Prædiken til femtende søndag efter trinitatis (I) d. 28. september 2025 i Brabrand Aarslev. Matthæusevangeliet 6,24-34. Salmer: 736 – 448 – 836 – 41 – 729v5 – 42.
Det var friskt her til morgen. Efteråret kan
mærkes i næsen og ses med øjnene. Den lave sol kaster lange skygger på vejene.
Træer og buskes blade lyser gyldent. Naturen tager afsked med sommerens farver
og frodighed. Den forbereder sig på vinter, og på at noget nyt skal spire frem
engang i foråret.
”I skal ikke bekymre jer” siger Jesus til os i
evangeliet denne efterårssøndag. Han opfordrer os til at slippe bekymringerne
og alt det, der ikke længere er liv i. At slippe det, der ikke fører noget godt
med sig, og lade det falde til jorden, og derved give plads til noget andet og
noget meningsfyldt.
Det er som om, efteråret minder os om denne
opfordring, Jesus kommer med, når træerne begynder at slippe deres blade.
Træerne slipper bladene. De slipper det, der ikke er liv i, det som i
virkeligheden er dødt, og som de hverken kan eller skal pryde sig med. Bladene
falder til jorden, som vores bekymringer også skal. Og der formulder bladene,
og giver næring til det nye, som skal spire frem. Træerne ved, at kun ved at
slippe de døde blade, kan de give plads til de små skud af liv og nyt, der
gemmer sig i grenene.
Sådan fortæller naturen helt enkelt for os, at
der kan være liv i at give slip. Og måske er det også det, Jesus vil sige med
sin opfordring til os i dag?
…
”I skal ikke bekymre jer.” Som jeg nævnte
indledningsvist, kan den opfordring møde os lidt forskelligt.
På den ene side provokerer den mig lidt, og
måske særligt i denne uge, hvor vi ikke har kunnet undgå at høre om underlige
droner og trusler udefra. Når DR farver deres hjemmeside gul, er det ikke en
hyldest til efterårets farve, men for at alarmere os. Den gule farve kaster
lange skygger ind i vores bekymringskamrene, dominerer samtalerne i
frokostpausen, og rykker sågar helt ind i skolen og i tankerne hos de små.
”I skal ikke bekymre jer” siger Jesus, som om
det skulle være let og som om det skulle kunne fjerne det, der skaber
bekymringen.
Og omvendt føler jeg mig set af netop samme
opfordring, ”I skal ikke bekymre jer”. For Jesus kender os så godt og ved, at
bekymringen er én vores tilbøjeligheder, som kan rive os ud af sind, og gøre
vores verden mørk. Jesus ved, at vi har hang til at holde fast i det, der ikke
er liv i – mammon, dvs. pengene, som han også selv nævner, og i alle de
bekymringer livet giver os. Han ser min bekymring, ved ikke at gemme den væk,
men ved at tale højt om den, og da føler jeg mig mødt af hans ord.
Men Jesus stopper heller ikke der. Han
efterlader os ikke kun med opfordringen, men peger i stedet hen på et sted,
hvor vi måske kan finde ro og hente inspirationen fra. Han siger: se til
himlens fugle og markens liljer. Fuglen sår ikke og høster ikke, og alligevel
er Gud med den og fuglen kan finde føde. Og liljen arbejder og spinder ikke, og
alligevel er Gud med den, og end ikke kongelige er så smukke som liljen.
Fuglen og liljen i naturen bliver billeder på
det bekymringsløse, og på nærværet i det liv, der ligger lige for. Fuglen og
liljen er til stede i alt det skabte, i nærhed til livet, og folder det hele
ud, helt uden at bekymre sig. Og ved at se til dem, kan vi måske finde samme ro
til at folde os ud uden bekymringer? Der kan vi måske få mod til at lade
bekymringerne falde til jorden, og i stedet give pladsen til det, der er liv i?
…
Netop dette sted i Bibelen søgte filosoffen
Søren Kierkegaard også altid til, når han længtes efter færre bekymringer.
For Kierkegaard repræsenterede fuglen og liljen
den ubetingede lydighed mod skaberværket, som vi skulle øve os i at stræbe
efter. Han skrev: ”Men hvis du kan blive ubetinget lydig som fuglen og liljen,
da har du lært, hvad du skulde lære (…) thi er du Gud ubetinget lydig, da er
der i dig intet tvetydigt (…) da er du idel enfold for Gud”.
At være enfold for Gud handler om at turde tage
springet væk fra bekymringer og alt det, der i dit hoved blokerer vejen til det
vigtigste: nemlig at se, at det vigtigste i livet kommer til os i nærhed til
livet. Det er at åbne sig og give plads for det der kommer, helt uden at vi har
gjort noget for det. Og netop det er som oftest de største gaver i livet.
Men kan vi bare gøre som en fugl og en lilje? Er
det ikke ret umenneskeligt at forestille sig, at vi skal kunne leve på den
måde?
Jo. Og det ved Kierkegaard også godt. Mennesker
har, modsat fuglen og liljen, en stor selvbevidsthed og fornuft, som det ikke
bare kan slå fra.
Men Kierkegaards pointe er da, at vi netop ikke skal
slå bevidsthed og fornuft fra, men tværtimod bruge begge dele aktivt til at
vælge at gøre noget andet. Som menneske har du et valg, og du kan gøre forsøget.
Du kan bruge valget aktivt til at skubbe bekymringen til side, og lade dig
inspirere af fuglen og liljen til at vende ryggen til de mange urolige kræfter,
der vil trække dig væk fra nærheden til livet.
…
Den 40-årige Jacob Holst Mouritzen, som for
tiden er én af eksperterne i DRs Kender du typen, gjorde fornyelig
forsøget. Nærmest på kierkegaardsk vis besluttede han sig for at se et andet
sted hen.
Han fortæller i en artikel, at han hele sit liv
har haft et uforløst forhold til Gud og tro. Det lå et sted i ham, men han
vidste ikke om han kunne tro, eller om Gud gav mening.
Men så en
dag tager han springet. Han sidder i sin bil og beslutter sig for, at han i 14
dage ville lade som om, han tror på Gud. ”Jeg ville læne mig ind i troen og
mentalt tvinge mig til at fjerne tvivl, barriere, rationalitet og alt det, der
holdt mig tilbage, for at give mig fuldt hen til, at jeg troede på Gud ” siger
han.
Men der gik ikke lang tid før det forsøg det
slog fejl. Men ikke fordi, han alligevel ikke kunne tro, men fordi han ikke
kunne lade som om.
”Allerede den samme aften overgav jeg mig. Der
var en frihed og en følelse af at være hjemme. Troen bor billedlig talt i
hjertet, og jeg kan se, at min hjerne længe har blokeret for det, som mit
hjerte ville skulle boble op. Det påvirkede min hjerne, hjerte, adfærd, værdier
og moral, og mentalt kunne jeg sænke min skuldre.” (…) "Som mange andre i
min generation har jeg haft en illusion om kontrol, som jeg nu kunne slippe.
Der er noget større, som jeg kan læne mig ind i, og jeg må overgive mig til Gud."
Man ville gerne spørge Jacob Holst Mouritzen,
hvad der pludselig får ham til at tage springet? Og også hvad der sker, da
troen pludselig overmander ham?
Men måske er det helt enkelt, at han vælger at
lade det falde, som der ikke er liv i, nemlig den kontrol over sig selv og over
verden, han så gerne vil have, men som ingen mennesker nogen sinde har haft, og
som ingen mennesker nogen sinde kommer til at få. Han lod kontrollen falde, lod
den falde til jorden og dø, og lod den plads, hvor kontrollen sad og fyldte,
erstatte af noget, hvor der var liv. Noget der fik hans hjerte til at boble,
noget som fik hans skuldre til at sænke sig, noget hvor han ikke var alene om
at magte det hele.
…
”I skal ikke bekymre jer.”. Det er lettere sagt
end gjort. Jeg føler mig provokeret, men jeg føler mig også set i Jesu ord, for
bekymringerne fylder, og jeg har en længsel, ligesom Kierkegaard, efter at
slippe dem.
”Se til himlens fugle og markens liljer” og det
er som en gestus af kærlighed. For her viser Jesus en vej, hvor bekymringerne
måske kan slippe. Det er som når nogen tager dig i hånden og følger dig over et
farefuldt sted. Jesus ved, at vi er tilbøjelige til at bekymre os. Derfor peger
han for os, og viser os et sted – ude i naturen, hos fuglene og liljerne – hvor
vi kan se, at noget vidunderligt kan være til og noget vidunderligt kan ske,
også helt uden vores kontrol og bekymring. Han viser os, at vi er en del af
noget større, og at det større altid har liv i sig. Han viser os, at vi alle
har del i en dyb bevægelse i livet, nemlig at der kan være liv i at give slip.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar