Forbundne

Prædiken til sjette søndag efter påske (II) d. 12. maj 2024 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 17,20-26. Salmer: 722 – 634 – 289 – 292 – 400v2 – 29.

Da vores konge, Frederik X, holdt sin første tale efter proklamationen d. 14. januar, afslørede han også sit valgsprog, eller sit kongeord, som han kalder det: Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.   

Kongehuset samler os som land og folk. På tværs dialekter, egnsdele og byskel, på tværs af kulturer, etnicitet og sprog, på tværs af politiske uenigheder er vi samlet under vores regent. Og denne samlende egenskab – og måske også opgave – udtrykker kongen nu i sit kongeord.  

Kongen er selvfølgelig stadigvæk ny i job, men vi kender betydning af hans virke fra hans mor. Når dronning Margrethe talte på årets sidste dag, var vi stille. Og da hun noget uventet tonede frem på skærmen under coronakrisen med en venlig, men bestemt besked til os alle om, at passe på hinanden, så lyttede vi efter.  

Min nabokollega i Gellerup Kirke fortæller også om engang, hvor dronningen havde meldt sin ankomst i gellerupparken. Men på et stormøde med en række repræsentanter fra lokalområdet, som skulle deltage i festlighederne, opstod der pludselig tvivl om hvorvidt alle ville opføre sig ordentligt under besøget. 

Da rejste en ellers fuldstændig tavs gruppe mødre sig prompte fra deres stol og talte i meget klare vendinger om, at så længe dronningen var på besøg, var der ingen uroligheder. Man fornemmede, at mødrene faktisk havde indflydelse og noget at sige i denne sag, og at et besøg fra dronningen var noget ganske særligt – også for dem og i deres del af byen. 

Vi er forbundne i vores regent, i vores konge, og han er forbundet til os. Derfra tales med en stemme, der for en stund lader andre stemmer forstumme.  

… 

Når Jesus i dag beder om, at vi alle skal være ét, så kan vores kongehus give os blik for, hvad det kan betyde. Det at være forsamlet i noget større, og at være forbundet med hinanden, som overstiger de skel og grænser, vi selv gerne sætter imellem hinanden.  

Men hvorfor har vi brug for troen og Gud, hvis vi allerede har et kongehus, der kan forene os med de andre?  

Jesus beder om, at vi skal være ét. Men jeg tror, det er på et langt dybere plan, end et kongehus kan give os blik for, og en enhed som rækker længere ud end som så. Et kongehus vil altid leve på menneskelige beslutninger og skrøbelige vilkår. Kongehuset er virkelighed i dag, men kan lige så vel være fortid i morgen.  

Men vi skal være ét, ligesom Jesus fortæller, at han og Gud Fader er ét med hinanden og dybt forbundet i kærlighed. En enhed, der var der før alle tider, og som altid vil være der, om vi vil det eller ej. Og når vi er ét med hinanden, så spejler vi denne kærlighed og forbundethed. Når vi er ét med hinanden, er Gud til stede iblandt os og vi er fuldendt i en enhed i ham med alle omkring os. 

… 

Jesus beder om, at vi skal være ét. Og det gør han selvfølgelig på den baggrund, at mennesker dengang og alle dage har udvist den modsatte adfærd. Skilt sig fra hinanden. Bekæmpet hinanden, ligesom vi stadigvæk gør det. Ja, Jesus udtaler i virkeligheden en bøn, som dengang og i dag taler lige ind i vores inderste og der, hvor det gør ondt. 

Krigene raser om ørerne på os, og skilsmisseprocenterne er tårnhøje. Glimtvis fornemmer vi, at vi hænger sammen, i familier, ægteskaber og venskaber. Glimtvis anerkender vi hinanden, smiler til hinanden og griner sammen. Lige indtil vi ikke gør det mere og går fra hinanden, fordi vi også bare er mennesker, der kommer til at kommer til at bryde, hvad vi engang lovede at holde fast i. 

Men selv når vi går fra hinanden; selv når vi ikke formår at holde fast i det, vi selv har skabt, så skal vi under det hele stadigvæk turde tro på, at vi er forbundet, at vi hænger sammen i Gud, og at det fællesskab også forpligter os på hinanden. Selv når vi bekriger hinanden, hænger vi sammen. 

… 

I går fejrede Europa melodigrandprix. Man kan mene meget om det show. Men det er en lille og ikke uvæsentlig venlig konkurrence, som i sin essens handler om at holde sammen, midt i de krige og konflikter der også præger vores kontinent.  

Konkurrencen handler om at være forsamlet om noget, nemlig musikken, som er større end de forskelle, der ellers adskiller os; politiske skel, landegrænser, sprog, religion og kultur. Under eurovisionens tag sidder vi side om side og lytter til hinandens bidrag, og alle lande har samme vilkår: præcis tre minutter til at fremføre, hvad de selv mener er årets hit og det, vi alle sammen skal nynne med på.  

Indholdet af de tre minutter er vidt forskelligt, for vi er ikke ens, og det ses tydeligt. Men vi er ét. Og det er noget andet. Det er at anerkende den andens ret og værd. Det er at respektere den andens måde at være på, den andens eksistens ved siden af min, uden at gøre vold på den eller prøve at overtage den.  

At være ét er at være forbundet med hinanden, dybt nede i menneskeligheden, hvor vi er født på den samme jordklode, er lavet af skind og ben, hvor vi trækker vejret, hvor vi alle har brug for en hjælpende hånd, hvis vi falder, og hvor vi ved, at noget din forbundethed til verden også afhænger af min forbundethed til dig og omvendt.  

Vi kender de velkendte ord fra filosoffen Løgstrups hånd. Det kan næsten være en kliché at nævne det. Ikke desto mindre så sagde han: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.  

Med det sagde han: vi er altid i et ét med hinanden. Du kan ikke se dig ud af at være i forbindelse til det andet menneske. Det er dit grundvilkår, og det beder Jesus om, at du tager på dig. Alene i det at være skabt og være til, er du kastet ud i en sammenhæng med dem, der er omkring dig. Det er dit grundvilkår førend så meget andet – måske også førend du kan tale om dig selv og om at være et individ. Før du blev dig selv, var du en del af en sammenhæng, den sammenhæng som skabte dig, og den vil du altid være forbundet i – afhængig af, og måske også forpligtet på? 

… 

Jesus beder om, at vi må være ét med hinanden, for deri spejler vi den Guds kærlighed, vi er skabt i. Og måske er det også vores trøst. Når vi ikke magter at holde fast og holde sammen med hinanden, så er det ikke det samme, som at enheden – den dybeste enhed – også er faldet fra hinanden. Paulus udtrykte netop denne tro i sit brev til romerne.  

Han spurgte: Hvem kan skille os fra kærligheden? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?  

Og så svarede han i sin dybeste tro: jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.  

I Gud er vi forbundne. Det er den tro, Jesus beder om må være alles tro. Fra den ene yderlighed til den anden. Som håb og lys for den, der har mistet alt og lever på gaden, og måske også mistet troen på, nogensinde være forbundet eller blive elsket af nogen igen. Og som tro og måske også rettesnor for de mest magtfulde i verden, som med få beslutninger kan ændre livets gang for mange. At de må opdage, at den kærlighed, de lever deres liv i lyset af, dybest set også er den samme kærlighed, vi andre modtager. 

Guds kærlighed gør ikke andet ved os, end at den forbinder os til Gud og til hinanden. Og i den forbundethed er der liv. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. 
Som det var i begyndelsen 
således også nu og altid, og i al evighed. 

Amen