"Kirkens kichoff" - kronik i Randers Amtsavis, fredag d. 1. december 2017

På søndag er det første søndag i advent. I kirken er det en højtidsdag, fordi vi fejrer et nyt kirkeår og fordi vi begynder nedtællingen til juleaften. Og hvad laver man så sådan en søndag? Nogen går i kirke. Andre ser til fodbold på stadion.

Der er i virkeligheden ikke stor forskel på at gå i kirke og gå ned på stadion. Det gik op for mig for et par søndage siden, hvor jeg havde sat mig på tribunen for at overvære kampen mellem Randers FC og AGF.

Vi mødes om søndagen. Vi har fri. Og vi mødes i en helt særlig bygning. Den er bygget til formålet, ligner ikke alle andre bygninger i området, og indenfor er der en helt særlig stemning. På væggene hænger der billeder og bannere, relikvier og reklamer fra byens folk, som i tidernes morgen havde eller stadig har betydning for netop det sted. Og vi mødes derinde om det, vi tror allermest på. Vi mødes om det, der giver os styrke og håb, og som samler os i et fællesskab.

Og indenfor er der en række ritualer. For de der ikke kender dem, er de naturligt nok fremmede, og kan tilmed virke fremmedgørende, fordi de tager tid at forstå. Og ritualerne er mange. F.eks. rejser vi os op på særlige tidspunkter, i respekt for det vi ser og hører – når bolden rammer nettet eller når der læses fra Bibelen. Og vi synger! De hundreder eller tusinder af stemmer, der er forsamlede, bliver pludselig til én, når vi synger I østen stiger solen op eller Lååå lååå lååå eller Der er et yndigt land. Og ja. Det kan føles forvirrende, ikke at kende teksten eller melodien til Lååå lååå lååå. Men sådan er det jo hver gang, man begiver sig et nyt sted hen; man skal lige lære stedets spilleregler, jargon og traditioner at kende, før man rigtigt er med.

Og nogen gange går vi derfra med fornyet energi til at klare næste dags glæder og sorger. Vi vandt noget nyt, og det, vi så eller hørte, gav mening for os. Andre gange går vi mere forvirrede derfra, end vi var, da vi kom, og har måske brug for at vende tilbage på et senere tidspunkt.

Det kan synes plat at sammenligne kirken og stadion – kirkegængere og fodboldfans. Men måske er pointen, at vi livet igennem og uanset hvem, vi er, har brug for åndehuller og fællesskaber i vores liv. Og at de steder, vi søger til, ikke er så væsensforskellige, som de måske ser ud til. På den ene side.

På den anden side er jeg ikke i tvivl om, hvorfor jeg oftere indfinder mig på kirkebænken end på stadiontribunen. For på søndag begynder et nyt kirkeår med et mere end 2000 år gammelt budskab om, at vi er velkomne som dem, vi er. At også det nye år er et Herrens år. Og vi vil blive mødt med forventning og håb om, at fremtiden byder på mere lys end mørke. Og jeg bliver stadig forundret over, hvordan dette budskab, selv efter så mange år, kan overraske ved at tale direkte ind i min hverdag og vores fælles verden, og sætte fingeren nøjagtigt hvor livet er allermest skrøbeligt på godt og ondt.

Og således vil jeg sparke kirkens nye sæson i gang. Om jeg ramte målet, ved jeg ikke. På søndag vil jeg gøre et nyt forsøg, og jeg vil hermed opfordre dig til at følge kampen – og resten af sæsonens hæsblæsende opgør– på tætteste hold. Det bliver spændende. Jeg lover det.

Glædelig adventstid!

Fredslyset

Prædiken til 1. søndag i advent, d. 3. december 2017 i Enghøj Kirke.

Lukasevangeliet 4,16-30. Salmer: 74 – 840 – 811 – 84 – 69,5-6 – 862.

Som I så, bar vi ved gudstjenestens begyndelse fredslyset fra Betlehem ind i kirken, og tændte alterlys, adventskrans og lyset i krybbespillet med lyset. Og det er virkelig lyset fra Betlehem. I fødselsgrotten i Betlehem brænder et evigt lys. Og hvert år ved denne tid tager man en flamme fra dette lys, deler det ud på flere lys, og bringer det ud via spejderbevægelser over hele verden.

Her i Danmark ankommer lyset til Roskilde og Aarhus, hvor Sct. Georg Gilderne står for at bringe lyset videre ud til de enkelte kirker og hjem, som ønsker at få del i lyset. Og budskabet med lyset er som lyder: Fred på jorden. Et lys for fællesskab. Et lys for forståelse. Et lys for fred og venskab. Et lys for tolerance. Et lys for nødlidende og ensomme. Et lys for aktivt arbejde. En gave som skal lyse op i adventstiden. En gave til dig så du kan tænde et lys til glæde for andre.

Det er med andre ord et lys med perspektiv! Det kommer fra et at verdens vigtigste brændpunkter – Israel og Betlehem. Der, hvor der i mange år og den dag i dag hersker krig og ufred imellem religioner og kulturer, men hvor vi samtidig også har centrum for verdenshistoriens vel nok mest kendte fortælling om fødslen af Guds søn; om Gud, der bringer fred på jord, ved selv at komme hertil.

Derfor er det et lys, der minder os om den verden, vi er en del af, på godt og ondt. Og så meget desto mere er der grund til at sprede netop dette lys, netop fra det sted, rundt om i verden og tage det til os, fordi lyset kommer med fred og forsoning fra et brændpunkt i denne verden, som ikke altid selv er fredeligt! Det er netop et lys med perspektiver, som både taler til sig selv og egen kontekst, men også rækker ud over sig selv – ud i verden – og som rækker ind imod os, med håb om fællesskab, forståelse, fred, venskab, tolerance og glæde for alle.

Det er et lys med perspektiver. Og perspektiver var netop, hvad byens folk og disciplene stod og manglede i dagens evangeliefortælling, da Jesus pludselig trådte frem for dem. Tømredrengen fra Nazareth citerede velkendte profeter for dem, og de håbede sådan, at han ville gøre mirakler, som de havde hørt, han også havde gjort i nabobyen Kapernaum.

Men Jesus svarer dem igen på vanlig kryptisk vis. Først taler han om enker i Israel, der ikke fik hjælp, og om en anden enke i Sidons land, som fik hjælp. Derefter om spedalske i Israel, som heller ikke fik hjælp, og om en spedalsk fra Syrien som fik hjælp. Og det lyder måske mærkeligt.

Men pointen er, at Gud ikke kun er kommet for være hos sine egne. Han er kommet hos alle! Israel er meget vel Guds land; der hvor nu også Jesus går rundt og gør mirakler, og der hvor hele fortællingen tager udgangspunkt. Men Gud er så meget mere! Guds perspektiv er større. Gud er ikke kun begrænset til Israel eller til ét andet sted. Han er også nærværende i Sidons land, i Syrien, på Enghøjs bakketop, og alle andre steder verden over, hvor budskabet om ham spreder håb og glæde.

”Herrens ånd er over mig” læser Jesus, underforstået om sig selv, da han er i Nazareth. ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Det lys, vi har bragt ind i kirken i dag, og det lys vi hører komme til os i stalden i Betlehem juleaften, det er et lys, der er for os alle, og som med sit komme skal sætte vores liv og vores fællesverden i et nyt lys.

Lyset har perspektiv. Lige så meget som det er et konkret lys, er det også et fortalt lys, og et lys i overført betydning, der finder vej i dag. Og for at det kan lyse op for så mange som muligt, kræver det af os, at vi tager det til os, lader det lyse op inden i os, og deler det med andre. Ja, at vi meget trodsigt i denne mørke tid, bærer lyset med ud af kirken og videre ud i verden.

Men til hvem? Og hvordan gør vi? Og hvornår begynder vi?

Til hvem og hvordan findes der ikke vejledninger om eller konkrete henvisninger til. Gjorde der det, var det jo simplet at lave en liste, begynde fra en ende, og slutte fred med sig selv og omverden, når listen var færdiggjort.

Men sådan er det ikke. Vi må selv ud med lygterne, og skabe liv for den enkelte. Når Jesus siger til den lovkyndige: ”Gå du hen og gør ligeså”, efter han har fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, så er det ikke et påbud om at gøre nøjagtigt, som samaritaneren hjalp den nødlidende. Det handler om at være til stede, ligesom samaritaneren var til stede med sit nærvær og hjælpende hænder. At forsøge at sætte sig i den nødlidendes sted, og derfra hente livet tilbage i lyset, efter bedste overbevisning.

Enkerne og de spedalske i dagens fortælling rummer netop det perspektiv. De er mennesker, for hvem et mørke har sænket sig over deres liv. En enke er på denne tid ikke bare én, der har mistet sin mand. Med tabet har enken også mistet sit virke, muligheden for familie og en fremtid. Og det samme med en spedalsk. En spedalsk er én, der står uden for bymurene; udstødt af samfundet og derfor uden mulighed for at være noget for sig selv og være noget for nogen andre. Så lige dér begynder Elias. Lige dér er han nærværende. Lige dér kan han bringe livet tilbage og lyset frem.

Hvor vi skal bringe lyset videre, er derfor op til os selv at finde ud af. Kristendommen og det kommende kirkeårs tekster giver os nok små hint, og vender vores blik i særlige retninger. Men at vi skal gøre noget, det må vi forholde os til i dag, og hele det kommende kirkeår. Og hvornår vi skal begynde, det siges præcis til os i dag.

