Prædiken til første søndag efter påske (I) i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer: 408 – 233 – 248 – 678 – 236v5 – 234.
Det må ikke have været særlig let for Thomas at være discipel af Jesus, og samtidig tvivle så meget.
Thomas har fulgt Jesus i
størstedelen af sit liv. Han har så mange gange hørt Jesus fortælle, at han en
dag ville dø og opstå på den tredje dag. Han har så mange gange bekendt og
nikket ja til det hele.
Men da Jesus som opstanden
har stået midt iblandt disciplene, og Thomas ikke selv ser det, gribes han
alligevel af tvivlen. Han magter ikke troen, da det kommer til stykket. Han har
brug for bevis. Han vil se for at kunne tro!
Som sådan ligner Thomas så mange
af os, der glædes over beviser. ”Jeg vil se det, før jeg tror det” siger vi. Af
den grund er der også mange, der holder sig væk fra kirkens rum og ikke vil
røre det religiøse. Det er nu engang syns-, føle-, dufte og høre-sanserne der
trumfer enhver form for overbevisning og tro.
…
Thomas stiller krav om bevis.
Han vil se det hele med egne øjne; have fingrene helt ind i sårene, som en
kirurg der vil åbne menneskekroppen for at se, hvad der er på færde. Og først
der må sandheden vise sig.
Nogle gange siger vi, at tvivlen
er en nådegave. Den kan være med til at få os lidt ned og besinde os. Det kan
være så befriende, når én rækker en finger op midt i de overbevistes flok, og
stiller nysgerrige spørgsmål. Tvivlsspørgsmål kan få enhver kæphøj ned fra sin
sejrshest og minde om, at ingen er bedre end andre.
Thomas tvivler, men han har ikke
fået nogen ros for det op igennem kirkens historie. Han er ikke blevet
portrætteret som en tvivls-helt eller personificeringen af tvivlens nådegave.
Derimod klinger hans navn ’Thomas-tvivleren’ temmelig negativt, selvom han jo i
bund og grund bare forholder sig afventende. Han har rakt en nysgerrig finger i
vejret midt i de overbevistes flok.
…
Måske vil nogen af jer husker en
præst, der engang kom til at gøre det samme – række en finger i vejret og være
lidt nysgerrig, lidt kritisk og lidt tvivlende i sin tro?
Han hed Thorkild Grosbøll og var
præst i Taarbæk, nord for København. Han fik lidt af en sag på nakken, da han i
begyndelsen af 00’erne udgiver en bog og senere hen et interview, hvor han
siger, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud.
Det skabte selvfølgelig røre, og
Grosbøll måtte stå skoleret hos flere biskopper. For kunne det virkelig være
rigtigt, at der gik en præst rundt i den danske folkekirke og ikke
troede på Gud? Hvad måtte menigheden ikke tænke og tro? Og havde Grosbøll ikke
skrevet under på noget andet i sit præsteløfte?
Der var ikke mange, der tænkte
om Grosbøll, at han besad tvivlens nådegave. Men måske havde han det lidt som
Thomas? Han ville egentlig bare gerne se beviset. Stikke en finger i vejret, og
derefter en finger ind i såret. Mærke arene på kroppen, fordi det nu engang er
sådan, vi mennesker fungerer – selv for en præst – at vores sanser i høj grad
styrer, hvad vi finder sandt og sandsynligt.
…
Det var på mange måder en
ærgerlig sag for Grosbøll. Det handlede aldrig om, at han ikke troede. Og sagen
falder også, da han genbekræfter sin tro over for biskoppen i Roskilde.
Nej, det handlede i stedet om,
at han i højere grad nok var tvivlende. Og derfor var han præst. Derfor gik han
i kirke. Derfor forsøgte han at åbne sig for Gud og for troen, ved hele tiden
selv at tage livtag med den, og ved hele tiden at stille sig over for troen i
kirkens fællesskab.
Men sagen var også ærgerlig for
kirken og den – i gåseøjne – overbeviste flok. For pludselig blev der trukket
et skarpt skel op imellem troende og ikke troende – et skel som stadigvæk
indimellem stikker sit hoved frem. Enten er du troende eller også er du ikke!
Men tror vi ikke alle sammen? Er
det ikke umuligt ikke at tro – bare lidt?
Vi tror på tandlægen, ellers
ville vi ikke åbne munden. Vi tror på lægen, ellers ville vi ikke indtage
medicinen. Vi tror på tømreren, ellers ville vi ikke lade ham reparere det, der
er gået i stykker. Vi tror på den historiske overlevering, selvom vi ikke så
det selv.
Og selv det, vi er vidner til,
kræver også tro. Tro på at det der siges også menes. Tro på at vores øjne ser
rigtigt, og vores ører hører, hvad der faktisk bliver sagt.
Og vi tror på Gud. Nogle gange.
Men langt de fleste gange har vi mere brug for, at Gud tror på os! Hvis troen
på Gud kun afhang af vores egen indsats og tiltro til ham, så var Gud for
længst gået i glemmebogen. For vi glemmer hans ord.
Og derfor har vi brug for at
blive mindet om den i kirken søndag efter søndag. Vi glemmer. Vi er syndere,
som det hedder med kristen terminologi. Og derfor har vi brug for at komme
igen, møde Guds ord, få troens gave, få syndernes forladelse og velsignelsen
til igen at gå ud i verden og være hinandens medmennesker.
Som den nyligt afdøde pave Frans
engang udtalte til avisen Die Zeit: ”Troen kan gå tabt. Den er en gave, som man
hver dag må bede om på ny. Hvor ofte i mit liv har jeg ikke forsyndet mig ved
at handle mod min tro som en ikke-troende. Det er tomhedens øjeblikke. Man må
ydmygt bede Gud om troen.”
…
Og for Thomas tvivleren endte
det også der: han mistede pludselig troen på den opstandne. Blot en enkelt dag
efter Jesu opstandelse begyndte tvivlen at nage ham. Og derfor måtte han bede
om den igen.
Men hvad sker der så?
Jo, den opstandne kommer ham
i møde. Jesus møder Thomas og ikke omvendt. Jesus går lige i kødet på Thomas –
så at sige – for at Thomas kan gå i kødet på ham.
Og han overbevises. Heldigvis
sker det for Thomas. Og heldigvis for os har der gennem tiden har været kloge
mennesker, der har udlagt og forkyndt kristendommen, så den opstandne også er
blevet levende for os – lige så levende, som han var dér foran Thomas – om end
vi også af og til må kæmpe.
Ja, salige er vi, her 2000 år
efter, der hver dag kæmper med troen, og alligevel mærker glimt af Gud i
fællesskabet, som når børn bliver døbt, eller nadveren rækkes til os, eller når
Guds ord forstyrrer os, forplanter sig i os, og får os til at gå nye veje.
Salige er vi, der hver dag
kæmper med troen, men dog alligevel bliver ved med at kæmpe og række en finger
i vejret, fordi vi ligesom Thomas insisterer på at leve i det uafsluttede.
Salige er vi, der hver dag
kæmper med troen, og nogle gange også kan have svært ved at bekende den højt,
men heldigvis står ved siden af andre, som godt kan.
Salige er vi, der hver dag
kæmper med troen, men pludselig i det dybeste mørke, hvor troen næsten er væk,
alligevel møder en engel, som fortæller os, at vi har lys i ryggen.
Salige er vi, der hver dag
kæmper med troen, og hører i dagens evangelium, at Gud kan gå igennem selv
lukkede døre; finde vej ind i selv de mest fortvivlede sind, og lyse med al sin
opstandelseskraft og sige: Fred være med jer!
Ære være Faderen og Sønnen og
Helligånden
som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.
Amen.