Og de gik ud

Prædiken til påskedag (I) 20. april 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Markusevangeliet 16,1-8. Salmer: 224 – 448 – 826 – 218 – 236 – 427 – 240.

Forleden dag var jeg i København og gik ved et tilfælde forbi indgangen til Tivoli.

Indgangen til Tivoli er nærmest ikonisk. Den vil os noget. Den lyser op. Den er som en portal ind i en anden verden af latter, lys, farver og forlystelser. Den er noget helt særligt, fordi man ved, at går man igennem der, går man fra grå virkelighed, indtil en magisk verden, hvor legen er forstørret og hvor håbet er at overraske dig.

Sådanne porte og portaler er der overalt. Indgange eller udgange der vil os noget. Porte, buer, og åbninger, som vi skal gå igennem imellem stadier og forskellige virkeligheder. Der er noget løfterigt ved porte. Noget stort.

De kan være festlige som Tivolis. Eller mægtige som Triumfbuen på Champs-Élysées i Paris, der vidner om en sejrende nation efter første verdenskrig. De kan være pyntede som en æresport, bygget til ære for den kærlighed som var, som er, og som kommer.

Portene kan være hemmelige og måske også uhyggelige. I Narniabøgerne er porten ind til det fortryllede land et glemt garderobeskab. Og i Harry Potter bøgerne skal alle troldmænd i menneskenes verden løbe igennem en væg af mursten, en skjult port på banegården, for at komme frem til perron 9¾ og toget til troldmandsskolen Hogwarts.

Da jeg var barn, boede jeg tæt på byens legeplads. Når min søster og jeg skulle derover, gik vi ned i vores have, ud igennem læhegnet. og så var vi fremme.

Men når vi skulle hjem igen var læhegnet pludselig blevet til en massiv mur af træer og mørke. Vi kunne ikke finde porten i læhegnet, som skulle føre os sikkert hjem igen. 

Derfor malede vores mor en hvid ring rundt om en lygtepæl, som tilfældigvis stod der, hvor vi skulle ind. Andre må have undret sig over ringen. Men min søster og jeg vidste, at når vi fandt lygtepælen og den hvide ring, kunne vi finde porten i læhegnet, gå igennem mørket, og finde hjem igen.

…

Påskedag er som en port; en port der går os i møde og tilsiger os, at der nu går en vej fra død og liv.

Påskedag er som en port; en port der som morgenstunden forkynder, at der efter nat altid kommer dag, at der efter modgang altid kommer medgang og lys.

Påskedag er som en port; en port vi går ud af ud evigheden, fordi englens budskab: ”han er opstået, han er ikke her”, skubber os ud af graven og ud i livet igen. Og dér er Kristus opstanden!

Det er det, vi fejrer i dag. Det er fantastisk! Det er ubegribeligt! Og sådan reagerer kvinderne også den første påskemorgen.

Kvinderne løber ud til graven for at se til den døde Jesus. Men da de kommer ind i den mørke gravhule, møder de i stedet en engel, som siger ordene: ”Han er stået op. Han er ikke her”.

Og det får ikke først smilene frem. Tværtimod. De bliver forfærdede over ordene og vender straks om med frygt og forfærdelse i hele kroppen. De bliver bange, som der står.

Men hvad ser de, da de vender sig om? De ser påskemorgens port! Bagved dem åbner den sig, og de ser lyset, der vælder ind i graven og bryder med mørket. Der ser åbningen og udgangen til livet, til håbet, til det grønne græs og til alle de levende mennesker på den anden side. Hvad end de mærker af modsatrettede følelser over englens ord, giver ordene dem alligevel mulighed for at vende sig om og løbe afsted, igennem porten, ud i lyset.

Og det er påskemorgen! Det er opstandelsen!

Jesus sprængte sig vej gennem dødens port tilbage til livet. Han var den første, der gjorde det i ly at natten. Og kvinderne gentager det, som de første, påskemorgen. De hører, at de ikke længere skal være i gravens mørke. De aner at det fantastiske er sket, uden måske helt kunne forstå det.

Men på det håb, løber de alligevel afsted. Og fra og med i dag, er det håb også vores.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at selv gennem tårer kan vi få øje på engle.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at der selv i det dybeste mørke kan findes håbefulde ord.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at vi nogle gange må gå ind i mørket, være der, men at der bag os også kan åbne sig en port af lys. En port vi kan gå igennem, ud i livet igen.

Det kan tage tid. Det kan vare evighed. Porten kan være lille, og den kan gemme sig mere end hvad godt er. Måske I sidder og tænker på, hvilke porte I er gået igennem i jeres liv, og hvilke porte I har stået under. Porte hvor I gik fra mørke til lys. Eller måske I kommer i tanke om de porte, I snart håber, vil åbne sig for jer. Lyssprækker i mørket, hvor I igen får mulighed for at gå den rigtige vej.

I dag mødes vi af håbet om, at påskens port altid vil være et sted. At der bag om ryggen på os altid kan åbne sig en sprække af lys, som vi kan vende os mod og gå i møde.

Jesus var den første, der gik vejen. Den første som fjernede stenen fra vores bryst, fra vores mørke. Og derfor vil han altid gå med os ind i mørket, men også altid vise vejen ud igen. Ja, måske er han som den hvide ring rundt om lygtepælen, vi altid kan lede efter og få øje på, og føle os trygge hos hele vejen.

…

Forleden dag så jeg en ny dokumentar på DR om Jonas Petersen, sanger og digter i Hymns From Nineveh. DR har fulgt ham det seneste år i en svær tid, på vej tilbage fra en depression.

DR filmer ham, men han filmer også sig selv i de allermest sårbare øjeblikke midt om natten, hvor et tankemylder har afbrudt hans søvn. I øjeblikke hvor tårerne triller ned ad kinderne på ham og hans verden er krøllet helt sammen.

Det er barsk at se og barskt at høre. Jonas giver os indblik i stunder så angstfyldte, at de knap lader sig filme. Han prøver at formidle mørkets kræfter og alt det der fylder i ham, og som mange af os andre knap forstår. Og med det forsøger han at vise os en del af virkeligheden – også når den er barsk.

Hvorfor depressionen kommer, ved han ikke. Hvorfor mørket slutter sig om ham, ved han ikke. Og hvordan han kommer ud af det igen er heller ikke tydeligt.

Men en dag det banker på døren, sker der noget. Et bud leverer en buket blomster ved hans dør og går igen. Blomsterne viser sig at være fra en god ven, som har hørt om Jonas situation, og nu blot vil vise sin medfølelse. Blomsterne er smukke, og vedlagt er der et lille kort, hvori der står: Hold ud. Jeg tror, der blir lys i dig igen.

Hold ud. Jeg tror, der blir lys i dig igen. Vennen bliver som en lille hverdagsengel midt Jonas stue. Og ordene bliver som englens ord til kvinderne i graven. De får endnu engang tårerne til at trille ned ad Jonas’ kinder, men nu af glæde. Ikke fordi depressionen pludselig er væk, eller at han med det samme mærker lyset, ligesom kvinderne heller ikke gjorde det lige med det samme.

Men fordi ordene kom til ham. Fordi han i ordene kunne ane en et håb.

Og bare det at ane håbet var som påskemorgenstunden, der lyste ham i ryggen. Håbefulde ord midt i mørket der åbnede en vej; en lille sti fyldt af påskegule liljer, han snart kunne træde ind på.

…

Påskemorgen vælder lyset ind i graven. Kvinderne står med tårefyldte øjne og lytter til englens ord. Og bagom ryggen på dem strømmer lyset ind.

Er lyset stærkere end mørket? Er Guds kærlighed stærkere end alt andet, ja, selv døden? Ja, det tror vi og det er påske!

Påsken er et ord, der forstyrrer vores mørke.
Påsken er et lys, der varmer vores indre.
Påsken er en port, der åbner sig bag os, og opstandelsen er den virkelighed, vi altid har i vente og altid kan gå ud i. Leve i. Være i. Både når vi er bange og når vi ikke længere er det. Kristus er opstanden og vi med ham!

Glædelig påske

Amen.