Menneske først. Regel så.

Prædiken til syttende søndag efter trinitatis (I) d. 1. oktober 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 14,1-11. Salmer: 752 – 392 – 365 – 729v5 – 731.

Forleden dag lyttede jeg til en podcast, hvor journalist og madanmelder Lærke Kløvedal inviterer kendte ud for at spise deres sidste måltid. Alt imens de spiser, læser Lærke Kløvedal op fra en nekrolog over den inviterede gæst, som hun har skrevet til anledningen. Det er altså et program, som handler om liv, om eftermæle, og at se tilbage på det i livet, som definerede dig og gjorde dig til den, du var og er. 

Gæsten var denne dag sangerinden Katinka. Katinka er bl.a. kendt for at være et meget åbent og ærligt menneske; ærlig om den vildskab og skrøbelighed, der bor i hende, og som hun også bruger aktivt, når hun skriver sange og digte.  

Lærke Kløvedal læser fra nekrologen: 

Katinka voksede op i København i 90’erne. Her var der plads til stille piger og larmende drenge, og hvis man ikke passede ind i de kategorier, kunne man ikke være med. Katinka fik konstant at hvide, at hun opførte sig forkert, og det lagrede sig i kroppen. Katinka var et anderledes barn. Hendes følelsesregister var mere fintmasket, og hendes oplevelser slog ud på en større skala end andres. Til skole-hjem-samtalerne sagde lærerne til hende og hendes forældre, at hun var for voldsom. 

”Det er rigtigt” svarer Katinka. ”Men jeg tænker ikke, jeg har været særlig. Jeg tror, der var mange børn, der faldt ud over rammerne dengang, og jeg oplevede ikke, at nogen kunne tage hånd om sådan én som mig. Og da jeg senere hen læste til lærer, opdagede jeg pludselig, at jeg ikke var fortabt. Jeg var måske et barn, der var lige ved siden af gennemsnittet, men hvem er egentlig gennemsnittet?” 

”Men det var den følelse, dine lærere gav dig?”, spørger Kløvedal. 

”Ja!” svarer Katinka. ”Og så kan jeg huske den dag på lærerseminariet, hvor jeg læste i en fagbog, at hver gang et barn mistrives i en klasse, så er det lærerens ansvar. Det vil altid være den voksnes ansvar, det er aldrig børnenes. Og jeg har aldrig oplevet, at der var en voksen, der tog ansvar for mig. Det var altid bare min egen skyld.” 

Så vidt podcasten med Katinka og Lærke Kløvedal. 

Det, der rører noget i mig i Katinkas historie, er mødet mellem det på den ene side ”normale”, rammerne som vi skal passe ind i, det som nogen er blevet enig om er det rigtige. Og så på den anden side det, som vi helt enkelt kunne kalde virkeligheden; sådan som virkeligheden nu engang udspiller sig, og sådan som mennesker nu engang er.  

Katinka bærer som barn på en oplevelse af, at hun ikke rigtig er velkommen, eller at hendes måde at være på er enormt ubelejlig ind i det liv og de rammer, alle andre levede efter. ”Det var altid bare min egen skyld” sagde hun, og fik på den måde at vide, at hun selv kunne gøre for det.  

Men det kunne hun jo ikke. Som nu også den mand, vi møder i evangeliet, med vand i kroppen. Jeg tror hans oplevelse er den samme.  

Manden er helt tydeligt anderledes end dem, der er omkring ham. Ja, han er syg! Men det er som om, at det går de andres næse forbi. De vil ikke tage sig af ham. For rammen denne dag er, at det er sabbat, hvor man ikke må arbejde og ikke hjælpe nogen. Sådan var det bestemt. Og derfor går de forbi ham.  

Sabbattens rammer og regler møder virkeligheden og en mand, som havde alvorlig brug for hjælp. Folkeskolen i 90’erne – og hvem ved, måske også i dag? – hvor der kun var plads til larmende drenge og stille piger, blev mødt af virkeligheden; den virkelighed, som har det med at overgå det, vi tænker og tror; her en pige, som ikke var stille, men stadigvæk havde brug for omsorg. Lærerne forholdt sig kun til det normale, ligesom jøderne kun forholdt sig til reglerne, og glemte virkeligheden: mennesket, der havde brug for at blive set! 

Man fornemmer, at Jesus må have stået med et stramt udtryk i ansigtet og måske tænkt, om der egentlig var en voksen til stede – ligesom Katinka også reflekterer over. Derfor handler han – selvfølgelig – og prøver samtidig at sætte problematikken på spidsen ved at spørge til, hvis det nu var deres egen søn – en af deres egne kære børn – der denne dag var faldet i brønden. Om de så ikke – selv på en sabbat – ville have trukket ham op? 

  

Hvad passer altid ind i dit kram? Hvad går altid efter de planer, du selv har lagt? Nogle gange måske det meste. Nogle gange måske slet ingenting.  

Jeg tror ikke evangeliet og Jesus vil have os til at glemme regler og rammer. De hjælper os også på vej. De giver os struktur. Men der er en væsentlig pointe i, at regler og rammer er til for menneskets skyld. Og hvis mennesket pludselig bliver offer for en regel – hvis reglen bevirker, at vi glemmer mennesket, glemmer at være opmærksomme, eller hvis reglen gør, at der ikke er plads til mangfoldigheden af mennesker – så må reglen også bøjes. Så må vi se forbi reglen eller i det mindste se den efter i sømmende.  

Menneskeliv først. Regler så!  

I den bedste af alle verdner skulle Katinka være blevet mødt af omsorgsfulde lærere, der så hende og hendes behov. Det var ikke hende, den var gal med. Det opdagede hun heldigvis også senere hen. Det var reglen, der var udfordringen, og dem, hun havde omkring sig, og hele det miljø hvor man død og pine ikke måtte falde uden for rammerne.  

I den bedste af alle verdner skulle jøderne omkring manden have lagt deres kapper omkring ham og båret ham til et sted, hvor han kunne få hjælp. De skulle ikke bare være gået forbi ham, på vej til den fine sabbatsfejring, hvor der kun var plads til pæne mennesker.  

Nej, de skulle have sat sig på gulvet, på jorden, i øjenhøjde med ham og alle andre, der lå der, fordi det i grunden er den største plads vi kan indtage, og det fineste bord, vi kan sidde ved; der hvor alle er og alle føler sig velkommen, set og hørt.  

Hvis det nu var vores nekrolog, der skulle skrives – ligesom Lærke Kløvedal skriver nekrologer – hvad ville vi så gerne have, skulle stå der? Sikkert mange forskellige ting. Men man kunne håbe, at nogen ville skrive, at vi var gode til at tage os af andre. Gode til at vise omsorg og se, hvor og hvordan der var brug for vores hjælp.  

Og ved siden af det, kunne der måske også stå en lille, men realistisk, sætning om, at vi heller aldrig var supermænd, som kunne fixe alting med det samme. Måske ville det også være okay, hvis vi kunne se tilbage på et liv, og se at vi ikke altid var perfekte, og at der de gange, vi ikke selv slog til, også var en anden, som hjalp os på vej. En anden som så med milde øjne på os og på det, vi ikke selv nænnede så meget som et blik. 

I evangeliet var Jesus den, der kom forbi og så det, de andre ikke så. Han så den lidende, men han så også dem, der gik forbi. Til den lidende gav han helbredelse. Han gav ham tilbage til livet. Og til dem der gik forbi gav han ord og overvejelser til deres liv, i sammenhæng med hinanden. Og så lod han dem alle gå frit derfra. 

Måske vil Jesus også være den for os? Den der ser os, når vi ligger ned; som giver os helbredelse og sender os tilbage til livet, fyldt af energi i kroppen.  

Men måske vil han også være den, der ser alle dem, vi ikke selv ser. Og måske vil han bære over med os – alle os, der er lige ved siden af gennemsnittet. Når vi alligevel ikke magter at vende reglerne på hovedet. Når vi ikke magter at håndtere den, der falder uden for normen og sige ”Hej Katinka, du er lige præcis som du skal være, og her er også plads til dig!”. Eller når vi ikke kan overskue at standse op, men mest af alt har brug for at lukke øjnene og gå videre.  

Måske vil han da alligevel hjælpe os op, og sige til os: menneske først, regel så!  

Det kan vi håbe! 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. 
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid 
og i al evighed. 

Amen