Medgang, modgang, overgang, medgang

Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis, d. 19. august 2018 i Enghøj Kirke. Afskedsprædiken. Matthæusevangeliet 12,21-42. Salmer: 4 – 414 – 276 – 860 – 849 – 403. 

Det har været en underlig sommer. Det hele var så varmt lige pludselig og den ene varmerekord slog den anden.  Pludselig kom varmen, efter vinterens sibiriske kulde, og fortsatte og fortsatte og fortsatte, og vi kunne ikke længere brokke os over regn, kulde og blæst, men blev nødt til at finde på noget andet at snakke om. Alt blev svedet af. Marker og afgrøderne. Træer og buske. Og i lang tid lignede stort set alle græsplæner den rene ørken, bortset fra enkelte stædige mælkebøtter, der tittede frem her og der. Alt manglede næring. Manglede energi. Manglede vand. Manglede muligheder for at kunne leve og præstere optimalt.  

Vi gik i en slags dvale. Ja, jeg talte med én forleden dag, som var ærgerlig over sin ferie, fordi varmen havde været så voldsom, at han egentlig ikke havde orket noget, og derfor ikke havde fået noget ud af ferien og det sted, han var taget til. Vi blev dovne. Vi splattede ud. Livet blev langsomt. Livet gik i stå. For en stund.  

Livet var også gået i stå, for en stund, da Jonas landede i bugen på hvalen. Det var den fortælling vi hørte ved indledningen til gudstjenesten. Forud havde Gud givet Jonas den opgave at omvende et folk til tro. Men da det kom til stykket, magtede Jonas ikke opgaven, og han forsøger derfor at flygte fra Gud over havet. Men Gud ser det og sender en orkan, og da folket finder ud af, at det er ham, der er problemet, smider de ham overbord. Og da er det, at Gud sender en hval, som sluger Jonas, og han befinder sig i bugen i tre dage, hvor han beder til Gud, inden han igen bliver kastet op, som der står, på land.  

Jonas’ bliver slugt. Først bliver han slugt af en opgave, han ikke magter, og derefter sluger hvalen ham, og han må se sig selv i bugens mørke i tre dage.  

Fortællingen om Jonas og hans manglende mod på at forløse en opgave er ikke fremmed for os. Det er mange gange også vores egen fortælling. Jeg kan i hvert fald selv nikke genkende til at få store opgaver lagt på skuldrene, som kræver ekstra mod og hvor jeg af og til også mister modet. Opgaver som man måske selv har været medskaber af, f.eks. på en arbejdsplads, eller opgaver som andre pludselig ligger på én: beslutninger, der skal træffes, ord der skal siges, handlinger der skal gøres. Ja, med Jonas og hvalen er det ikke bare fortællingen om en opgave, man mister følingen med, men om livet selv og de huller i tilværelsen, hvor modet forsvinder under fødderne på os, og vi bliver trukket ned i et dyb – af vrede, af tristhed, af sorg, af fortabthed, af ulykkelighed.  

Men hvad sker der med Jonas, da han ligger der? Er han fortabt? Nej ikke umiddelbart. Det er mørkt og grufuldt. Ja. Men hans tid er også afmålt. Den er tre dage lang. Den er begrænset og ikke evig. Den er en periode, en overgang, en mellemtid, han skal igennem, inden han igen bliver kastet op. Og på denne måde er fortællingen om Jonas i hvalen også en fortælling om håb. Han ender ikke sine dage i bugen, men kastes op igen på land. Gud giver ham ikke en evig straf og fordømmelse, men giver ham ly i bugen midt i orkanens øje, midt i sorgen, midt i fortabtheden, midt i frustrationen, midt i hans liv. 

Fortællingen om Jonas er fortællingen om den bevægelse, vi genkender fra vores liv, og som ligger som en fundamental håbsfortælling i hele kristendommen, knyttet til fortællingen om Guds søn, Jesus Kristus, der levede, døde, og på tredjedagen genopstod. Der er fortællingen, som kort kunne resumeres ved: medgang – modgang – overgang – medgang.  

Livet er godt, men pludselig møder vi modstand. Vi bliver fyret fra arbejdet. Vi møder sygdom hos os selv eller andre. Vi mister vores elskede. Vi rammes af uretfærdighed og af verdens gru og vold. Og pludselig må vi forholde os til livet på en ny måde, og vende tilbage til livet igen, efter en periode, på en ny måde. Samme bevægelse finder vi i året der går, når sommer afløses af efterår og vinter, og igen bliver til forår og sommer, men på en ny måde.  

Denne struktur er fundamentalt indlejret i vores liv, som en cyklus, som en naturlig gang. Men selvom vi ved, at vi vil møde modgang og skal forholde os til en overgang fra det ene stadie til det andet, er det ikke altid, vi tør se det i øjnene. Jeg vil påstå, at vi i langt højere grad forsøger at flygte fra det. Og det med selvfølgelighed: for det gør jo ondt! Det gør ondt at stå i modgang. Det gør ondt at være i sorgen. Livet går i stå... 

“Vi vil se dig gøre et tegn” siger disciplene til Jesus i evangeliet. “Vi vil se et tegn på, at det du gør og det du siger også er rigtigt”. Det siger disciplene til ham, efter han belært dem om tomme og fyldte ord. Ord, der enten bryder livet og Guds ånd ned eller bygger det hele op. Om at vores alle sammens hjerter kan være fyldt med ét og andet, og at munden på det ene eller andet tidspunkt vil løbe over med både godt og skidt. Alt dette siger Jesus som en understregning af vores livs skrøbelighed og forbundethed med det, der gør ondt på os selv, og det, der vil gøre ondt på andre. Og konklusionen på det er, at vi altid står til regnskab for det hele, og at vi på dette regnskab også altid både fordømmes og frikendes.  

“Men det vil vi se et tegn på, gode mester” siger de! Men han svarede dem: “I skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.”  

Jonastegnet – Jonas i bugen – er det tegn, disciplene har at forholde sig til, og det samme tegn vi kan forholde os til i dag, når dommen over vores liv lyder. Når vi magter at gøre, hvad vi skal; når vi ikke magter at gøre, hvad vi skal. Når vi siger, hvad vi skal; når vi ikke siger, hvad vi skal. Når livet går derudaf; og når livet går i stå. Da er bugen vores hjem – da er Guds rum og ly den fortælling, vi må sætte alt ind på, tro og håbe på, og trøste os ved!  

Iben Krogsdal beskriver det på smukkeste vis i den salme, vi skal synge om lidt. Modgang og overgangsperioderne er de sværeste. Hvad gør vi, når vi bliver hægtet af? Hvad sker der med os, når fundamentet under os forsvinder? Hvor kan vi søge hen? Iben Krogsdal skriver:  

“Vi fyldes op i kirken / et sted hvor ingen ensom er alene / hvor kærlighedens veje aldrig ender / og når vi mangler mening / og glæde og forening / et sted der lægger håb i vores hænder. Vi lyser op i kirken / et sted hvor Ånden bruser os i blodet / hvor ingen af os selv er ledetråden / hvor dagligdagen bunder / i verdens største under / og alle lyser lige smukt i gåden. Vi bliver små i kirken / et sted der åbner kroppen for det dybe / hvor ingen af os råder over svaret / hvor ingen sandhed brænder / som magt i vores hænder / fordi den aldrig helt er åbenbaret”  (100 salmer, 860 vers 2-4)

Som Krogsdal har det i kirken, sådan har Jonas det i bugen, da han beder og takker sin Gud for netop at være der. Og sådan kan vi også selv håbe og tro.  

Kirken er hvalens bug. Kirken er der, vi kan søge til i medgang og overgang, når verden ramler om ørerne på os og livet – ja hele verden – hænger i tynde tråde. Her fyldes vi op. Her er vi ikke alene. Her får vi håb i vores hænder, gennem evangeliet, dåben, nadveren, og det fællesskab vi møder med Gud og hinanden på bænkene. Her fratages vi at være vores egne, og sættes ind i en større sammenhæng, der kan løfte os ud af bugen, kaste os op på land igen, kaste livets bold op, så vi endnu engang kan få mod til at slå til den.  

Hos Gud har vi hjemme i medgang, modgang, overgang og medgang. Han var der selv igennem sin søn og ved, hvad mørke er. Men han ved også, hvad frihed er, hvad frisættelse er, hvad frelse er. Det er en tro på frodigt land efter for megen tørke, som dræner energi og liv ud af os. Og det er den dom, vi står i. Mænd fra Nineveh skal opstå, men de skal også mere end det, siger han: de skal få tro og håb for deres liv igen. Og sydens dronning skal opstå, men de skal mere end de: de skal få tro og håb, og tegnet er fortællingen om Jonas og påske morgens opstandelse!  

Forskellige biologer har været ude at sige, at den tørke, der ramte Danmark nok var varm og ødelæggende, men at den var også god for naturen. For I udtørringsfasen - i modgangen og overgangen – skærpede den al opmærksomhed på det, der faktisk var liv i; det som var levedygtigt i naturen og lod det andet gå til. Og det kan synes barskt, på den ene side. På den anden side var det og er det nådigt, kærligt og frisættende. For tørken sporede også langsomt naturen og livet ind på det vigtige, den egentlig var og er, og gav plads til at netop dét vigtige fik plads og kunne leve. Ved at lade noget gå til, gav den sig selv plads til, at noget nyt kunne spire frem af den tørre jord. Liv, der havde egentlig liv foran sig, med rødder i jorden, stamme blandt andre stammer, og krone i himlen.  

Må dagens fortællinger på samme måde give håb og liv til os alle. 

Amen! 

Mødet med fjenden

Prædiken til 4. Søndag efter Trinitatis. Den 24. juni 2018 i Enghøj Kirke. Matthæusevangeliet 5,43-48. Salmer: 754 – 448 – 806 – 28 – 321,6 – 696.

Jesus siger: ”Elsk jeres fjender”. Det er mildest talt et provokerende bud at blive mødt af, og jeg har gjort mig en del overvejelser om, hvad det betyder. En fjende er en fjende, og hele mit menneskelige jeg med fornuft og følelser slår kolbøtter, når jeg bliver bedt om at elske den, jeg absolut ikke bryder mig om! Så spørgsmålet er, hvor jeg begynder?

Vi kan begynde med kærligheden, som vi sang for lidt siden: ”Ja, livets Gud, vi tror og véd / at folk, vi kalder fjender /er skabt af samme kærlighed / som vi og vore venner / bevæg vort sind /med sommervind /og væk de gode viljer / som solen græs og liljer.” (806,5)

Grundlaget for al kærlighed imellem mennesker er Guds kærlighed til os. At Gud fra skabelsen og i ethvert menneske har lagt et glimt af sig selv og fyldt os med kærlighed. Vi er set af Gud. Vi er elsket af Gud med alt hvad vi indeholder, i alt hvad vi er. Ja, vi er altid allerede elskede. Og som sådan også vores fjender. De er mennesker som du og jeg. Skabt af samme kærlighed. Sete og elskede på samme måde af Gud.

Sat på spidsen kunne man sige, at når vi står foran et andet menneske – et hvilket som helst menneske – står vi også altid foran Gud. Men det er det, der ikke altid er lige let at forstå. For vores kroppe går i stå og munden lukkes til, når vi står foran én, som ikke vil os det godt. En fjende er en fjende! 

Over for dem vi virkelig elsker – vores familie, væres ægtefælle, vores børn – er kærligheden anderledes mild, selvom vi også her kan møde det onde. Her siger vi somme tider: ”Jeg elsker dig som du er” – nærmest som et glimt af den kærlighed, Gud elsker os med. Det betyder, at vi elsker – også selvom der er fejl hos den anden, og at de også kan såre os. Vi elsker dem som de hele mennesker, de er, på godt og ondt.

Til udsagnet: ”Jeg elsker dig som du er” sagde én af mine lærere så: ”Der næsten som at få slået en våd karklud i nakken. Der ikke er nogen lidenskab i det. Ingen passion. Det betyder, at man accepterer hinanden som dem, man er. Man siger: Du bliver nok aldrig anderledes. Og det er der ikke megen kærlighed i.”

Det var provokerende sagt. På den ene side, fordi der i udsagnet netop ligger en dyb og fundamental kærlighed, som viser sig på trods. På den anden side ligger der en pointe i, at den kærlighed, vi giver til hinanden, også er en kærlighed der bygger op – også på trods. Du skal elske mig. Ja. Men også elske mig som den, jeg kan blive. Med et potentiale. Med en glød. Med en varme og en drivkraft, der bygger mig op og får mig til at vokse og blive et bedre menneske af den kærlighed, du giver mig.

På samme måde er det med Gud, der også stiller krav midt i den kærlighed, han øser af. Gud elsker os ikke kun som vi er, men også som dem, vi kan blive.

Og derfor stiller han en række krav til os. Du skal, siger han til os. Blandt andet at du skal elske dit medmenneske som dig selv. Det betyder, at som vi gerne selv vil elskes – med den kærlighed vi ønsker, at andre vil elske os med – derfra kender vi kravet til også at elske vores medmenneske; og elske deres liv!

Sådan er Guds kærlighed også til os. Og sådan forkynder kristendommen om kærligheden imellem mennesker. Men spørgsmålet er stadigvæk, hvordan vi får begyndt, og hvordan vi kommer hertil: at vi kan se kærligheden i fjenden; at vi kan se potentialet i den, der har brug for at blive elsket?

Lad os tage et blik ud i verden, til et af verdenshistoriens allerværste kapitler: i Sydafrika under apartheid. Én af vejene i fredsprocessen, og til at fjenderne kunne mødes, var oprettelsen af Sandheds- og forsoningskommissionen. Her forsøgte man at nærme sig hinanden, i første omgang alene ved alene at mødes og fortælle sine historier. Dem, som uden tvivl var medskyldige i drab, gav man en chance for at fortælle, hvad der var sket, når kommissionen kørte ud til befolkningen, og gav dem en plads foran sig. Her kunne de fortælle, hvem de havde dræbt, hvordan det var sket, og hvor de havde gjort af ligene, som hjælp for de pårørende.

Og når vidnesbyrdet var lagt, kunne de gå fra kommissionen med amnesti. Sket var sket, gjort var gjort, og tavlen blev hvisket ud. Her var ingen straf. Og her var ingen, der mistede noget. Tværtimod vandt man små skridt i en begyndende forsoningsproces, fordi man mødtes. Fordi man så hinanden og åbnede muligheden for en ny begyndelse.

Et andet og noget lettere eksempel, jeg vil tage frem, er fra en novelle af Iben Krogsdal. Her er en dreng på tur med sin far til Barcelona. Faren har købt de dyreste billetter nogensinde til en fodboldkamp. Da de sidder på en café, inden kampen går i gang, tager de billetterne op af tasken. De nærstuderer dem af glæde, og lægger dem forsigtigt tilbage i tasken igen. Men i et splitsekunds uopmærksomhed er tasken med billetterne pludselig væk. Nogen har stjålet dem. Faren går i panik, og mister overblikket – også med lidt for meget øl i blodet. Igen! Han begynder at råbe og skrige, og hive omkring sig. Imens prøver drengen at berolige ham med at, at det nok skal gå alligevel. Men faren hører ikke efter, inden han til sidst falder om, og drengen må hjælpe ham op. Og da siger faren: ”Jeg er en frygtelig far”. ”Tja..” sagde drengen. ”Og vi kan jo ikke bare begynde forfra” sagde faren. ”Næh” sagde drengen, ”men vi kan begynde lige her.”. Og der slutter fortællingen.

”Men vi kan begynde lige her”. Det er virkelig en smuk afslutning på fortællingen, og en endnu smukkere begyndelse på en ny fremtid sammen! Selvom drengen og faren i udgangspunktet står i et kærlighedsforhold, er der stadigvæk brug for en genoprettelse af et brudt forhold.

Og drengen begynder i mødet. Han møder fjenden – sin far – hvor alt endnu ikke er tilgivet. Hvor de endnu ikke har fået talt tingene igennem. Hvor de endnu ikke har sat punktum og glemt alt det, der er sket. Hvor fortiden er fastholdt, men ikke skal være bestemmende for mødet og fremtiden. For de kan begynde lige her. Sammen!

Og der er det måske, jeg og vi kan begynde, når vi bliver bedt om at elske vores fjende, som jeg indledte med at spørge om i begyndelsen af min prædiken. I mødet. Når vi begynder lige her, og i et svagt glimt aner mennesket bag ondskaben og fjenden, som også har noget godt i sig.

Men det vil nok også altid kun være i glimt. For sådan er det med Gudsriget. Det bryder ud, når det vil, i glimt vi kun aner. Jens Rosendal siger det på følgende måde, i den salme, vi skal synge om lidt: ”Men kun som et glimt, som en lysning / der strøg over marker og vand. / I strejf lå mit landskab forklaret / som livets og kærligheds land.” (28,3)

Jesus bruger ordene: ”Vær fuldkomne”. Det betyder det, at det er en evig rejse og bevægelse, vi der begiver os ind på, når vi skal forsøge at møde vores medmenneske; elske vores fjende for det de er og det, de kan blive. At være fuldkommen betyder ikke at være i mål eller at være perfekt. Vær fuldt ankommet, betyder det egentlig, og er dermed et ord fra Jesus om, at han tror på os. At han har tiltro til os, den opgave og den vej, der ligger foran os, i at nærme os hinanden. Også selvom det er svært.

Amen!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

Himlen gør livet stort

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag d. 10. maj 2018 i Enghøj Kirke.

Lukasevangeliet 24,46-53. Salmer: 10 – 324 – 259 – 257 – 251 – 805.

Kunstmuseet ARoS med Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama

Når man på et tidspunkt i sit liv lægger vejen forbi kunstmuseet ARoS i Aarhus – for det gør man! – skal man give sig selv den oplevelse at lade sig guide hele vejen op i Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama, i daglig tale kaldt ”Regnbuen”. Som et varetegn for den østjyske storby ligger den enorme cirkelformede installation på toppen af museet, og skaber liv i bybilledet med sine regnbuefarvede glas blandt byens tårne, sorte tage og grå facader.

Lige så snart du kommer op i regnbuen, bliver du indhyllet i et væld af farver, og man ser byen gennem de farvede glas på en ny måde. Gul, grøn, rød, blå, og alle nuancer derimellem, præger udsynet, som hvis du tog solbriller på næsen i alverdens farver. Rådhuset bliver gult. Scandinavian Center bliver blåt. Universitetet bliver rødt. Og Risskov om muligt endnu mere grøn. Man betages, berøres og forundres af farvernes magi og deres indvirkning på, hvordan vi ser verden. Det er magisk. Og går man neden for regnbuen og kunstmuseet, bliver det ikke mindre magisk. For på en solrig dag kan man opleve pludselig at stå helt badet i gult, rødt eller blåligt lys midt i fodgængerovergangen, fordi solens stråler kaster lys gennem de farvede glas i regnbuen ned på gader og stræder. Man rammes.

Og som sådan kan Olafur Eliassons kunstværk også være med til at kaste lys over dagens evangelium og Kristi Himmelfarts dag. Det handler om himlen, og om at blikkene forandres.

Indtil nu har vi fulgt Jesus i fyrre dage, siden han genopstod påskemorgen. Og i dag hører vi så, at han sætter af fra en klippe uden for Jerusalem og farer til himmels. Han velsigner disciplene, og derefter tager han afsted og tager plads ved sin fars højre hånd i himlen, som det var forudsagt, at det skulle ske.

Det betyder på den ene side, at det er en forandret himmel og en forandret Gud, vi ser på. Himlen er nu farvet af, at den rummer Gud på en ny måde. Jesus går fra at være nærværende i tid og sted på jorden, til at være nærværende alle steder, ligesom himlen er nær hos alle mennesker alle steder. Og skulle vi ikke allerede have forstået, at den jord, vi lever på, og den verden, vi er en del af, er Guds hele vejen igennem, ja, så forkynder Jesu historie på jorden sammen med himmelfarten, at han er alt i alle og er til alle steder, og er én vi alle steder i verden kan henvende os til. Det et det nye blik, vi får for Gud i dag – som et nyt glas, vi ser ud igennem på verden, på himlen og på Gud.

Og på den anden side rammes vi også selv af Guds blik på en ny måde; nemlig fra en allestedsnærværende himmel. Kristi himmelfart forkynder for os, at vi selv midt på en fodgængerovergang står badet i Guds nærvær – ikke som et omklamrende nærvær, men som et nyt lys, vi kan se os selv i, forstå vores liv ud fra og tage afsæt i hver eneste dag, vi vandrer afsted. Blikket er ikke længere kun knyttet til et konkret menneske i Jesus Kristus, men også knyttet til selve skabningen og himlens hvælv, der møder os overalt – og som et lys midt på vores vej!

Men hvilken betydning har det mere, at himlen nu er sted for Gud, og at vi har himlen med os?

Der er gjort mange spekulationer om himlen gennem tiden. Altid har himlen vakt nysgerrighed for jordboere som os. Hvad er himlen? Hvad er der I himlen? Hvordan er himlen et hjem for Gud? Osv. Osv. Religionen, kunsten og naturvidenskaben har altid interesseret sig for himlen, og betragtet den med lige dele ærefrygt, beundring og undren. Og lige så mange gode og håbefulde spørgsmål der er stillet, lige så mange tomme konklusioner er der fundet frem til. ”Astronomi og teologi har det til fælles, at der er meget, vi ikke ved om verden over os, og at vi ikke kan bevise meget af det, vi tror er der” siger astrofysikeren Anja Andersen fra Niels Bohr Instituttet i København. 

Og den dobbelte professor i både teologi og naturvidenskab, Alister McGrath fra Oxford, konkluderer i en bog, hvor han netop forsøger at nå til bunds i himlen (!), at vi faktisk stort set ingenting ved. ”Vi får små glimt og hints til, hvad himlen er, f.eks. i bibelen” siger han, og fortsætter: ”men det er altid indirekte beskrivelser. Vi får at vide, at ’himlen er lidt sådan her, men ikke sådan her’, og derfor er den eneste klare konklusion bare, at den er der!” Så vidt Alister McGrath.

Men. At himlen ”bare er der”, som McGrath udtrykker det, er ikke uden betydning. Og at der ikke kan gives klare konklusioner på teologiske og naturvidenskabelige spørgsmål er ikke uden værdi. For at der er noget, der forbliver i det uvisse, vil altid være med til at åbne vores verden og vores horisont. Det vil altid være med til at sætte væres begærlighed efter viden og konklusioner i perspektiv, fordi den himmel, der altid er der og altid er allertættest ved os alle sammen, også altid vil blive ved med at stå åben – åben for spørgsmål og for tanker, og for alt det, vi ikke kan få til at passe ind i vores kasser, systemer og hoveder på jorden.

På den måde, så at sige, udvider himlen vores horisont. Den fornyer vores blikke og gør verden større. Himlen over os gør, at livet ikke er begrænset til det, vi umiddelbart kan se og føle på jorden. Himlen gør livet stort!

Regnbuen på toppen af ARoS er også en slags himmel. Den er afslutningen på hele bygningskomplekset, som indeholder kunstmuseet, og er selvfølgelig ikke bygget uden en tanke. Bygningen er tegnet med inspiration fra den italienske middelalderdigter Dante, som i sit værk Den guddommelige komedie, tager læseren og sig selv med på en vandring igennem de tre dødsriger: Helvede med dets pinsler, skærsilden med dens jordiske prøvelser og Paradiset, hvor de salige sjæle opholder sig.

ARoS er tegnet med inspiration fra denne vandring – udspændt mellem himmel og helvede. Man begynder i mørket, i helvede, som i ARoS er kælderens ni rum. Og derfra vandrer man op igennem bygningen igennem de syv lag, som er forsøgt gengivet i museet med den gigantiske trappe, der snor sig opad i syv sving. Vandringen er som en rejse for museumsgæsten, som den også er for Dante. Det er en rejse, ikke bare fra helvede til himmel, men også en langsom erkendelsesrejse og en rejse imellem forskellige erkendelseslag i tilværelsen. Indtil man til sidst når toppen og himlen, som er fortolket i regnbuen; den fuldendte cirkel som også symboliserer det evige eller det guddommelige.

På vandringen bliver man på samme tid betaget, forundret og forarget, som man møder kunstens mange ansigter, udtryk og farver. På samme måde er det med så mange andre af de veje, vi går på i vores liv, at de byder os forskellige oplevelser. Men det både provokerende og glædelige er, at ligegyldigt hvad, så ender man i himlen. Man ender hos Dante og på ARoS i himlen og i regnbuen, hvor alting bliver lidt klarere og lidt lysere, og man får et nyt udsyn.

Og alligevel ender det ikke bare der. For himlen er jo på én gang både et endepunkt og et sted for Gud, evighed og erkendelse, men også et videre springbræt for erkendelsesrejsens fortsatte rejse. Ja, himlen er netop stedet for storhed og evighed. For spørgsmål uden klare konklusioner, for tanker og overvejelser uden faste svar. For rum og plads til alt det, vi kommer med. Og som sådan ender man et sted, hvor ikke alting er sagt, men hvor heller ikke alting er forbi. Der er altså håb i himlen…

Og måske er det derfor, at himlen er Guds hjem? I himlen er der håb og evighed, som gør livet stort! Fra Himlen, med Guds tilstedeværelse, lyder en evig velsignelse og et evigt håb til os. Ved dens uendelighed og evighed og guddommelighed giver den os et håb på noget mere, og transcenderer vores liv på jorden til nye højder. Vidner om at der er så meget mere at sige om dig og mig og Gud, og den verden Han og vi er en del af, end vi umiddelbart kan se med det blotte øje. 

Håbet springer for øjnene af os, når vi ser himlen, dens storhed og evighed, og når vi rammes af dens nærhed på en tilfældig fodgængerovergang, eller hvor vi nu går i verden, i dag og alle dage.

Og derfor siger vi

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed.

Amen!