Himlen spejler sig i bøn

Prædiken til Femte søndag efter Påske, d. 26. maj 2019 i Sdr. Aarslev og Brabrand Kirker. Johannesevangeliet 16,23b-28. Salmer: 743 – 636 – 588 – 587 – 400,2 – 10.

Disciplene er i vildfarelse. De har fået at hvide, at Jesus skal dø og opstå, men de forstår det ikke rigtigt. Han har voldt dem mange udfordringer, når de fulgtes med ham. Nogen blev forundrede og andre vendte dem ryggen. Og hans fortællinger om gudsriget var svære at forholde sig til, når han gang på gang vendte love og regler, logik og etik på hovedet.

”Sådan har jeg talt til jer i billeder, men der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen.” siger han nu, og henviser til opstandelsens dag, hvor alting igen er forandret. Men det, disciplene bare gerne vil vide, er, hvordan de skal holde kontakten til Gud, hvis Jesus ikke længere skal være hos dem. For de vil ikke miste ham.

I dag står vi på den anden side af påsken og opstandelsen, og spørgsmålet er derfor helt nærværende: hvordan kan vi holde kontakten til Gud, nu da han ikke går iblandt os som et menneske?

Refleksionen over det spørgsmål kan begynde der, hvor det handler om kontakten f.eks. til venner eller familier, når vi udsætter et forhold for afstand. Når vi flytter fra hinanden og bryder med velkendte rytmer, og på ny skal finde ud af at være tilstede i hinandens liv uden at være til stede fysisk. Hvordan gør man? Og hvordan undgår man at miste kontakten? Vores erfaring er somme tider, at når den fysiske kontakt forsvinder, gør venskabet det også af og til. Og vi spørger måske os selv, om et venskab er betinget af fysisk nærhed, eller om det også kan leve uden?

Spørgsmålet om kontakt på afstand bliver særligt følsomt, når vi sidder foran en kiste og et menneske, vi har mistet. Vi spørger os selv og hinanden, hvordan vi – på trods af døden – alligevel kan være nærværende med den, vi har mistet. For vi har svært ved at undvære ham eller hende. Vi har brug for at holde fast, der hvor døden ellers fortæller os, at der er givet slip.

I evangeliet peger Jesus på bønnen som det, der skaber kontakten. “I skal bede” siger han til disciplene – ikke længere bede til ham, men i hans navn kan de bede direkte til Faderen. For det er det nye. Med opstandelsen er det gjort tydeligt, at Jesus og Faderen er den samme, og i Jesu navn er der banet en vej fra disciplene – og fra os i dag – til Faderen. Jesus behøver ikke længere at gå i forbøn for os. Disciplene og vi kan selv bede frit i hans navn, og dermed holde kontakten. Og når vi gør det, siger Jesus, vil Faderen også høre os.

Bøn er på den ene side noget ganske særligt og på den anden side helt almindeligt. For mange er det at bede omgærdet af blufærdighed. Men jeg tror ikke, vi går igennem et liv uden at bede, selvom der kan være forskel på, hvordan vi gør det. Om vi f.eks. sætter os på kirkebænken og folder vores hænder. Eller om vi pludseligt midt på gaden sender en bøn afsted til den, eller om det, vi har på hjerte.

For filosoffen Søren Kierkegaard ligner bønnen et brev på den måde, at en afsender henvender sig til en modtager. Anledningen til henvendelsen kan være mange. Men brevet vil modtageren noget: betro sig, søge trøst, lette sit hjerte, dele en glæde osv. Bønnen er et personligt anliggende og en livsytring, som er lige så fundamental som vores åndedræt. Vi gør det bare. Kierkegaard siger et sted, at ”det at bede er at ånde. Her ser man det dumme i at tale om et hvorfor; thi hvorfor ånder jeg? Fordi jeg ellers døde – således med det at bede”.

Og lige meget hvem vi er og hvad vi kommer med, eller hvordan og hvor højt vi end får det sagt, vil Gud altid modtage brevet og bønnen, fordi han er kærligheden og fordi han kender os. Om der udbrød krig et sted i verden, skriver han, ville det ikke optage Gud mere end en fattig mands inderlige suk på Købmagergade i København. Og videre:

“... den Gud, han beder til, er menneskelig, har hjerte til at føle menneskeligt, øre til at høre et menneskes klage, og om han end ikke opfylder ethvert ønske, han bor dog nær hos os og lader sig bevæge ved den stridendes skrig, ved hans ydmyge begæring, ved hans elendighed, når han sidder forladt og som i fængsel, ved hans skyndsomme glæde over opfyldelsen, når han i håbet tager den forud; ja denne Gud lader sig røre ved den stridendes jammer, når han omkommer i mismod, ved hans råb, når han synker i omskiftelsens hvirvel, ved den taksigelse, han lover for alle tider; han lader sig røre, om ikke før så ved det sidste suk, da når det menneskeligt talt allerede synes for silde”.

Og dette er måske den nåde, vi skal høre i dag – og som disciplene indirekte fik fortalt i evangeliet, da Jesus sagde til dem, at de nu skulle bede. For i bønnen er vi set. I bønnen er vi hørt. Med alt hvad vi kommer med og alt, vi har på hjerte, optager det Gud og han lader sig røre. I bønnen kan vi altid nærme os den opstandne og allestedsnærværende Gud. Disciplene og os selv behøver ikke Jesus ved vores side, for at være set og hørt af Gud. I bønnen har de og vi adgang til ham, der altid vil lytte og følge vores veje.

Dermed ikke sagt, at vi altid fornemmer, at Gud hører os og er med os.

Det ligger til de fleste, at vi gerne vil have klare og tydelige svar tilbage - på et brev, en mail, en sms, en Snapchat-besked, eller hvad vi nu sender afsted. Og på samme måde når vi sender en bøn eller en tanke afsted til det menneske, vi har mistet. Vi har brug for at vide, at de er der, at de hører vores kald, og at de måske også kan svare os. Derfor kan vi komme til at tvivle og græde, fordi vi så inderligt mangler svar og nærhed - fra omverden, fra dem vi savner, fra Gud.

Men måske svarer de os – og måske svarer Gud os – i det stille? Kierkegaard giver os her endnu et billede og perspektiv. For hvis vi vil modtage et svar, skal vi også turde åbne os op, så det kan komme til os – så Guds svar kan spejle sig i os og synke ned i os.

Kierkegaard bruger billedet at et hav i stormvejr. Når vi åbner os op – og i kierkegaardsk forstand bliver til intet – kan vi modtage Guds svar, og Gud kan gennemlyse os. Han skriver: “Når havet anstrenger al sin kraft, da kan det netop ikke gengive himlens billede, og selv den mindste bevægelse, det giver det ikke rent igen; men når det bliver stille og dybt, da synker himlens billede i dets intet.”

Over Gudenåen, Randers. Privat foto.

Sådan er det måske også med os, og måske særligt der, hvor vi tager afsked med et menneske, vi holdt af. Vi kan strides. Vi kan kæmpe en anden Jakobskamp efter Guds velsignelse. Vi kan bruse som et hav i storm, der fortvivlet prøver at spejle og give plads til den, vi mangler. Men ligegyldigt hvor meget vi anstrenger os, og prøver at tvinge den anden nær, er det måske først i det sekund, vi bliver stille og åbner os op, at den vi mangler, kan komme til os og synke ned i os, som himlens spejlbillede synker ned i havet og ned i dybet.

Det nådefulde er, at det i bønnen dermed ikke handler om, at vi i vores bøn og anstrengelser sejrer, men om at det er den anden og Gud, der sejrer i os. At det er ham, der synker i os.

Og bønnens hensigt og mange spørgsmål bliver i den forbindelse også tilsidesat, idet det vigtigste ikke er at få svar på det ene og andet. Det vigtigste er, at Gud og den, vi i bønnen henvender os til, må blive ved med at være til stede i os. Ja, i bønnen beder vi om, at vi aldrig må suse og bruse som et hav i storm, men altid have plads og rum til dem og den, vi vil gennemlyses af, og derigennem altid kunne mærke den nærhed og glæde, vi søger efter.

Og sådan kan vi og disciplene afsluttende bede som Kierkegaard, om den nærhed vi håber og tror på:

”Herre min Gud, jeg har egentlig slet intet at bede dig om; ville du end love mig at opfylde hvert mit ønske, jeg ved dog egentlig ikke at hitte på noget, KUN at jeg må blive hos dig, så nær som det er muligt i denne adskillelsens tid, i hvilken du og jeg lever, og ganske hos dig i alle evigheder”.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!

Salige er de, der ikke har set, og dog tror

Prædiken til første søndag efter påske i Brabrand og Sdr. Aarslev kirker.
Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer: 813 – 448 – 248 – 678 – 233 – 721.

Kort efter påskefreden havde sænket sig i søndags, blev den afbrudt, da det langsomt gik op for os, hvad der var sket på Sri Lanka samme påskemorgen. Endnu engang havde terror ramt verden og uskyldige mennesker. Og for os der bor i dette område, kom det pludselig meget tæt på, da den danske familie, der har mistet tre børn, bor lige på den anden side af vores sø. 

Det er ikke fordi, terror ikke gør indtryk på os eller at vi aldrig bliver berørte af den, når vi hører om den andre steder. Men det bliver bare, på en eller anden måde mere virkeligt og mere gruopvækkende forfærdeligt når det kommer tæt på; når det er danskere, det går ud over, når det er børn, der bliver dræbt, og vi næsten bor ved siden af dem, det drejer sig om. Da opdager vi for alvor tilfældigheden i terrorens ondskab, og at det faktisk også kunne have været os selv, det gik ud over.

Så hvad skete der med påskefreden? Det var som om, den forsvandt, lige så hurtigt den kom. At den en kort tid dukkede op og spredte håb og glæde, men at den også gik væk igen; at freden var forbi.

I evangeliefortælling oplever disciplene også, at freden kommer, men pludselig går væk igen. Ud af langfredagsmørket og den tomme grav viser Jesus sig meget pludseligt for øjnene af dem, og hilser dem med ordene: “Fred være med jer!”. Freden er kommet til dem! Men så forsvinder han igen. Tre gange i fortællingen møder han disciplene på denne måde: ønsker dem fred: “Fred være med jer!”, og viser med sin tilstedeværelse, at freden er kommet til dem. Og så forsvinder han igen. Pludseligt.

Jesus kommer og går. Freden kommer og går. Håbet kommer og går. Sådan spejler disciplenes oplevelse i evangeliet de erfaringer, vi selv står med oven på denne uge. Vi tror og bekender, at håbet og kærligheden for alvor har sejret påskemorgen med opstandelsen. Vi tror, at Gud for alvor har brudt med mørket – både det mørke vi møder i livet og i døden. Men det er ikke altid, vi også mærker det. Det er ikke altid vi kan se det foran os, og få beviser for det, sådan som Thomas tvivleren også gerne vil. Nogle gange er freden også væk. Thomas har svært ved at tro på, at freden er kommet tilbage til ham og nu står i hans hus. Han vil se beviser, fordi der er for meget i denne verden, der siger freden imod.

Freden kommer og går. Det har den alle dage gjort. Billedet på skærmene er fra Palæstina. Billedet viser en due, tegnet på en mur, med skudsikker vest for brystet og pistol for hjertet. Duen er egentlig vores symbol for håb. Duen med olivengrenen i munden er det tegn, Noa får i sin ark, efter stormfloden har raseret. Da duen kommer til ham, ved han, at stormen er ovre, at vandet har lagt sig, og at naturen og livet igen er ved at udvikle sig. At der er fred og ingen fare!

Men som vi ser duen her, er den under angreb. Det er som om billedet her indkapsler den spænding der altid har været i Palæstina og hele regionen omkring, hvor konflikter og krig er dagligdag og helt tæt på, på en anden måde end herhjemme. Duen er ikke fri, som vi plejer at kende den. Den flakker rundt, men med skudsikker vest.

Hvordan finder vi håbet tilbage i en verden, hvor freden er under angreb? Hvordan undgår vi at miste håbet, hvor det ser ud til at være tabt?

I det gamle testamente er der en fin fortælling om en profet, der køber en mark uden for Jerusalem. Byen og det store tempel, hvor Gud siges at være, er under angreb. Templet er ved at falde i grus, og dermed også hele fundamentet for denne tids folk og kultur og et liv i balance. Måske kunne man lave nogle paralleller til templet, som det der bærer et folk og er garanten for freden, med vores tids demokrati og fredelige styreformer? Men da templet er ved at falde, får profeten besked af Gud på at købe en mark – en lod jord – uden for byens mure.

Og hvorfor det? Måske fordi han ved denne handling kan vise, at noget godt stadigvæk består, der hvor andet er ved at styrte i grus? At han stadigvæk kan holde fast i jorden? Måske fordi, han ved denne handling kan lade håbet spille en rolle – trods alt – der hvor det hele er ved at falde fra hinanden. Håbet, som en konkret praktisk handling: han gør noget, han håber og køber lidt jord, på trods!

Denne handling er ikke ukendt for os i dag. Nej, fortællingen om profeten, der køber en lod jord i et trodsigt håb, er en fortælling om det, vi mennesker også altid har været nødt til at gøre, når vi vovede os ind på håbet: nemlig at handle og gøre noget, med håbet for øje, på trods af svære betingelser.

Det er det historikeren Bertel Nygaard kalder ”håbets aktive logik”. Han siger, at mennesker ”håber og handler på den betingelse, at verdens muligheder endnu ikke er helt afgjorte, men stadig står åbne. Derfor kan vi aldrig vide med sikkerhed, hvad vores håb og handlinger vil føre til. Men alternativet til at håbe og handle er ikke bare at opretholde den stille glæde ved alt det, vi allerede har. Det er at acceptere katastrofen.”

Vil vi acceptere katastrofen? Nej! Vi må handle og vi må gøre noget. Og det begynder alt sammen lige her i vores kirke, i det fællesskab, vi bevæger os rundt i, og i den indstilling til verden, vi får med herfra.

Guds Søn har mødt os på den anden side af graven med ordene om fred: ”Fred være med jer!” siger han. Og måske er vores aktive håbs-handling først og fremmest at holde fast i lige præcis påskens fortælling om fred! Krig ophører ikke bare fra den ene dag til den anden. Uro og stridigheder ophører ikke bare fra den ene dag til den anden. Bag et ophør ligger der en tanke og en vilje til noget andet. Bag et ophør ligger en fortælling om fred.

Og den fortælling har vi og den fortælling kan vi blive ved med at fortælle. Blive ved med at tro på den – også selvom den møder modstand. Påskens fortælling kan være vores første håbshandling, der efterfølgende og videre frem, kan give liv og mod til flere og mere konkrete handlinger...

Vi får ikke altid mulighed for at stikke hænderne i siden på freden og mærke, at den er kommet til os, ligesom Thomas Tvivleren fik i evangeliet. Men som Jesus siger til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”. Her bliver det sagt, vi skal tage med os i dag: for vi er de salige, som må blive ved med at tro, håbe og holde ud, til trods for at vi ikke altid kan se freden iblandt os, ja, til trods for at det, vi oftest får øje på og giver mest opmærksomhed i vores samtaler og i vores nyhedsdækning er det modsatte af fred…

Vi skal og kan blive ved med at tro og håbe på fortællingen om Guds søn og om opstandelsen påskemorgen. For lige præcis den fortælling rummer det hele, og kan bære os både når freden er der, og når den pludselig er væk.  Påskens fortælling rummer glæden og viljestyrken. Kærligheden og nærheden. Men den rummer også faldet og nederlaget. Tvivlen og angsten, og kampen mod det, som bringer livet til fald. Alt det rummer fortællingen om Guds søn og opstandelsen; også her blev freden ramt og gennemboret på et kors! Freden kommer og går!

Alt det til sammen gør fortællingen troværdig og virkelig for os, der lever et liv, hvor både kærlighed og had, fred og fjendskab fylder vores verden. Men i sidste ende er det også i den fortælling, at håbet og freden der sejrer. Det er der livet sejrer. Det er håbet og kærligheden på trods af fald og fortabelse, som vi må holde fast ved!

”Fred være med jer!” Freden er her, selvom den kan være svær altid at få øje på. Og det kan være svært altid at tro på. Men det modsatte er ikke til at holde ud, hvis vi ikke troede og håbede. Da ville katastrofen indtræde! Dog flyver duen stadigvæk og spreder håb, med Guds fred i ryggen, selvom den har vest på. Måske kan vi, med Guds fred i ryggen, finde mod til at gøre det samme…

Amen!

Skam og nåde

Prædiken til Fastelavns søndag, d. 3. marts 2019 i Brabrand og Sdr. Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 3,13-17. Salmer: 736 – 448/523 – 441 – 192 – 400,2 – 450. 

Det er blevet fastelavn. Traditionen tro klæder børn sig ud over hele landet. De viser deres drømme frem, og viser, hvem de godt kunne tænke sig at være. Prinsesser og supermænd. Eller de viser deres kreative og fjollede sider frem og klæder sig ud som en ketchupflaske eller et monster. Jeg har set flere gode udklædninger i år, og senere i dag skulle Brabrand Kirke også gerne fyldes med en masse finurlige udklædninger.

Det kan være sjovt at klæde sig ud – både til fastelavn og halloween, til rollespil i skoven eller derhjemme i udklædningskassen. Det er sjovt og lærerigt at få lov til at leve sig ind i fortællinger, nye verdner og figurer. Bare for en stund, som en drøm og et frirum, hvor vi får lov at være en anden end den, vi er.

Anderledes er det, hvis vi føler, at en udklædning er en nødvendighed. Hvis vi føler, at vi ikke kan være den, vi er, men billedligt talt er nødt til at tage en forklædning på, udgive os for at være noget andet, skjule noget for andre, for at kunne være til. Da er det ikke en god drøm eller et frirum, men snarere et fængsel, vi har svært ved at se os ud af.

For nogle år siden blev netop det tema sat på dagsorden, da norsk tv producerede serien SKAM. Serien fik international anerkendelse og stor ros for at belyse den skam, vi sjældent taler om, men som vi alle prøvet at føle. Serien følger en række unge og deres udfordringer med bl.a. kærlighed og studieliv. Og uden at det bliver sagt højt, genkender man hurtigt, at det er skammen der skaber konflikt og ligger en dæmper på, at de kan udfolde sig og være dem, de er.

Det kan være spørgsmål om ikke at have ”den perfekte krop og det perfekte udseende”. At have en anderledes seksualitet. At ens kulturelle ophav er forskellig fra majoriteten, som gør at man tror og handler anderledes. At man ikke kan leve op til de krav, omverden stiller om 12-taller og det perfekte look på instagram. Det er indre og ydre forhold, som de grundlæggende ikke har mulighed for at ændre på, men som de ikke magter at stå ved eller tør vise frem, og som derfor ender med at blive skamfulde. Og hvorfor egentlig? Hvad skammer de og vi os over – vi er jo mennesker alle sammen? Fantastiske og forskellige på hver vores måde!

Skam er sjældent noget man siger, men noget man føler, og derfor kan man komme til at gemme sig i forklædning. At skamme sig er grundlæggende at føle sig forkert, siger psykologen Krista Korsholm, som har forsket i skam. Hun ser skammen som et af de største udfordringer, vi står med – både som unge og voksne – fordi den bliver ved med at ligge bånd på vores liv.

Skammen udspringer af noget ur-menneskeligt: nemlig behovet for relationer. Alle mennesker har behov for relationer – for at blive set og genkendt og elsket. Og skam er frygten for at miste relation til andre, fordi man ikke føler sig værdig til den. Det er frygten for, at mennesker vil vælge os fra og forlade os, hvis de ser os, som vi virkelig er. Og den frygt er ødelæggende for alle mennesker, i større eller mindre grad.

