Spild

Prædiken til søndag seksagesima d. 24. februar 2019 i Brabrand og Sdr Aarslev. Matthæusevangeliet 4,1-12. Salmer: 557 - 840 - 312 - 320 - 477 - 800. 

Giv os kraft
 og livsens saft,
 lad os al din Himmel-gave
 overflødig have!

Amen

Forleden dag udsendte vores uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers en lille videohilsen på Facebook. I en tid hvor vi kan være bange for at begå fejl, og måske særligt de unge tænker, at alt skal være helt perfekt, har Ahlers taget initiativ til at tale lidt højt om vores fejl, og at komme perfekthedskulturen til livs. Og han begynder hos sig selv. I videoen deler han en lille historie om, hvordan det gik første gang, han startede en virksomhed. Efter kun ni måneder med den nystartede virksomhed måtte han kaste håndklædet i ringen og meddele dem, der havde støttet ham økonomisk, at deres penge var tabt. Det var slut. 

Ahlers var ung og ny iværksætter, og han var – siger han selv – fuldstændig uforberedt, da han startede virksomheden. Han havde ikke undersøgt markedet eller talt med potentielle kunder til virksomheden. Han troede, at iværksætteri var noget med at være kreativ og bare kaste sig ud i det. Så han måtte lære lektien på den hårde måde. Han lærte, at man må forberede sig. Gøde jorden for sin virksomhed. Undersøge, overveje og gennemtænke, førend noget nyt kan startes op. 

Omvendt ville han ikke have været oplevelsen foruden, siger han. For den lærte ham en del. Man lærer af sine fejl og det er sjældent at første gang, vi gør noget, bliver vellykket og perfekt. Der skal flere forsøg til. Og at turde kaste sig ud i de forsøg, med risiko for at det ikke går, det kræver en del tålmodighed, ydmyghed og mod.

Kan vi kalde Gud for iværksætter? Ja, og vi kan både kalde ham den kloge og vise iværksætter, der ved, hvad han gør, og hvorfor han gør det. Men vi kan også kalde ham den unge og uerfarne iværksætter, der kaster sig ud i et projekt, uden nødvendigvis at have tænkt det igennem fra ende til anden.

I dagens evangelium fortæller Jesus folket om sædemanden – vi kunne også bare kalde ham landmanden – der går ud for at så sine korn. Landmanden er et billede på Gud, der sår sine korn – sår sit Ord, sin Ånd, sin glæde – ud til os. Vi er jorden. Vi er dem der tager imod eller ikke tager imod, som der står. Noget af kortnet falder i god jord og vokser op og giver meget af sig selv. Noget andet falder på klippegrund eller mellem tidsler, hvor der kun er en lille smule jord, og kornet får ikke ordentlig fat, men bliver svedet i solen. Og noget falder endda på vejen, hvor fugle kommer og spiser det!

Sådan en landmand-iværksætter-Gud må vi på den ene side kalde tåbelig og uerfaren i sit gøremål. Det er jo spild af gode korn. Han har tydeligvis ikke overvejet jordens muligheder, og med sin ødsle hånd er det klart, at noget falder godt og at noget falder dårligt.

Men omvendt er der også noget befriende og opløftende ved denne Gud og landmand. For selvom kornet spildes til alle sider, så er det dog os, det spildes ud over. Det falder lige ned til os! Og denne handling er hverken uigennemtænkt eller tilfældig eller en pludselig indskydelse. Nej, at Gud er en landmand, som ødselt strør om sig med korn, er helt bevidst og gennemtænkt, og et billede på en kærlig og omsorgsfuld Gud, der lader alle få del i sin kærlighed. (Som en ørken fyldt med blomster!)

Han ved godt, at nogen af os vil tage imod det, han kommer med. Og han ved også, at der er nogen af os, der ikke kan finde ud af det, eller ikke vil tage imod det. Men det er øjensynligt ikke vigtigt for Gud, som vi hører i evangeliet. Det vigtige er, at han giver til os. Han er ikke resultatorienteret for det enkelte korns vedkommende. Hans perspektiv er større. Altid og alle dage spreder og spilder han sin glæde, sin Ånd og sit Ord ud over os alle – i fællesskabet og for helhedens skyld – og vi kan gribe det!

