Hvad godt skal jeg gøre?

 

Prædiken til sjette søndag efter Tinitatis (II) d. 24. juli 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 19,16-26. Salmer: 754 – 523 – 874 – 41 – 164,4 – 752,4-5.

Det er blevet sommer. Vi har slået varmerekord i denne uge på 35,7. Solen har vist sin styrke, og sendt os rigeligt med varme og d-vitamin til kroppen. Og den modner alt frugt og grønt, som sommeren bugner af lige nu. Jorden, buske og træer giver alt hvad de kan, og forsyner os med glæder, f.eks. når man kan gå ud i haven og hive en gulerod op af jorden, eller sætte sig på huk i en solbærbusk og plukke til gemmerne til vinteren, eller række ud efter et af de tidlige æbler på træerne. Solen og sommeren giver os så meget godt, uden vi har gjort noget for det. Vores opgave er på en måde bare at plukke og leve af det.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård filosoferer i én af sine bøger over sådan et sommeræble, man kan hive fat i og spise, og om æblets egenskaber og tilgængelighed. Af én eller anden grund, skriver han, er skrællen tynd og let at bide igennem i nordens frugter. Og det gør, at man hurtigt kommer frem til nydelsen. Æbler, pærer, og alle slags bær osv. Man plukker bare frugten, og straks er det godt! Hvorimod frugterne sydpå er mere besværlige. Her skal der et større pillearbejde til for at komme ind til det gode i f.eks. en appelsin, banan, granatæble, passionsfrugt, en kokosnød.

Og Knausgård foretrækker egentlig det sidste. Han foretrækker at man må arbejde for føden, og at nydelsen skal fortjenes. Også i livet generelt. ”Det er som med templets søjlegård” skriver han, ”at man må arbejde og bevæge sig langsomt frem, inden man til sidst når helt ind til det hellige og skjulte gode.”

Derfor udfordrede Knausgård sig selv som barn. Han skriver: ”Da jeg var helt lille, begyndte jeg at spise hele æblet. Ikke kun frugtkødet, men også hele kernehuset med alle stenene i, og stilken med. Det var ikke fordi det smagte godt, og heller ikke fordi jeg mente, at der ikke skulle gå noget til spilde, men fordi det at spise skroget og stilken gav nydelsen modstand. Det var en slags arbejde i omvendt rækkefølge: først belønningen, så arbejdet.” Så vidt Knausgård.  

”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv” spørger den rige mand Jesus i evangeliet. Derpå lister Jesus en række påbud og love op, som den rige mand kan gå i gang med at overholde. Men som vi hører, bliver manden ked af det, og går bedrøvet derfra. Han tænkte nok, at han kunne bruge sin rigdom og velstand til noget – måske det kunne give ham en forlomme i evigheden? Men det kan det ikke, og Jesus er udmærket klar over, at manden heller ikke er i stand til at overholde hverken det ene eller det andet.

Problemet, som Jesus lidt kryptisk forsøger at gøre klart, er mandens spørgsmål og hans opfattelse af, at man skal gøre noget godt for at vinde Guds kærlighed. Men som Jesus siger, i sådan en slags efter-refleksion, hør her: det er faktisk lettere at forestille sig en kamel klemme sig igennem et nåleøje, end at forestille sig at et menneske skulle kunne gøre noget for at vinde Guds kærlighed!

For et menneske er det ikke muligt. Men for Gud er alt muligt. Hvad mener han med det?

Sagt med sommerens sprog: Han mener, at solen allerede skinner på ham! Du har allerede æblet i din hånd, siger Jesus, som du frit og ligetil kan bide af. Du har allerede modtaget Guds kærlighed – det gode fra Gud. Den kan du ikke selv gøre godt noget for, den kommer til dig alene ved at Gud giver den, og ikke ved at du spørger efter den eller forsøger at arbejder for den. Kærligheden er der – værsgo at spis!

”Hvad godt skal jeg gøre?” spørger manden. Hvis man stillede det samme spørgsmål til folk på gaden i dag, tror jeg mange ville henvise måske til buddet om næstekærlighed, men nok også De ti bud. De ti bud har alle dage været en rettesnor for jøder og kristne, og været anskuet som ti grundlæggende regler, du skal overholde, før end kærligheden også er din. At Gud først giver en opgave til det enkelte menneske, før han giver gaven – ligesom Knausgård egentlig godt kan lide det.

Men det er en misforståelse. Både af Guds kærlighed – men også af De ti bud. Buddene, som jeg læste fra alteret, begynder jo med en gave – med Guds nærvær: ”Jeg er Herren din Gud” står der, og dét er gaven og nåden. Og først derefter kommer opgaven. Nåden er, at Gud er deres og vores Gud. Der findes ikke noget ”hvis” eller ”måske”. Gud er den livgivende og frelsende Gud – ligegyldigt hvad.

Det efterlader, kunne man sige, ikke meget ansvar til mennesket – til os – i hvert fald ikke over for Gud. Men måske er det netop, så vi i stedet kan rette vores øjne og vores ansvarlighed mod det, der faktisk nytter noget: mod medmennesket.

Knausgård var inde på, at han som barn nød det lækre æble, der umiddelbart var ligetil at spise. Men han oplevede også, at der med det gode nødvendigvis også måtte følge et arbejde, og derfor begyndte han at spise hele kernehuset. ”Først belønning, så arbejdet” sagde han.

Det må stå som dagens åbne spørgsmål, og være op til den enkelte, om den kærlighed, vi får fra Gud, også fører noget med sig? Ikke som et direkte svar på Guds kærlighed, for den kan vi – som Jesus sagde – aldrig nogensinde gøre os selv retfærdig over for. Men måske det hjerte, der er sat fri af kærlighed, heller ikke kan lade være med derefter selv at give af kærligheden? Sådan noget kan sjældent beregnes. Men det kan håbes!

Og et andet spørgsmål: Hvad var der egentlig sket, hvis den rige mand faktisk fik lovning på en plads i himmeriget i kræft af al hans rigdom? Jeg forestiller mig dels at hans liv derefter var blevet tomt og meningsløst, fordi han ikke længere ville have noget at kæmpe for. Han ville være ligelgad med alle omkring sig. Fjerne sig fra livet. For i så fald var hans liv jo fuldendt, og han kunne lige så godt lægge sig til at dø for at komme i den der himmel...

Og jeg forestiller mig at alle andre ville begynde at kæmpe samme kamp for at opnå det samme. Og med det samme ville det efterlade mennesker i et dynd af selvoptagethed og skuren mod egen navle for egen vindings skyld. Et meningsløst liv, fordi livet kun ville være for ens egen skyld, og ikke for andres.

Meningen er en anden. Kærligheden og Guds nåde har du allerede. Den har vi allerede. Derfor kan vi rette opmærksomheden væk fra os selv. Det minder mig om, at Luther engang sagde, at ”en kristen er undervejs, ikke ved vejs ende”. Det betyder, at vi altid har en opgave foran os, et liv at leve for og med andre.

Vi er undervejs, og Gud går med, ligesom den rige mand igen blev sendt ud og afsted og videre i sit liv. Imens vi går, kan vi nyde solen, spise af æblet, og måske også endda få mod til at dele det med andre.

Amen.