Prædiken ifm. gudstjeneste på DKGs sommerhøjskole d. 9. juli, under temaet: "Er der nogen i himlen?"
Johannesevangeliet 1,1-5;14 og Romerbrevet 10,1-8
Er der nogen
i himlen, har I spurgt jer selv om i denne uge, og jeg tænker ikke at I har set
svar (ellers må I gerne sige det nu!). Spørgsmålet er også et der udfordrer
mig. Dagligt. Den Gud, som vi traditionelt har sagt sidder i himlen: Hvem er
det lige han er? Hvad betyder almægtig? Hvem er det vi forestiller os, som er
større end det vi selv kan forestille os? Kan vi overhovedet vide noget om Gud?
Og lige
netop med spørgsmålet: ”Er der nogen i himlen?” tænker jeg også af og til, om
det er rigtigt spurgt. Giver spørgsmålet mening? Er det ikke bare et udtryk for
barnetroen, hvor vi er nødt til at danne os billeder og steder, for at kunne
forholde os til noget? Og er himlen i virkeligheden ikke bare et udtryk for den
alomfavnende og allestedsnærværende Gud, vi tror på?
Mange
teologer og filosoffer har forsøgt sig med disse spørgsmål. Munken Anselm
gjorde i 1000-tallet forsøg på at bevise Guds eksistens gennem tænkningen, fornuften
og forstanden. Senere omkring 1200-tallet forsøgte Thomas Aquinas sig med et
bevis gennem vores erfaringer – at verdensordenen og forgængeligheden skulle
været et udtryk for Guds intelligente planlægning og styring. Sådan har man med
tiden gjort sig forsøg på at finde ud af, om der er nogen i himlen, og i så
fald: hvem!
Spørgsmålet,
om vi kan vide noget om Gud, kan også stilles anderledes. I stedet for at gå
efter et hårdnakket bevis for eksistensen kan man tage udgangspunkt i Guds
eksistens, på eller anden måde, og spørge: Hvordan kan Gud, som øjensynligt
ikke er af denne verden, blive kendt i (netop) denne verden?
Når vi vil
sige noget om Gud i denne verden, er vores eneste værktøj at gøre og danne
billeder: Billeder fra vores egen verden, som vi siger ”ligner” Gud, men som
ikke har fuldstændig identitet med Gud, fordi vi ikke kender den fuldstændige
identitet. Det kan jo være svært for os at forestille os noget, uden for det vi
selv kan se og forstå, og derfor danner vi billeder og laver allegorier.
Vi kan f.eks.
ligge mærke til, hvordan vi omtaler Gud. Han er jo ikke bare hvem som helst.
Han er Gud. Med stort ”G”. Dermed har vi gjort Gud til et egenavn – personificeret
ham, ligesom vi gør med vores egne navne og personer. Og når vi begynder at
beskrive ham, siger vi f.eks., at han er som en far. Vi sætter lighedstegn mellem
Gud og vores far, som vi i de fleste tilfælde er én, vi forbinder med noget
godt og trygt.
Et andet billede,
som vi finder meget brugt i det gamle testamente, er, at er Gud er en klippe.
Og det betyder jo ikke at Gud er hård som sten, gråsort i nuancerne, fuldstændig
uflytbar, stejl og ubestigelig. Nej, det betyder vi forbinder Gud med noget
trygt, fast, noget der ikke rokker sig, noget vi er sikker på, også er der i
morgen osv. Men bemærk hvordan billederne, selvom om vi putter konkrete
billeder på, stadigvæk er åbne billeder, og frie for fortolkninger.
Gud er med andre
ord, noget vi oplever i billeder og ud fra det perspektiv vi selv står i.
Derfor er Gud forskellig alt efter hvem du spørger, og alt efter hvilke
billeder de har i deres forråd.
Men når vi
nu taler om billeder, så er der jo noget ganske særligt ved den kristne Gud,
som på sin vis eliminerer spørgsmålet om, hvem der sidder i himlen. Spørgsmålet
er vel ikke, hvem der er i himlen, men i stedet: Hvem der er på jorden, og hvem
der er ved siden af dig!?
Jeg bliver
somme tider spurgt til, om jeg kan sige hvad forskellen er på de tre store
monoteistiske religioner: Jødedom, kristendom og islam. Eller rettere: Folk
spørger ikke. Folk konstaterer over for mig, at netop de tre religioner jo
altså har det samme udgangspunkt. At Koranen og det gamle testamente ligner
hinanden ualmindeligt meget, og at det derfor også må være den samme Gud vi
tror på. Og lige her tænker man måske på, at man med denne viden jo kunne have
undgået mange religionsstridigheder. Hvad er det egentlig, vi ikke har
forstået?
Ja, siger
jeg. Det kan der være noget om. Men den store forskel er bare, at Kristendommen
ikke sluttede med det gamle testamente. Hvis vi kun havde det gamle testamente,
ville der aldrig have været noget, der hed kristendom. En banal pointe! Men det helt afgørende er
jo, at Gud netop ændrede form og karakter, og blev en som os! Og spørgsmålet er
derfor, som jeg spurgte lige før: Hvem der er på jorden?
Vi skal, som
Luther sagde, ikke forholde os intellektuelt til Gud, men tage udgangspunkt i,
at Gud selv har givet sig til kende for os! Udgangspunktet for alle kristne er,
at Gud lod sig selv føde på jorden i Jesus Kristus. At Gud gjorde sig selv til
kød og blod – altså til et menneske, som der stod i Johannesevangeliet. Og
dermed har Gud, i en vis forstand, givet afkald på at være den fjerne, hinsidige
og udefinerbare magt, som vi tilegner himlen i vores spørgsmål ”Er der nogen i
himlen?”, og som vi indtil videre har prøvet at sætte ord på. Gud er med Jesus
Kristus gået ind i vores virkelighed og menneskers historie. Han er den levende
Gud, som møder mennesker på deres egne betingelser, ved f.eks. at dele deres
lidelser og glæder, og give dem tro og håb!
Er der nogen
i himlen? Hvem er I himlen?
Ja, jeg ved
det ikke. Men det er måske heller ikke så interessant? Jeg synes i hvert fald,
at det er langt mere interessant at se, hvem Gud gjorde sig selv til, og
hvilken betydning det har for os i dag og for vores liv. For som Paulus siger
det, så er Guds ord – Gud selv – helt tæt på os: nemlig i vores mund og vores
hjerte.
At Gud gjorde
sig til menneske gennem Jesus, for at genoprette sin skabning og os, betyder
for mig, at jeg ligeså må se til mit medmenneske! Det er det jeg læser, når jeg
læser Jesu lignelser om den fortabte søn, om den rige bonde, om den
barmhjertige samaritaner osv.. Det betyder, at jeg ikke behøver at stile mit
hoved og mit liv mod himlen i tilbedelse af Gud, men at jeg i mit liv kan
erfare hvad Gud er, ved at lægge øre til det, Jesus gør og siger, og give det
videre til andre.
Vores tro
skal ikke få os til at se opad eller væk fra denne verden, men den skal
tværtimod rodfæste os lige her hvor vi står, og få os til at se direkte på
vores næste – på vores sidemand. Vores sidemand er ikke Gud – langt fra – men
når vi står over for vores næste, står vi altid over for det ord, Gud har lagt
i munden på os, om at vise tillid, kærlighed og barmhjertighed.
Betyder det,
at der ikke er nogen Gud i himlen? Nej, ikke nødvendigvis. Jeg har stadigvæk
brug for at bede en bøn. Jeg har stadigvæk brug for at føle mig elsket – ikke
bare af min familie og af mine venner – men også af en altomfavnende Gud. Og
himlen som billede er godt til at illustrere, at Gud er nærværende alle steder.
Og jeg tror at han findes. Men i hvilken form, i hvilken sfære, i hvilken
størrelse og tykkelse, i hvilken nuance eller farve ved jeg ikke. Og det er
heller ikke interessant. Så længe troen på Gud, får mig ned på jorden, og
skubber mig ud i livet – ud til jer!
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar