Prædiken til 20. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet 22,1-14
Kan I huske
dengang Birthe Rønn Hornbæk nægtede at svare en journalist på hans spørgsmål? Hun
var dengang minister, og var blevet irettesat af sin statsminister, hvilket
selvfølgelig skabte en del debat. Og i stedet for at sige: ”Det har jeg ingen
kommentarer til” eller lignende afvisninger, sagde hun ikke et ord, men forblev
stum. Hun stod bare og kiggede på ham for rullende kameraer, men uden én eneste
kommentar! Et pinligt øjeblik for Birthe Rønn, mente nogen; genialt, sagde
andre…
Tavshed er i
grunden underlig på den måde, at man somme tider kan sige meget mere med
tavshed end med ord. Ord kan misforstås, fejltolkes, og komme til at fremstå
helt anderledes, end hvad der var hensigten. Og i andre sammenhænge bruger vi
sommetider udtrykket: ”jeg er (løbet) tør for ord”, fordi vi er overraskede,
forbløffede, handlingslammede eller overvældede af en situation – både de
positive og negative – og vi ikke har ord for hvad vi oplever. Og da virker
stilheden stærkere end noget andet.
Jeg tror
ikke Birthe Rønn i situationen var så positivt overrasket over journalisten.
Hun var ikke løbet tør for ord af bare henrykkelse over journalistens
velformulerede og veltilrettelagte spørgsmål. Tværtimod. Hun var irriteret og
stod med et sarkastisk smil på læben. ”Hold op hvor er du dog dum at høre på”
tænkte hun sikkert, og brugte tavsheden til at understrege sin utilfredshed og
sin totale afvisning af journalistens spørgsmål. For sådan kan tavsheden også
bruges: til at afvise det man ser og oplever. Som en protest og et opgør!
Dagens
evangelium præges af en underlig form for tavshed og uvilje på de mærkeligste
steder. Det er næsten en komedie værdig – eller snarer en tragedie – at høre om
kongen, som febrilsk prøver at holde bryllupsfest, men ikke har særlig meget
held med at få gæsterne til at komme. Det glæder vores ører at høre, at Gud, i
skikkelse af en konge, inviterer alle ind til fest, og at han ikke lader sig
kue af, at nogle vender ham ryggen og ikke besvarer hans invitation. ”Kom til
brylluppet!” siger han, ”bryllupsfesten er forberedt!”. Ja, han når
endda ud til bageste række, på vejene blandt gode og onde, og inviterer dem
indenfor. Der er ingen der må gå glip af Herrens fest!
På den ene
side. På den anden side er det også et ubehageligt gudsbillede af en Gud, der
sender sinde hære ud for at dræbe mordere og brænde deres by af. Og det skuer i
særlig grad i væres ører, når vi hører, at Gud inviterer til fest, hvor nogen
smides ud. Hvem er manden? Er det mig? Eller er det verdenshistoriens største
forbryder. Og hvorfor kan Gud ikke rumme en mand uden festtøj? Hvis vi følger
Jesu lignelse, er Himmeriget er åbenbart blevet en fest med en speciel
dresscode og en udsmider. Nogle har for travlt med deres hverdag til at komme,
og andre kommer med til festen på et afbud. Alle er inviteret… og så alligevel
ikke.
Hvem er
denne mand uden festklæder? Mange har gennem tidens løb fortolket ham, som den
der helt oprigtigt ikke var god nok til Himmerigets fest. Som en synder og som
en buk blandt fårene. Og mange dystre prædikener kunne holdes med det formål,
at skitsere fortabelsens mulighed, såfremt man ikke tager imod Guds indbydelse
på ordentlig vis og ikke klæder sig ordentligt på. Men der er noget uldent ved
denne tolkning og begrænsning af Guds imødekommenhed – hvis man spørger mig –
og vi må derfor søge videre i teksten.
Der er noget
med den mand, vi skal have opklaret. Hvorfor er han tavs? Hvad ligger der i
hans tavshed? Det er ikke ligefrem et lykkeligt øjeblik for ham, hvor han i et
følsomt øjeblik mangler ord. Enhver anden ville jo himle op over kongens
behandling af ham. Men selv siger han ikke noget. ”Han tav!”. Og udefra set
kunne han godt ligne et fjols og en stakkel. Hvem er det lige der bliver
indbudt til bryllupsfest, uden at tage ordentligt tøj på? Hvorfor sætter han
sig ikke ind i sagerne og læser de uskrevne koder der stilles til sådan et
arrangement? Spørgsmålet er, om vi kan forsvare denne mand, selvom lignelsen
forkaster ham. Og svaret er selvfølgelig JA!
For i hans
tavshed ligger et opgør og en ultimativ afvisning af det han ser og oplever, og
den verden han selv har været en del af, hvor nogle dræbes, nogle smides ud og
andre bydes indenfor. Hans tavshed er i virkeligheden den samme tavshed, som da
Jesus selv, i forhøret langfredag foran Pilatus, nægter at svare på Pilatus’
spørgsmål og befolkningens beskyldninger imod ham. Den tavse mand er med andre
ord et billede på Jesus!
Han er et
billede på den Gud, der kom til jorden – kom til sit eget rige – men også selv
var nødt til at gøre op med det rige og lade sig selv dø, for at en ny
virkelighed og et nye rige kunne træde frem i lyset. Ja, for at vi alle
sammen i sidste ende kunne blive en del af hans nye virkelighed – af hans
opstandelse, hans liv og hans ånd! For kun hvis alle kunne få del i himmerigets
festligheder, ville Gud selv være med til festen!
Manden, der
kom til bryllup uden festklædninger, er i virkeligheden den der iklæder os med
sine egne klædninger! Og ikke hvilke som helst klædninger, men kærlighedens og nådens
klædninger!
Af Guds nåde alle tråde
spindes til vor helgendragt,
den alene kan forene
ånd og støv i hjertepagt. (DDS 518)
spindes til vor helgendragt,
den alene kan forene
ånd og støv i hjertepagt. (DDS 518)
Sådan sang vi tidligere i gudstjenesten. For af Guds nåde
spindes den nye virkelighed og den nye festklædning – en helgendragt. Og vel at
mærke en nådig festklædning, som det ikke er vores eget ansvar at iklæde os
eller overhovedet har mulighed for at bestemme over, men som skænkes som en
gave.
Ved døbefonten ses det allertydeligst: Her sluttes fred. Her
iklædes vi Kristus. Her får vi del i nåden, gennem et løfte om syndernes
forladelse og et evigt liv. Og her mærker vi, at nåden ikke er noget vi selv
kan hente frem, men at den kommer fra noget andet end os selv. At den gives til
os udefra – fra Gud og af den eller de personer der bærer os i livet. Og da kan
vi træde tilbage. Da kan vi slippe ansvaret for at holde os selv i live, men
holde fast i troen på at vi er elsket og har en værdi – uanset hvordan vi ser
ud!
For i Guds festklædning bliver ingen jagtet eller byer brændt
ned. I Guds festklædning bliver ingen smidt ud uden for en dør. I Guds festklædning
har vi alle adgang til Guds rige – og til den store bryllupsfest!
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar