Pain is

Prædiken til tiende søndag efter Trinitatis (II) d. 21. august 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 11,16-24. Salmer: 15 – 448 – 592 – 14 – 729 v 5 – 403. 

Forleden dag var jeg ude at cykle. En tur fra Brabrand, ud forbi gammel Harlev. Op over golfbanen og ned gennem Jeksendalen og op til Adslev. Ned gennem dalen igen og op til Stjær, og så endelig hjemad mod Brabrand. En led tur på 30 km, hvis jeg selv skal sige det, med masser af grumme sving og bakker.

Da jeg kommer kørende på én af de værste bakker, og må helt ned i laveste bjerg-gear, får jeg øje på noget graffiti på vejen. Det begyndte at lugte lidt af Tour de France, selvom der måske manglede lidt dannebrogsflag og nogen, der dansede for mig. Og da jeg havde knoklet lidt mere, kom jeg endelig frem til graffitien, hvor der stod: ”Pain is temporary”. Smerte er midlertidig.

Jeg blev faktisk ret irriteret over den sætning. Skulle det virkelig hjælpe mig op ad bakken, at få sådan en floskel med på vejen? Et lille håbefuldt medlidenhedsord i den hårde stund? Det irriterede mig resten af ruten. Men ikke kun på egene vegne.

Citatet er sikkert skrevet af god vilje ifm. et cykelløb, som et skulderklap til den lidende cyklist. Men problemet er jo, at citatet ikke er hvisket ud endnu. Det står bare der på vejen og taler til alle dem, der kører over det. Og til mig. Og hvad nu, hvis jeg faktisk stod i en situation, hvor smerten ikke var midlertidig? Hvis jeg oprigtig talt følte, at verden var imod mig og jeg ikke kunne se en vej ud? Eller hvis jeg var syg – ramt af noget kronisk eller uhelbredeligt? Så bare kig på vejen: Smerten er midlertidig, må du forstå…

Måske er det for meget at gøre ud af sådan et lille citat på en vej. Men alligevel. Det siger noget om noget…

For mig er det ikke en sandhed, at smerte er midlertidig. Det kan være et håb, men ikke en sandhed. Men jeg oplever, at vi er gode skjule smerten, ligesom citatet vil. ”Op på hesten igen” , siger vi, eller ”det skal nok gå”, når vi forsøger at holde smerte lidt på afstand. Eller min generations yndlingscitat: ”What doesn’t kill you makes you stronger”. Men det er ingen hjælp. Det er en spand kold vand lige i hovedet på den, som faktisk er såret.

Hvor kan vi gå hen, når vi oplever en smerte, der ikke er til at komme uden om? Hvor kan vi søge til, når det onde fylder? Kirken her, vil jeg mene, er et af stederne. For her er der ingen, der forsøger at lægge låg på noget. Her kan vi være med den oprigtige følelse, vi sidder med. Glæden, taknemmeligheden, kærligheden. Eller med sorgen og smerten.

I evangeliet, som jeg lige har læst, er menneskene ikke ramt af ”temporary pain”. De er ramt af en egentlig smerte og udbrændthed. De er ramt af, at de ikke magter at deltage i den verden, de er en del af. De magter ikke at løse de opgaver, de står med. De, der skal feste, magter ikke at danse. Men de, der skal sørge til en begravelse, magter ikke engang at græde.

Det lyder nærmest komisk, men jeg tror, det er en sandhed, flere kender til. Jeg vil mene, at der er nogle statistikker over stressramte, der siger noget om det… At man kan være så udbrændt, og føle sig så kørt over af livet, at man bliver syg af det, og at man ikke engang magter at føle noget. Stress kunne være én af grundene. Men jeg tror, der findes mange.

Der står menigheden, i et ingenmandsland og kigger rundt. Og måske får de øje på Jesus. Han står i hvert fald og råber. Men er han vred på dem? Sådan har man mange gange fortolket evangeliet til i dag. Som Jesu vrede over alle de mennesker, der ikke hopper og springer for ham og det, han kommer med. Og teksten er blevet brugt som eksempel på kirketugt – som eksempel på, at der kommer sanktioner og hårde straffe for dem, som ikke vil være en del af fællesskabet. De bliver smidt på porten, hvis de ikke hører efter.

Men jeg læser det anderledes. Jeg oplever i virkeligheden en såret Jesus, som er præcis lige så frustreret som alle andre. Han revser, råber og skælder ud, ikke for at udskamme eller tugte dem, som ikke føler noget, men fordi han selv er frustreret i sin egen afmagt. At han ikke magter at gøre noget ved deres situation og deres livsindstilling. Og at han ikke magter den opgave, han har fået af Gud. Jesu opgave er jo helt fra begyndelsen at vise vejen: at gøre Guds rige synligt og levende lige her; at forkynde kærlighedens væsen lige her. Det er derfor, han kommer til verden og til os.

Men her i evangeliet oplever også vi hans menneskelige side og der, hvor han ikke magter opgaven. Det knækker over for ham, ligesom det stressramte menneske, der pludselig reagerer uforvarende og ulogisk, eller som bare sætter sig og begynder at græde. Hos Jesus kommer afmagten til udtryk i en overreaktion af vrede, og han ender med at true alle dem, han egentlig holder af.

Den tidligere professor i kirkehistorie, PG Lindhardt, sagde engang, at man tror, at man i nødens stund har brug for venner. Men nej. I nødens stund har man brug for medskyldige. Nogen, der er sammen med én.

I dag mærker vi, at Jesus er den medskyldige for menigheden og for os. Jesus står præcis der, hvor ikke alt er lykkes for ham; hvor alt ramler om ørerne på ham og på os. Han stiller sig der, hvor intet er perfekt, og hvor alt er ude af kontrol. Det er som med moderens gråd over det barn, hun ikke forstår. Eller det er som med verdens frustration over krigen i det østlige Europa, som er så uforståelig, men alligevel finder sted.

Det er her, hvor sætningen ”pain is temporary” ikke giver mening. Sig den sætning til en mor i total udmattelse, eller sig den til en ukrainer på flugt. Det bliver nedladende og sentimentalt på afstand. Den lader modtageren stå alene med sin smerte. Og den, siger ”Pain is temporary”, holder sig mest på afstand. Og det, der faktisk er brug for, er én, der står ved siden af og er i den samme følelse, eller som i det mindste lader være med at kommentere, men bare er til stede. Og derfra kan vi følges ad og bære smerten sammen.

Jesus er den medskyldige. I kirkens rum bliver vi mødt i øjenhøjde. Han stiller sig op ved siden af os, og udtrykker i evangeliet i dag præcis den følelse, vi kender, når verden er imod os. Vrede, irritation, frustration. Det er komplet tosset. Men det er også komplet virkelighedsnært og sandt, at det er sådan det er at være menneske.

Man kan kalde det forskelligt. Nogen vil sige, at det er den solidariske Jesus, vi oplever. Og vi kan trække trådene frem til hans død på korset. For det er præcis det samme, der sker langfredag. Det er uformåenheden og menneskers udbrændte liv, som Jesus tager på sig og tager med sig op på korset, hvor han græder og skriger: min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig.

Og hvem møder han, da han råber der på korset? Han møder Guds almagt og Guds dom, og den kender vi som tilgivelse. Midt i fortabelsen møder han kærligheden og hjertegløden, som var stærkere end døden og alle andre magter i verden. Ligesom vi her i kirken, med alle de følelser, vi kommer med, bliver mødt af samme almagt og samme dom. Vi bliver mødt – i dåben (som Oskar og Jens), ved nadverbordet og i velsignelsen – af udstrakte arme, der fortæller os: ”Pain is”. Smerten er der. Men på trods af smerten, og lige midt i smerten, er du set og elsket.

Og derfra har vi et fundament at stå på, når vi så vender os om, og går ud af kirken. Vores smerte er ikke forsvundet med et sentimentalt klap på skulderen eller af et medlidenhedsskub op ad bakken. Men den er set i øjnene og anerkendt. Taget alvorligt og taget i nåde af Gud. Og når vi ikke længere er alene om smerten, er der måske alligevel et lys forude.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.