Spedalskhed

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 17,11-19

Spedalskhed. Hvad er det egentlig for en størrelse? Det er sjældent noget vi taler meget om. Og med god grund. Det er ikke en særlig udbredt sygdom i vores tid og på vores breddegrader. Den findes som sygdom i de subtropiske områder, hvor dens kendetegn er ødelæggelse af huden, lammelser og deformering af hænder og fødder. Men den er sjælden. Og forskning har vist, at spedalskhed i bibelsk forstand i virkeligheden intet, eller højst meget lidt, har at gøre med den sygdom, vi forbinder med spedalskhed. Det, man måske har forbundet med spedalskhed, har nok snarere været former for svamp, psoriasis eller andet udslet, men ikke egentlig spedalskhed.

Således blev vi, meget brugbart denne morgen i september 2015, dét klogere og mere oplyste om spedalskhed og om sygdomme i bibelen!

Men hvad handler det så om, spedalskheden, som vi hører om i dagens evangelium, hvis det ikke er en egentlig kropslig sygdom? Ja, spedalskhed kan også være et udtryk for en social og religiøs diagnose. Det så man på Jesu tid og det så man i den tidlige middelalder. Spedalskhed var de riges, de velhavendes eller de socialt godt stilledes udtryk for de fattige og udstødte. F.eks. mellem jøder og ikke-jøder – rene og urene. I denne sammenhæng var man ikke som sådan optaget af, om sygdommen smittede, men snarere om den besmittede eller besudlede, dvs. om det forurenede eller tilsmudsede noget, der allerede var rent. Det var dét, man skulle vare sig for, når det handlede om spedalskhed. Derfor nærmede de velhavende sig ikke de fattige. Derfor medførte spedalskheden til isolation og udelukkelse af grupper i samfundet, som egentlig ikke var fysisk farlige, men som man var bange for, ville overføre deres stand, deres synd og deres urenheder til én selv. Spedalske var farlige, fordi de var anderledes!

På den måde får spedalskheden i dagens evangelium en helt anden betydning. Det handler om de udstødte og om anerkendelsen af dem. De ti spedalske er blevet udstødt af deres egne og lever derfor ikke længere i landsbyen, men på kanten af den. De har sikkert mange gange opsøgt andre mennesker inde fra byen, for at blive set og for at blive accepteret som almindelige mennesker. Men uden held. Lige indtil de møder Jesus, som ser dem i øjnene og taler til dem. 

Evangeliet handler i grunden om dem, vi ikke kan lide eller ikke tager os af, og om vores egen holdning til dem! Og vi kan så let som ingenting sammenligne og drage paralleller til vores egen verden og vores tids spedalske. For jeg tror godt, vi kender til, at folk er spedalske, eller at vi kan komme til at behandle folk som sådan…

Vores tids spedalske er måske den store flok af unge eller ældre, der føler sig ensomme? Dem vi går forbi, uden egentlig at tænke over det. Ensomhed er ikke en sygdom, men langt hen ad vejen en følelse i maven hos den enkelte, som forstærkes hver gang vi går forbi, og som for manges vedkommende kan opløses ved at blive set i øjnene af den anden.

Vores tids spedalske er måske den store flok af folk med et eller flere handicap, af den ene eller den anden slags, som folk måske nok vil det bedste, men i virkeligheden kommer til at behandle anderledes og uden grund tænke anderledes om, på grund af handicappet.

Eller måske – ganske højaktuelt for tiden endda – er vores tids spedalske de asylansøgere, der står på tærsklen til Europa og vores land. De er mennesker ligesom du og jeg. De er hverken grimme eller lider af nogen speciel sygdom. De lever af kærlighed til hinanden og har familier ligesom du og jeg, og alligevel kan vi komme til at behandle dem anderledes og se på dem med skeptiske øjne. Hvem er de egentlig? Og hvorfor kommer de og banker på vores dør?

Ja, måske de føler sig isolerede? Måske de føler sig udelukket fra livet, på den ene eller den anden måde? Måske de føler sig ensomme og forladte?

Jeg skal ikke prædike asylkvoter, integrationspolitik eller tage partipolitisk stilling til dette højaktuelle spørgsmål – det ville ikke passe sig fra prædikestolen. Men jeg vil til enhver tid, med kristendommen og dagens evangelium for øje, prædike imod den holdning der hedder: dem og os – urene og rene. Jeg vil til enhver tid prædike imod behandlingen af folk som spedalske og isolerede af samfundet, fordi mit menneskesyn byder det imod og fordi vores fælles evangelium siger noget andet til os.

Det handler om anerkendelse, som jeg nævnte tidligere, og om at se hinanden i øjnene. Jesus går som altid forrest som eksempel, og provokerer dem han møder, til at tænke sig om en ekstra gang. For da han møder de ti, tøver han ikke et sekund med at helbrede dem. Ja, der står helbrede. Men vi ved godt, at det ikke handler om den fysiske helbredelse af spedalskheden, men om en helbredelse fra den isolation og den udelukkelse de har levet i. Helbredelsen består i bund og grund i, at han ser dem. Han anerkender dem, som dem de er!

Vi kan godt anerkende os selv. Vi kan godt tænke om os selv, at vi ikke er spedalske. At vi ikke er isolerede eller udelukkede fra fællesskabet. Men hvis andre ikke tænker det, hvad hjælper det så? Først i det sekund at også andre tænker og fortæller os: ”Ja, du er en del af os”, bliver vi en del af dem. Og det er det, Jesus gør. Han tager imod, lukker porten op, byder folket ind, viser dem en anden vej – måske en genvej – ind til den virkelighed, der er Guds, og som består af kærlighed!

Spørgsmålet til os i dag bliver vel derfor, om vi tør gøre det samme?

De ti spedalske forstod i første omgang ingenting. De reagerede straks på Jesu ord om, at de skulle gå til præsterne. På denne tid var det praksis, at man gik til præsterne for at få anerkendelse. Men der er én der vender om. Der er en, der pludselig forstår, at det ikke længere er nødvendigt med præsternes anerkendelse. For anerkendelsen har allerede fundet sted! Langt væk fra præsteskab og helligfolk modtog samaritaneren jo anerkendelse og blev set i øjnene af Jesus. Den spedalske samaritaner så selv, at han var blevet helbredt, og det er det overraskende ved dagens evangelium.

Anerkendelsen og helbredelsen skete ikke nær præsterne. Den skete ikke nær en kirke eller et tempel, som det ellers også var almindeligt dengang – ja, man mente vel ikke at det kunne forekomme andre steder end i templet? Men her stod de – ikke inde i byen, i de gode og renes fællesskab - men på kanten af byen og blev helbredte!

Om lidt skal vi synge en salme af Hans Anker Jørgensen (DDS 249). Det er egentlig en påskesalme, og handler om, hvordan det er at møde Jesus Kristus, efter han er opstået. Pointen med at synge den i dag er, at vi alle dage, hvis vi tør, kan være den, der møder andre, ligesom Jesus gjorde det, og også være den, der bliver mødt. Mødet er ikke forbundet med et specielt sted, men opstår der hvor det vil, og det opstår lige der, hvor vi ser den spedalske i øjnene; befrier vedkommende fra isolation og fangenskab, og hvor vi anerkender! Mødet og fællesskabet er og kan være overalt, hvor der råbes om hjælp og hvor der råbes på barmhjertighed – der, hvor uvelkomne, hjælpeløse og fornedrede får lov at rejse sig og gå, ligesom samaritaneren.

Jesus viste de ti spedalske, at helbredelsen, barmhjertigheden og kærlighedens rige er lige nu og lige her. For hos Gud er vi altid anerkendte som dem vi er. Velsignede og elsket i hans øjne. Spørgsmålet er, om vi tør vise det samme over for andre?

Amen!