Hvor er du nu?

Prædiken til Allehelgens dag (II) 1. november 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 5,13-16 og Joh.Åb. 21,1-.7. Salmer: 402 – 551 – 192 – 549 – 121.

Hvor er du nu?

Det spørgsmål, man kan komme til at stille, når et menneske, man elsker, er død.

Hvor er du nu?

Måske siger man spørgsmålet højt. Man taler om det. Eller måske siger man det kun inde i sig selv. På vej hjem fra kirkegården. Når man vågner om natten. Når man ser noget, man gerne ville have fortalt eller vist den døde. Når telefonen ligger på bordet, og man et kort øjeblik glemmer, at man ikke længere kan skrive eller ringe op.

Hvor er du nu, når du ikke længere er, hvor du plejer at være? Er du stadig et sted? Er du hos Gud? Er du i evigheden? Er du stadig nær, selvom du ikke er her?

…

Vi spørger, fordi vi savner. Og vi savner, fordi vi har elsket.

Ved allehelgen får vi lov at standse op og mærke, at nogle mennesker har sat spor i os, og at vi savner dem. Vi nævner deres navne. Vi tænder lys. Vi synger og lytter til ordene. Vi opdager, at sorgen bor i os, og at den kan være lige så nærværende, som da døden var ny.

Vi sørger. Og sorgen viser sig på forskellig vis. Nogle græder. Andre mærker mest en stilhed. Nogle lader sorgen være synlig og taler om det, andre vil helst leve med den i det stille.

Der findes ingen rigtig eller forkert måde at sørge på. Og i dag giver kirken os plads til at være med det, vi kommer med hver især. Her skal vi ikke have styr på døden, eller os selv for den sags skyld. Vi må komme med det, vi ikke har styr på. Vi må stille spørgsmål. Hvor er du nu? Og vi må lade ordene slippe op, og vi må håbe.

…

Hvor er du nu?

Jesus siger i dagens evangelium: ”I er jordens salt” og ”I er verdens lys”

Salt gør en forskel. Det giver smag. Det forstærker madens kraft. Man lægger egentlig ikke rigtig mærke til saltet, når man begynder at spise. Men man opdager hurtigt hvis det mangler.

Sådan giver vi også hinandens liv smag, fylde og kraft. Vi tænker måske ikke over det, som dagene går, men vi opdager det, når nogen dør. De mennesker, vi fulgtes med, delte oplevelser med, som vi grinte og græd sammen med. De mennesker der viste os, at vi var værd at elske, også når vi ikke selv kunne det. De var saltet i vores liv. Og vi opdager, at det ikke nødvendigvis var de store begivenheder, der gjorde forskellen. Det var mere nærheden i hverdagen, og visheden om at de var der.

Men noget er givet videre.

Saltet har aflejret sig i små depoter. Det mærker vi som tiden går. Det dukker op her og der, og kalder den døde frem. Man kommer pludselig til at sige noget, som afdøde også altid sagde. Man kommer til at grine af en særlig form for humor, man delte med afdøde. Man kommer til at gøre noget på en særlig måde, fordi det ville afdøde også have gjort. Og det er der også en form for omsorg i. Og nogle gange ligefrem glæde.

Måske er det der, den døde er? Det betyder ikke, at savnet er forsvundet, eller at sorgen ikke kan mærkes. Men vi mærker, at der er noget fra den døde, der lever videre i vores liv.

Vi kan savne et menneske, og samtidig være taknemmelige for at vi fik lov at kende det og være taknemmelige over alle de spor, de satte. Vi kan ønske os bare én dag mere sammen, og samtidig glæde os over alle de dage, vi fik – saltet til, ligesom det skulle, med smag, kraft og fylde.

…

Med lyset er det på samme måde som med saltet. ”I er verdens lys” siger Jesus. Man bemærker ikke nødvendigvis, når det er der. Man tager det forgivet på en naturlig måde.

Men når lyset slukkes – når dem der lyste for én, eller et menneske man selv lyste for – pludselig er væk, gør det ondt. Vi forsøger at tænde lys. I kirken. På kirkegården. I vindueskarmen. Men et lille lys gør ikke natten til dag. Det ophæver ikke mørket eller gør den døde levende igen.

Alligevel siger Jesus: ”I er verdens lys”. Og måske siger han det ikke for at provokere, eller for at gøre opmærksom på, hvor mørkt det kan være. Måske siger han det snarere som et løfte om, at mørket aldrig får lov at fylde det hele. At lyset findes midt i det allermørkeste mørke og aldrig bare forsvinder. Ligesom Guds kærlighed heller ikke forsvinder fra os.

Det er det, vi kan opleve, når nogen midt i sorgen låner os lidt af deres lys. Et menneske sætter sig ved siden af os uden at kræve, at vi skal være glade. Vi mærker en hånd på skulderen. Vi modtager en omsorgsfuld besked på en svær dag. Eller vi sidder i et selskab, hvor nogen smiler til os, uden at vi af den grund behøver at pakke sorgen væk.

Da mærker vi glimt af lys i vores mørke. Ikke ved at fjerne det, men ved at være der midt i det.

…

Hvor er du nu?

Du er i alt det liv, du har givet. Du er i alt det salt, alt den fylde, smag og kraft, du gav mit liv. Du er et lys, der stadig lyser for mig, selvom du lyser langt væk. Og du er, når der stadig er nogen, der lyser for mig.

Og er du hos Gud?

I Johannes Åbenbaring hørte vi, at Gud til sidst er hos den døde. Det er løftet, at det er sådan, det ender.

Johannes ser en ny himmel og en ny jord for sig i de sidste tider. Han hører en stemme sige: ”Se, Guds bolig er hos menneskene”. Og Gud ”vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”

Det er nogle af Bibelens smukkeste ord, hvis vi tør tro dem. At dødens magt er ophævet til sidst. At der findes et sted, hvor mørket definitivt er lys. Hvor alle som én bliver forenet hos Gud, hvor Gud vil tørre hver tåre af vores øjne.

Og det er ikke fordi tårer er forkerte – hverken på jorden eller i himlen – men fordi sorgen og døden ikke får det sidste ord. Gud slipper ikke det menneske, han har skabt og elsket. Den, der er død, er ikke overladt til intetheden, men har fået bolig hos Gud. Vores fremtid er ikke mørket, men Guds evige lys.

Dette lys brød frem påskemorgen, da Jesus ikke længere var i graven. Da han opstod fra de døde, brød han dødens magt og åbnede vejen til det liv, som Johannes ser fuldendt i sit syn.

Påskemorgen er derfor ikke kun en begivenhed, der hører fortiden til. Den er også et løfte om vores fremtid. Jesu opstandelse er begyndelsen på en ny virkelighed, hvor døden ikke længere har det sidste ord om os. Hverken i det liv, vi lever her og nu, eller når vi engang skal være hos Gud. For Gud vil være os nær, også når alt andet slipper op.

Derfor lægger vi vores døde i Guds hænder. Vi gør det i tillid til, at den Gud, der ikke lod Jesus blive i gravens mørke, heller ikke vil slippe os, men skænke os en evighed.

…

Så hvor er du nu?

Spørgsmålet springer ud af et uendeligt savn. ”Hvor er du nu” er måske ikke så meget et spørgsmål, men mere en konstatering af og forvirrethed over, at den døde i hvert fald ikke er her, hvor han eller hun plejede at være. Og det gør ondt!

Evangeliet om salt og lys, og Johannes åbenbaring, giver os ingen konkrete beskrivelser eller svar. Men de giver os billeder og de fremkalder glimt. Vi bliver mindet om al den fylde, om al den mening og alt det lys der var i livet – al den kærlighed der var og som vi stadig bærer med os. Og vi kan takke for at vi fik lov at dele liv med hinanden.

Og så vi bliver givet et løfte om, at dem vi savner, ikke er længere væk end i Guds favn.

Og måske er det nok at tro. At der, hvor vores hænder slipper, tager Guds hænder over. Dem vi savner og ikke kan holde om er stadigvæk holdt om og holdt fast i af Gud. Og det er godt.

Og mens vi lever videre her, må vi være lys og salt for hinanden. Vi må nævne navnene. Vi må fortælle historierne. Vi må græde, le og takke. Vi må bære hinanden, når livet bliver tungt.

Og vi må betro vores døde til Gud. For i hans favn og kærlighed, hvor der er evighed.    

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.