For ”I dag er det skrift ord gået i opfyldelse” siger Jesus. Det er lige præcis i dag og her og nu, det hele begynder. Og det er en gave for alle os, der måske kan have svært ved at komme ud af sengen og få begyndt. I dag behøver vi slet ikke tage stilling til det. Beslutningen er allerede truffet for os: vi er begyndt i dag og bliver skubbet i gang med Guds velsignelse i ryggen.

Vi er så at sige fanget i dette nu, ligesom de nysgerrige byfolk i Nazareth blev det, da de stimlede sammen om Jesus. Nu handlede det pludselig ikke om i forgårs eller om i morgen. Det handlede om det lys de så foran sig, som de skulle tage på sig.

Apostlen Paulus skrev i Romerbrevet – en anden af dagens tekster, jeg læste ved alteret – at vi skal iklæde os Kristus Jesus og at vi skal tage ”lysets rustning” på. Lysets rustning. Det er et flot udtryk. Ifør dig en rustning af lys, og gå ud i verden med den på – og se hvad der så sker?

Ja. For det er jo ikke den slags rustning, der opildner til kamp, krig og ufred. Tværtimod. Det er en rustning, der lyser op og giver nye perspektiver, hvor den kommer frem. Den tror trodsigt på det, der giver liv, også selvom det er mørkt. Ja, den tror, som det hedder i et gammelt ordsprog: ”Troen er en fugl, som véd om daggryet og derfor synger, mens det endnu er mørkt”.

Glædelig advent.

Amen!

Tilgiv!

Prædiken til 22. søndag efter Trinitatis, d. 12. november 2017 i Enghøj Kirke. Matthæusevangeliet 18,21-35. Salmer: 754 – 300 – 812 (100 salmer) – 493 – 412,5 – 522.

Tilgiver Gud, eller gør han ikke? Jeg synes vi bevæger os om den varme grød i dagens tekster. Lige så glad man blev over Josefs tilgivelse af sine brødre i fortællingen fra Første Mosebog, lige så mærkværdigt er det, da kongen, efter først at have tilgivet tjeneren, bagefter trækker tilgivelsen tilbage og kaster tjeneren i fængsel, fordi han alligevel ikke kunne håndtere tjenerens måde at være på. Pludselig bliver de menneskelige fejl altså for meget for kongen – for Gud! – og straffen bliver til at tage at føle på! Og vi ender med spørgsmålet: Tilgiver Gud, eller gør han ikke?

Jeg ved ikke med jer, men det er egentlig sjældent, jeg går og bruger ordet tilgivelse i min hverdag. Det virker på den ene side lidt højpandet. Men der er også noget glædeligt over ordet – at tilgive en anden er godt, og det virker højstemt og alvorligt, hvis man tager ordet på sig og i brug.

Måske jeg ikke bruger ordet, fordi der ikke er meget at tilgive, som vel i og for sig er positivt nok? At der ikke er nogen, der gør så meget vold imod mig, enten fysisk eller verbalt, at de ligefrem behøver tilgivelse for det. Ja, en verden hvor tilgivelse ikke er nødvendig, er vel egentlig at foretrække. Denne verden ville være ensbetydende med, at vi ikke gjorde ondt mod hinanden, men udviste omsorg og barmhjertighed – at vi lod kærligheden vokse og blive rig iblandt os, sådan som Paulus skrev, vi skulle huske.

Hvad er det at tilgive? At tilgive er at genoprette et brudt forhold. Sådan tænker teologen og filosoffen K.E. Løgstrup. Når vi stoler på et andet menneske – når vi holder af og har tillid til et andet menneske – så regner vi det ikke for muligt, at tilliden kan brydes. Det er i princippet udelukket i et forhold, der er baseret på kærlighed og tillid.

Og alligevel kan det ske – fordi vi er mennesker på godt og ondt – at den ene part i forhold kommer til at beskadige forholdet og bryde tilliden. Til det at holde af nogen og have tillid nogen, hører også muligheden og risikoen for at miste, fordi man hengiver sig og stoler fuldstændigt på det andet menneske. Og det er i dette brud, siger Løgstrup, at tilgivelsen i egentlig forstand skal hjælpe til at genoprette det brudte forhold – der hvor kærligheden og tilliden har lidt skade.

Tilgivelse handler derfor ikke om hverdagens ”små tilgivelige ting”. ”Har du husket at tømme opvaskemaskinen? ”. ”Nej. ”. ”OK – jeg tilgiver dig alligevel. ”.  Sådan siger vi ikke. Og her skal der heller ikke tilgivelse i brug. Måske mere bare et ”pyt!”. Der er ikke her, skoen trykker, fordi det tilgivelige var for småt og for lille en ting til at give anledning til et egentligt brud.

I lignelsen om den gældbundne tjener må vi med Løgstrups overvejelser tænke, at der er sket et brud imellem kongen og tjeneren – imellem Gud og mennesket. Et brud, der var så stort, at det fik konsekvenser. Men hvordan kan vi forstå kongens handling? Hvad er det for en Gud, der trækker tilgivelsen tilbage?

Måske rammer kongens kovending og hårde afslutning os lige i hjertekuglen, fordi det her tydeliggøres, at der med troen og med gudsriget iblandt os også forventes noget af os. At der forventes noget stort og til tider umuligt. Ikke som et regnskab på dommens dag, men som en opsang midt på livets vej om livets alvorlighed og om vores tilstedeværelse iblandt hinanden. Og at Gud ikke bare ser blåøjet til, at vi undlader at tilgive hinanden; at vi kryber om hjørner og tror, at den tilgivelse, vi håber på at få fra Gud, ikke også er en tilgivelse, vores medmenneske håber på og kræver af os.

Tilgivelsen går begge veje. Sådan må vi forstå det, når vi læser lignelsen. Og vi siger det i virkeligheden hver gang, vi beder Fadervor. Her lyder det i femte bøn: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Fadervor er en nøgle til at forstå Lignelsen om den gældbundne tjener. For den er et billede på, at kristendom og vores tro i grunden handler om relationer, som skal opretholdes ligeligt. Relationen mellem mennesker, og relationen mellem Gud og mennesket.

Og opretholdelsen er sideordnet. De lever så at sige af hinanden. De to udsagn ”Forlad os vor skyld” og den anden: ”Som også vi forlader vore skyldnere” er ikke hierarkiske udsagn. Vi beder ikke først Gud tilgive os, så vi kan tilgive andre. Eller at vi tilgiver andre, så Gud kan tilgive os. Nej. De to bønner og udsagn er sidestillet. Og det tydeliggøres for os i lignelsen. Hvis den ene del af bønnen falder væk – hvis enten menneskets eller Guds tilgivelse falder væk – så falder den anden også væk, og tilgivelsen ”rulles tilbage”.

Og det er den spænding, vi som mennesker står i, og som naturligt nok stiller krav til os. Det gør den både i vores menneskelige forhold – i alle de relationer vi har til hinanden, om det er familiære relationer, eller venner og bekendte, eller mennesket på gaden og den fremmede – men også i forhold til Gud. Som en anden teolog har sagt, ”så ligger Guds rige som et tilgivelsens rige på denne verdens vilkår, i spændingen mellem de to sætninger i femte bøn i fadervor.” (Sigfred Pedersen). Og det er netop denne verdens vilkår, der gør det svært. Fordi vi er dem, vi er. Fordi vi både tilgiver hinanden, men så sandelig også gør det modsatte. Afviser, ser ned på, vender os væk fra hinanden og skaber brud. Se blot ud i verdens riger og lande, og tag de politiske beslutninger til efterretning.

Tilgiver Gud eller gør han ikke? Eller er det os, der skal opretholde tilgivelsen og Guds rige iblandt os? Både ja og nej! For Gud har jo kaldet os til at være sine hænder og fødder på jord. Og det kræver noget af os! Men i det kald har han også lagt sin ånd i os og givet os sin velsignelse. Derfor lyder det sidst i lignelsen: At vi af hjertet skal tilgive vores bror – vores medmenneske.

For kan vi ikke med vores hoved og forstand få tilgivelsens ord ud af os, og tilgive vores medmenneske; kan vi ikke med vores menneskelige retfærdighedssans og snusfornuft gøre plads til tilgivelsen i enhver henseende, da har vi lov at tro og håbe på hjertets formåen. At hjertet tager over, hvor fornuften ikke længere kan være med – og at Guds hjerte i et og samme sekund gør det samme.

Ja, vi har i virkeligheden lov til at tro og håbe på, at vi må læse lignelsen om den gældbundne tjener forfra igen. At vi må høre og tro på den konge, der af sit hjerte lader nåde gå for ret og eftergiver tjeneren hans gæld. At vi må have lov at begynde forfra, akkurat som det glædelige og befriende budskab er, at Gud lader dig og mig og os alle begynde forfra, og tro på endnu en solopgang og en påskelilje, når vi rammer mørket.

Som Lisbeth Smedegaard Andersen skrev det i salmen, vi lige har sunget:

”Jeg tror at der bag ved november

skal rejse sig dage med sang

befriet som glæden der griber

dit nådeår – endnu engang!” (100 Salmer, 812)

Amen!