Tvivl

Prædiken til første søndag efter påske (I) i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer: 408 – 233 – 248 – 678 – 236v5 – 234. 

Det må ikke have været særlig let for Thomas at være discipel af Jesus, og samtidig tvivle så meget.

Thomas har fulgt Jesus i størstedelen af sit liv. Han har så mange gange hørt Jesus fortælle, at han en dag ville dø og opstå på den tredje dag. Han har så mange gange bekendt og nikket ja til det hele.   

Men da Jesus som opstanden har stået midt iblandt disciplene, og Thomas ikke selv ser det, gribes han alligevel af tvivlen. Han magter ikke troen, da det kommer til stykket. Han har brug for bevis. Han vil se for at kunne tro!  

Som sådan ligner Thomas så mange af os, der glædes over beviser. ”Jeg vil se det, før jeg tror det” siger vi. Af den grund er der også mange, der holder sig væk fra kirkens rum og ikke vil røre det religiøse. Det er nu engang syns-, føle-, dufte og høre-sanserne der trumfer enhver form for overbevisning og tro.

…

Thomas stiller krav om bevis. Han vil se det hele med egne øjne; have fingrene helt ind i sårene, som en kirurg der vil åbne menneskekroppen for at se, hvad der er på færde. Og først der må sandheden vise sig.

Nogle gange siger vi, at tvivlen er en nådegave. Den kan være med til at få os lidt ned og besinde os. Det kan være så befriende, når én rækker en finger op midt i de overbevistes flok, og stiller nysgerrige spørgsmål. Tvivlsspørgsmål kan få enhver kæphøj ned fra sin sejrshest og minde om, at ingen er bedre end andre.

Thomas tvivler, men han har ikke fået nogen ros for det op igennem kirkens historie. Han er ikke blevet portrætteret som en tvivls-helt eller personificeringen af tvivlens nådegave. Derimod klinger hans navn ’Thomas-tvivleren’ temmelig negativt, selvom han jo i bund og grund bare forholder sig afventende. Han har rakt en nysgerrig finger i vejret midt i de overbevistes flok.

…

Måske vil nogen af jer husker en præst, der engang kom til at gøre det samme – række en finger i vejret og være lidt nysgerrig, lidt kritisk og lidt tvivlende i sin tro? 

Han hed Thorkild Grosbøll og var præst i Taarbæk, nord for København. Han fik lidt af en sag på nakken, da han i begyndelsen af 00’erne udgiver en bog og senere hen et interview, hvor han siger, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud.

Det skabte selvfølgelig røre, og Grosbøll måtte stå skoleret hos flere biskopper. For kunne det virkelig være rigtigt, at der gik en præst rundt i den danske folkekirke og ikke troede på Gud? Hvad måtte menigheden ikke tænke og tro? Og havde Grosbøll ikke skrevet under på noget andet i sit præsteløfte? 

Der var ikke mange, der tænkte om Grosbøll, at han besad tvivlens nådegave. Men måske havde han det lidt som Thomas? Han ville egentlig bare gerne se beviset. Stikke en finger i vejret, og derefter en finger ind i såret. Mærke arene på kroppen, fordi det nu engang er sådan, vi mennesker fungerer – selv for en præst – at vores sanser i høj grad styrer, hvad vi finder sandt og sandsynligt.  

…

Det var på mange måder en ærgerlig sag for Grosbøll. Det handlede aldrig om, at han ikke troede. Og sagen falder også, da han genbekræfter sin tro over for biskoppen i Roskilde.

Nej, det handlede i stedet om, at han i højere grad nok var tvivlende. Og derfor var han præst. Derfor gik han i kirke. Derfor forsøgte han at åbne sig for Gud og for troen, ved hele tiden selv at tage livtag med den, og ved hele tiden at stille sig over for troen i kirkens fællesskab.

Men sagen var også ærgerlig for kirken og den – i gåseøjne – overbeviste flok. For pludselig blev der trukket et skarpt skel op imellem troende og ikke troende – et skel som stadigvæk indimellem stikker sit hoved frem. Enten er du troende eller også er du ikke!

Men tror vi ikke alle sammen? Er det ikke umuligt ikke at tro – bare lidt?

Vi tror på tandlægen, ellers ville vi ikke åbne munden. Vi tror på lægen, ellers ville vi ikke indtage medicinen. Vi tror på tømreren, ellers ville vi ikke lade ham reparere det, der er gået i stykker. Vi tror på den historiske overlevering, selvom vi ikke så det selv.

Og selv det, vi er vidner til, kræver også tro. Tro på at det der siges også menes. Tro på at vores øjne ser rigtigt, og vores ører hører, hvad der faktisk bliver sagt.

Og vi tror på Gud. Nogle gange. Men langt de fleste gange har vi mere brug for, at Gud tror på os! Hvis troen på Gud kun afhang af vores egen indsats og tiltro til ham, så var Gud for længst gået i glemmebogen. For vi glemmer hans ord.

Og derfor har vi brug for at blive mindet om den i kirken søndag efter søndag. Vi glemmer. Vi er syndere, som det hedder med kristen terminologi. Og derfor har vi brug for at komme igen, møde Guds ord, få troens gave, få syndernes forladelse og velsignelsen til igen at gå ud i verden og være hinandens medmennesker.

Som den nyligt afdøde pave Frans engang udtalte til avisen Die Zeit: ”Troen kan gå tabt. Den er en gave, som man hver dag må bede om på ny. Hvor ofte i mit liv har jeg ikke forsyndet mig ved at handle mod min tro som en ikke-troende. Det er tomhedens øjeblikke. Man må ydmygt bede Gud om troen.” 

…

Og for Thomas tvivleren endte det også der: han mistede pludselig troen på den opstandne. Blot en enkelt dag efter Jesu opstandelse begyndte tvivlen at nage ham. Og derfor måtte han bede om den igen.

Men hvad sker der så? 

Jo, den opstandne kommer ham i møde. Jesus møder Thomas og ikke omvendt. Jesus går lige i kødet på Thomas – så at sige – for at Thomas kan gå i kødet på ham.

Og han overbevises. Heldigvis sker det for Thomas. Og heldigvis for os har der gennem tiden har været kloge mennesker, der har udlagt og forkyndt kristendommen, så den opstandne også er blevet levende for os – lige så levende, som han var dér foran Thomas – om end vi også af og til må kæmpe.

Ja, salige er vi, her 2000 år efter, der hver dag kæmper med troen, og alligevel mærker glimt af Gud i fællesskabet, som når børn bliver døbt, eller nadveren rækkes til os, eller når Guds ord forstyrrer os, forplanter sig i os, og får os til at gå nye veje.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, men dog alligevel bliver ved med at kæmpe og række en finger i vejret, fordi vi ligesom Thomas insisterer på at leve i det uafsluttede.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, og nogle gange også kan have svært ved at bekende den højt, men heldigvis står ved siden af andre, som godt kan.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, men pludselig i det dybeste mørke, hvor troen næsten er væk, alligevel møder en engel, som fortæller os, at vi har lys i ryggen.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, og hører i dagens evangelium, at Gud kan gå igennem selv lukkede døre; finde vej ind i selv de mest fortvivlede sind, og lyse med al sin opstandelseskraft og sige: Fred være med jer!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed. 

Amen.