Det er et fint gudsbillede, vi kan tage til os i dag: At Gud er som en landmand, der spilder sit korn ud over os. Det er et billede på kærligheden. Den kærlighed, der ikke er nøjeregnende. Den kærlighed der ikke betænker modtageren først eller overvejer, hvad den skal have tilbage igen for det, den giver. Det er en kærlighed der handler og stiller sig tilfreds alene ved at give!

Måske kan vi lære af Gud? Måske kunne vi få samme mod som ham? Give af os selv, og ikke være så bange for, om noget går til spilde. Spild lidt her og der! Og måske kommer du til at spilde lige der, hvor dine korn finder fornyet energi og mulighed for at gro og blive til noget? Eller også vil du lære af alt det du spildte. Tommy Ahlers spildte rigtig meget. Og selvom det overhovedet ikke var meningen, så lærte han også af at spilde sine penge på gulvet. Da det var tabt, havde de alligevel sat noget i gang – i hvert fald hos ham selv – som gav mening…

Tør du spilde, som Gud spilder af sin kærlighed? Tør du kaste dig ud i, at alt det, du gør, ikke nødvendigvis skal være helt perfekt eller ser ordentlig ud – eller måske ikke være fuldt gennemtænkt, men et håb og en tro på, at det gode nok skal komme? 

Tommy Ahlers rører i sin korte video ved angsten for ikke at være god nok, som holder os tilbage fra at gøre noget. Angsten for ikke at være helt perfekt, angsten for at skille sig ud, angsten for at komme til at spilde. Hvad gør vi med den?

Der findes en lille fortælling om en dreng, der hele sit liv havde drømt om at komme ind og se det store slot. Og en dag, da han møder slottets herre, spørger han om lov, og herren siger: ”Selvfølgelig må du se mine smukke stuer, mit guld, mit sølv, mine fantastiske malerier og håndvævede tæpper. Men på én betingelse. Du skal gå gennem hele slottet med en teske i hånden fyldt med olie. Og du må ikke spilde den!”. Drengen gik gennem hele det smukke slot med sin teske fuld af olie. Og da han vendte tilbage til slottets herre, havde han ikke spildt en eneste dråbe. Men til gengæld havde han heller ikke set noget af slottet, fordi han havde været så fokuseret på ikke at spilde.

Fortællingen om drengen rører ved noget i mig. Tænk nu hvis det er mig, der går og holder øje med en teske olie? Tænk nu hvis jeg er så blind for mine omgivelser og så fokuseret på min egen lille ske, at jeg glemmer at se mig omkring, at jeg glemmer at opleve slottet og opleve livet? Og slottets herre er nøjeregnende, betænkende, mistroisk og mest af alt bare bange for, at drengen skal splitte det hele ad i rene drengestreger. Og i sin iver efter, at alt skal være helt perfekt, hindrer han drengen i at opleve livet og storheden!

Sådan er Gud ikke! Fortællingen om landmanden, der ødselt sår sine korn, forærer os et andet gudsbillede og en anden indstilling til livet. Se op – se på himlen – og se ud! Gud spreder og spilder af sin kærlighed og glæde ud over os. Han spilder det dyrebareste, han ejer og har, og glædes alene ved, at det falder ned til os. Og han er konsekvent – selv da hans egen Søn hænger på korset og blodet – i gåseøjne – spildes på jorden. For selv Sønnens spildte blod, bliver til glæde og nyt liv for os på jorden. Og det spreder sig som ringe af kærlighed, hver gang vi fejrer nadver.

Og Gud ser forskellen på jorden – han ser, at vi har forskellige forudsætninger for at tage imod det, han kommer med; at vi er forskellige. Men forskelligheden er ligegyldig. Vi kan selv have tendens til at gå op i forskel og ligheder imellem os. Men for Gud er det ikke vigtigt. Du er, som du er, og du får altid alt det bedste skænket af Gud!

Det er den indstilling til livet og til hinanden, han prøver at sprede hos os. At vi ikke skal være nøjeregnende over for os selv og for hinanden. At vi ikke skal spare på livet. At vi ikke skal gå som drengen, og være bange for at spilde det, vi ejer og har. Men det kræver mod. Og måske gør det ondt første gang, og måske hele vores sjæl og krop stritter imod, når vi kaster os ud i at dele vores liv og guldkorn med andre. Og måske vi faktisk synes, det er spild af guld!

Men vi har også lov at tro og håbe på det overraskende – nemlig at noget en dag vokser frem, som vi ikke selv har sået – men som vi har fået, fordi en anden spildte!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.    

Amen!