Den største kærlighedserklæring

 Prædiken til anden påskedag (II) d. 1. april 2024 i Brabrand Kirke. Johannesevangeliet 20,1-18. Salmer: 408 – 218 – 249 – 241 – 236,7 – 235. 

I can't wake you up
The house is on fire

Jeg kan ikke vække dig
vores hus brænder

And I can't wake you up
Are you there, my love?

                 Jeg kan ikke vække dig
                 er du der, min elskede?

The house is on fire
And I can't wake you up

                 Vores hus brænder
                 og jeg kan ikke vække dig

Sådan synger bandet Jonah Blacksmith i et hit fra 2021 House on fire. Jeg kan ikke vække dig, synger de. Igen og igen. Huset brænder. Vores fundament ryster. Sådan kunne disciplene også have sunget, efter Jesus var udåndet på korset og alt døde sammen med ham.

Men hvorfor synger de sådan?

Den ene af brødrene i bandet, Thomas Alstrup, fortæller nu at sangen er skrevet, da hans hustru var midt i en voldsom depression. Er du der, min elskede? Nej, det var hun ikke. Eller jo. Hun var der, men ikke rigtigt. I et interview fortæller Thomas: 

Det begyndte med, at hun var træt. Flere og flere eftermiddage kom hun hjem fra arbejde og lagde sig ind på sofaen og faldt i søvn. Det undrede ham. Hun kunne intet overskue, og en dag kunne han mærke, at noget var helt galt. Hun skulle hente deres søn efter fodboldtræning, men om aftenen ringede sønnen hjem og sagde, at han ikke var blevet hentet. Hun havde glemt ham. Det var ikke med vilje, for sådan er hun slet ikke.

…

Derfra ruller den værste tid sig ud for Thomas og hans hustru Mette – hun i den værste depression, og han med ansvaret for hustru, hus og tre børn, og et liv der mildest talt vakler.

Og langsomt sniger sig en følelse ind i kroppen. Om aftenen sidder han ofte på loftet med computeren og søgte på depression. ’Hvor lang tid tager det?’, ’Hvad kan udløse en depression?’. Han læste side op og side ned i et forsøg på at finde et eller andet at holde fast i. En løsning af en art.

Men han delte det ikke med nogen. For inden i ham, følte han skam og følte, at det var hans skyld.

Jeg syntes, det var pinligt at stå i det her, siger han, for jeg har været i tvivl om, hvor meget skyld jeg havde i hendes depression. Folk der står på sidelinjen til nogen med alzheimers, kræft eller skader efter trafikulykker føler nok ikke skyld. Men jeg tror, at rigtig mange, der er pårørende til en med depression, kan genkende følelsen af skyld. Skulle jeg havde set det før? Kunne jeg havde forhindret det? Har jeg budt hende for meget? Det er godt nok svært.

Måske tænkte Maria Magdalene det samme, da hun stod der ved graven. Hendes verden er også faldet sammen. Hun har mistet Jesus, ham hun fulgte, og nu er hun pludselig alene alene. De andre disciple tumler ind og ud af graven, som vi hører i evangeliet. Men Maria står stille – måske i chok, måske i forvirrelse, eller måske med skam og skyldfølelse over, om det var hendes skyld, både at han var død, men at han nu heller ikke var i hulen længere. Skulle hun have set det og gjort noget allerede dengang han red ind i Jerusalem? Kunne hun have forhindret det? Kunne hun have budt ham noget andet, imens han levede? Var det fordi hun ikke gjorde noget, at det gik som det gik? Hun græder.

…

Thomas Alstrup tænker tilbage for at finde svar på sine følelser. Han prøver at finde en forklaring på det mørke, der har ramt hans hustru, ham og hans familie. Kunne han have gjort noget anderledes? Var det egentlig hans skyld?

Thomas siger i interviewet:

Lydstudiet (til vores band) ligger klos op ad husets soveværelser. Da børnene var små, faldt de i søvn til lyden af et leben af musikere, der kom og gik og spillede til langt ud på natten. Jeg kender ikke andre ægtefæller, der vil stå model til det, hun har stået med. Et hus, der er fyldt af musikere, der vader ind mellem vasketøj og blespande og forstærkere. Det er et kaosliv på mange områder. (…) Det er jo i virkeligheden er ret egoistisk, siger han.

Jeg har haft brug for at blive tilgivet, uden at jeg ved, hvad det skulle være for. Hvis Mette sad her i dag, ville hun ikke sige, ’Det var Thomas, der var skyld i det’. Hun ville nok sige, at det var en kombination af flere ting, der havde presset sig på gennem længere tid og deriblandt selvfølgelig også det liv, vi i fællesskab har skabt.

Maria kan heller ikke finde svar på sine spørgsmål. Måske har hun samme følelse som Thomas: hun søger tilgivelse for noget, hun egentlig ikke har gjort. Måske er det det, der ligger i hendes gråd? Og i hendes råb efter den døde Jesus? Hun vil forsone sig med den døde, søge fred og tilgivelse ved at se ham. Måske kan det få hendes gråd til at stoppe.

…

Og får hun så den tilgivelse? Får hun forløsningen? Får Thomas den?

For Thomas sker der noget en aften, da han efter lang tids vaden rundt i et ingenmandsland har fået nok. Han er træt. Han er slidt ned. Han kan ikke mere.

Så sagde jeg (til hende), at nu kan jeg ikke mere. Men hun kunne ikke græde. Det var bare stoneface. Jeg kunne ikke se, om hun blev ked af det, og jeg havde bare lyst til at ruske i hende.

Så sagde hun lige så stille: ’Jeg tror godt, det kunne fungere, hvis jeg boede alene. Men Thomas, siger hans hustru Mette så, du er jo min bedste ven.’

Og der kom forløsningen. Ud af det blå.

Det var den største kærlighedserklæring, jeg kunne få.” siger Thomas Alstrup. ”Der gik det op for mig: ’det er jo en ven, jeg skal hjælpe lige nu’, siger han. Det var hendes ord om, at jeg var hendes bedste ven, der gjorde, at jeg kunne holde ud. At jeg kunne bevare håbet. Det hele faldt på plads inden i mig. Hun bad mig jo egentlig parkere mit behov for kærlighed, men pludselig gav det mening for mig at sætte det på pause, for selvfølgelig skal man være der for en ven. Så må det andet komme hen ad vejen.

Og der ender Thomas Alstrups fortælling om hans hustru, hendes depression og hans kamp for at være der for hende og for ham selv. Og i virkeligheden en kamp for at finde tilbage til livet.

I dag, 8 år senere, er alt godt, og både ham og hans hustru har fundet et om muligt stærkere bånd og tilknytning til hinanden. De gik ikke fra hinanden, tværtimod kom de tættere på hinanden slutter interviewet med at sige.

…

Men Thomas, du er jo min bedste ven.

Den sætning bliver en kærlighedssætning fra Mette til Thomas. Den sætning får med det samme Thomas til at ranke rykken og til at se igen. Han kan se sit liv i øjnene igen. Han kan se, at han er forbundet med sin hustru igen. Han kan se, at han har en opgave i sit liv i at være der for hende, og for en stund parkere sig selv og hans egne behov for at blive elsket og nusset om. Opgaven er kærlighed til hende han elsker.

Men hvad med Maria?

For Maria sker det samme. Jesus, som hele tiden har stået lige ved siden af hende, forvekslet med en havemand, kigger hende i øjnene og kalder hendes navn: ”Maria”. Og fra da af falder også alt på plads hos hende. Hun lytter til hans ord, og straks får hun igen retning og mening med sit liv, så hun kan løbe fra Jesus og fra graven, for at fortælle alle, hvad hun har set og hørt.

Jesus kalder på Maria, ligesom Mette også kalder på Thomas: ”Du er min bedste ven”. Og for dem begge skaber det en klarhed i deres liv. Alt falder på plads og i hak, og derfra er der kun én vej frem.

Og er det ikke opstandelsen i sit fineste væsen? Opstandelse er at blive kaldt tilbage til livet. Opstandelse er at blive kaldt ud af sine rædsler. Opstandelse er at gå fra mørket og ind i lyset.

Mette kalder Thomas tilbage til livet. Vækker ham fra det brændende hus. Hun kalder på ham og giver ham en retning for hans liv, og den retning er en retning med håb og med drømme forude. Hun befrier ham fra hans skyld og hans skam, ved at kalde på ham, og derigennem bekræfte ham i, at de er i et forhold. Du er min ven, siger hun til ham. Og da kan han rejse sig og gå med sin opgave, gå frit afsted i lyset.

Ligesom Jesus kalder Maria ved hendes navn, og bekræfter, at han ikke er hvem som helst eller en havemand. Nu har hun set ham, og derved er Maria kaldt tilbage til livet. Og så kan hun løbe fra graven, fra mørket, og fortælle disciplene om det hele i lyset.

Maria og Thomas blev sat fri. De blev frelst. Uden helt at vide, at det var det, de trængte til. Men da det skete, gav det den dybeste mening, og blev verden ny igen.

Glædelig påske.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.