Prædiken til niende søndag efter Trinitatis (II) d. 2. august 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 12,32-48. Salmer: 402 – 414 – 28 – 365 – 849 - 697.
I denne uge fik
tusindvis af unge besked på, om de var kommet ind på deres drømmestudie eller
ej. Det er en tid med mange sommerfugle i maven og en tid, der varsler store
omvæltninger og ansvar forude.
Bliver du optaget
venter der årelange studier, som til tider kommer til at kræve al opmærksomhed.
Bliver du optaget, er teenagetiden forbi. Du skal flytte hjemmefra og finde dig
til rette som ung voksen i en ny by. Bliver du optaget, lægges der allerede her
en del af det fundament, du engang skal stå på og kendes på, hvis du en dag
bliver færdiguddannet og skal ud at finde arbejde.
Jeg husker selv,
da jeg modtog den besked. Det var som at modtage en gave. Dengang kom den med
posten i en stor A4-konvolut, og jeg husker tydeligt euforien, da jeg læste en
gode besked. Jeg husker tiden hvor jeg flyttede fra en tryg rede til en fremmed
storby. Og jeg husker forpligtelsen; følelsen af at rette ryggen, tage optaget
og uddannelsen på mig, og ønsket om at gøre mit bedste – både nu og fremover.
…
Dagens evangelium
er som en stor A4-konvolut, vi har ventet på. Eller har vi? Og i den står der,
at vi alle er optaget i Guds rige. ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres far
har besluttet at give jer Riget.”.
Hvis der
nogensinde var en optagelsesprøve, er den nu overstået og ventetiden forbi. Og
var vi nogensinde i tvivl, om Gud ville være en del af os, er det lige meget nu.
For den beslutning er taget. Guds rige er skænket os. Gud vil være
hos os. Det er en gave.
Dagen i dag er
som en bryllupsfest, hvor ja’erne for længst er givet, og vi fejrer at Gud og
mennesker hører sammen i ét rige, igennem hans søn, Jesus Kristus, forenet og
velsignet i hans hellige ånd.
Er der et ’men’ i
den gave? Koster gaven noget? Både ja og nej.
Riget er
givet. Men vi forstår også på Jesus, at vi gerne må kunne kendes på gaven som
gode forvaltere af den. Hvis Jesus en dag banker på døren og kigger til os, må
det gerne kunne ses, at vi gør vores for at riget bliver fyldt af Guds lys og
Guds kærlighed. Vi må gerne kunne kendes på, at vi hver dag binder kjortlen op
om lænden, smører ærmerne op og gør os umage i forvaltningen af det ansvar, vi
har fået i og med gaven.
…
Vi er altså
skænket en gave. Men det må også gerne kunne ses på vores forvaltning, at vi
har taget gaven til os. Det er som om, gaven også kommer med en opgave eller
forventning om en modgave, og man fristes til at spørge, om det nu så også er
en rigtig gave, hvis der følger en pligt med gaven? Om vi skal besvare gaven
fra Gud, ved også at give ham noget den anden vej?
Det spørgsmål
ligger også og lurer bagom de førnævnte unge og det deres nye studie.
I Danmark har vi
besluttet, at uddannelse – i udgangspunktet – betales af fællesskabet og af
staten. Det er en gave, der gives alle unge ved indgangen til voksenlivet.
Deres opgave er at vælge, hvad de interesserer sig allermest for, og derefter
tage imod: lade sig præsentere for fagligt stof og tankeformer, der danner og
dueliggør dem som mennesker.
Og der er
principielt set ikke noget de skal efter uddannelsen. De unge har påbegyndt en
dannelsesrejse, og den varer som bekendt hele livet, og den behøver ikke
involvere andre end dem selv.
Men skal de unge
ikke give noget igen? De fleste vil nok mene, at der i fællesskabets og statens
gave også ligger en investering i samme fællesskabs fremtid. En lille
forventning om, at de unge pakker gaven ud og lærer at mestre den til fordel
for egen dannelse, ja, men også til fordel for samfundet. At de unge, med en
færdig uddannelse i hånden, også giver viden og arbejdskraft tilbage til
staten. Noget for noget.
Den franske
sociolog Marcel Mauss (”Muuss”) skrev i kendt essay i 1924, at gaver rent ud
sagt aldrig er gratis. Således heller ikke statens. Gaver forpligter altid til
en modgave. Gaver har til formål at etablere og opretholde relationer, og
indebærer derfor altid gensidighed. Gaven gives for at blive modtaget og
besvaret med en passende modgave, der hverken bringer giveren eller modtageren
i forlegenhed.
Den påstand kan
vi overveje. Skal uddannelsen besvares af en modgave? Og vi kan have påstanden
i baghovedet til familiefester, juleaften, og fødselsdage, hver gang vi skal
finde ud af, hvad en passende modgave er, og hvordan vi holder vores relationer
i balance.
…
Nogle hundrede år
før Marcel Mauss, tumlede den unge reformator Martin Luther med spørgsmålet, om
Guds gave også var én, der skulle gengældes af ham.
Luther vil
formegentlig have været enig med Marcel Mauss’ ideer om gensidighed iblandt
mennesker. Men det udfordrede ham, hvis han også stod i et gensidigt gaveforhold
med Gud. For hvordan skulle han nogen sinde kunne give Gud en ordentlig gave,
som modgave til den kærlighed, han følte fra Gud? End ikke den største gode
gerning vil være tilnærmelsesvis retfærdig eller kunne modsvare Guds evige
kærlighed…
Men pludselig
indser Luther, at Gud handler ud fra en helt anden retfærdighed. Til forskel
fra den menneskelige noget-for-noget-tankegang, udspringer Guds retfærdighed af
kærlighed, der giver alt for ingenting.
Menneskets
forhold til Gud er ikke afhængig af menneskelige gaver i form af gode
gerninger, men bygger på Guds kærlighedsgave i form af tilgivelse og frelse,
som er gratis, dvs. som Gud giver af nåde. Det var også det, Paulus
forsøgte at sige i sit brev til Timotheus: ”Gud frelste os og kaldte os … ikke
på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning.”.
…
”Enhver, som har
fået meget, skal der kræves meget af.” Sådan slutter Jesus i evangeliet.
Bagom de nye
studieoptag ligger et håb, og nok også en lille forventning om, at de unge
giver lidt igen, når de er færdige. På en måde er det retfærdigt men også
fornuftigt indrettet. For hvad ville fremtiden ellers skulle bygges på? Filosoffen Hannah Arendt skrev, at
mennesket ikke blot lever af verden, men også er med til at forme verden.
Det er det, de unge gives i gave: at få viden og kundskab til selv at være med
til at forme den.
Men før de unge overhovedet har en verden at forme, skal den
først gives. Og det er det, evangeliet fortæller om i dag. Guds rige er verden,
vi har fået i gave, og som vi skal være med til at forme på bedste vis. Gud skaber
en relation til os, ved at give af sig selv. Han giver sig til os. Men han
forventer intet tilbage til ham selv. Måske håber han kun, at vi har lyst til
at forme verden til fordel for hinanden, og at vi vil sige tak?
Der endte Luther også sine spekulationer. Det eneste vi reelt kan gøre, er at tage imod og sige tak. Og det er
troens svar eller troens gave til Gud. At vi takker ham med lovprisning, bøn og
sang, og ved at vise omsorg for vores medmennesker.
Omsorgen er den,
vi hører om, når Jesus indleder en lignelse med ordene: ”Det er med Guds rige
som med…”. Der giver han os billeder på, hvordan det gerne må være i Guds rige,
når vi former den for hinanden. Hvordan tilgivelsen må blive sat i spil,
hvordan forsoningen må folde sig ud, hvordan kærligheden må være iblandt os.
…
Og nogle gange
vil vi lykkes med det svar. Andre gange må vi erkende, at vi ikke magter at sige
tak, eller at vise omsorg for medmennesket. Og i perioder kan verden også synes
at være så uformelig, at vi måske helst vil have været gaven, A4-konvolutten,
måske ligefrem dagens evangelium foruden, fordi vi magter ikke ansvaret og
forvaltningen.
Men netop i denne
magtesløshed, er det stadig Guds beslutning, at han vil os. I den magtesløshed
er du også set og elsket. Det er ikke en relation i balance. Men det er Guds
retfærdighed. Det er Guds gave, uden en modgave. Riget er givet på gode og dårlige
dage. Frygt ikke.
Ære være Faderen
og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar