En uventet glæde

Prædiken til juleaften 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 2,1-14

Det var en tidlig morgen på én af Washingtons travleste banegårde. Udenfor var det frostklart vintervejr med en kølig vind. Folk var pakket godt ind uldfrakker og halstørklæder. Ikke som den danske vinter vi har for tiden, hvor vi nærmest må løsne halstørklædet lidt. Folkene hastede rundt denne morgen – luften var tyk af travlhed.

En mand iført lidt slidt tøj og basketballkasket fandt sin violin frem midt på banegården og begyndte at spille. Han lagde sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der måske var nogen, der kunne lide musikken.

Og inden længe strømmede den smukkeste musik ud i travlheden. Han fortolkede nogle af de store klassikere, mens tusinder gik forbi ham i den travle morgenstund. Men i de 45 minutter det varede, var der dog kun få, der havde smidt en mønt i violinkassen, og få havde haft tid til at stoppe op og lytte. Denne morgen havde folk for travlt til at høre skønheden. En enkelt voksen og et par børn lagde måske mærke til ham, men langt de fleste var ligeglade eller for travle, eller måske ligefrem irriterede over endnu en forstyrrende gademusikant. Ingen lagde mærke til, at der for øjnene af dem blev fremført verdens smukkeste violinmusik, og ingen lagde mærke til, da han stoppede igen.

Og hvad heller ingen bemærkede var, at manden med baseballkasketten var den verdensberømte violinist Joshua Bell. Ham, der ellers var vant til at spille for fulde sale og for skyhøje billetpriser, kun få kan være med på; og ham, hvis violin kostede i nærheden af svimlende 20. millioner: Det var ham, der lige pludselig stod en morgen, og spillede for alle, der gik forbi. En verdensstjerne fra de største scener, lige midt i morgentrafikken!

Jeg tror de fleste af os kender gademusikanterne. Vi er stødt på dem mange gange. Og jeg vil hævde, at I – ligesom jeg selv – langt de fleste gange går forbi dem af forskellige årsager. Nogen gange lyder det okay, men vi har ikke tid til at stoppe op og lytte. Nogen gange lægger vi ikke rigtig mærke til dem i mylderet. Og andre bliver opmærksomheden til irritation. Der går man – i raskt trav ned gennem gaden – og pludselig stopper det hele til i mylderet, fordi en eller anden gør krav på halvdelen af gågaden og overdøver enhver tanke.

Det får mig til at overveje, hvad der er noget værd at stoppe op for? Hvad er egentlig værd at skænke en tanke, stoppe op og give sig hen til, eller måske ligefrem engagere sig i? Gademusikanter i trafikken? Måske. Det kan virke uvigtigt i sammenligning med så meget andet. Som for eksempel urolighederne i Aleppo eller angrebet i Berlin i denne uge. Meget kan synes uvigtigt i forhold til de nyheder, vi har lagt ører og øjne til, som i særlig grad kalder på både tanke, bøn og på velgørende bidrag, hvis muligheden byder sig.

Men hvad så med barnet i krybben? Den himmelske, enbårne søn i stalden. Er der grund til at stoppe ved ham og give denne fortælling lidt plads og tanker? Ja. I særlig grad og af flere grunde!

For i denne tid – her midt i vinteren – bliver vi fortalt, at der på trods af kulde og mørke, stress og jag, krig og ufred, findes et håb i det små. Det lille barn i stalden var ikke et tilfældigt barn, men det barn, som Gud valgte at vise sig i for os alle sammen – midt i mylderet! Når Gud er en gud, vi kan tro på, håbe på og have tillid til, er det fordi han viste sig for os i barnet i krybben, juleaften. Gud blev som én af os, ved at komme til denne verden, og ved at dele livets glæder og sorger med os, men også ændre livets perspektiver for øjnene af os. Vores Gud er en gud, der vil være med os i livet og i døden og alt derimellem!

Og når vi i aften skal stoppe op og lytte til fortællingen om barnet i krybben, er det fordi, det er fortællingen om håbet i det små – om det største i det mindste – som en gave midt i mørket! Det er fortællingen om en evig insisteren på lys i mørket. En insisteren på skønhed i det der synes uskønt. En insisteren på fred i en ufredelig tid. En insisteren på ro i fortravlet verden.

Julen er en glædelig påmindelse til det menneske, som af den ene eller den anden grund står i mørket. Den som har forvildet sig selv ind i overhalingsbanen og pessimistiske verdensanskuelser. Det er en påmindelse om at der midt i det hele må og skal være plads til et håb og en glæde, som uventet kan komme til os, og give os modet og troen tilbage igen, hvis vi skulle have glemt det eller tabt det et sted på livets vej.

Når vi fejrer jul, fejrer vi et håb, der fødes midt iblandt os, og som skal følge os og bære os gennem vintermørket. Og derfor skal vi stoppe op netop her ved julens fortælling!

Barnet i krybben var på mange måder undseelig i mørket, ligesom Joshua Bells violinspil var uhørlig i morgenmylderet – på trods af begges skønhed. Gad vide hvad der var sket, hvis hyrderne ikke havde hørt eller ikke havde lyttet til englenes bud om, at følge stjernen hen til barnet? Ligesom folk ikke hørte Joshua Bells violinspil.

Hvad var der egentlig sket, hvis hyrderne bare var gået forbi stalden eller gået forbi englen, midt i deres nattearbejde med at passe alle fårene? Måske nogen andre var kommet forbi stalden, og bagefter var begyndt at sprede nyheden. Eller måske der slet ingen havde været til at fortælle historien videre.

Vi ved det ikke. Men vi kan overveje, hvad det ville betyde i vores eget liv og for hinanden, hvis vi holdt helt op med at stoppe op og holdt op med at tro på miraklet – hvis vi holdt op med at tro på, at det største kan ske i det små, og hvis vi holdt op med at tro på det spinkle håb for hinanden og for verden.

Jeg tør ikke lade være med at tro på det gode. Jeg vil tro og håbe på, at livet og verden stadigvæk kan overraske. Jeg vil have lov at tro på det gode, midt i det allerondeste selv. Jeg vil have lov til at tro på tillid og ægte fred og forsoning – også selvom jeg igen og igen bliver konfronteret med det modsatte. Jeg vil have lov til at holde fast i en modfortælling. Jeg vil have lov til at stoppe op ved stalden; se på den og lytte med forundring til de ord, som englene synger om. Jeg vil se på stalden, i stedet for at gå forbi den, og lade staldens lys være fortællingen i mit liv, og for alt i verden også forsøge at gøre fortællingen til et lys og et håb for andre.

Og julen er her, for at holde os alle fast i den tro og overbevisning. Det er det, julen byder os at tro på: at den glædelige begivenhed, som en gang forstyrrede verdenshistoriens morgenmylder med en overraskende nyhed, og som også i dag og alle dage må forstyrre vores liv, lige pludseligt og uventet, og bringe håbet med sig! At den må "lade os gå med stille sind / som hyrderne til barnet ind / med glædestårer at takke Gud / for barmhjertighed og nådebud! (DDS 94,3)

Glædelig jul!

Amen!