Prædiken til trettende søndag efter trinitatis d. 14. september 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 10,23-37. Salmer: 14 – 450 – 164 – 321 – 477 – 728.
For tiden kan man på DR LYD lytte til podcasten Jagten
på det evige liv. Jeg opdagede den for noget tid siden og tænkte, at det
måtte lige være noget for præsten. Men da jeg så læste afsnittenes
overskrifter, som f.eks. Veganer, vegetar eller flexitar eller De
store syndere: sukker, fedt og salt kunne jeg straks mærke, at jeg blev
lidt træt i hjerte, sjæl og sind, og at jeg fik lyst til hvidt brød med
tandsmør.
Kostplaner og kroppens helbred... det er noget
lidt andet jeg jagter, når jeg taler om evigt liv. Og dog. For i min jagt –
hvis vi skal sige det sådan – handler det også om et langt liv og om at holde
fast i livet, bare med et par ekstra dimensioner: dels det hinsides, om man
vil, men i særdeleshed også en dennesidige og et fokus på at holde fast i min
næstes liv, mere end mit eget.
…
Men lad os begynde i det hinsides.
Spørgsmålet om det evige liv har altid optaget
os. Hvad er det evige liv og hvad vil det overhovedet vil sige at leve evigt?
Vil vores hjerte, sjæl og sind, og måske også hele krop, leve videre i en ny
forstand hos Gud, eller måske i et paradis. Og vil vi en dag, som Grundtvig
digter, rejse til vort fædreland, gå rundt i gyldne sale og med gamle venner i
lys tale?
Da de tidligste kristne kort efter Jesu død og
opstandelse begynder at skille sig ud fra deres jødiske trosfæller, var det
bl.a. på spørgsmålet om et evigt liv. De kristne troede, at som Kristus stod op
fra de døde, skulle de også selv en dag skal stå op sammen med ham.
Men det håb gælder fortsat: at det, der er
fortalt om Kristus, også giver os håbet om opstandelsen og et evigt liv hos
Gud. Vi ved ikke hvordan det hinsidige evige liv tager sig ud. Men i Bibelen
får vi fortalt om det i billeder, bl.a. hos salmedigteren i Det gamle
testamente. Han skriver således om sit håb: ”Lægger jeg mig i dødsriget, er du
dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder
din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast”.
Med Kristus blev der sat kød og blod på det håb. Spørgsmålene om hvordan og hvorhen evigheden vil tage os er dermed ikke besvarede. Men håbet vil altid være, at døden er ikke det sidste, der kan siges om et menneskeliv. For et menneskes liv er indrammet af Gud.
...
”Evigheden er øjeblikket” sagde filosoffen Søren
Kierkegaard, og forstod dermed evigheden som noget lidt mere nutidigt, og
nærværende i tid og rum. At Guds evighed er sat lige her, hvor vi går, står og
falder.
Af og til møder jeg andre mennesker, for hvem
evigheden knap så øjeblikkelig, men i stedet et konkret sted på den anden side
af døden, som man venter på med stor længsel. En tro på at der findes en
paradishave, hvor elendighed ophører, i kontrast til det jordiske liv, af og
til også kaldet jammerdalen.
Men skaber det ikke lidt afstand til livet på
jorden, spørger jeg så, hvis man hele tiden længes efter noget andet, som måske
sker på den anden side af døden?
Nobelprismodtageren i litteratur, Henrik
Pontoppidan, rettede nok en lille indirekte kritik af denne overbevisning, da
han skrev om Lykke-Per.
I en samtale med præstesønnen Per, indvender den
smukke jødiske rigmandsdatter Jacobe, som Per aldrig helt kan få øjnene fra, at
kristendommen, i modsætning til andre religioner, jo blev til i et forkuet
folk, hvorfor der helt naturligt opstod en forbindelse mellem dødsfrygt og
trælleangst. Altså, at frygten for at dø som slave skabte et akut behov for en
tro på et efterliv og et paradis et andet sted.
Og så siger Jacobe til Per: ”Det er for mig
netop den væsentligste anklage, der kan rettes mod kristendommen med dens
evighedshåb, at den berøver livets dets dybe alvor og dermed dets skønhed. Når
man opfatter vores tilværelse her på jorden som bare en generalprøve på den egentlige
forestilling – hvor bliver da festligheden af?”
…
Per indvender ikke så meget. Han er mest bare
forgabt i den veltalende Jacobe.
Men hvis jeg nu havde Jacobe foran mig,
ville jeg sige følgende:
Jo, hvis den kristnes evighedshåb får ham eller
hende til at vende blikket væk fra livets skønhed og væk den alvor, livet til
enhver tid kalder på, så har den kristne fuldstændig misforstået, hvad
kristendommen handler om. At vi tror på evigheden og et evigt liv skal kun
kaste skønhed og alvor over vores liv, og i hvert fald aldrig gøre, at
vi fjerner os fra det.
Og det er præcis det svar, den lovkyndige får af
Jesus i evangeliet, da han forsøger at udfritte Jesus om veje til det evige
liv.
Bedst som den lovkyndige står der og tror, at
han har drillet Jesus maksimalt med sit spørgsmål om evigt liv, og glæder sig
til at høre om lovgerninger og nøgler til paradisporten, så vender Jesus det
hele på hovedet og fortæller en fortælling om livet her og nu. Han fortæller
Den barmhjertige samaritaner.
Og hvad handler den om?
Ja, den handler om jo om et menneske – som til
enhver tid kunne være dig og mig – som møder modstand, som møder livets hårde
og barske side, og derfor har brug for en hjælpende hånd.
Og ja, det der først møder den nødstødte er
faktisk lidt jammerligt, men også ret menneskeligt. For de to første, der
kommer forbi, gør ikke noget. Måske fordi de bliver bange? Eller fordi de kan
se, at de ikke magter opgaven alene. De flygter derfra, ligesom jeg godt tror
vi genkender alle sammen at vende os væk fra det, der kan virke udfordrende
eller ubehageligt.
Men til sidst får den nødstødte hjælp. Til sidst
er der en fremmed samaritaner, som trodser alt det, der kunne have holdt ham
væk: klasseskel, kulturforskel, sproglig barriere, religiøst tilhørsforhold og
hvad vi ellers kan forestille os. Samaritaneren ser forbi alt det ydre og ser
lige ind i mennesket, der har brug for hjælp. Samaritaneren ser et menneske i
kød og blod som ham selv, der er ved at miste sit liv, og som skal have hjælp
til at få det tilbage. Og i øjeblikket giver han den nødstødte livet
tilbage, ved at hjælpe ham, ved at svare på det, den nødstødte har allermest
brug for.
…
Det indledende spørgsmål var: hvad er det evige
liv og hvordan får vi evigt liv? Kan vi jagte det som de gør i
podcasten?
De spørgsmål er ikke kun spørgsmål om det
hinsidige eller noget, der findes på den anden side af døden. Og det er ikke
fordi, jeg nu er ved at punktere troen på evigheden hos Gud, på den anden side
af døden. Den er uomgængelig og sand. Og dér skal vi ses, når Gud vil.
Men for Jesus er svaret på spørgsmålet lige her,
i øjeblikket, at det evige liv er det, vi giver hinanden, når vi husker at være
hinandens næste. Det evige liv er det, vores opmærksomme og kærlige
medmennesker rækker os, når vi ikke selv magter livet, eller når vi er blevet
slået omkuld af livets brutalitet. Det evige liv er det, der kan være så svært
at regne ud, og svært at have med at gøre, fordi det også kræver mod at stå op
for den eller dem, der er landet i grøften; dem som står i orkanens øje; dem
som står i krigens gru; dem som mangler støtte til at stå frem og være sig
selv. Men vi har heller ikke noget andet valg, end at gøre forsøget – at turde
være dem, der rækker livet videre.
Evigheden er skænket os, så vi kan række den
videre. Det vi skylder hinanden og Gud er at gøre forsøget. Ja, lade evighed
hos Gud være evighed hos Gud, og i stedet koncentrere os om, at give livets
evighed videre til det menneske, der er ved at miste det.
Eller sagt på en anden måde: lad den evighed,
der er hos Gud, lad den glæde, den tilgivelse, den fred, den kærlighed, den
forsoning der er hos Gud, lad den spejle sig i det liv, vi lever lige her og
lige nu. Udfolde vores kristelighed, dvs. vores lighed med alt det, Kristus
gjorde, da han gik omkring på jord, og være noget for alle dem, der har brug
for det, og lad det være tegn på, at evigheden er lige her.
Det må være det, vi hver dag skal jagte, med Guds hjælp. Dét er
både dyb alvor og skønhed på samme tid.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar