Prædiken til anden påskedag (II) d. 28. februar i Enghøj Kirke
Johannesevangeliet
20,1-18
Alfred forestiller sig Helium |
”Folk siger,
at jeg kommer op i Himlen (…). De siger, at jeg falder i en dyb søvn. Ligesom
når bjørnene går i vinterhi. Jeg har slet ikke lyst til at sove så længe (…). Jeg
synes, Himlen ser ud som et kedeligt sted.”
Sådan siger
den lille dreng Alfred til rengøringsmanden Enzo, da de møder hinanden i
sygehusets have. Alfred lider af en dødelig sygdom. Der er ikke længere meget
sjovt i hans liv, andet end det luftskib der hænger i loftet på hans stue, som
han kan kigge op på, og et lille legetøjsluftskib han har i hænderne. Enzo kan
godt se, at himlen måske ikke ser ud af særlig meget. ”Der er i hvert fald
rigelig med plads”, siger han, ”men det ser måske lidt ensomt ud...”
Da de to senere
møder hinanden igen inde på Alfreds stue, spørger Enzo ham, om han kender det der
Helium? Alfred spørger, om det er det, der er inde i luftballonerne? ”Ja, det
er noget underligt noget” svarer Enzo, ”Men Helium… det er sin helt egen
verden. Magisk og eventyrlig, så man næsten ikke kan tro sine egne øjne. Alting
føles let og svævende.”. Alfred kender ikke den verden, Enzo taler om. Men
derefter begynder Enzo fortællingen om Helium, som det sted man ender, når man
har sovet den lange søvn, og at der lige inden man falder i søvn, kommer en
stor Helium-Ekspres og henter én derop.
På papiret I
har fået med jer i dag, kan I se, hvordan Alfred sidder på en skorsten og
forestiller sig Helium-verdenen, imens Enzo fortæller om den. Det er fra filmen
Helium. Jeg så filmen forleden dag, og den rørte mig, selvom jeg ellers
ikke er typen, der bliver rørt over en film. Men der er selvfølgelig
undtagelser, og fortællingen var så stærk, at jeg synes, I også skulle høre om
den i dag – hvis I da ikke allerede kender den.
Da man møder
Alfred i filmen, er der ikke meget håb i hans øjne. Legen og livet er taget fra
ham, og himlen –som det sted, vi kommer hen, når vi dør – er jo bare stor og
blå og kedelig for en dreng i hans alder. Men da Enzo træder ind på stuen og
henvender sig til Alfred, sker der noget. Fortællingen om Helium ændrer hele perspektivet
for Alfred. Den fremtid, han går i møde, ændrer sig. Den kedelige himmel blev
pludselig til et legende sted. Med luftballoner og legepladser og sjove huse og
grønne fodboldbaner og mormor og morfar og alt det bedste man kunne forestille
sig, når han nu ikke skulle være her længere. Enzo giver Alfred et håb og en
fortælling om liv.
Nogen gange
kan vi ikke sige det selv. Vi kan ikke altid hanke op i os selv og finde glæden
alene. Der er huller i vores tilværelse, som er dybere end andre. Og hvis vi
har mistet troen, og mørket er mørkere end det plejer, har vi brug for at lyset
er et, der skal komme uden for os selv.
Påsken er så
fantastisk en tid, fordi vinterens mørke netop mødes af forårets lys – og lyset
vinder – både i den skabte natur og i de fortællinger, der knytter sig til
netop denne tid. Ikke mindst påskedags fortælling, som bryder med den sorg og
uro, vi blev fortalt om langfredag, og forkynder en glæde lige der, hvor alt
håb synes tabt. Og i dag – anden påskedag – hører vi så om Maria, der sidder i
mørket. Hun er forladt og alene. Hun står i haven, ved graven, hvor de et par
dage forinden havde gravlagt ham, hun troede på. De korsfæstede ham og lagde
ham i graven, og nu, et par dage efter, har de også flyttet ham, uden hun ved
hvor hen. ”Hvorfor græder du?”, spørger englene. For nogen, og måske Maria, er
det måske et provokerende spørgsmål. Men for englene er det ikke ment som hån,
men en glædelig bemærkning om, at hun da ikke behøver at græde. ”Tør blot
tårerne væk”, kunne de have sagt. Men Maria har endnu ikke set det.
Og hun ser
det heller ikke først, da Jesus stiller det samme spørgsmål. Hun tror, det er
havemanden. Men det skal vise sig at være herfra, at glæden og lyset skal komme
tilbage til hende. For da Jesus kalder på hende, genkender hun ham. Hun mødes
af noget, hun havde mistet alt håb til, da han kalder på hende, og pludselig
forandres hendes verden. Gravens tomhed erstattes af en ny virkeligheds nærvær,
som giver hende livet tilbage. Netop som livet var blevet stort og kedeligt for
Maria, mødes hun af et nyt liv fra en uventet kant, som kan bære den sorg hun
sidder med, ja, som kan løfte hende ud af sorgen og tilbage til glæden.
Jeg tror de
fleste af os kender fornemmelsen. At blive genkendt og at blive set på med
kærlighedens øjne. At få den håndsrækning fra et andet menneske, som trækker én
op af det dyb, man var havnet i. Vi ved ikke altid hvornår den kommer – og
sådan er det bare nogen gange. Der kan gå lang tid i uvishedens og utryghedens
land!
”Hvor ligger
Helium?” spurgte Alfred. ”Derude”, svarede Enzo og pegede ud af vinduet. ”Jeg
vidste at der var et andet sted end himlen!” sagde Alfred, og gjorde derved en
opdagelse midt i mørket. Alfred bliver mødt af en mand, som gav ham en
fortælling – en fortælling med liv i. Og lige meget hvor fantasifuld og magisk
fortællingen end er, og hvor meget nogen måske vil ærgre sig over, at det ikke
netop er Himlen i kristen forstand, som Enzo udfolder for ham, ja, så giver
Enzo ham et håb og en tro, som han kan leve og dø på.
Enzo kommer
senere i filmen i tvivl om, hvad det er, han har gjort med sin fortælling. ”Jeg
fylder ham jo egentlig bare med en masse løgn”, siger Enzo til en
sygeplejerske. ”Nej, det er ikke sandt.” svarer hun. ”Du fylder ham med en
masse håb!”
Opstandelse
er både i den mand, Maria møder i haven og som kalder på hende; og samtidig er
opstandelsen også en glæde, en tro og et håb, vi giver til hinanden, hvordan det
end måtte tage sig ud. En fortælling som på forunderlig vis giver os livet
tilbage og viser vej igennem et utrygt land!
Mange gange
i kristendommens historie, har der været sået tvivl om opstandelsen, som vi
hører om den i evangelierne. Det er på en måde blevet opstandelsens levebrød,
at være omgærdet af stor mystik, uvished og undren. Vi ved ingenting. Der står
meget lidt. Og alligevel fejrer vi den hvert år med fest og stor opstandelse! Og
hvorfor? Måske fordi vi alligevel finder det værdifuldt at minde hinanden om,
at mørket ikke skal sejre? Måske fordi vi kender fornemmelsen af forår og ved,
at der på den anden side af vinter og frost, venter mildhed, varme og liv?
Måske fordi vi ikke kan holde andet ud, end at tro på det bedste i livet, i
hinanden og om vores skaber?
”Jeg har set
Herren” siger Maria til disciplene. Dette er glæden for hende, som hun bliver
nødt til at give videre til disciplene, hvor meget hun end måtte tvivle eller
forstå noget af det. For det gav hende glæde. Det gav hende livet tilbage.
Virkeligt liv!
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar