Mødet med fjenden

Prædiken til 4. Søndag efter Trinitatis. Den 24. juni 2018 i Enghøj Kirke. Matthæusevangeliet 5,43-48. Salmer: 754 – 448 – 806 – 28 – 321,6 – 696.

Jesus siger: ”Elsk jeres fjender”. Det er mildest talt et provokerende bud at blive mødt af, og jeg har gjort mig en del overvejelser om, hvad det betyder. En fjende er en fjende, og hele mit menneskelige jeg med fornuft og følelser slår kolbøtter, når jeg bliver bedt om at elske den, jeg absolut ikke bryder mig om! Så spørgsmålet er, hvor jeg begynder?

Vi kan begynde med kærligheden, som vi sang for lidt siden: ”Ja, livets Gud, vi tror og véd / at folk, vi kalder fjender /er skabt af samme kærlighed / som vi og vore venner / bevæg vort sind /med sommervind /og væk de gode viljer / som solen græs og liljer.” (806,5)

Grundlaget for al kærlighed imellem mennesker er Guds kærlighed til os. At Gud fra skabelsen og i ethvert menneske har lagt et glimt af sig selv og fyldt os med kærlighed. Vi er set af Gud. Vi er elsket af Gud med alt hvad vi indeholder, i alt hvad vi er. Ja, vi er altid allerede elskede. Og som sådan også vores fjender. De er mennesker som du og jeg. Skabt af samme kærlighed. Sete og elskede på samme måde af Gud.

Sat på spidsen kunne man sige, at når vi står foran et andet menneske – et hvilket som helst menneske – står vi også altid foran Gud. Men det er det, der ikke altid er lige let at forstå. For vores kroppe går i stå og munden lukkes til, når vi står foran én, som ikke vil os det godt. En fjende er en fjende! 

Over for dem vi virkelig elsker – vores familie, væres ægtefælle, vores børn – er kærligheden anderledes mild, selvom vi også her kan møde det onde. Her siger vi somme tider: ”Jeg elsker dig som du er” – nærmest som et glimt af den kærlighed, Gud elsker os med. Det betyder, at vi elsker – også selvom der er fejl hos den anden, og at de også kan såre os. Vi elsker dem som de hele mennesker, de er, på godt og ondt.

Til udsagnet: ”Jeg elsker dig som du er” sagde én af mine lærere så: ”Der næsten som at få slået en våd karklud i nakken. Der ikke er nogen lidenskab i det. Ingen passion. Det betyder, at man accepterer hinanden som dem, man er. Man siger: Du bliver nok aldrig anderledes. Og det er der ikke megen kærlighed i.”

Det var provokerende sagt. På den ene side, fordi der i udsagnet netop ligger en dyb og fundamental kærlighed, som viser sig på trods. På den anden side ligger der en pointe i, at den kærlighed, vi giver til hinanden, også er en kærlighed der bygger op – også på trods. Du skal elske mig. Ja. Men også elske mig som den, jeg kan blive. Med et potentiale. Med en glød. Med en varme og en drivkraft, der bygger mig op og får mig til at vokse og blive et bedre menneske af den kærlighed, du giver mig.

På samme måde er det med Gud, der også stiller krav midt i den kærlighed, han øser af. Gud elsker os ikke kun som vi er, men også som dem, vi kan blive.

Og derfor stiller han en række krav til os. Du skal, siger han til os. Blandt andet at du skal elske dit medmenneske som dig selv. Det betyder, at som vi gerne selv vil elskes – med den kærlighed vi ønsker, at andre vil elske os med – derfra kender vi kravet til også at elske vores medmenneske; og elske deres liv!

Sådan er Guds kærlighed også til os. Og sådan forkynder kristendommen om kærligheden imellem mennesker. Men spørgsmålet er stadigvæk, hvordan vi får begyndt, og hvordan vi kommer hertil: at vi kan se kærligheden i fjenden; at vi kan se potentialet i den, der har brug for at blive elsket?

Lad os tage et blik ud i verden, til et af verdenshistoriens allerværste kapitler: i Sydafrika under apartheid. Én af vejene i fredsprocessen, og til at fjenderne kunne mødes, var oprettelsen af Sandheds- og forsoningskommissionen. Her forsøgte man at nærme sig hinanden, i første omgang alene ved alene at mødes og fortælle sine historier. Dem, som uden tvivl var medskyldige i drab, gav man en chance for at fortælle, hvad der var sket, når kommissionen kørte ud til befolkningen, og gav dem en plads foran sig. Her kunne de fortælle, hvem de havde dræbt, hvordan det var sket, og hvor de havde gjort af ligene, som hjælp for de pårørende.

Og når vidnesbyrdet var lagt, kunne de gå fra kommissionen med amnesti. Sket var sket, gjort var gjort, og tavlen blev hvisket ud. Her var ingen straf. Og her var ingen, der mistede noget. Tværtimod vandt man små skridt i en begyndende forsoningsproces, fordi man mødtes. Fordi man så hinanden og åbnede muligheden for en ny begyndelse.

Et andet og noget lettere eksempel, jeg vil tage frem, er fra en novelle af Iben Krogsdal. Her er en dreng på tur med sin far til Barcelona. Faren har købt de dyreste billetter nogensinde til en fodboldkamp. Da de sidder på en café, inden kampen går i gang, tager de billetterne op af tasken. De nærstuderer dem af glæde, og lægger dem forsigtigt tilbage i tasken igen. Men i et splitsekunds uopmærksomhed er tasken med billetterne pludselig væk. Nogen har stjålet dem. Faren går i panik, og mister overblikket – også med lidt for meget øl i blodet. Igen! Han begynder at råbe og skrige, og hive omkring sig. Imens prøver drengen at berolige ham med at, at det nok skal gå alligevel. Men faren hører ikke efter, inden han til sidst falder om, og drengen må hjælpe ham op. Og da siger faren: ”Jeg er en frygtelig far”. ”Tja..” sagde drengen. ”Og vi kan jo ikke bare begynde forfra” sagde faren. ”Næh” sagde drengen, ”men vi kan begynde lige her.”. Og der slutter fortællingen.

”Men vi kan begynde lige her”. Det er virkelig en smuk afslutning på fortællingen, og en endnu smukkere begyndelse på en ny fremtid sammen! Selvom drengen og faren i udgangspunktet står i et kærlighedsforhold, er der stadigvæk brug for en genoprettelse af et brudt forhold.

Og drengen begynder i mødet. Han møder fjenden – sin far – hvor alt endnu ikke er tilgivet. Hvor de endnu ikke har fået talt tingene igennem. Hvor de endnu ikke har sat punktum og glemt alt det, der er sket. Hvor fortiden er fastholdt, men ikke skal være bestemmende for mødet og fremtiden. For de kan begynde lige her. Sammen!

Og der er det måske, jeg og vi kan begynde, når vi bliver bedt om at elske vores fjende, som jeg indledte med at spørge om i begyndelsen af min prædiken. I mødet. Når vi begynder lige her, og i et svagt glimt aner mennesket bag ondskaben og fjenden, som også har noget godt i sig.

Men det vil nok også altid kun være i glimt. For sådan er det med Gudsriget. Det bryder ud, når det vil, i glimt vi kun aner. Jens Rosendal siger det på følgende måde, i den salme, vi skal synge om lidt: ”Men kun som et glimt, som en lysning / der strøg over marker og vand. / I strejf lå mit landskab forklaret / som livets og kærligheds land.” (28,3)

Jesus bruger ordene: ”Vær fuldkomne”. Det betyder det, at det er en evig rejse og bevægelse, vi der begiver os ind på, når vi skal forsøge at møde vores medmenneske; elske vores fjende for det de er og det, de kan blive. At være fuldkommen betyder ikke at være i mål eller at være perfekt. Vær fuldt ankommet, betyder det egentlig, og er dermed et ord fra Jesus om, at han tror på os. At han har tiltro til os, den opgave og den vej, der ligger foran os, i at nærme os hinanden. Også selvom det er svært.

Amen!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

Himlen gør livet stort

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag d. 10. maj 2018 i Enghøj Kirke.

Lukasevangeliet 24,46-53. Salmer: 10 – 324 – 259 – 257 – 251 – 805.

Kunstmuseet ARoS med Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama

Når man på et tidspunkt i sit liv lægger vejen forbi kunstmuseet ARoS i Aarhus – for det gør man! – skal man give sig selv den oplevelse at lade sig guide hele vejen op i Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama, i daglig tale kaldt ”Regnbuen”. Som et varetegn for den østjyske storby ligger den enorme cirkelformede installation på toppen af museet, og skaber liv i bybilledet med sine regnbuefarvede glas blandt byens tårne, sorte tage og grå facader.

Lige så snart du kommer op i regnbuen, bliver du indhyllet i et væld af farver, og man ser byen gennem de farvede glas på en ny måde. Gul, grøn, rød, blå, og alle nuancer derimellem, præger udsynet, som hvis du tog solbriller på næsen i alverdens farver. Rådhuset bliver gult. Scandinavian Center bliver blåt. Universitetet bliver rødt. Og Risskov om muligt endnu mere grøn. Man betages, berøres og forundres af farvernes magi og deres indvirkning på, hvordan vi ser verden. Det er magisk. Og går man neden for regnbuen og kunstmuseet, bliver det ikke mindre magisk. For på en solrig dag kan man opleve pludselig at stå helt badet i gult, rødt eller blåligt lys midt i fodgængerovergangen, fordi solens stråler kaster lys gennem de farvede glas i regnbuen ned på gader og stræder. Man rammes.

Og som sådan kan Olafur Eliassons kunstværk også være med til at kaste lys over dagens evangelium og Kristi Himmelfarts dag. Det handler om himlen, og om at blikkene forandres.

Indtil nu har vi fulgt Jesus i fyrre dage, siden han genopstod påskemorgen. Og i dag hører vi så, at han sætter af fra en klippe uden for Jerusalem og farer til himmels. Han velsigner disciplene, og derefter tager han afsted og tager plads ved sin fars højre hånd i himlen, som det var forudsagt, at det skulle ske.

Det betyder på den ene side, at det er en forandret himmel og en forandret Gud, vi ser på. Himlen er nu farvet af, at den rummer Gud på en ny måde. Jesus går fra at være nærværende i tid og sted på jorden, til at være nærværende alle steder, ligesom himlen er nær hos alle mennesker alle steder. Og skulle vi ikke allerede have forstået, at den jord, vi lever på, og den verden, vi er en del af, er Guds hele vejen igennem, ja, så forkynder Jesu historie på jorden sammen med himmelfarten, at han er alt i alle og er til alle steder, og er én vi alle steder i verden kan henvende os til. Det et det nye blik, vi får for Gud i dag – som et nyt glas, vi ser ud igennem på verden, på himlen og på Gud.

Og på den anden side rammes vi også selv af Guds blik på en ny måde; nemlig fra en allestedsnærværende himmel. Kristi himmelfart forkynder for os, at vi selv midt på en fodgængerovergang står badet i Guds nærvær – ikke som et omklamrende nærvær, men som et nyt lys, vi kan se os selv i, forstå vores liv ud fra og tage afsæt i hver eneste dag, vi vandrer afsted. Blikket er ikke længere kun knyttet til et konkret menneske i Jesus Kristus, men også knyttet til selve skabningen og himlens hvælv, der møder os overalt – og som et lys midt på vores vej!

Men hvilken betydning har det mere, at himlen nu er sted for Gud, og at vi har himlen med os?

Der er gjort mange spekulationer om himlen gennem tiden. Altid har himlen vakt nysgerrighed for jordboere som os. Hvad er himlen? Hvad er der I himlen? Hvordan er himlen et hjem for Gud? Osv. Osv. Religionen, kunsten og naturvidenskaben har altid interesseret sig for himlen, og betragtet den med lige dele ærefrygt, beundring og undren. Og lige så mange gode og håbefulde spørgsmål der er stillet, lige så mange tomme konklusioner er der fundet frem til. ”Astronomi og teologi har det til fælles, at der er meget, vi ikke ved om verden over os, og at vi ikke kan bevise meget af det, vi tror er der” siger astrofysikeren Anja Andersen fra Niels Bohr Instituttet i København. 

Og den dobbelte professor i både teologi og naturvidenskab, Alister McGrath fra Oxford, konkluderer i en bog, hvor han netop forsøger at nå til bunds i himlen (!), at vi faktisk stort set ingenting ved. ”Vi får små glimt og hints til, hvad himlen er, f.eks. i bibelen” siger han, og fortsætter: ”men det er altid indirekte beskrivelser. Vi får at vide, at ’himlen er lidt sådan her, men ikke sådan her’, og derfor er den eneste klare konklusion bare, at den er der!” Så vidt Alister McGrath.

Men. At himlen ”bare er der”, som McGrath udtrykker det, er ikke uden betydning. Og at der ikke kan gives klare konklusioner på teologiske og naturvidenskabelige spørgsmål er ikke uden værdi. For at der er noget, der forbliver i det uvisse, vil altid være med til at åbne vores verden og vores horisont. Det vil altid være med til at sætte væres begærlighed efter viden og konklusioner i perspektiv, fordi den himmel, der altid er der og altid er allertættest ved os alle sammen, også altid vil blive ved med at stå åben – åben for spørgsmål og for tanker, og for alt det, vi ikke kan få til at passe ind i vores kasser, systemer og hoveder på jorden.

På den måde, så at sige, udvider himlen vores horisont. Den fornyer vores blikke og gør verden større. Himlen over os gør, at livet ikke er begrænset til det, vi umiddelbart kan se og føle på jorden. Himlen gør livet stort!

Regnbuen på toppen af ARoS er også en slags himmel. Den er afslutningen på hele bygningskomplekset, som indeholder kunstmuseet, og er selvfølgelig ikke bygget uden en tanke. Bygningen er tegnet med inspiration fra den italienske middelalderdigter Dante, som i sit værk Den guddommelige komedie, tager læseren og sig selv med på en vandring igennem de tre dødsriger: Helvede med dets pinsler, skærsilden med dens jordiske prøvelser og Paradiset, hvor de salige sjæle opholder sig.

ARoS er tegnet med inspiration fra denne vandring – udspændt mellem himmel og helvede. Man begynder i mørket, i helvede, som i ARoS er kælderens ni rum. Og derfra vandrer man op igennem bygningen igennem de syv lag, som er forsøgt gengivet i museet med den gigantiske trappe, der snor sig opad i syv sving. Vandringen er som en rejse for museumsgæsten, som den også er for Dante. Det er en rejse, ikke bare fra helvede til himmel, men også en langsom erkendelsesrejse og en rejse imellem forskellige erkendelseslag i tilværelsen. Indtil man til sidst når toppen og himlen, som er fortolket i regnbuen; den fuldendte cirkel som også symboliserer det evige eller det guddommelige.

På vandringen bliver man på samme tid betaget, forundret og forarget, som man møder kunstens mange ansigter, udtryk og farver. På samme måde er det med så mange andre af de veje, vi går på i vores liv, at de byder os forskellige oplevelser. Men det både provokerende og glædelige er, at ligegyldigt hvad, så ender man i himlen. Man ender hos Dante og på ARoS i himlen og i regnbuen, hvor alting bliver lidt klarere og lidt lysere, og man får et nyt udsyn.

Og alligevel ender det ikke bare der. For himlen er jo på én gang både et endepunkt og et sted for Gud, evighed og erkendelse, men også et videre springbræt for erkendelsesrejsens fortsatte rejse. Ja, himlen er netop stedet for storhed og evighed. For spørgsmål uden klare konklusioner, for tanker og overvejelser uden faste svar. For rum og plads til alt det, vi kommer med. Og som sådan ender man et sted, hvor ikke alting er sagt, men hvor heller ikke alting er forbi. Der er altså håb i himlen…

Og måske er det derfor, at himlen er Guds hjem? I himlen er der håb og evighed, som gør livet stort! Fra Himlen, med Guds tilstedeværelse, lyder en evig velsignelse og et evigt håb til os. Ved dens uendelighed og evighed og guddommelighed giver den os et håb på noget mere, og transcenderer vores liv på jorden til nye højder. Vidner om at der er så meget mere at sige om dig og mig og Gud, og den verden Han og vi er en del af, end vi umiddelbart kan se med det blotte øje. 

Håbet springer for øjnene af os, når vi ser himlen, dens storhed og evighed, og når vi rammes af dens nærhed på en tilfældig fodgængerovergang, eller hvor vi nu går i verden, i dag og alle dage.

Og derfor siger vi

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed.

Amen!

At have hjemme hos Gud

Prædiken til Anden søndag efter Påske, d. 15. april 2018 i Enghøj Kirke.

Johannesevangeliet 10,22-30. Salmer: 753 – 168 – 831 – 662 – 236,5 – 721. 

Hvad er det, der gør, at vi føler os hjemme et sted? Er det billederne på væggen? Freden og stilheden? Nærværet af vores familie? Fraværet af arbejde eller noget helt fjerde, som gør, at vi føler os hjemme ét sted og ikke et andet?

For nogle år siden undersøgte sociologen Carsten Schjøtt Philipsen fra Roskilde Universitet sagen. Hvad er et hjem for os? Mange ville måske sige, at vores fysiske hjem også er det sted, vi føler os hjemme. Men Philipsens undersøgelse viste, på baggrund af flere interviews, at der er stor forskel på at være hjemme og at føle sig hjemme. Nogen føler sig slet ikke hjemme i deres hus, men slapper bedre af hjemme hos andre eller f.eks. ude i naturen. Hjemfølelsen kan komme til udtryk på mange måder. Én af interviewpersonerne svarede, at han følte sig mere hjemme, når han kørte rundt i sin Volvo i de svenske skove. Og en anden følte sig mest hjemme, når hun blev inviteret indenfor af fremmede mennesker i Istanbul.

Hjemfølelsen er forskellig. Og undersøgelsen viste også, at det af og til var lettere at sætte ord på det modsatte af hjemfølelsen; altså hvornår vi ikke føler os hjemme, og den vej igennem definere, hvad hjemfølelse er. Philipsen finder syv grunde til, at vi føler eller ikke føler os hjemme.

Én af dem handler bl.a. om en reduceret opmærksomhed. At vi i vores hjem kender ruterne og rutinerne, og derfor kan slappe af og koncentrere os om noget andet. At vi kender lydene og duften, og derfor behøver vi ikke forholde os til vores omgivelser på samme måde, som når vi går udenfor og hele tiden møder noget nyt og fremmed. En anden handler om anerkendelsen af ens tilstedeværelse. Det betyder noget for hjemfølelsen, at vi føler os velkomne. At vi kan mærke, at vi er ønsket, der hvor vi er. Både om det er af ens forældre, af kæresten eller på den lokale bodega eller café. Og en tredje handler om muligheden for tilbagetrækning. At vi i en travl hverdag har et sted, hvor vi kan trække os tilbage. Og måske gemme os. Men denne er også tvetydig, da det for nogen kan være en hjemfølelse, men for andre også være lig med ensomhed at have et sted i sin hverdag, hvor der er helt stille uden andre omkring sig.

Ligegyldigt på hvilken måde man føler sig hjemme, og hvor det er, siger Philipsen, så kan man generelt sige, at det betyder noget for os at have et sted at føle sig hjemme. Man kan godt være på farten, siger han, i en periode, og ikke have et sted, hvor hjemfølelsen kommer til udtryk. Men i længden har man brug for den.

Når jeg nævner Philipsen og hele spørgsmålet om at have hjemme et sted, er det fordi, det kan være med til at belyse, hvad det betyder at have Gud som hyrde. Billedet af Gud som en hyrde går igen i dagens gudstjeneste, både i salmerne og i læsningerne fra bibelen. Og i både det gamle og det nye testamente er hyrdebilledet ofte brugt til at beskrive, hvad og hvem Gud er. ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød” skrev salmisten. Og Jesus omtaler flere gange sig selv som hyrde og menigheden som sine får, og fortæller historier, der kredser om dette billede. Også i dagens evangelium; at fårene hører hans røst og følger efter ham.

Men spørgsmålet er, om billedet også mening for os i dag? Jeg taler sjældent om hyrder. Og jeg går som sådan ikke rundt og mangler en hyrde i mit liv. Måske vi har forbilleder, vi ser op til, eller personer, hvis værdier vi synes særlig godt om. Men at sige, at vi bliver ledt eller styret af dem, som får i en flok, gør vi næppe. Og hvem har også lyst til at sammenligne sig selv med fåret?

Men hvad der menes med hyrden, er på mange måder sammenligneligt med Philipsens opfattelse af hjemmet. At Gud er som en hyrde for os betyder, at vi kan føle os trygge og i ro hos ham. Ligesom i vores hjem. Vi kender Gud og Gud kender os, og derfor kan vi lade paraderne falde omkring os, og finde ro, uden at skulle forholde os til alt muligt andet. At Gud er som en hyrde for os betyder, at vi er anerkendte og sete. At han ser os, som dem vi er; at vi er ønskede af ham, med alle vores skønne fejl og mangler og særligheder. Og at Gud er som en hyrde for os betyder, at vi kan trække os tilbage hos ham, og finde hvile i, at hvor alt andet braser og vælter om ørerne på os, da kan vi altid vende tilbage til ham, til kærligheden og til det udgangspunkt, at vi er Guds børn, og der finde et hjem!

Men er det så også sådan, vi har det med Gud, kunne man spørge. Hvad nu hvis jeg ikke mærker, at Gud er et hjem for mig? At han ikke vækker hjemfølelsen i mig, sådan som Philipsen beskriver den?

Det håbløse og forvirrende for de jøder, der omringer Jesus i dagens evangelium, er måske netop, at ham de troede, de havde hjemme hos, ikke udstråler eller repræsenterer den hjemfølelse, de søger. Og at han ikke siger lige ud, at han er den, de kan søge nærhed og tryghed hos, men kun gør dem mere usikre. Tegnene, han har gjort, er ikke nok. Deres tro og fundament vakler og smuldrer under fødderne. »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.«  siger de.

Den samme vished, jøderne søger, tror jeg også ligger inde i mange af os i dag. Vi vil gerne vide. Vi vil gerne have egentlige svar. Alle vores spørgsmål og al tvivl, vi sætter ord på, er vel en slags omringelse og en direkte henvendelse til hovedpersonen – til Jesus – og et håb og råb om, at der kommer svar tilbage – ligeud.

Og hvis vi ikke får svar, fristes vi hurtigt til at gå andre veje. Søge andre steder hen. Måske er det derfor, Jesus undlader at svare jøderne direkte på spørgsmålet? Fordi han ved, at ligegyldigt hvad han siger og hvad han gør – og han har alligevel gjort mange tegn! – så vil tvivlen og uvisheden altid dukke op i dem og os, og sige ham imod. ”Jeg har jo allerede sagt det til jer, og I tror det ikke” siger han. Måske ved han, at om vi så fik det klareste bevis, det sikreste tegn og de reneste ord for pengene, som tænkes kan, så ville vi så sikkert som amen i kirken alligevel finde en grund til at tage en afstikker ad tvivlens og modstandens og oprørets vej. Vi ville alligevel aldrig lade os nøje med sandheden een gang for alle. Vi ville sige, nej, det her lyder for godt til at være sandt.

Det forunderlige er, at det er til sådan nogle oprørske, spørgende tvivlere, at Jesus alligevel siger: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv og de skal aldrig i evighed gå fortabt og ingen skal rive dem ud af min hånd.” Han går ikke i panik og prøver at vriste tvivlen fra dem. Tværtimod lader ham dem og os være i vores tvivl. Som de forvirrede får vi nu engang nogen gange er.

Men endnu vigtigere er det, at han i samme situation også selv forbliver med at være hyrde for os. Han holder aldrig op med at kalde på os, lige meget hvor meget vi løber fra ham.

Det var det, påsken i særlig grad forkyndte for os, og som vi må se dagens evangelium i lyset af – her 2. søndag efter påske. Med opstandelsen blev der slået en tyk streg under, at hyrden går gennem ild og vand og døden, for at fastholde forholdet til fårene. Påsken afslørede hyrdens ukuelighed og grænseløse kærlighed. Hvor vi ikke selv føler, at vi har hjemme hos Gud, vil Guds svar til os altid være, at han har hjemme hos os. At han er vores hyrde. At han er i verden – i glæden og i sorgen – i livet og i døden – i lyset og i mørket – og hvor end vi befinder os.

Man kan godt være på farten i en periode, og ikke have et sted, hvor hjemfølelsen kommer til udtryk, sagde Philipsen. Sådan en periode kan være lang – vel sagtens vare hele livet. Men vores tro og håb er, at hvor langt vi end måtte komme omkring, og hvor svært det end måtte være at finde rundt og finde tilbage, så holder Gud altid en dør åben for os. En hjemlig dør vi kan træde ind af, og hvor vi bliver taget godt imod.

Amen!