Ødsleri!

Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis - Enghøj Kirke 

Lukasevangeliet 16,1-9

Det er en mærkelig fortælling, vi har med at gøre her. Den er berygtet blandt præster og forkyndere, fordi den er svær og fordi den, ved første øjekast, om nogen stiller flere spørgsmål, end den giver svar tilbage! Hvad er det, den skal sige os? Vil den have os til at dele ud af andres ejendom? Vil den have os til at købe vores venner for ”uærlig mammon”? Skal vi nu til at snyde os vej frem i livet? Eller er det hele bare en vittighed fra Jesu side?

Nej. Det er det næppe! Det er en lignelse; en ganske seriøs fortælling om, at vi bør ødsle med de goder vi har og den kærlighed vi kan give af. Og at vi – trods modstand udefra – altid må fastholde dette ødsleri! Sådan påstår jeg i hvert fald.

Det er fortællingen om en dybt uansvarlig og uærlig godsforvalter, som er for doven til at grave, for fin til at tigge og som køber sine venner for penge, der ikke engang er hans egne. En helt igennem usympatisk mand, som handler ulovligt og forargeligt, og som ikke har respekt for den hellige, almindelige ejendomsret. Sådan ser han umiddelbart ud for os; uærligt, uretfærdigt og dum!

Spørgsmålet må derfor være, hvorfor Jesus alligevel vælger at fortælle lignelsen? Ser han noget andet, end vi kan se? Nej. Ikke umiddelbart. Jeg tror også, at Jesus ser en doven mand; lidt for fin og lidt for uærlig over for de andre. Og alligevel bryder han sig om ham. Han kalder ham til sig og kalder ham en af sine egne.

I Jesu øjne handler manden, i sin umiddelbare dumhed, i virkeligheden klogt, fordi han kender forskel på væsentligt og uvæsentligt – på venner og på penge. I Jesu øjne handler forvalteren i respekt for den svage. Hvad der umiddelbart kunne synes som en lad og hemmelighedsfuld handling hos forvalteren, når han bare fortsætter sit bedrag over for godsejeren, er i virkeligheden et spørgsmål om at tage imod og gøre sit bedste til glæde og gavn for den anden. Og det er denne handling – dette menneskesyn – som Jesus kalder til sig.

Det er nærmest forargeligt for os, at Jesus kalder denne mand for en af sine egne. Det er forargeligt på samme måde, som dengang den de afviste irakiske asylansøgere, tilbage i 2009, slog lejr i Brorsonskirken på Nørrebro, og den daværende præst Per Ramsdal, så at sige, ”beskyttede” dem i sin kælder. Det var meget muligt, at dommen havde lydt og at de var udvist af landet, men da de kom og bankede på kirkedøren i Brorsonskirken, var der ikke andet at gøre for Per Ramsdal, end at lukke dem ind. For som han sagde dengang: ”Generelt mener jeg, at kirken skal tage sit budskab om at hjælpe nødlidende alvorligt. Vi skal hjælpe dem, der er udstødt, og de afviste irakere er udstødt både af deres eget land og af Danmark.” … ”Juridisk set er der tale om ulovlig indtrængen i kirken, men teologisk set er kirken et fredhelligt sted, hvor man kan søge skjul, uanset hvem man er, siger han.” (Kristeligt Dagblad, 18. maj 2009).

For Per Ramsdal lå der altså noget andet i denne sag, end bare juridiske love og paragraffer. Det handlede også om menneskesyn – om at gøre det bedste han kunne, for dem han kunne, og ødsle ud af den kærlighed han havde til de mennesker, der bankede på! Ganske ligesom den uærlige forvalter gjorde det, da han, trods en fyringsseddel i hånden, alligevel gik hen og nedskrev synderne store mængder af deres gæld. Ramsdal siger senere: ”Det er hele tiden en vægtning mellem samvittigheden og de love og regler, vi lever under. Som præst skal man selvfølgelig følge landets love, men vi har også et andet plan i kirken, nemlig det religiøse og det åndelige plan. Dér står det, at hjælpe mennesker altså over det, at holde loven, siger han” (Kristeligt Dagblad d. 16. oktober 2009).

Man kan være enig eller uenig med Ramsdal og hans måde at takle tingene på – og også i de magter der brød ind – men man kan ikke sige andet, end at han satte tingene på spidsen, og begrundede sine handlinger i medmenneskelighed. Han gjorde på mange måder det, som Ordsprogenes bog taler om i dag: ”Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det. Sig ikke til din næste: »Gå, og kom igen i morgen, så vil jeg give dig det«, hvis du har det, han beder om. ”.

Dagens evangelium er på mange måder en mærkelig fortælling, og stadigvæk ikke let, selvom at jeg her prøver at give nogle bud. Særligt ikke godsforvalteren! Hvem er han? Han er økonomen, der holder hus med hans herres rigdom. Han beskyldes for at være en ødsel med herrens midler, og derfor forkastes han. Men til trods for at han forkastes, fortsætter han alligevel med at give ud og nedskrive folks gæld og derved sætte dem fri. Og han gør det for at få venner, der vil tage imod, ligesom ham selv.

Den uærlige forvalter har i virkeligheden fællestræk med en anden, og i manges øjne lige så mærkelig person, men som vi dog har valgt at bygge vores kirke på. Ja – Jesus selv! Jesus var jo selv den, der ødslede med Herrens midler. Han var og er den, der spreder med kærlighedsfrø, selv der hvor ingen tror, at de kan slå rod. Han var selv den, der blev forkastet af folkemængden, og nogen vil også sige af sin egen far, men til trods for det, ikke stoppede alligevel. Han sejrede. Han opstod for vores – sine venners – skyld, og frikøbte os – hvis vi skal blive i de økonomiske termer – vores gæld og vores synd!

Og da bliver lignelsen om den uærlige godsforvalter en yderst central lignelse, trods dens varierende kvalitet i forhold til så mange andre lignelser, fordi den forkynder en medmenneskelighed, en livsholdning og et menneskesyn som Jesu eget og i tråd med hans liv!

Man kunne med rette indvende, at godsforvalteren balancerer på et knivsæg – ganske ligesom Ramsdal i særlig grad også gjorde det – fordi de til en vis grad handler ulovligt og uærligt. Og med den lutherske toregimentelære i baghovedet må vi og skal vi stille spørgsmålstegn ved denne handling. Luther ville med sin toregimentelære sige, at der på den ene side er noget der hedder verdslighed, hvor den menneskelige lov og orden skal holde styr på os, og på den anden side noget der hedder åndelighed, hvor evangeliet og ordets kraft skal virke frit iblandt os. Og det er når disse to instanser blandes sammen, at det går galt; når man handler i det ene regimente, men begrunder handlingen i det andet. Når man som Ramsdal trodser den juridiske dom, og grunder det i evangeliets og troens kald.  

Det er en balance og det er en line vi må og skal gå på – det er den opgave evangeliet stiller os i i dag! For lignelsen fortæller os, at vi bør kunne beskyldes for, at ødsle med vores og andres penge, rigdom, godhed og kærlighed, hvis det er til gavn for medmennesket. Ja, verden skal kunne forarges på os, hvis vi rykker ved grænserne og flytter en hegnspæl til glæde for medmennesket – ellers har vi ikke gjort det godt nok! Vi skal altid være klar på at tage imod den, som kommer, og fortsat sætte folk fri – også når det ikke passer denne verdens retfærdige hoveder, som kun er ude på millimeterdemokrati.  

For glæden er stor og Guds himmerige ikke kun for de få, men for os alle. Det viser Gud os, når han tager imod os, og uforbeholdent ødsler af sin kærlighed. Og det kan vi vise, ved at gøre det samme!

Amen!