Prædiken til Kristi himmelfart (I) d. 18. maj 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Mparkusevangeliet 16,14-20. Salmer: 722 – 448 – 805 – 257 – 849 – 355.
Kristi himmelfart er en
tronbestigning – både for Jesus og for os!
I evangeliet hørte vi, hvordan Jesus
bliver taget op til himlen og bestiger tronen ved at sætte sig ved sin faders højre
hånd, som vi også bekender det i trosbekendelsen. Men han forlader os ikke
helt. For han skal komme igen – lige om lidt – som ånd. Den ånd der er imellem
os, og dér skal Gud være og virke.
…
Det er ikke længe siden, vi sidst så
en tronbestigning. Den 6. maj blev Kong Charles III kronet til konge over
Storbritannien og Commonwealth, og hele verden fulgte med i den pompøse
kroning, der ikke havde fundet sted i over 70 år. Og ligesom Jesus sidder
ned ved sin fader, som et tegn på at han har magten, sådan sad Charles
også ned, imens alle andre stod op for ham. For sådan er det traditionen. Det
er altid den privilegeredes ret at sidde ned. Charles sad ned, både da han blev
salvet og da han fik overdraget de kongelige regalier – kronen, scepteret og
rigsæblet – og alle andre omkring ham stod.
Den der sidder, har magten. Sådan er
der i tronsalen også kun én stol, som er tilegnet regenten. Alle andre, som er
i audiens, må stå. Og selvom vi ikke håndhæver traditionen helt på samme måde
herhjemme, så adlyder vi alligevel lignende regler i hverdagen: f.eks. at den,
der er fysisk hævet over andre, også er i centrum, eller at den, der sidder for
bordenden, har ordet.
…
Tidligere stod man også op, når man
var i kirke. Da den ældste del af Brabrand Kirke/Aarslev Kirke blev bygget i
omkring 11-1200-tallet, var der ingen bænke. Måske har der været nogle pladser
ude i kanten af kirken til de ældste. Men ellers måtte alle stå i respekt for
Gud, ligesom vi stadigvæk rejser os, når vi hører Guds ord.
Men hvordan kan det være, at vi for
det meste sidder ned i dag? Og hvad siger det så om os?
Ja, på en måde fortæller det os, at vi
nu er de privilegerede og dem, der har magten. Helt konkret kom bænkene ind
i kirkerummet i forbindelse med de lutherske gudstjenestereformer i
1500-tallet. Og det betyder altså, at vi/I nu som kirkegængere har indtaget de
privilegeredes position.
Når vi sætter os til
rette på kirkebænken, kan vi ranke rykken og træde i karakter som dem, der er
vist tillid og overdraget et ansvar. Vi er fundet værdige til først at sidde og
modtage Guds ord og sakramenterne, og derefter at gå: at gå ud i alverden og
forkynde det glædelige budskab.
Og det er hvad, Kristi
Himmelfart forkynder for os. Det er det, vi fejrer i dag med gudstjeneste og en
festligt pyntet kirke. At vi som kirkegængere, som mennesker, er dem, der
skal give liv til Guds ord og fortællinger, og at vi har fået magten
til, at bringe Guds kærlighed videre ud i verden. Det behøver vi ikke en jordisk
Jesus til at hjælpe os med. Nej, han er faret til himmels, og nu kalder han på
os til at føre hans arbejde videre, hver enkelt og sammen med hinanden.
…
Hvordan kan vi gøre det,
spørger den undrende. Hvordan bruger jeg min magt?
I evangeliet står det på
vanlig vis lidt kryptisk. På en måde får vi at hvide, hvad vi skal gøre. Og på
en anden måde bliver det også lagt i hænderne og hovederne på os selv at regne
ud, hvad der skal til.
Jesus siger, at vi skal
drive dæmoner ud. Det lyder konkret, og alligevel er det ret abstrakt at tale
om det onde som en dæmon. Måske skal vi mere forestille os, at det er ondskab,
som den viser sig på alle mulige måder i vores liv med hinanden og i verden,
som vi har fået til opgave at drive på flugt, at tage hånd om eller at bekæmpe.
Men giver Jesus en
anvisning til, hvordan vi skal gøre det? Nej. På vanlig vis giver han os en opgave,
men derefter lægger han opgaven og løsningen over til os. Magten hos os ligger
dermed i, at vi skal gøre noget, men også at vi selv skal regne ud hvad
vi skal gøre, når den konkrete situation opstår, og der kaldes på vores
hjælp.
Den ondskab vi f.eks. lige
nu møder fra den østlige del af det europæiske kontinent, er f.eks. anderledes
end den ondskab det enkelte menneske kan møde, når det bliver ramt af sygdom,
og er f.eks. anderledes end den ondskab der kan være i bandemiljøet, bare for
at nævne nogle eksempler. Og alle situationerne kræver nødvendigvis noget
forskelligt af os. Dæmonen ser forskellig ud, og skal håndteres på forskellig
vis. Men på Jesu ord, skal vi håndtere den!
Således står der også, at
vi skal tale med nye tunger. Måske betyder det, at vi skal tale det
kærlighedssprog, som Jesus talte, når han drog omsorg for de svageste. Men det
sprog, vil også altid være forskelligt, alt efter hvem vi står foran.
Vi skal også tage fat i
slanger. Altså skal vi turde at røre ved det, der måske ikke altid er lige rart
at tage fat om, men som ikke desto mindre skal håndteres, hvis det ikke skal
ende galt.
…
Jesus er faret til
himmels. Han har ikke mistet sin magt, men han vil dele sin magt med os gennem
sin ånd.
Så nu er magten også vores.
Vi er dem, der sidder ned i de privilegeredes position, og om lidt skal vi rejse
os og gå ud i verden og holde øjne og ører åbne for, hvornår og hvordan der
kaldes på os.
Det undrer mig i den
sammenhæng også, hvad der foregår i Kenya i disse dage, og som der bliver
skrevet om i nyhederne. Ja, det undrer mig ikke bare: det fylder mig med gru og
tristhed!
For det viser sig, at en
præst i en kristen kult i årevis har fået medlemmerne af kulten til at sulte
sig ihjel. Myndighederne de seneste par uger fundet flere massegrave med både
børn og voksne, og har anholdt præsten for at have drevet folkene til at sulte
sig. Og hvorfor har han gjort det? Anklagen mod ham lyder, som flere overlevne
fortæller, at præsten påstod, at de ved at sulte sig ihjel dermed ville få
Jesus at se.
Det er meget tragisk at
det kan forekomme, og det er så fjernt fra min kristne tro, som noget kan
blive.
Jeg kan håbe, at jeg, den
dag jeg dør, vil møde Gud. Men indtil da tror jeg, at Gud er til stede med sin
ånd, i sit ord, i dåbens vand og nadverens måltid, og ikke mindst i relationen
til mit medmenneske. Og det sidste, jeg skal gøre, er at fjerne mig selv netop
fra den relation. Gud er der, hvor vi, som evangeliet fortæller os i dag, går
ud og prædiker hans ord og kærlighed, og viser os for vores næste. Og jeg tror
også, at han er der, hvor gode mennesker tager hånd om den kristne kult, og den
ondskab som har fundet sted, og taler et nyt og kærligt sprog over for dem alle
– også præsten!
…
Vi har magten her på
jorden. Gud er én, vi skal få øje på i vores medmenneske.
Det er i grunden, som vi
hørte tidligere: Da Jesus fór til himmels, stod hans disciple tilbage og
stirrede op i den blå himmel for at se efter ham. Det er nærmest et komisk
billede. For hvad I alverden skulle de kigge derop efter? Derfor bryder Gud også
ind i fortælling og sender to engle – nogle mænd i lysende klæder – som ret
tørt siger: ”Hvad i alverden står I og kigger op i himlen for, galilæere?”
Underforstået: der har I ikke noget at gøre. Jeres arbejde og øjne skal være
rettet her på jorden. Guds ånd er i jer; det er alt, hvad I skal brug. Afsted
med jer.
På samme måde sker det
påskemorgen, da Jesus er stået op af graven. Kvinderne går ud til graven for at
se til den døde Jesus. Igen bryder Gud ind i fortællingen og sender et par engle
– nogle mænd i lysende klæder – som på lidt samme måde udbryder: ”Altså, hvorfor
leder I dog efter den levende iblandt de døde. Han er ikke her. Han er
opstået!”
…
Der er ingen, der skal
sulte sig ihjel for at møde Kristus. Der er ingen der skal stirre op i himlen
for at se efter ham. Der er ingen der skal gå på opdagelse i gravhuler. Der er
tomt. Der er ikke liv. Livet er i lyset. Livet er der, hvor der er mennesker.
Den opstandne Kristus kalder på os i hvert enkelt menneske, som vi går iblandt.
For i hvert enkelt menneske er hans ånd!
Sådan sidder vi nu på
tronen – på hver enkelt kirkebænk. Magten er ikke taget fra hverken Gud eller
Jesus. Men Gud har delagtiggjort os i magten og udøver nu sin magt igennem os,
ved at sende os ud i verden!
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar