Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis d. 16. oktober 2016 i Enghøj Kirke
Lukasevangeliet
13,1-9
For nogle uger siden var jeg i København
for at besøge lidt familie. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, helt OK til at
finde rundt i landet – også i København – men jeg havde alligevel sat min GPS
til for en sikkerheds skyld, da jeg kørte rundt inde i byen.
Men bedst som jeg satte min lid til GPSen
og dens kunnen, gik det galt. Hvad der skulle have været en let og hurtig tur
fra A til B, gik galt ikke bare én eller to gange men fire gange! Jeg måtte
igen og igen og igen og igen køre forbi veje, som var ensrettede i den forkerte
retning, men som GPSen mente, jeg skulle kunne dreje ned af. Helt ærligt! Hvad
skal man bruge en GPS til, når den ikke kender vejene?!
Måske han har glemt at opdatere sin GPS,
tænker I måske? Måske han har indstillet GPSen til ”langsom-og-hyggelig-ruten”
i stedet for ”hurtigste-rute”? Men nej! Den var faktisk helt opdateret og
rigtigt indstillet. Og da jeg endelig langt om længe, ad en temmelig stor omvej
kom frem, var jeg blevet lidt muggen!
Nå. Men selvom jeg ikke kom nemt og
hurtigt fra A til B, så kom jeg dog alligevel frem. Og det er også det, jeg vil
frem til med min lille fortælling. Turen stoppede ikke, selvom det ikke var let
at komme frem. For GPSen har dog, til trods for dens store mangel på viden om
Københavns gader, en herlig funktion der slår til, når man ikke gør, som den
vil. For så lyder ordene: ”Beregner ny rute”!
Er det ikke herligt? ”Beregner ny rute!”.
Sådan en stemme og funktion ønsker jeg mig i julegave til brug i livet; som en
guide. Overvej lige værdien af denne funktion, de gange vi er lige ved at gå
ned af forkerte veje eller faktisk kommer galt afsted. At der var en stemme,
som fortalte os, hvad vi i stedet skulle gøre; rettede os ind og fandt en ny,
og måske også bedre, rute for os at gå i livet?
Det sker jo for os en gang i mellem. Vi
går af og til forkert. Vi havner somme tider i en blindgyde uden muligheder. Vi
gør af og til dumme ting over for os selv og dem, vi holder af, som vi senere
fortryder. Vi havner somme tider i et dybt og uoverskueligt hul, f.eks. i en
livskrise, stress eller sorg, og kan have det, som om et tårn vælter ned over
os og fuldstændig tager livet fra os.
Det var det billede Jesus brugte i
evangeliet; af tårnet i Siloa der væltede ned over de atten, der stod ved siden
af. Men pointen med det lille billede var ikke, at de atten havde fortjent, at
få et tårn af problemer og dødelighed i hovedet. Men at de, som det bare nogen
gange sker, stod på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og blev ramt af
en ulykke. Tilfældigt.
Tårnet, der vælter ned over en flok
uskyldige, tror jeg mange af os kender fra vores liv og hverdag. Det er
billedet af uretfærdig ulykke og modgang, der rammer som et lyn fra en lar
himmel. Og når vi møder modgang, særligt ved hård sygdom, begynder vi nogen
gange at spørge os selv, om vi kunne have gjort noget anderledes, så det ikke
var endt sådan? Kunne man have levet på en anden måde? Kunne man have sagt og
gjort andre ting, og den vej igennem have undgået en diagnose? Er det – med
andre ord – en form for straf der rammer mig?
Men som Jesus fortæller med billedet –
ja, som kristendommen og evangeliet igen og igen provokerende fortæller os – så
er der ikke nogen særlig straf for at være skyldig. Men der er heler ikke nogen
særlig belønning for at være uskyldig. Gud sender ikke sol over gode og regn
over onde. Nej, solen skinner og regnen regner på såvel gode som onde.
Hvad han og evangeliet derimod gør, er,
som GPSen somme tider også gør, at give os et håb: Han beder os lave en U-vending, der hvor vi
kan. At vende om. Han beder os om at tage det liv på os, som vi er blevet
givet, og leve det på en ny måde, hvis den måde, vi er i gang med, ikke
fungerer eller ikke kaster godt liv fra sig. Lignelsen om figentræet er en
fortælling om, at livet skal leves på en frugtbar måde. At vi skal tage livet
på os!
For som vi hørte i fortællingen, var træet
ikke rigtig noget værd, da det ikke satte frugter. Hvad kunne havens Herre
bruge træet til, når det ikke satte figner? Ikke meget! Han var klar til at
fælde det, og bruge jorden på noget andet.
Og evangeliet til i dag – til os der
sidder her i kirken – beder os stille det samme spørgsmål! Hvis det er os, der
er figentræet, der ikke sætter frugt, må vi spørge os selv og hinanden, hvad vi
kan gøre, for at ændre det! Hvordan kan vi leve vores liv bedst muligt for os
selv og for hinanden? Kan vi gøde jorden, lue ud i ukrudtet omkring os, og
skabe plads og de rette betingelser for, at det gode og det vi egentlig vil,
kan vokse frem? I må selv tænke på, hvad det kan være i jeres liv…
Når vi laver en U-vending med bilen, er
det fordi vi enten ikke kan komme videre, eller fordi vi har opdaget, at den
vej vi er på vej ud af, ikke er den rigtige, og at vi derfor er nødt til at
vende om.
Det samme skal vi nogen gange minde os om
i livet. Og Gud fortæller det lige ud: Omvend jer! Omvendelse betyder at vi på
hæl og sjæl drejer om og følger den vej, Gud giver os gennem Ordet og evangeliet.
Omvendelse betyder, at vi tager livets mulighed seriøst og tager det på vores
skuldre. Omvendelse vil sige, at vi vender vrangen ud på vores hjerter, for at kunne
leve og elske helt igennem!
Men der hvor det, som tidligere nævnt,
går galt i vores levede liv; der hvor vi møder modstand og udfordringer, som vi
selv og andre kan være skyld i, da får vi også en chance mere fra Gud.
I lignelsen er det gartneren eller Jesus,
der kender figentræets egenskaber, fordi han på mange måder selv er som et
figentræ. Og han beder sin Herre – beder Gud – om, at give det en chance mere.
Og det får figentræet! Det er det der på teologisk-dansk kaldes nåde.
Nåde er, som Johannes Møllehave skriver i en salme: ”Nåden er et ord fra Gud,
over alle dage. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage”.
Gud er en nådig og retfærdig Gud. Han
skænker det samme liv og de samme livsmuligheder til os alle sammen. Han lader
solen skinne og regnen regne over os alle sammen. Han puffer til os, giver os
styrke og mod til at tage livets opgave på os. Men der hvor vi rammer en mur.
Der hvor vi når til ”point of no return”, der er han også som GPS’ens stemme,
der nådigt fortæller os, at det ikke er slut her. Der er en ny rute at gå.
Til forskel fra GPSen, som øjeblikkeligt
går i gang med at ”beregne ny rute”, og ret hurtigt kommer med nye forslag, vi
kan køre efter, så lader Gud det være op til os, at finde tilbage til en ny
rute og et nyt liv. Han fortæller os gennem sin Søn, gennem Ordet og
evangeliet, at ruten er der – og det er nåden – men han fortæller ikke hvor vi
rammer den, og hvordan den vil bugte sig for os. Til det må i bruge vores
medleven i denne verden. Vi må bruge vores fantasi og vores fornemmelser for
livet.
Og det er vores opgave. Det er livets
opgave at finde den vej, der tager livet alvorligt og får det til at sætte
figner og hjerteskud.
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar