Hvor stammer træet fra?

Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis, d. 30. september 2018 i Brabrand og Sdr. Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 15,1-11. Salmer: 754 – 840 – 368 – 292 – 729,5 – 731.

Vi stod i Jelling. Lige midt i historiens vingesus, med Jellingstenen, kirken og højene i ryggen og hørte om de nyeste udgravninger på stedet. Udgravninger, som endnu engang havde korrigeret historien og vores fælles fortælling. Guiden, som var med os, fortalte, hvordan man for ganske nylig havde opdaget et stort hegn – en stor fæstning - af træpæle, som havde omkranset hele området. Et gigantisk rombeformet område, hvor hvert et hjørne var nøjagtigt afstemt ud fra midten i Gorm den Gamles grav på Sydhøjen.

Men hvornår var fæstningshegnet fra? Det var spørgsmålet. Man undersøgte området og fandt ud af, at én af siderne gik igennem en mose. Og her var man så heldig at finde nogle rester træpælene i det stillestående vand, som man gravede op, delte og sendte til tre forskellige steder i verden, som uafhængigt af hinanden skulle datere træet. Og svaret var det samme: træet måtte være fældet i sommermånederne år 925. Og det var ikke fra Danmark men ganske givet fra Polen. Og hvad der ellers er historie, kan I selv gå hjem og undersøge.   

Foruden det historiske vingesus, der ramte mig, var det finurlige ved turen også guidens spørgsmål til træpælen i mosen. For han spurgte selvfølgelig: “Hvor stammer træet fra?”. Det er virkelig et godt og underfundigt spørgsmål! Det lyder næsten som en pleonasme. Træ og stamme er jo det samme. Som han spurgte, opstod en herlig sprogblomst, fordi udtrykket “at noget stammer fra noget” netop henviser til en stamme, til et træ, til en gren, som har en oprindelig stamme, den er taget fra. Det er et enkelt men smukt billede, som er føjet til vores sprog, som udtryk for at noget har et ophav, det er vokset frem af eller ud af, og senere brækket af og har skabt afstand til.  

“Hvor stammer træet fra?” Hvor er træstammens egentlige stamme og rod? Hvor har grenen haft rodfæste? Hvor fik den livet fra? Hvor sugede den energi til at blive til noget selv? 

Det er de samme spørgsmål, Jesus stiller disciplene og os i dag i evangeliet. Ja, det vil sige: Han stiller sådan set ikke spørgsmålene, han siger det lige ud: “Jeg er vintræet. I er grenene”.  Vi – os der er samlede her i dag – stammer alle sammen et sted fra. Vi er født i en verdensdel, i et land, i et område, i en by. Vi er født af vores mor og far ind i en særlig familie og slægt. Vi er født på et særligt tidspunkt, født ind i en særlig historisk tid.  

Men vi er også mere end det, siger Jesus. Han siger: ”Jeg er vintræet. I er grenene”. Med disse ord og med denne påstand, vil Jesus åbne vores øjne for den større sammenhæng, vi som mennesker er en del af. Vi er børn af Gud, grene på Guds stamme.  

På den måde er alle mennesker tæt forbundne med hinanden. Både du og jeg. Dem, der er i vores nærhed, og dem der er fjernt fra os. Dem der ikke er her længere og dem der snart skal komme. Vores stamme er ikke kun den, vi er givet igennem vores forældre. Vores rødder er ikke kun dem, vi kan aflæse i et familiestamtræ. Og der, hvor vi henter næring til vores liv, er ikke kun i vores egen haves muldjord. Vi er alle sammen forbundne, vi er alle sammen grene på én stamme – på Kristus, på Gud! 

Det er et enkelt billede. Vi er grenene. Gud og Kristus er stammen. Men det er også et stort billede. Det er til at blive svimmel af at tænke på, at vi alle hænger sammen. Og hvad betyder det egentlig for vores liv? Hvad kan det give vores liv, at vi ved om os selv, at vi er sat ind i sådan en sammenhæng? 

Det siger på den ene side noget om fællesskab. Det er kristendommens påstand at det gode liv – et evigt liv – er et liv, hvor vi tager os af hinanden. Hvor vi forstår, at f.eks. en nødlidende, eller en der er ensom, eller én for hvem livet byder mere modstand, end vedkommende selv kan stå imod; at netop dét menneske er vi medmennesker for, ligesom de er medmennesker for os. Lykkedes vores medmennesker med deres liv, er vores eget liv også lykkedes, fordi vi hænger sammen. Og således også det modsatte. Fordi vi er mennesker i en fælles verden, i en fælles tid, med samme udgangspunkt, med samme stamme. 

Ja, Jesus siger et i virkeligheden også med udspecificeringen af, at han er et vintræ. For et vintræ eller en vinstok er en nytteplante. Den giver noget fra sig. Den giver en frugt. Den giver liv. Vi er i besiddelse af både bevægelige rødder og bevægelige grene. Vi har fødder og hænder. Fødder der kan gå hinanden i møde, og hænder der kan favne hinanden. Vi kan sågar kaste de gode frugter til hinanden, og gribe de gode frugter, som andre kaster til os. Vi er et fællesskab af mennesker, der er dybt afhængige af hinanden.  

En stamme med kun én gren er ikke noget træ. En kirke uden menighed er ikke nogen kirke. Mennesker og kristne er noget vi er sammen. Vi hænger på Kristus og derfor hænger vi på hinanden!  

Hvor stammer vi fra? Hvor har vi vores rødder og hvor har vi fodfæste. Ja, det har vi på den ene side i fællesskabet iblandt hinanden, fordi vi er fælles om at få livet til at lykkes for os alle. Men der hører også noget mere til billedet. Det er Kristus, der er stammen. Det er os der er grenene. Men det er Gud, der er vingårdsmanden. Og hvordan må vi forholde os til ham?  

Jeg har fundet et sted, hvor en egentlig vingårdsmand fra det sydlige Europa udtaler sig om at være bonde. Det er ikke bare fint skrevet; det er næsten som en prædiken i sig selv. Bonden skriver: 

”Denne mark med rækkerne med planter er jeg ikke kommet sovende til. At være vindyrker kræver tålmodighed, vilje og arbejdsomhed. Min kone siger, at jeg kender hver eneste gren på denne mark. Jeg kunne have lyst til at give hende ret. Tre gange hver sæson er jeg rundt ved hver vinstok. Jeg klipper nogle af grenene af, for lod jeg dem alle sidde, ville vinstokken aldrig blive til noget. Jeg gøder, og så holder jeg nøje øje med grenene, for de kan ikke bære sig selv, og slet ikke når først druerne begynder at komme. Så derfor skal de hele tiden være bundet op. Højt nok til at de om dagen kan varmes af solens stråler og tørre, så nattens fugt ikke får grenene til at gå til. Vindyrkning har en helt enkel matematik: Omsorg føder omsorg.”. Således vinbonden. 

Omsorg føder omsorg. Sådan er vinbondens filosofi og sådan er også Guds. At vi er grene på en vinstok, der bliver passet af Gud betyder, at vi altid må forstå os selv som omsorgsfuldt elskede, sete, passede på, kerede for. Billedet af vintræet og vingårdsmanden er ikke et billede af et magtforhold, hvor vingårdsmanden beskærer for at bryde ned, men derimod et kærlighedsbillede, hvor han beskærer og gøder for at bygge stammen og grenene op. Vi er ingenting i os selv, men kun i kraft af vores forhold til Gud og til hinanden, som bygger os på. Det er Gud der giver os livet, og igen og igen fornyr vores liv og vores muligheder – ligesom bonden beskrev det – sådan at vi kan leve sammen som mennesker.  

Vi ville ikke være noget uden Gud, der ser til os. Men Gud ville i grunden heller ikke være noget uden os. Det siger billedet om vintræet også. For hvad er en stamme uden grene? Den er ingenting. Der er jo grenene og bladene, der skaber formen på stammen. Det er menneskene der former jorden. Farver den. Giver den liv. Kristus er altså heller ingenting uden os! Udsagnet: “Jeg er vintræet, I er grenene” udtrykker derfor præcist kærlighedens væsen, og vores menneskelige opgave i denne verden: Kærligheden kan ikke overleve en separation. Kærligheden lever af gensidighed. 

Hvor stammer vi fra? Ja, træet i Jelling stammede faktisk fra år 925 og var fra Polen. Det, må man sige, er noget af et perspektiv at skulle forholde sig til for en historiker og for sådan et stykke tømmer i en mose. Og dateringen af træet fik også indflydelse for forståelsen af vores fortid med Jelling som udgangspunkt. Vores menneskelige perspektiv og fortælling er endnu større. Vi har rødder i jorden og krone i himlen og vores grene favner alle mennesker, alle steder, til alle tider. Og det er immervæk en påstand, en tro og et håb, der sætter livet – både fortid, nutid og fremtid – i perspektiv! 

Ære være faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. 

Amen! 

Den rette plads

Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis (II) d. 26. august 2018 i Braband og Sdr. Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,20-28. Salmer: 2 – 448 – 895 – 365 – 849 – 403. 

Det kan være godt at få sat nogle ting på plads. Det gælder både tallerkner og kopper efter opvasken, eller møbler og bøger oven på en flytning, som jeg lige har været igennem. Det kan også være godt at få sat et forhold til en anden på plads. Måske er der noget man undrer sig over, eller noget som er gået hen og blevet indviklet i forholdet. Derimod kan det være ret ubehageligt at blive sat på plads. Hvis nogen sætter mig på plads, er det sjældent en plads, jeg selv ville have valgt. Og det kan gå hen og blive så træls og pinligt, hvis man faktisk er berettiget til en kommentar ala ”Træd lige tre skridt tilbage!” eller ”Din plads er derover!” 

Modsat er det rart at blive tildelt en plads i et fællesskab eller en forening. Og det kan føles helt befriende at kende sin plads – hvis ikke i livet, sådan generelt – så i hvert fald i toget, biografen og flyet. Det giver sådan en behagelig ro i sjælen at stå med sin pladsreservation i hånden og vide, at den stol, plads 29, er min plads, som man har ret til, fordi den er både købt og betalt.  

Og hvis man ikke har en reservation, lærer man måske med tiden at tilkæmpe sig en plads? Det kunne være på færgen, hvor man straks spotter de helt perfekte pladser lige ved vinduet, lige ved cafeteriaet, og lettere elefant prøver at komme forbi folk for at kunne vippe stole. Min plads! Ja. Måske har nogen af jer selv her i kirken en plads, der på mange måder og helt uudtalt er jeres?  

Pladser er både noget vi får og det er noget vi skaber, men også noget vi tilkæmper os et helt liv igennem. For når vi har en plads, har vi indflydelse. Så er vi med, og det vil man da gerne være? Så har man magt til at kunne bevæge sig selv og verden omkring én, og gøre en forskel. At få en plads er at kunne deltage. At få en plads er at kunne være en del af fællesskabet. 

Sådan en plads ville Zebedeussønnernes mor gerne give sine to drenge. En plads i fællesskabet. Og en plads, hvor hun også vidste, at de havde det godt, hvor de var i tryghed. En plads hos Gud. Og derfor tager hun dem i hånden og går til Jesus, som hun har hørt, er Guds søn og som derfor kan opfylde hendes ønsker for sine sønner. 

Moderens handling er enkel og klar, og vi kan spejle os i den. Når vi hører om noget eller ser noget, der er godt, så opsøger vi det. Selvfølgelig. Nogen gange med klare overbevisninger fra starten om, at det vi opsøger, er helt rigtigt for os. Nogen gange måske med en vurdering af, at det gode, vi opsøger, kunne være fint at få med. Og nogen gange måske bare med en lille fornemmelse for, at vi opsøger noget godt, og at det har en værdi og betydning, uden helt at kunne sætte ord på hvordan og hvorfor. Moderen var helt overbevist om, at det bedste for hendes sønner ville være en plads hos Gud.  

Måske det samme gjorde sig gældende for Thea og Thorbjørns forældre i dag? De spejlede fortællingen om moderen i evangeliet, da de for kort tid siden bar børnene til dåben; bar dem til velsignelsen. Måske af mange forskellige grunde, som vi ikke kender til, men måske også fordi, dåben er noget af det bedste, vi kan give vores børn.  

Men hvor vi ved dåben i dag ikke var i tvivl om, at Thea og Thorbjørn blev taget imod og givet en plads hos Gud, kan man måske være lidt mere usikker i evangeliefortællingen. 

For Jesus kommer i princippet med en afvisning. Spørgsmålet om at kunne drikke af samme bæger som ham er et retorisk spørgsmål. Det er dødens bæger, han henviser til, og Jesus ved, at det hverken kan eller skal de drikke af. Og pladserne hos sin fader er allerede optaget, fordi han selv sidder der. Som vi bekender der i vores trosbekendelse: At Jesus Kristus er ”siddende ved Gud Fader den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”.  

Hvilken betydning har det, at Jesus sidder der, kunne vi så spørge? Måske man kunne illustrere det med en klassisk leg fra skolefesten: stoledansen. Der står en masse stole på et gulv. Musikken spiller og vi danser rundt om dem. Og når musikken stopper, skal man hurtigt finde sig en plads. Og man skal være hurtig. For der er altid en stol for lidt i legen. Det er pointen. Du skal skynde dig at tilkæmpe dig en plads, ellers er du ude af lejen. Så længe du sidder på en stol, har du respekt og anerkendelse. Ja, særligt den, som ender med at vinde, sidder nærmest på en fyrstelig trone.  

Hos Gud er stoledansen bare anderledes. Den er omvendt. I stedet for at der fjernes en stol, sættes der en stol mere til, så der altid er en stol til alle + en ekstra. Musikken spiller, dansen går og alle får en stol i sidste ende. Der er ingen konkurrence. Ingen magtkamp. Gud giver den gennem sin søn. Der er kun en stol mere lige præcis til dig og mig!  

Dermed er stolelegen hos Gud er i princippet også en dødkedelig leg. Luften går lidt ud af ballonen, når konkurrencen forsvinder. Men det er faktisk også pointen. For på denne måde bliver det ikke vores arbejde, at tilkæmpe os selv en plads hos Gud. Den har han allerede givet os, sådan som vi hører det og møder det i dåben, i nadveren, i fællesskabet, at vi er en del af ham, skabt i hans billede.  

Pladsen er der allerede. Vi har en plads. Vi er en del af fællesskabet. Og det er nådigt og det er trygt. Til gengæld giver pladsen os også den deltagelse og indflydelse, som jeg var inde på tidligere. Med denne plads under os, må vi forholde os til den indflydelse, vi har, på Guds riges tilstand, som følger med pladsen. Når vi har en plads, har vi indflydelse og magt, og det er dét, der er det vigtige, og det er dét Jesus vil frem til med talen om tjeneste.  

At vi har fået en plads hos Gud betyder, at vi for altid er forpligtede på det fællesskab, den vilje og den kærlighed der udgår fra ham. Pladsen har vi som tjenere. At være stor hos Gud er at være en tjener for den anden. At være den største hos Gud er at være træl for den anden. Det er følgerne af Guds kærlighed – det er det, dåben gør ved os: den sætter os hos Gud og beder os tjene hinanden, som Gud selv tjener os gennem sin søn.  

Og det er ikke en fyrstelig plads, som Zebedeussønnernes mor måske regnede med. Den giver ikke magt, som undertrykker, men magt som befrier. En magt som bygger mennesker og livet op. 

Og magten er der. Evangeliets modsætninger står ikke imellem magt og tjeneste, men imellem en magt der bryder ned, og en magt der bygger op, som befrier, som tjener i kærlighed overfor medmennesket. Og det skal vi være bevidste om, ligegyldigt hvor vi er, hvor vi går, hvem vi står overfor. Vi har altid magten i vores hænder, og det kræves at vi bruger den med mildhed og nænsomhed, til opbygning af liv for selv den mindste!  

Zebedæussønnernes mor kom i dag og troede og håbede det ene om Gud og hendes sønners fremtid. Men hendes forestillinger blev vendt om, og de blev ikke sendt hjem, men derimod sat ind i Guds store fortælling, og derfra sendt videre ud i livet, med en ny opgave for sig. Gud havde ikke glemt dem – ligesom vi tror og håber, at han ikke vil glemme os – sådan som vi også sang om det lige før hos Simon Grotrian; ”Han glemmer mig aldrig”. Gud husker at skinne som solen. Han sætter stjerner ved vores hovedgærde. Han kaster med fredsduer. Og han dækker bord for os i dag og alle dage. Han lader det regne med velsignelse.  

Og derfra kan vi tage fra i livet, lige nu og her, ved at være nærværende hos dem, vi er iblandt og ikke spejde efter andre pladser, hverken i himlen eller her på jorden.  

”Giv mig et sted at stå og jeg skal rykke jorden” sagde den græske filosof og matematiker Arkimedes engang. Uden et sted at stå og sidde, uden et fundament, nytter resten ikke. Så kan man intet foretage sig.  

Gud har givet os en plads. Derfra kan vi rykke jorden og hinanden, bruge vores magt, I tjeneste for andre. Gud giver os hver dag af sin kærlighed og velsignelse og viser os den plads, hvor der er brug for os.  

Amen!