Prædiken til tredje søndag efter påske (I) d. 25. april 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 16,16-22. Salmer: 4 – 897 – 636 – 192 – 236 – 721.
Et sort hul er et objekt i rummet, der er blevet
presset så meget sammen af tyngdekraften, at det ingenting fylder. Jorden ville
være lige så stor som en sukkerknald, hvis den havde samme tæthed som et sort
hul. Tyngdekraften i et sort hul er så stærk, at den fanger alt, som kommer i
nærheden af den: Gasser, planeter og stjerner – ja, selv lyset med dets
hastighed på 300.000 km/s kan ikke slippe fri. Og fordi de sorte huller også
suger lyset til sig, kan de ikke ses.
Alligevel lykkedes det forskerne i 2019 tage det
første billede af et sort hul. Det skyldtes, at der omkring de sorte huller –
meget forenklet sagt – sker det samme, som når vi trækker proppen i badekarret.
Der dannes en hvirvel, hvor alt omkringliggende ordner sig i cirkulere,
nedadgående bevægelser, inden vandet – eller stjernerne – forsvinder ned i
intet. Disse bevægelser omkring det sorte hul, afgiver lys og bevægelse, som
man kan tage et billede af.
De sorte huller ude i rummet kan altså ikke ses.
Men de effekter, hullerne har på omgivelserne omkring sig, er synlige. De sorte
huller er intetheden, og vi opdager dem, når vi ser de mange omkringliggende
tråde og ødelæggelser, de trækker med sig, både før og efter.
…
Der er, trods megen forskning, stadigvæk stor
mystik om rummets sorte huller. Og mange spørgsmål er ubesvarede. Men det er
som om at den viden, vi har, alligevel også spejler en erfaring af mørke
perioder – eller ligefrem sorte huller – i vores liv. At der kan opleves tider
eller perioder i vores liv, hvor modgang eller ulykker skaber et sort og
meningsløst hul i os. Følelsen af at stå alene, eller følelsen af at alt
omkring én går i opløsning. Og én ulykke kommer sjældent alene, siger vi, om
fornemmelsen af, at et sort hul ofte trækker tråde med sig – en hvirvelvind af
ødelæggelse, som bliver synlige for mange.
Sorte huller findes verdensrummet. Men de kan opleves
helt tæt på hver enkelt af os.
I historien taler vi også kollektivt om sorte
perioder. F.eks. anden verdenskrig, som i sig selv var ret mærkbar, men som
også trak et synligt koldkrigsspor efter sig i over 50 år. Måske vil man også
om nogle år tale om pandemien som en mørk periode i det enogtyvende århundrede,
og tale om de spor af følger og udfordringer – særligt for de unge – som tiden
fik?
Mange af bøgerne i Det gamle testamente kredser
om særligt ét sort hul i historien, nemlig Jerusalems fald i år 587 f. kr.. Vi
kan ikke undervurdere Jerusalems betydning for jødernes religiøse liv, og for
den mellemøstlige region på denne tid. Byen var et religiøst og ideologisk
centrum. Jerusalem var udvalgt af Gud som sin særlige by, og templet var Guds
bolig. Så da byen bliver ødelagt af babylonierne, og jøderne sendt i eksil, er
undergangen total og Gud er væk.
Jøderne spørger sig selv, hvordan Gud kunne
tillade denne ødelæggelse? Hvorfor greb han ikke ind? Al den sorg, det
medførte, læser vi bl.a. om i Det gamle testamentes Klagesange eller i
Salmernes bog. Og i profeten Esajas bog, som jeg læste et uddrag fra ved
alteret, er Jerusalems fald så voldsom, at det ikke er beskrevet. Der er et hul
i bogen – et sort hul – som ikke kan ses! Det man kan læse, er bevægelserne
omkring faldet i tiden op til, og i tiden efter, hvor dagens uddrag kommer fra.
Sådan tror jeg, mange kender det også i dag: at
vi først kan tale om en ulykke, når vi er kommet lidt på afstand af den. Når
chok og sorg har lagt sig, at vi kan sætte ord på det, der faktisk skete.
På den anden side af ødelæggelsen, begynder Gud
– igennem profeten Esajas – at tale til sit folk og til Jerusalem. Og talen
afslører, at Gud var væk: ”Et kort øjeblik forlod jeg dig … I overstrømmende
vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig”.
Det modsvarer meget godt, hvad mine konfirmander
sagde forleden dag. Jeg spurgte dem, hvornår vi kan føle, at Gud har forladt
os? De svarede: når vi er kede af det eller møder modstand. Modgang opfattes
som fraværet af Gud. Og for mange sætter denne fornemmelse sig også en
udfordring for troen. Når der sker ondt, må det være ensbetydende med, at Gud
har forladt stedet eller forladt mig. Og hvorfor skal jeg tro på ham, hvis han
ikke er der, når kkeg virkelig har brug for ham? Når han ikke kan rede mig fra
det onde?
…
Men er det her, det ender? Og er det også vores
tro, og vores Gud?
Forskere ved, at rummets sorte huller pludseligt
opstår, men at de også forsvinder igen. Det sorte hul i Esajas bog forsvinder
aldrig. Der vil altid være et før og et efter ødelæggelsen af Jerusalem. Og
måske skal vi holde fast i, at det kun varede ”et øjeblik”.
”Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor
barmhjertighed tager jeg dig tilbage (…) i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed”
siger Gud, på den anden side af faldet.
For på trods af fravær i et kort øjeblik,
ventede der nu en ny tid. På trods af trængsler og pinsler, var der alligevel
trøst og håb, ja måske ligefrem glæde? Ligesom en kvinde, der føder sit barn i
smerte, men også ved med sig selv, at der ud af smerten fødes et barn – fødes
en glæde?
Når Jesus siger, at han i en kort tid vil være
hos disciplene og os, men i en kort tid også vil være væk, foregriber han
enhver menneskelig følelse af mørke i livet – øjeblikke af fravær. Og samtidig
foregriber han sin egen død og det sorte hul, der indtræder, da han er lagt i
graven. De tre dage mellem langfredag og påskedag er kristendommens sorte hul.
Et totalt intet og totalt mørke, der er så mørkt og ubeskriveligt, at der
heller ikke her er skrevet et eneste ord om det i evangelierne.
Men det stopper ikke her. For det varer kun et
øjeblik. Der er et før og et efter. Det er det, Jesus prøver at fortælle
disciplene og os i dag. Jesus bor tre dage i mørket, men påskemorgen er det
forbi. I påsken vender Gud altså ikke
ansigtet fra døden og ødelæggelsen, som han gjorde, da Jerusalem faldt. Nu
konfronterer den i stedet. Han er i mørket. Og derfra vender mørket til
at blive til lys. Fraværet bliver til nærvær. Døden bliver til liv. ”I skal
græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal
blive til glæde.”
Måske er det også der, vi skal turde stå, og turde
holde fast i vores tro: i det sorte hul og i mørket. Ingen kan fortælle os,
hvor lang tid et øjeblik af fravær og mørke varer. Men håbet lever, og derfra
må vi holde fast i, at der også vil komme en tid, hvor vi kan lægge mørket bag
os, og fremtiden vil være lys. At vi som Gud kan gå ind i et mørke, men at vi
sammen med Gud også kan gå ud af det igen. Når vi møder det i vores hverdag, og
når vi møder det ved verdens ende.
…
De sorte huller i rummet er kun synlige, fordi
vi kan se de hvirvler, der cirkulerer omkring det, og de effekter det har på
sine omgivelser.
Det sorte hul imellem langfredag og påskedag,
som kulminerer i opstandelsen, skal på samme måde trække tråde efter sig: men
trådene er lys! Opstandelsen suger ikke til sig: det giver fra sig og spreder
håb som ringe i vandet!
Og effekterne kan både ses og opleves og mærkes
helt tæt på, når vi igen får livet tilbage. Det tror jeg, vi alle kender til.
Når foråret springer ud, når landet genåbner, når sygdom bekæmpes, når modgang
overvindes, når sorgen vendes til trøst og glæde.
Ære være Faderen og Sønnen og
Helligånden…
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar