Fortællingernes virkelighed

Prædiken til anden juledag (1) d. 26. december 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 23,34-39

Hvis en fortælling skal være rigtig god, så skal den fange os. Den skal sige noget vigtigt, som vi føler er vedkommende for os. Ja, den skal ikke bare sige noget vigtigt; den skal kunne gribe os og få os til at føle, at vi har plads i fortællingen, og at fortællingens virkelighed kan spejle vores egen, så det i virkeligheden handler om os.

Det er det, der sker, når vi f.eks. bliver opslugt af en god roman, en krimi eller en gyser. Det er det, der sker, hvis man midt i det allermest intense og spændingsfylde øjeblik, får lyst til at lukke bogen og smide den i fryseren, fordi det hele bliver lidt for uhyggeligt, og man pludselig hører mærkelige lyde omkring én, og man har brug for at få det hele på afstand og lagt på køl. Fornemmelsen af at blive grebet af en fortælling kan være så omfattende, at den griber ind i vores liv, og grænserne mellem det fiktive og det reelle ophæves.

Der er folk, der har stået på en banegård og tænkt: ”Hvis jeg nu løber rigtig hurtigt ind i den væg, kan det være den åbner sig for mig, og jeg ender på Perron 9¾”, ligesom de gør i Harry Potter bøgerne. Der er også folk der rejser til New Zealand for at se stedet, hvor slaget om Ringenes Herre fandt sted – også selvom det hele bare er fiktion, og New Zealand bare lagde sted til filmatiseringen af fortællingen.

En god fortælling kan ramme os, og gribe ind i vores liv og verden – både i overført og helt konkret betydning.

Og sådan skulle det også gerne være med de fortællinger, vi møder her i kirken. Vi behøver ikke at rejse til Israel og Palæstina, for at gå på opdagelse i ruinerne af Jesu tidsalder. Vi behøver ikke gå og tro, at vi kan få børn ved Helligåndens hjælp, eller tro at vi da også kan gå igennem en dør, selvom den er lukket. Men fortællingerne skulle gerne røre os, bevæge os og følge med os, når vi går ud fra kirken igen.

Spørgsmålet er, hvordan denne indlevelse kommer i spil i forhold til de fortællinger, vi har hørt i dag. Man kan undre sig over, hvad dagens evangelium egentlig laver her midt i julen. Vi har lige fejret Guds komme til verden, og i hele adventstiden har glæden og forventningerne været fortegn for fortællingerne. Men nu afbrydes det hele af fortællingen om martyren Stefanus i Apostlens Gerninger, der stenes på grund af sin tro. Og af Jesus i evangeliet, som taler om forfølgelse, blodig retfærdighed, og at det alt sammen vil komme over denne slægt.

Stefanus fra Apostlens Gerninger, som også har lagt navn til dagen i dag, Skt. Stefans dag, er fortællingen om en af de kristnes første martyrer. Han var én af de første, der kom til tro på Kristus; som levede for sin tro, og som i sidste ende også ente med at dø for den. Det er en barsk fortælling, om tro og tvivl, om had og hævn. Hans tro og overbevisning havde en konsekvens for ham.

Og hvad vil Stefanus en dag som i dag? Fortællingen om ham virker som et fremmedlegeme midt i en sød tid, der gerne skulle vare, hvis ikke til påske, så i hvert fald til Helligtrekonger søndag. Men netop fordi teksten kan virke som et fremmedlegeme i julens sammenhæng, kan den også være med til at pege på noget centralt ved julens budskab; nemlig at det der sker i julen, også skal blive en del af os! Fortællingen om Stefanus og Jesus’ ophidsede tale vil gøre os opmærksom på, at de smukke tekster til juleaften og første juledag ikke bare er smuk og indtagende litteratur, men at de siger noget, der også vedrører os og vores virkelighed. 

Fortællingerne vil rive tæppet væk under den umiddelbare juleglæde og minde os om, at juleglæde er andet og mere end familiehygge med pebernødder, andesteg og gaver. Juleglæde er også en glæde, man kan tage med sig, også når højtiden er forbi. Og juleglæden er også at turde glæde sig, når man synes, at alt og alle vender sig imod én.

Stefanus bliver forfulgt for sin tro. Alle har vendt sig imod ham. Og vi kan, hvis vi skal lytte til Jesus, åbenbart heller ikke selv lade være med at gøre det samme, selvom vi godt ved, hvor ubehageligt det er. Forfølgelser hører med til livet – både i passiv og aktiv forstand. Når vi er i live og vi tror på noget, stiller vi os unægtelig også i en udsat position for forfølgelse af det, vi tror på, og vi forfølger andre af samme grund. Det kan handle om din personlige tro, eller f.eks. dine politiske overbevisninger, som kan møde modstand.

Julen har på den måde en konsekvens, som vi hører om i dag med Stefanus som billede på det. Rent ud sagt så koster det noget, at tro på noget – på godt og ondt – og at lade juleglæden blive en del af én selv. Det koster ikke noget over for Gud, for vi må tro på, at han er ved vores side. Men Stefanus er et billede på, at det kan være hårdt, at tro på noget. At det ikke er let, men derimod kan kræve alt af os, at kæmpe for det, vi tror på.

Forfølgelse er et stærkt ord, og man kunne kritisk spørge til, om det virkelig finder sted. Er der nogen der i dag bliver forfulgt på grund af deres tro? Ja! Fortiden er fuld af grusomme forfølgelser af religiøse og politiske grupperinger, og nutiden ligeså. Der er folk der flygter over grænserne. Der er folk der flygter, fordi de er bange, og fordi andre forsøger at tvinge deres tro ned over dom; folk der ikke tror på det, de møder i deres hjemland, eller det som deres hjemland har udviklet sig til, og derfor søger andre steder hen. Der er forfølgelser overalt i verden i større eller mindre grad.

Herhjemme kan forfølgelsen have en mildere grad. Der er f.eks. politikere som gerne ser, at troen og folkekirken fylder mindre i det offentlige rum og i de statslige ydelser. Så sent som i sidste uge læste jeg en artikel om en medarbejder på et sygehus, som til daglig bærer et kors, og som føler sig udfordret af en politisk debat i regionsrådet om, at sygehuse skal være et ”frirum, hvor patienterne ikke kan risikere at møde religiøse eller politiske eller ideologiske symboler.”. Jeg vil ikke tage stilling til den konkrete sag, men blot gøre opmærksom på, at der findes forfølgelse i større eller mindre grad af folk, der synligt i deres hverdag viser, hvad de tror på og står frem med det.

At tro på noget, kan gøre ondt og det kan være svært. Det tror jeg, vi alle sammen kender. Men julens glæde og budskab er også, midt i disse forfølgelser, at vi har set og hørt, at Gud er kommet til os. Gud har sendt sig selv til os, for at være hos os. Og den tro, vi skal tage med os: At Gud er med os, der hvor vi er, i de forfølgelser vi bliver ramt af, når vi stiller os frem, og også når vi selv i dumhedens lys forfølger andre.

”Lad dig ikke skræmme af dem” siger Jeremias fra det gamle testamente til os,  nærmest trøstende, oven på den barske virkelighed, der er mødt os i dag, og den dystre fortælling om Stefanus martyrdød. ”De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren.”

Jeremias vil bringe os det afgørende budskab om Gud, som vi skal tage med os i dag: nemlig tilliden til, at Gud er med os. Det er den tro, som skal virke i vores liv, mere end noget andet. Gud har slået følge med os, og vi må tro på, at det også har barmhjertige konsekvenser, som kan følge os livet igennem!

Amen!