På tærsklen til Guds hus

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger d. 13. januar 2019.

Lukasevangeliet 2,41-52. Salmer: 392 – 448 – 411 – 860 – 427 – 101.

”At stå ved døren til Guds hus er bedre end at bo i de ugudeliges telte” Sådan sagde salmisten fra Det gamle testamente. For ham var der ingen tvivl om, at det var bedst at være i Guds hus. Det er et vidunderligt sted og man bliver lykkelig af at bo der, skriver han. Ja, selv vejen dertil bliver man lykkelig og stærk af at gå. Men kan du ikke være der hele tiden, eller er der noget i dig, der hindrer dig i at træde indenfor, så er det dog bedre at stå på dørtærsklen – lige på kanten – end helt at blive væk.

Salmisten berører en udfordring, der også findes i dag. Spørgsmålet om at træde indenfor døren. At turde give sig hen til det religiøse. At vove sig indenfor i kirkens og Guds rum. At lade sig tiltale af det, der er større end én selv. For nogen er det en naturlighed og en fundamental del af livet. For andre er det forbundet med en vis usikkerhed. Og for andre igen noget, man aktivt holder sig langt fra. 

Et faldende dåbstal i folkekirken kunne måske være tegn på det. At tærsklen ind til kirkens rum – eller troens rum – måske er for høj? Eller også vidner det om, at vi ikke ved, hvad vi skal bruge rummet og troen til i vores liv – hvad den så at sige gavner os her i år 2019?

Måske er det med kirkens og troens rum, som med så meget andet. Den skal bruges og holdes aktiv, hvis den skal give noget fra sig. Det er som en muskel i vores krop, der skal trænes, men som man også skal have øje for og vide, er der…

Jeg talte på et tidspunkt med én, som gik hos en fysioterapeut. Hun skulle lære sin krop bedre at kende, og have løsnet lidt op i led og muskler. Besøgene var dog ret udfordrende. Gang på gang bad terapeuten hende om at lave bevægelser med muskler, hun ikke anede, hun havde i kroppen. Men når terapeuten så trykkede det ene sted på kroppen, kunne hun pludselig bevæge en – i gåseøjne – ny muskel et andet sted. 

Og værre blev det derhjemme. Udfordringerne fortsatte på ny, når hun skulle lave de øvelser, hun havde fået med hjem. For da kunne hun igen ikke finde de muskler, terapeuten havde trykket på. Hun manglede træning i at kende sin krop. Terapeuten vidste, hvor musklerne sad, men hun havde selv svært ved at mærke efter og finde dem. 

På samme måde er det måske med kirken og troen? At den skal aktiveres og holdes i gang, førend vi ved, den er der. At vi skal bruge den aktivt – eller i det mindste holde os på dørtærsklen og i nærheden. Og når vi så står på dørtærsklen, skal vi også nogle gange have andre til at lede på vej – til at åbne helt op og byde indenfor, og trykke de steder, hvor troen og Gud sidder. Men det kan tage tid. Det kan kræve meget af os at begive os ind på den vej. Måske kan det tage hele livet at forstå, hvad troen egentlig er…

Da Maria og Josef havde fået Jesus, åbnede verden sig på en ny måde for dem, og de stod – uden rigtig at vide det – på tærsklen til en ny tid og ny forståelse af troen. Maria vidste i sit hjerte, at hun havde født Guds søn. Men hvad det ellers betød, vidste hun og Josef ikke – og heller ikke byens folk. Det vidner dagens evangelie om. Her hører vi om den tolvårige Jesus, der gemmer sig for sine forældre; som sniger sig ind over dørtærsklen til templet og ind i troens rum hos de lærde og skriftkloge, og taler med stor indsigt og ny visdom.

Men da han sidder der, den lille dreng, aktiverer han og åbner op for en helt ny verden og et helt nyt perspektiv for dem, der sidder omkring ham, og for os i dag. Nemlig at han var Guds søn. Da han blev født, skete der det meget markante, at Gud brød gennem muren ind til os. Gud bestemte sig for at gøre sig selv synlig på jorden som et menneske i Jesus. At lade sig kende og forstå i menneskelig facon – ja, at overlade det til et menneske at forklare og udlægge, hvem han var og er. 

Det er det overraskende ved julen. Gud overskrider tærsklen ind til os og forkynder derved, at Guds rige nu er her på jorden. Med Jesus Kristus forkynder Gud, at der er dybde og storhed i livet her på jord, fordi Gud er lige her hos, og at det er livet her på jord, der gælder. Lige her er der nærhed og storhed og dybde!

Og det skal vi så turde at få øje på og holde os i nærheden af. Måske er pointen, denne 1. søndag efter Helligtrekonger, at når Gud turde overskride grænsen til os, skal vi måske også turde overskride grænsen ind til ham, og på ny prøve at forstå, hvem han er og hvad han vil os. Vi skal holde os til ham – turde pakke vores ugudelige telte ned, og stille os op ved dørtærsklen til hans hus, og turde være lige der. Turde opleve, hvad der nu er på færde imellem Gud og os…

Og et af de steder, vi kan gøre det, er rent faktisk ved at overtræde dørtærsklen til dette hus, til det rum, vi er i nu, til kirken. Vi kan sagtens opleve, at Guds kærlighed, nærvær og tilgivelse melder sig en helt almindelig hverdag, lige midt i oprydningen. Men vi kan også glemme det. Og nogle gange er vi nødt til at opsøge det i dette rum, hvor Guds Ord lyder, hvor der tales direkte til os, og hvor Gud på ny kan snige sig ind på os og åbne verden og nye perspektiver for os.

Iben Krogsdal skriver det rammende, i den salme, vi skal synge om lidt:

Vi lyser op i kirken
 et sted hvor Ånden bruser os i blodet
 hvor ingen af os selv er ledetråden
 hvor dagligdagen bunder
 i verdens største under
 og alle lyser lige smukt i gåden.

Vi bliver små i kirken

 et sted der åbner kroppen for det dybe
 hvor ingen af os råder over svaret
 hvor ingen sandhed brænder
 som magt i vores hænder
 fordi den aldrig helt er åbenbaret.

I kirkens rum er der plads til at være. Helt grundlæggende. I kirken bliver vi mødt og set af Gud, og her kan relationen skabes på ny, hvis vi skulle have glemt den. Når vi er i kirken, er vi et sted, der kan rumme alle vores følelser – inklusive den forvirring og uvished, vi nogle gange står med, og som holder os faste i de ugudeliges telte. Kirken er netop et rum, hvor ledetråden ikke er os selv, og hvor vi ikke altid råder over svaret, men hvor vi kan være sammen om netop det – sammen om det uvisse, om forvirringen, om de spørgsmål der tumler i os og har svært ved at falde på plads – og hvor vi måske vil opleve, at Gud taler til os og taler lige ind i vores liv, fordi han er kommet til os!

”Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring” stod der i evangeliet. Det samme kræves sådan set også kun af os. Åbenhed og forundring, i ordets positive forstand. Vi skal – som tidligere højskoleforstander på Testrup Jørgen Carlsen sagde – holde os forundringsparate, og give os selv den gave, at modtage Gud med åbne arme og åben dør. Vi skal turde tro på, at livet ikke bliver mindre af, at vi inviterer Gud indenfor eller bliver mindre af, at vi træder ind i hans hus. At verden ikke styrter sammen af, at vi ikke kan regne det hele ud, eller få det til at gå op i logiske regnestykker; faktuelle og materielle bestemmelser. Turde tro på det modsatte: at verden måske er og bliver større, får mere dybde og perspektiv af, at den ikke kun afhænger af os selv – men også af Guds tilstedeværelse…

Det er måske for meget at forvente, at vi bliver ramt af samme lykkefølelse, ligesom salmisten beskrev det. Mindre kan gøre det. I første omgang skal vi høre og tage til os, at Gud er kommet til os i dag og alle dage, med sit fredsønske. Med sit lys. Med sin overvældende tro på, at vi er sete, villet og elsket i denne verden. Og derfra kan vi hente troen og håbet på, at vi også altid – i dag og alle dage – kan komme til ham!

Amen!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!

Og lad os med apostlen tilønske hinanden…