Morgenstunden

Prædiken til tredje søndag i advent (II) d. 15. december 2019 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 1,67-80. Salmer: 78 – 819 – 89 – 86 – 69,5-6 – 3,6-10.

Jeg tror, de fleste af os forbinder morgenstunden og solopgangen med noget helt specielt. Det er på en måde altid lidt magisk, når solen titter frem i horisonten – over havet, imellem træerne i skoven, hen over græsplænen i morgendisen.

Strålerne spreder sig og giver liv til at det, der i nattens mulm og mørke var skjult. Et spindelvæv imellem træerne, et friskt muldvarpeskud, frosne vandpytter, faldne blade eller nye, friske skud fra jorden. Det er en floskel at sige det og alligevel sandt: morgenstund har guld i mund og meddeler os i al sin friskhed, at vi får en ny dag med en ny begyndelse, med nye opgaver og nye muligheder for at gøre dagen god for os selv og for hinanden.

Salmedigterne vidste det om nogen. Morgenstunden leder frygten på flugt, så Guds vilje igen kan ske. Thomas Kingo skrev: ”Nattens mørke tåge gik, / jeg har dagen alt i syne, / mine hvilte øjenbryne / solen nu i sigte fik. / Nattens skræk og gru er borte, / død og djævel for mig svandt, / som mit levned ville korte; / jeg dem alle overvandt.”.

Jakob Knudsen skrev: ”Jeg vil ånde luften i fulde drag / synge Gud en sang for den lyse dag / takke ham at morgenen mig end er sød / at mig dagen fryder trods synd og død.” ”Takke ham som gav mig når sol står op / selv at føle morgen i sjæl og krop / at al mørkhed svinder og sjæleve / blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!”.

Kingo og Knudsen vidste om dagen og livet, at vi af og til står i mørke tåger. At der uomgængeligt er synd og død, mørkhed og sjæleve i livet. Men det skal ikke tage morgenstunden fra os. Når solen står op, nulstilles vi. Gårsdagens mørke har lov til at forsvinde som dug fra solen, så vi kan begynde på ny.

Og på den måde går det i ring. Vi lever og ånder i lyset og friheden. Pludselig kommer mørket og modstanden, som vi har brug for at blive befriet fra. Befrielsen rammer os i morgenstunden og udfrier os. Og igen kan vi leve frit under lyset. 

Og der er nok at blive befriet fra i vores dagligliv. På godt og ondt ligger vores liv i andres hænder, med muligheden for at blive behandlet godt eller dårligt. Og af og til er kritikerne mange. Andre folks ”synsninger” om vores tanker, handlinger og udseende hober sig op. Vi oplever et samfund omkring os, styret af fællesskabet, hvor vi hele tiden bliver konfronteret med det perfekte, og derfor også hele tiden står på kanten af udskamning af netop fællesskabet, hvis vi ikke kan leve op til det perfekte. Et socialt pres mod ensretning, tilpasning og faste former for hvordan et rigtigt liv leves. Sådan kunne man blive ved.

Men morgenstunden giver os en ny mulighed, og giver os friheden fra det hele. Morgenstunden skænker os et moment for friheden – eller måske blot erindringen om friheden, så vi alligevel tør håbe på den – ved at mørket taber, og lyset sejrer, og det nye står foran os!

Som vi synger morgensange, sådan gør Zakarias også i dagens evangelium. Zakarias’ sang er som en morgensang for livet, for fremtiden og for håbet. En morgensang lige der hvor mørket og fjenderne før stod omkring ham, men nu er væk. Vi er frelst fra dem, som hader os, og befriet fra fjendernes hænder, som han synger.

Men hvorfor har Zakarias brug for at synge? Det har han, fordi han også står på kanten til en ny tid, hvor mørket lægges bag ham og fremtiden er lys. Solopgangen fra det høje venter forude – først ved fødslen af hans søn, Johannes Døberen, og dernæst med fødslen af Guds Søn, som Johannes skal bane vejen for.

Zakarias’ sang minder om den sang, Moses og israelitterne synger, efter udfrielsen af Egypten (2. Mos. 15). Da de er kommet frem til det nye land, og har tilbagelagt den farefulde færd på bunden af det røde hav med hæren lige i hælene, da bryder folket ud i sang og jubel over den nye fremtid, der ligger foran dem. Fortællingen om Moses og israelitterne, som kaldes Exodus, som betyder udfrielse eller udvandring, er som en slags urfortælling om alt det, morgenstunden fortæller os.

Israelitterne lever i fangenskab med fjenderne. Det et mørkt over dem. De har brug for befrielse. Derfor kommer Gud til dem, som en morgenstund, og lyser for dem og bringer dem igennem havet, væk fra mørket, og frem til det nye land og en ny fremtid, hvor Gud er med dem.

Og som Guds lys fortsat følger israelitterne, da de ankommer til det nye land, sådan følger Gud også os. At vi bliver befriet fra mørket, betyder ikke, at vi også bliver befriet fra Gud. Befrielsen er dobbelt. Vi får frihed fra mørket og dødens skygge. Men derefter får vi frihed til Gud – til at gøre Guds gode vilje. Sådan ligger der også en dobbelthed i sætningen fra Jakob Knudsen morgensalme: ”At al mørkhed svinder og sjæleve / blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!”. ”Din vilje ske” er både et håb om, at Gud vil handle for os, men også en påmindelse til os selv om at være dem, der får Guds vilje til at ske.

For når udfrielsen er sket, når solen har spredt sine stråler og ramt os, så er Guds vilje tilbage, som en ny retning for dagen. Så er der igen en fremtid. Og friheden fra gårsdagens mørke, giver os ikke ”carte blanche” til at gøre, hvad som helst. For i princippet kunne vi jo også gå ud og skabe mørke for andre. Være andres fjender. Være kritikere af andre folks liv. Pådutte dem vores ligegyldige og irrelevante “synsninger”, som ingen glæde gør.

Men det var lige præcis det, vi skulle væk fra, og derfor er vores opgave en anden, og den er lig den opgave, Zakarias’ søn får. For vi skal, ligesom Johannes Døberen, sendes ud i verden på fredens vej, og gå foran Herren og bane hans veje. Vi skal forkynde, formidle og forære andre den glæde det er, at vide sig set af Gud og turde stole på solopgangens glædelige budskab.

Vi er ikke lyset selv, men vi skal lede andre til lyset, pege på lyset, ligesom Johannes Døberen står i ørkenen og peger på Kristus. Vi skal lære folk at kende frelsen i deres synderes forladelse. Og det kan vi gøre, takket være Gud og beskyttet af Gud, som besøger os i Jesus Kristus – i solopgangen fra de høje – som vil følge os, og altid lade sit evige lys skinne på os, der sidder i mørket og dødens skygge.

Retningen for friheden er klar: ban vejen for Guds komme. Gem af det lys, du selv har modtaget, og giv det videre. Og beskyttelsen af os er lige så klar: af Guds inderlige barmhjertighed kommer han til os, lyser for os, og leder os ind på fredens vej.

Men det kræver også, at vi tør tro på solopgangen. Før vi kan gøre som Johannes, er vi også nødt til at vende os mod solopgangen. Nødt til at tro på og aldrig miste håbet på, at dagen i dag er en anden end dagen i går. Vi er nødt til at stå op af vores senge og leje, og se solen stå op endnu engang. For den står op. Det er vi nødt til at holde fast i. Det er bare ikke altid, vi ser det eller lægger mærke til det, selvom vi måske har brug for det.

Og når vi først har set den, ja, så skal vi turde tro og turde gå afsted, og lade Guds vilje ske. ”Guds Ånd er, hvor Guds vilje sker” sagde teologen Anna Marie Aagaard engang. Og jeg tror, hun havde ret. Står vi op og retter blikket mod solens lys – og måske synger en morgensang – og retter blikket mod et endnu kraftigere lys, som skinner fra krybben, så kan vi også få mod til at gøre noget – for os selv og for hinanden – se den nye begyndelse for øjnene af os, og gå ind på fredens vej.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen.