Insister på håbet

 Prædiken til juleaften 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 - 120 - 104 - 121. 

Jeg taler altid med mine konfirmander om håb. Om at håbe på noget, at turde holde fast i håbet, og at give håbet videre til andre. Det er altid aktuelt at tale om håb; om et håb for dagen i morgen – og måske særligt for de unge konfirmander.

Om lidt skal vi synge: Et barn er født i Betlehem / thi glæde sig Jerusalem. Men jeg tror ikke, Jerusalem glæder sig for tiden, og jeg tror, at de børn der fødes i Betlehem i dag mere end nogen andre har brug for det håb, barnet for 2000 år siden kom med. Ja, at synge salmen i dag er nærmest som en håbefuld protest. Jeg håber, I vil synge med, alt hvad I kan!

Som samtalen med konfirmanderne skred frem, udfordrede de tankerne om håbet. Og til spørgsmålet, om man egentlig kan give håbet videre til andre, var den overvejende stemning, at det kan man ikke bare lige gøre. For den anden er også nødt til selv at tro på håbet. Ellers nytter det ikke noget, som de sagde. 

Som en konfirmand så billedligt forklarede mig: ”Simon, det er ligesom hvis du giver mig et æg. Så bliver det jo ikke til en omelet, bare fordi jeg får et æg. Jeg skal også selv gøre noget for det.” Og så kiggede konfirmanden på mig, som om det var logik for burhøns...!

…

På en måde giver det mening, at håbet også skal sættes i bevægelse af modtageren. Men om vi kan eller skal have bevægelsen som krav, inden vi sender afsted, ved jeg ikke. Konfirmander ville, at håbet, som et æg, skulle blive til noget, til en omelet. Og hvis den ikke kunne det, var der ingen mening i at modtage ægget, eller overhovedet at give ægget videre til en anden.

Men jeg tror, det er anderledes med håbet. Vi skal turde give det, og turde at modtage det, også selvom vi ikke ved, hvad det skal blive til. Ja, vi skal faktisk insistere på, at håbet er her, og at vi kan sætte det i bevægelse ved at give det til hinanden, og modtage det fra hinanden.

Og så må tiden vise og overraske os med, hvad håbet kan blive. At håbe er på mange måder at forvente det uventede. Det store.

Og jeg tror, det sker i mødet med den enkelte, når håbet bliver sendt afsted. Når vi giver håbet videre som en kærlighedshandling til dem, vi holder af, og til dem, hvor håbløsheden truer. At give håbet videre er alene meningsfyldt. Og måske finder håbet også med tiden et svar, en bevægelse, en større mening hos den, der modtager det.

…

I dag, Juleaften, sender Gud sin søn, Jesus Kristus, ned i favnen hos os alle. Det er det, vi fejrer. At Gud vil os. At Gud kommer til os udefra med sin fred og ikke mindst: sit håb.

Og helt overraskende har håbet form af et barn. Et nyskabt barn, et skrøbeligt barn, et barn der som en spire har slået de første spæde rødder, og nu skal til at folde sig ud, blive til noget.

Gud giver os sit håb. Men spørgsmålet er så, om vi også kan åbne os for det? Tør vi modtage det – og måske svare på det?

…

Maria er den første der mærker håbet. Hun ved, at det er et særligt barn, hun skal føde. Om man forstår, hvis dét også må have føltes fremmed for hende. At hun måske var bange. 

Men Maria reagerer umiddelbart på mødet og tager imod håbet ved selv at gøre som Gud: ved at give af sig selv. Hun svøber barnet i den omsorg barnet kalder på, og tager det til sig som sit eget. Guds håb fremkalder omsorgen i hende. Det er hendes svar på håbet. Det er julens svar i Maria.

Og det samme gælder for Josef. Han er ikke far til barnet og står lidt udenfor. Alligevel drages han hen mod Maria og mod barnet. Ligesom hyrderne på marken også gør. De forstår ikke først, hvad det hele handler om. Alligevel tør de gå med englen, de tør trodse deres frygt og gå med englens fremmede budskab om fred. Det bliver hyrdernes svar på håbet: at gå afsted på trods af deres frygt.

…

Hvordan svarer vi på det håb, Gud lægger i vores arme?

Forfatteren Jens Christian Grøndal skrev her op til jul en kronik om uroen i Israel og Palæstina, og om at vi næsten kommer til kort over for den tragedie, vi ser udspille sig dernede. Og netop der kan det være svært at svare på håbet – ja, overhovedet at se det komme, modtage det, og give det videre ind i al ulykken. For hvad nytter det?

Han skriver:

”Man bliver stum og skammer sig indvendigt over sin stumhed. Retfærdighedens talerør er knækket, håbets flamme oser. Man vælger sidegaden ved lyden af demonstranternes taktfaste råb.”

”Jeg mindes ikke en jul, der som denne er blevet forstyrret af ondskab vold og død. Men det gør ikke julens fortælling mindre relevant for den aktuelle virkelighed. Aldrig har det midt i den meningsløse lidelse givet mere mening, at noget må komme (…) Når retfærdigheden kommer til kort, er der kun håbet tilbage. Det ligner et umuligt håb, men det er lige så umuligt at leve uden.”

Jeg forstår Jens Christian Grøndals frustration. Jeg mærker den også hos mig selv. Magtesløsheden. ”Det ligner et umuligt håb” skriver han, ”men det er også lige så umuligt at leve uden”.

Og dét er på en måde Jens Christian Grøndals spinkle svar på julens håb: ”det er umuligt at leve uden håbet”. Svaret er, at han holder fast i håbet, selvom det ser håbløst ud, og at det alene er meningsfyldt. Grøndal tør ikke andet end at stille sig der, hvor håbet også er. Alt andet ville være tømt for liv og mening.

Ligesom Maria, der holdt fast i barnet, selvom det også var et skrøbeligt barn. Ja, hun kunne faktisk ikke andet. Hun nærmest insisterede på at tage sig af det.

…

Hvordan svarer vi på det håb, Gud lægger i vores arme?

Ja, verden er som den er. Men den bliver givet videre som det, vi fortæller den er. Derfor er det også vigtigt, hvad vi fortæller videre til vores børn, til konfirmanderne. For det vi fortæller andre bliver det, de andre fortæller dem selv.

Og når virkeligheden kommer med en undergangshistorie, så må vi komme med en kærlighedshistorie; da må vi insistere på at holde jul, holde os åbne for håbet, og sende håbet videre.

Og barnet i krybben er det håb, der sendes til os. Vi sætter os ind på kirkebænkene, indånder kirkens fred, og mærker måske at her har siddet tusinder af generationer før os under lige så håbløse tider. Men lige her har de også hørt den samme fortælling om, at håbet er her.

Krig og modgang er vi ikke selv herre over. Og vi er heller ikke herre over håbet. Det kommer bare. Som en forstyrrelse midt i livet og overrasker os.

Ligesom for Kejser Augustus. Han troede at han skulle diktere, tælle og kategorisere alle mennesker i hele verden. Og pludselig blev det hele afbrudt af et barn, der vendte alt på hovedet. Om det var en god eller en dårlig overraskelse for Augustus, melder historien ikke noget om. Jeg tror det sidste.

Men en overraskelse var det. For pludselig lå magten ikke længere hos den valgte magthaver, eller hos ham, der uretfærdigt havde tilskyndet sig magten. Magten lå nu i krybben hos det lille barn, i omsorgen for den svageste, i håbet iblandt os, som pludselig oplyste hele verden.

…

Håbet er her. I aften rækkes det til os som et barn. Maria svarede på håbet, ved at svøbe barnet. Håbet kaldte omsorgen frem i hende, selvom hun måske ikke forstod det hele, og selvom hun måske var bange.

Vi skal insistere på, at håbet også kommer i aften til os. Det er vores trøst og gave, og måske vores opgave, hvis vi også kan finde mod til at svare på det. Børn, konfirmander – os alle sammen!

Glædelig jul.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!