Prædiken til anden søndag i fasten (I) 16. marts 2025 i Brabrand Aarslev Kirker
Matthæusevangeliet 15,21-28. Salmer:
750 – 598 – 582 – 192 – 158v5-9 – 11
Jesus var ikke uvant med, at folk gik i
rette med ham. I det ny testamente hører vi igen og igen skriftkloge, præster
og farisæere, ja sågar disciplene, stille ham til ansvar for datidens
samfundsorden og den tradition, han selv kom fra.
Man må ikke spise med fremmede,
indvendte de, da han satte sig hos et ensomt menneske for at dele et måltid
mad. Man må ikke arbejde på sabbatten, kommenterede de, da han netop havde
givet en mand livet tilbage på den hellige hviledag.
Men igen og igen afviser Jesus deres
forældede traditioner og fremmedgørende regler. I og med Jesus er Guds rige
brudt frem. Og her er det Guds nåde, det kærlige blik for det enkelte menneske,
der er i centrum.
Det vil sige: lige indtil den dag,
Jesus møder den kanaanæiske kvinde.
For som vi lige har hørt henvender en
kanaanæisk kvinde sig til Jesus i en tro på, at han vil hjælpe hende og hendes
syge barn. Hun beder ham inderligt. Men han afviser hende pludselig ved at
håndhæve, at der er forskel på dem. Hun er ikke den, han er sendt til for at
hjælpe. Det brød han skal give, må hun slet ikke spise – underforstået: de er
slet ikke fra samme kultur eller religiøse ståsted. Der er forskel på dig og
mig, siger han til hende.
Men er det ikke netop fuldstændig
ligegyldigt, hvem man er og hvor man kommer fra? Har Jesus ikke netop delt sit
liv med dem, andre kaldte forkerte? Har han ikke netop kaldt livet frem i alle
de blinde og halte, og de spedalske uden for byens mure, som andre indenfor
murene end ikke ville anerkende?
Alt stritter på den kanaanæiske kvinde
og hun svarer ham derfor prompte tilbage: Selvfølgelig kan jeg spise af det
brød, du giver. Brød er brød. Hjælp er hjælp. Kærlighed er kærlighed, Jesus. Og
hvis du kan og hvis det står i din magt, så giv den videre!
Sådan!
…
I dag er det ikke Jesus, der er vores
forbillede. Det er derimod den kanaanæiske kvinde. Det er hende, vi kan spejle
os i og hente styrke og mod fra. Ikke kun i hendes tro. Men også i hendes håb
på forandring for det, hun er ved at miste, og allermest i hendes vedholdende
råb, da der ikke bliver lyttet til hende.
Kvinden håber. Hun er båret af en
længsel efter at tingens tilstand bliver anderledes, i første omgang for hendes
datter, men måske også for hende selv.
Og som hun står der, kan vi stille os
selv hen ved siden af hende. For da ligner hun til enhver af os, der har
oplevet magtesløshed. Hun ligner os der har følt os alene og råbt en magthaver
ind i ansigtet, som ikke ville lytte, eller råbt på et system som ikke bare
ville bøje sig bare en lille smule ind over os og se os, og det vi kommer med.
Kvinden frygter dagen i morgen, og hvad
der mon vil ske af ulykker. Også på den måde ligner kvinden enhver af os, som i
disse kolde vinterdage står og ser måbende til, at temperaturen imellem verdens
politikere og magthavere om muligt bliver ved med at falde.
Der står vi, nogle gange sammen, andre
gange helt alene ligesom kvinden, og scroller igennem den ene dårlige nyhed
efter den anden, og frygter for at en ny dæmon får sat sig på tværs, og måske i
sidste ende kan komme til at gå ud over ikke bare vores medborgeres liv ude i
verden men også vores eget. Og det første er lige så slemt som det sidste.
Der står vi ved siden af hende, for hun
ligner os. Det er et ensomt sted, hun står, og den følelse genkender vi.
…
Men jeg ser hende også udefra. Og der
beundrer jeg hendes styrke, da hun nægter at lade sig kue, og ender med at
råbe. Hendes stemme, hendes ord og hendes insisteren på forandring er hendes
skarpeste våben. Hun tager hånd om sin egen skæbne og nægter at være offer.
Hun råber så stærkt og så vedholdende
og så udholdende lige op i ansigtet på ham, som kan gøre noget ved det. Nej,
Herre, jeg er ikke for ringe til at modtage den hjælp, du kan give. Jeg er
faktisk præcist den, der har brug for din kærlighed og omsorg, nu mere end
nogensinde før, og jeg bliver ved med at stå lige her, indtil du fatter det!
Siger hun.
Jeg kigger på hende udefra og tænker,
om jeg har et modigt sted i mig, som kunne gøre som hende? Om jeg har samme
styrke? Og fra et mere opgivende sted i mig kan jeg også tænke: hvad nytter
det?
Men kvinden er båret af længslen efter
forandring; efter at noget kunne være anderledes. Og den længsel er aldrig
nytteløs.
I første omgang råber hun for at redde
datterens liv. Men dernæst bliver hun, som kvinderne på kampdagen forrige
lørdag, indigneret over den uretfærdighed, Jesus møder hende med, da han
begynder at liste forskellene op imellem ham og hende. Hendes råb er også et
råb om, at han må behandle hende som et menneske, og se på sagen, på det hun
kommer med, og ikke først vurdere hende på kultur, hårfarve, sprog eller
lignende.
“Det er utroligt” sagde Søren
Kierkegaard engang, ”hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en
mening med modgangen eller lidelsen” Jeg er ret sikker på, at kvinden med
rette kunne blive ved med at have råbt ad Jesus, fordi det aldrig bliver
nytteløst at kæmpe netop for sagen; for det der er imellem os.
Det er derfor, kvinden går til Jesus:
fordi hun oprigtigt tror på, at her er der et menneske, som ikke vil se på det
ydre, og som vil være ligeglad med hendes baggrund. Et menneske som vil se
hende som medmenneske og intet andet.
…
Kvinden taler fra hjertet. Og derfor
bliver Jesus også ramt af hende. Selvfølgelig. For han er ikke lavet af is. I
et splitsekund møder han hende som et fejlbarligt menneske, der kommer til at
afvise. Men da hun taler fra hjertet, fra det sted, Jesus selv er allermest til
stede, bliver han ramt.
Kvinden er som vintergækken, eller
påskeliljen der bryder frem i disse dage. Hun trodser den iskolde jord, som om
det var det mest naturlige i hele verden. Hun bryder frem og springer ud,
selvom vinden suser om ørerne på hende. Og lige der forkynder hun, at der
stadigvæk kan bryde noget godt frem af mørket, og at der stadigvæk er noget at
bryde frem for. Hendes råb og håb er som blomsterne, der lyser lige ind i
hjertet på alle kolde hjerter. Hun lyset op og minder os om, at noget godt
stadig findes.
Og derfor bøjer Jesus sig også for
hende og ser hende. Han er ikke lavet af is. Han kan røres og bliver rørt af
det mørke hun kommer fra.
Ja, for det er måske netop der, han er
allermest til stede? Han skræmmes ikke af mørket eller af hendes skrøbelighed.
Evangeliet forkynder også i dag, at Jesus nærmer sig netop dét menneske.
Disciplene forsøger at jage hende væk. Men hun gør modstand og Jesus røres, som
han har gjort så mange gange før af det, der er skrøbeligt, det der helt
åbenlyst er udfordret på sin eksistens og sit værd.
Det tog noget tid. Og denne
gang var det ikke Jesus, der belærte de andre om det. Men det var kvinden, der
råbte, og Jesus hørte hende. Til sidst.
Og det er evangeliet, vi skal tage med
os. Må vi finde mod, som den kanaanæiske kvinde, i alle vores kampe til at håbe
og råbe – ikke kun på hinanden men også på Gud. Må vi finde mod til at være
vedholdende og udholdende i vores bøn om forandring for dagen i morgen.
Og må Gud høre os. Standse ved os, når
mørket er slået ind over os og vi svajer i vinden med vores egen lille
skrøbelige blomst. Må han se os, høre os, røre ved os og lade sig røre af alt
det vi kommer med.
Ære være Faderen og Sønnen og
Helligånden
som det var i begyndelsen
så ledes også nu og altid og i al evighed
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar