At begynde et andet sted

Prædiken til anden søndag i fasten (II) d. 21. februar i Enghøj Kirke

Markusevangeliet 9,14-29

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der af og til oplever, at det med at begynde på noget nyt, kan være svært. Vi har en del velmenende og sympatiske talemåder, som vi straks giver videre til hinanden, hvis vi fornemmer en svær begyndelse. ”Al begyndelse er svær”, siger vi. Eller: ”Når man først er i gang, går det hele meget lettere…”. Eller: ”Den første er altid den sværeste…”. Og sådan kunne man blive ved om begyndelsens svære kunst. Derfor kan man også af og til blive nødt til, at begynde et andet sted end ved begyndelsen. Måske begynde midt i eller ved slutningen, selvom det selvfølgelig også kan være problematisk i visse sammenhænge! Men måske der dukker noget nyt og overraskende op i den omvendte verden?

I dag vil jeg begynde med slutningen af evangeliefortællingen, og med det sidste, Jesus siger til disciplene. Disciplene spørger, hvorfor de ikke kan helbrede drengen, hvortil Jesus svarer: ”Den slags kan kun uddrives ved bøn”.

Sætningen om uddrivelse ved bøn har undret mig i hele den forgangne uge. Hvad mener Jesus, når han siger ”den slags” og hvad tænker han på, når han nævner bønnen? Bønnen og dens stille væsen står i skærende kontrast til den fortælling vi har hørt: En dreng er besat af en ond ånd. Den river og slider i ham, og har gjort det i hele hans liv. Og om drengens desperate far: han har gjort alt hvad han kan; kastet ham i både ild og vand, for at gøre det af med ånden, men lige lidt har det hjulpet. ”Den slags” siger Jesus da til disciplene ”kan kun uddrives ved bøn”.

Det de har gjort indtil videre, har ikke hjulpet. Det de har gjort, har ikke været den rigtige tilgang til problemet og til at løsne drengen fra det onde. Der må noget andet til. De må begynde et andet sted.

De første kristne vidste godt, at bønnen var betydningsfuld og en vigtig del af deres religiøse liv – ligesom forskning i dag også viser, at bøn også vinder ind hos flere og flere, i søgningen efter det spirituelle. Men for nogle af dem, som var med til at definere kristendommen som religion, var det også tydeligt, at bøn i kristendommen var anderledes, end det de så i andre religioner. I andre religioner handlede bøn om aftaler mellem mennesker og Gud eller flere guder. Når man bad Gud om noget, forventede man noget af ham, men til gengæld forventede Gud også noget af den, der bad. Der opstod en gensidig forpligtelse Gud og mennesker imellem og et noget-for-noget-forhold, som på mange måder skabte et usundt forhold.

Men de kristne tænkte og forstod bønnen anderledes. Bøn handlede ikke om forventninger og forpligtelser, men om at have en relation til Gud. Bønnen handlede ikke om at folk kunne forvente noget konkret, hvis man som de andre bad om held i kærlighed eller om materiel velstand. Det handlede i stedet om, at man i bønnen skabte en relation til Gud og derigennem fik identitet, og om opbyggelse af tro og kærlighed. Og lønnen lå alene i bønnen. Alene det at prøve at tilnærme sig Gud i bøn og skabe en relation, ansås som en større løn, end hvad det materielle kunne byde på.

Det der var på færde for de første kristne, kender vi også fra vores egen tid og virkelighed. Det handler om, at vi aldrig kan undslippe os fra, at være en del af en større sammenhæng. Ja, at vi helt konkret bliver til, i mødet mellem vores forældre, og at vi livet igennem også bliver til som mennesker, i mødet med andre. De fleste af os har sikkert oplevet at møde et menneske, vi synes var særlig klog eller ligefrem vis, og hvor vi efter mødet følte, at vi var blevet beriget af det menneske, alene ved at møde det. At vi følte, at vi vandt noget – blev givet en gave – alene i mødet. Og det er det samme, de første kristne tænkte om bønnen og derigennem i mødet med Gud. Vi bliver dem vi er, får identitet, skaber os selv og noget nyt, i mødet med andre og i mødet med Gud. (Tanker af teolog og ph.d. Maria Munkholt i ”Bøn giver identitet”)

Måske denne tankegang står lidt i kontrast til visse tendenser i vores tid? Det er oppe i tiden at se på os selv og være vores egen lykkes smed – selv der, hvor vi føler os grebet af det onde og ikke kan finde vej igennem mørket.

Vi siger både i positive og negative sammenhænge, at vi ”jo altid kan begynde med at se på os selv”. Men er det det, vi skal? En efterhånden godt kendt psykologiprofessor – Svend Brinkmann – har peget på samme tendens og siger slet og ret NEJ! Vi skal ikke se på os selv. Vi skal lade være med at lytte til vores mavefornemmelse. Og vi skal lade være med at dvæle ved os selv. Og dette er selvfølgelig sat på spidsen.

Men jeg tror, der er et gran af sandhed i Brinkmanns ord. Jeg tror det er rigtigt, når han siger, at vi ikke kan redde os selv ved at kigge indad. Jeg tror det er rigtigt, at den onde ånd i drengen ikke kan uddrives ved, at han bliver kastet gennem ild og vand. Og jeg tror det er rigtigt, at vi ikke altid kan løse problemerne selv, ved at kigge indad og lytte til maven, når vi selv oplever os fanget af det onde, eller oplever at vi i særlig grad bliver udfordret på vores liv.

Vi er gjort af noget større. Vi er skabt til at tro – ikke kun på os selv, men også på hinanden og på Gud. Og den slags, som Jesus vil have uddrevet ved bøn i os og i drengen, er vantroen. ”Den slags” handler ikke om sygdommen eller døden. Det gør det måske for disciplene og for drengens far. Men i påskens og evighedens perspektiv, er døden overvundet, og derfor ikke interessant i denne sammenhæng. Nej, det interessante er vantroen, som vores største udfordring og som det, der skal fordrives. Faderens tvivl og vantro, som eksempel, æder troen og håbet op i ham, så han til sidst ikke ved, om han tror eller ikke tror, at Jesus kan hjælpe hans søn. Og det er det, der er udfordringen!

Men vil vi ikke alle sammen til tider tvivle, kunne man spørge? Er det ikke netop en del af os – at troen og tvivlen ligger og kuer op ad hinanden inden i os, og at der derfor også er uroligheder i os og iblandt os?

Jo! Så meget desto mere er der grund til at minde hinanden om, at prøve at se væk fra os selv. Så meget desto mere er der behov for, at prøve at begynde et andet sted, end i vores egen midte; at vi begynder hos den anden og hos Gud, når uroen rammer os, og derigennem søge nærværet, troen og kærligheden til at opbygge det, der er gået i stykker, eller til at styrke os selv til at sige fra over for tvivlen, uroen, det onde og det, der plager os.

Det kan være svært at få begyndt rigtigt – både at begynde på noget nyt, men også at begynde forfra, og komme af med det, der har plaget én. Dagens evangelium og den fastetid, vi er midt i, fortæller os, at vi i stedet for at begynde hos os selv, skal begynde der, hvor det hele begyndte; at vi skal begynde hos Gud, og i ham lade hjertet, troen og os selv finde hvile.

Amen!