligt at være ærlig. Det kræver nemlig, at der er én, som vil lytte, og som altid vil tage omsorgsfuldt imod det, jeg kommer med.  

…

I den lille scene fra evangeliet bevæger vi os, som i en sjælesorgssamtale, igennem et sorgfuldt landskab, ind i midten af et mørke. Og vi får et billede af, at der er Gud også til stede.

Jesus står udenfor Jerusalems mure og græder. Han græder ikke hånligt eller opgivende af byen, men han græder med byen, i solidaritet og medfølelse med den virkelighed, som ikke blev som håbet. Templet glemte hvad det skulle, og nu kun må falde – ja, fjenderne er allerede på vej.

Templet er her et billede på alt det i vores liv, der også kan falde uventet, og som derfor kalder sorgen og tårer frem.

Af og til hører man ikke-kristne sige om den kristne Gud, at det er et svaghedstegn, at Jesus græder. Ham der er alfa og omega, begyndelsen og enden. Ham der kunne gå på vandet, gøre vand til vin, og som er ét med den evige og almægtige Gud. Kan han også græde? Er det ikke svagt af en Gud at græde?

To gange i Bibelen hører vi, at Jesus græder: Da han mister sin ven Lazarus, og så i dag. Han græd ikke, da han blev jaget ud af Nazareths synagoge eller da Judas forrådte ham. Han græd ikke, da han sad alene tilbage i Gethsemane have eller da han hang på korset.

Jesu tårer er aldrig knyttet til hans eget tab, men altid til den andens. Og er det svagt? Er det svagt at vise empati med den eller det, der er ramt? For mig er det en stærkere Gud end alle andre. Det er en stærkere Gud, som også kender til mørket, og som stiller sig sammen med det grædende og sammenbrudte. For den Gud bliver også én, jeg selv har lyst til at komme til, når der er mørkt omkring mig.

…

Jesus græder. Og selvom det måske er en stærk Gud, som gør det, vil nogen måske også mærke et ubehag ved det.

For det er jo aldrig sjovt at se et andet menneske græde, eller at høre om det. Særligt fordi gråd har det med at sprede sig og overføre sig til os, der står ved siden af. Vi bliver rørt af hinanden. Og fordi vi ved, at tårerne kommer af noget, der gør ondt, er vores umiddelbare refleks ofte også, at vi vil trøste og have det til at gå væk. ”Så så, du skal ikke græde”

Men er trøsten ikke at lappe eller at lægge låg på? 

Når en treårig falder på sin cykel, og græder fordi det har slået sig, giver trøsten mening. Der skal pustes på såret og krammes.

Men det er sagt om sorg, at den er en kærlighed man ikke kan komme af med. Derfor kan trøst også føles som et overgreb, hvis man med trøsten vil have sorgen til at forsvinde. Sorgen har ikke nogen løsning. Og sorgen er ikke noget der kan fikses ved at klappe hinanden på skulderen og sige ’op på hesten igen’.

Den sorgfulde står med en kærlighed, der har mistet retning og modtager. Og det kan kun tage tid at finde ud af, hvor den kærlighed nu skal finde hen. Sorgen og kærligheden må have sin plads.

…

Jesus græder. Han græder over den virkelighed, der ikke blev som forventet. Han græder over den realitet, at noget er faldet, at templet ikke længere fungerer, at noget er forandret for altid.

Og så går han ind i mørket. Han lader sig konfrontere. Han går ind præcis der, hvor det, der gør ondt, kommer fra. Der hvor det smerter allermest. Der hvor vi i samtalen helst ikke vil hen, men hvor vi nogle gange bare skal hen, for at løsne op. Og i mødet med det, der smerter allermest, vækkes vreden. Han råber på tempelpladsen, og han kyler dem ud, som ikke hører til der – alle dem der har gjort templet til en røverkule.

Vreden kan synes barsk. Men er den ikke også en velkendt side af sorgen? At vi reagerer udad på vores skrøbelighed, og måske kaster lidt med tingene og kommer med spydige bemærkninger mod dette og hint?

Jeg tror, de fleste af os genkender vreden som den del af sorgen. Sorgen kan transformere smerte til raseri. Og i sorgen kan der også ligge, hvad de unge ville kalde en ’no bullshit-attitude’, hvor der i et tydeligt sprog bliver renset ud, ikke lagt skjul eller låg på noget, og hvor al falskhed kommer for en dag.

Og måske er det i virkeligheden ikke helt skidt, når luften bliver renset og alt står helt klart?

…

Og der står Jesus nu. Der sidder vi nogle gange også i samtalen og i vores liv. I et hus hvor der er talt med store bogstaver. Hvor der er grædt af sorg, hvor der er råbt i raseri – fordi det var det, der måtte til. Og hvad sker der så?

Ja, i det hus står han. Han flytter sig ikke, og det må vi tage til os i dag. Jesus er til stede der, hvor alt er brudt ned. Hvor alt er revet itu. Og så siger han: ”Mit hus er et bedehus”, og det er den nåde, han viser os der. For med bønnen vil vi aldrig være alene i mørket. Jesus bygger templet op på ny, som det sted hvor vi sammen fra hvert vores mørke og hvert vores dyb kan henvende os til Gud i bøn. Og Gud vil være til stede og Gud vil lytte, som vi har allermest brug for.

Når der er råbt og fældet tårer, kan vi folde vores hænder, og dér vil Gud være.

Søren Kierkegaard skrev engang smukt om bønnen og kaldet efter Gud i mørket. Når vi åbner os op, falder til ro – og i kierkegaardsk forstand – bliver til intet, kan Gud komme til os. Kierkegaard bruger billedet af et hav, der falder til ro. Han skrev: “Når havet anstrenger al sin kraft, da kan det netop ikke gengive himlens billede, og selv den mindste bevægelse, giver det ikke rent igen. Men når det bliver stille og når det bliver dybt, da synker himlens billede i dets intet.”

Sådan møder Gud os. Når alt er mørkt og alt er faldet. Når alt raseri er ovre og alle ting er sagt. Når vi bliver stille, og når vi finder ned i dybet, da synker himlens billede også ned i os – da finder Gud vej.

Der kan vi være åbne. Der kan vi være ærlige, og lægge alt det frem, der bor i os.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.

Opgave uden vejledning

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag (I) d. 29. maj 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Markusevangeliet 16,14-21. Salmer: 722 – 233 – Håbet er levende – 257 – 251v3 – 805.

Jeg tænker godt at en lærer efter fire år på seminariet kan være udfordret af at skulle undervise børn. Og jeg tænker også at selv en læge efter 10, 15, 20 år under uddannelse til stadighed kan være udfordret på at skulle kurere og helbrede.

Ligesådan er jeg også lidt udfordret af den opgave, vi alle sammen bliver stillet i evangeliet i dag: gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.

Grin bare ad mig, når jeg står her i præstekjolen og siger, at netop den opgave udfordrer. Det er en sendelse. Det er en slags missionsbefaling. Men det er så konkret og ukonkret på samme tid, og straks begynder jeg at overveje, hvor jeg begynder, hvordan jeg skal gøre og hvor konkret jeg skal gøre det. Det er en opgave med uanede veje at gå!

Evangeliet og alle fortællingerne om kærligheden, frelsen, tilgivelsen, nåden, forsoningen, opstandelsen, dåben, nadveren: For nogen er den opgave hjerteblod at være sendt ud i verden med alt det i rygsækken. Nogen vokser op i missionærfamilier, som rejser ud for at bygge kirker og menigheder. Andre vokser op med en vandtæt bibel i lommen, klar til at banke på din dør og spørge: ”Har du hørt om Jesus?”  

Som barn kom jeg i kirke, når der var en anledning i familien eller når julen stod for døren. Og den eneste bibel i mit barndomshjem var mine forældres konfirmationsbibel som hverken før eller siden er blevet åbnet.

Tro var aldrig noget, vi talte om. Men alligevel er jeg heller ikke i tvivl om, at opgaven ligger i mig – også fra før jeg blev præst – al den stund, at jeg er vokset op i et hjem gennemsyret af kristne værdier og med medmenneskelighed for øje. Jeg kan slet ikke se mig ud af også at repræsentere evangeliet, og derved også forkynde det.

Men som frembrusende, udfarende missionerende kan jeg mærke en modstand.

…

Jesus stiller os en opgave i dag: Gå ud og prædik. Men han siger ikke noget om vejen til at opfylde den – kun lidt mystik om at vi undervejs også skal uddrive dæmoner, at dødbringende gift ikke vil skade os og at vi skal gøre de syge raske. Og det gør ikke min udfordring mindre!  

Jesus giver ikke en vej til at løse opgaven. Og det må siges at være typisk ham!

Disciplene spørger et andet sted i evangeliet hvordan man får evigt liv og hvem ens næste er. Og Jesus svarer kryptisk med en fortælling om en mand, der falder i hænderne på nogle røvere, hvorefter der kommer en samaritaner forbi… og så kender I resten af fortællingen og den afsluttende kommentar, at ham, der viste barmhjertighed, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder.

Men er det et svar på opgavens vej? Både ja og nej.

Hvem ens næste er og hvordan du bedst hjælper afhænger af situationen. Hvem bliver du berørt af og hvordan får du lyst til at hjælpe? Kan du sætte dig i personens sted og springer der derudaf en opgave, du kan tage på dig og løfte?

Eller du kan spørge dig selv, hvad du gerne vil have andre skulle gøre for dig, hvis du var – lad os sige – landet i grøften? Måske kan de svar hjælpe dig på vej til at løse opgaven.

Og måske er det det, Jesus gerne vil have disciplene og os til at overveje. Altid. Det entydige svar findes ikke. Men svaret åbner sig for dig og skabes i mødet med den anden, i øjeblikket hvor det hele sker, og deraf forkyndes og udleves evangeliet.

…

Jesus svarer sjældent konkret på de opgaver, han stiller. Og bliver det for konkret, bliver det på en måde også for meget.

Det var lidt det, vores kirkeminister Morten Dahlin løb ind i for et par uger siden, hvor han i et interview sagde, at danske soldater skal kæmpe for kristendommen. ”Du går i krig for dit fædreland og for det værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også kristendommen” udtalte han til Berlingske.

Det må siges at være konkret og virkelighedsnær prædiken af evangeliet i alverden og for hele skabningen! Der er kampvilje i kristendommen. Som soldat skal du gå i krig for evangeliet.

Men så kom kritikken. Provst Anna Døssing Gunnertoft udtalte bl.a. "Det er vigtigt, vi bliver åndeligt udrustet som folk ved at høre bibelhistorier, synge salmer og gerne bede Fadervor. Men som samfund at finde kampvilje i troen har jeg det sværere med. Kristendom bør ikke være et politisk redskab eller en motivation til at gå i krig. Vores retssystem og militær bør holdes adskilt fra kirken, for der kan man eksempelvis ikke bygge på et kristent princip om 'at vende den anden kind til'. ” udtalte provsten.

Pludselig bliver opgaven for konkret. Måske mest af alt fordi den her bliver forbundet til krig? I et forsvar siger ministeren, at han egentlig blot mente, at vi som danskere altid har kristendommen med os, fordi vores land er bygget på dens værdier. Derfor ligger det allerede i alle soldater, at de bærer værdierne med sig – også i krig – og det har for ministeren også en vis værdi.

…

Det hele er lidt uforløst. Gå ud og prædik. Hvordan skal jeg gøre og hvor konkret må jeg være? Hvordan skal jeg sætte mig selv i spil?

Jeg bemærker disciplene i Apostlenes gerninger som, efter Jesus er faret til himmels, står og kigger op i himlen. Jeg spejler mig lidt i dem og deres længsel, fordi jeg også kunne have brug for at Jesus kom tilbage og sagde lidt mere om opgaven.

Og som disciplene står der, ligner de enhver flok børn, der ser op til deres forældre. Børn ser op til deres forældre både fysisk, når de kigger nedefra og op, men også i overført betydning som børn, der søger deres forældres øjne og svar i livet, når de er usikre.

Og selvom vi ikke er børn længere, kender vi følelsen af rådvildt at se sig om efter de autoriteter, vi engang knyttede os til, eller længslen efter dem der gav os svar på livets spørgsmål. Det er lidt den følelse, jeg står med i forhold til opgaven. Jeg er rådvild i det krav, der er stillet mig.

Sådan er det også for mange unge i dag. Forleden dag reflekterede en psykolog i Kristeligt Dagblad over de krav – eller mangel på samme – som forældre i dag stiller deres børn og unge.

En rapport fra Trivselskommissionen peger på det problem, at forældre i dag kommer til at skrøbeliggøre børn og unge, fordi "den nye forældrepraksis i for høj grad er kendetegnet ved manglende tydelighed og krav i opdragelsen, og at dette er medvirkende til at skabe trivselsudfordringer for nogle børn og unge".

Kommissionen anbefaler derfor, at forældre skruer ned for det forhandlende forældreskab, tager autoriteten tilbage og stiller tydelige krav.

Men de krav skal, ifølge psykologen Joachim Meier, ikke være kendetegnet ved deres kvantitet – altså hvor mange de er – men af deres kvalitet og indhold.

”Jeg tror” siger Meier ”at vi skal være langt bedre til for det første at stille tydelige og håndgribelige krav, der er mulige at leve op til, og for det andet til at stille krav, der overskrider de unge selv, og derved befrier dem fra sig selv.”

Og hvad betyder det at overskride sig selv? Det betyder, at vi udvikler os positivt når kravene og ansvaret ikke kun indbefatter ansvaret for egen læring, men også retter sig mod andre. Når andre også bliver afhængige af vores indsats, kan vi bedre se målet, da befries vi fra os selv. Og møder vi bump undervejs, knækker vi ikke, men vokser ved at have ansvaret, ved at kunne bidrage og at skulle løfte ikke bare til os selv, men også til andre.

…

Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.

Den opgave er på den ene side tydelig, og på den anden side slet ikke håndgribelig eller mulig at leve op til. Og måske skal jeg bare forlade mig på det? Måske får jeg aldrig et entydigt svar, som kan sætte mig i gang, konkret og håndgribeligt.

Bedst som disciplene i Apostlenes Gerninger kigger op i himlen, kommer to engle, som ret tørt og nærmest komisk siger til dem: ”Hvad i alverden står I der og glor op i himlen for?!” Underforstået: ret hovedet, kig ned og kig ligeud i den verden, I er en del af. For fra nu af, er det er her, det sker!

Det er her, det sker. Det er her i verden, Jesus virker og er. Lad være med at søge Jesus, som om han er oppe. Han er nede, han er her, han er i den allestedsnærværende himmel. Hans spor er i denne verden, og her skal jeg og vi også sætte vores spor, uden helt at vide hvordan deres aftryk kommer til at se ud.  

Og måske skal jeg turde tro på, at det er okay, at det er sådan? At evangeliet og Jesus bor i mig et sted, og at det giver mening – måske særligt i mødet med det andet menneske – hvornår og hvordan det skal prædikes? At råbe ud i luften, uden at nogen hører det, giver ikke mening. Prædikenen må ske i mødet, og jeg må have tillid til at svaret kommer der.

Ligesom disciplene der tidligere ville have svar på, hvem deres næste var og hvad de skulle gøre for at vise barmhjertighed. De fik aldrig et entydigt svar, men blev bedt om at være nærværende, lysvågne i tid og rum. Og så kom svaret af sig selv.

Dér lever opgaven og kravet, fordi den i mødet også giver os et særligt ansvar og en særlig mening uden om os selv, ligesom psykologen var inde på. Vi vokser med opgaven, når den bliver sat i sammenhæng med andre end kun os selv.

…

Jesus farer afsted. Ham om det. Jeg tror, jeg må lande med mine fødder solidt plantet på jorden, og tro på, at evangeliet er lige her på jord. At Jesus i sin tid har plantet det i mig og i verden, og at det nu må spire og vokse så ukonkret og konkret som det kan.

Og bliver jeg forvirret undervejs kan jeg måske knytte mig ved de ord, evangeliet afsluttes med: at Herren virker i mig og os. At Herren altid vil stadfæste ordet ved de tegn, vi gør – også i dag.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.