Skam og skyld bliver ofte forvekslet med hinanden, siger Krista Korsholm også. Men der er forskel. De tilhører begge vores samvittighed og moral. Når vi er skyld i noget, handler det om en handling – om noget, vi har gjort forkert. Og for at få fjernet vores skyld, kan vi søge om tilgivelse hos den, vi har såret. Vi kan sige undskyld.

Anderledes er det med skammen. Skam handler om vores væren og eksistens – om en såret identitet. Skam er at føle sig eller dømme sig selv forkert, ikke god nok, ikke elsket. I skyldfølelsen dømmer vi handlingen, og vi kan derfor rette opmærksomhed mod enten at gøre det godt igen eller forsvare os selv for at retfærdiggøre handlingen. Skam bliver derimod en form for blindgyde i forhold til handlinger, fordi skammen sidder inden i os. Hvis vi dømmer os selv som forkerte, så er det svært - for ikke at sige umuligt – at gøre noget ved det. Vi kan sige undskyld ift. skyld. Men vi kan ikke sige ”undskam” ift. skam…

Hvor vil jeg hen med denne tale om skam? Det er ikke videre glædeligt at tale om. Men hvis glæden skal blomstre i os, som en påskelilje i det tidlige forår, er vi måske netop nødt til at italesætte det, der forhindrer den i at slå rod....

Vi kan ikke sige ”undskam”. Men kristendommen har et andet ord og et andet håb, der meget præcist forkynder det, vi mangler i ”undskam”. Ordet er nåde, og håbet er, at Gud møder os med nådige øjne, hvor meget vi end selv måtte skamme os og se ned på os selv!

Og det begynder ved dåben. Da Jesus i dagens evangelium bliver døbt i Jordanfloden, åbnes himlen over ham, og Gud siger: ”Det er min elskede Søn. I ham har jeg fundet velbehag”. Den samme handling blev spejlet i dag, da Ville og Freja blev døbt her ved døbefonten. I dåben får vi at vide af Gud, at vi er elskede og sete. At Gud har fundet velbehag i os. Ved dåbens vand møder vi en betingelsesløs kærlighed. En kærlighed der ser os, som vi er, i vores ydre og vores indre. En kærlighed som ser vores skyld og skam, men som i samme øjeblik også skænker os nåden og dermed muligheden for at forløse både skyld og skam.

For du er Guds barn, i dig har jeg fundet velbehag.

Den dybeste kerne af skammen handler om at blive set, som den jeg er, og på den baggrund blive valgt fra. Det er frygten. Kristendommen forkynder en anden tro på os mennesker. En tro på nåden. En tro på, at vi altid allerede er set og elsket af Gud, og dermed skal vide, at vores fejltrin eller følelse af at føle os forkerte, ikke dømmer os ude for altid. Nåden er, at lige meget hvor meget, vi føler os valgt fra, vil vi altid være valgt til af Gud!

Der er mange kræfter på spil i vores tid og samfund, som dømmer os ansvarlige for vores egne nederlag. Som siger, at hvis vi ikke er tilfredse med os selv, så er det vores eget problem. Som siger: du er herre i eget hus og din egen lykkes smed. Det var det, serien SKAM viste os. Og alt sammen maner det os op i en krog, hvor skammen over ikke at kunne slå til, og forløse alle disse krav, langsomt gør livet til et nederlag.

Guds nåde er som en modgift hertil. Nåden sætter os på plads! Ikke i skammekrogen, men på plads som det, vi er: mennesker. Mennesker som er uperfekte, udfordrede, begrænsede og fulde af fejl og mangler. Og som de hele mennesker, vi er, bliver vi set!

Det handler ikke om medlidenhed. At vi får Guds nåde handler ikke om at vi er ynkelige mennesker og ude af stand til at gøre gode ting. Det handler ikke om at ligge ansvaret fra os, og sige: bare vi får nåden er alt helt fint og vi kan gøre, hvad vi vil.

Men nåden ligger på en måde bag ved al den styrke og glæde, vi skal møde verden og livet med. Hvis vi ved om os selv, at vi er elskede, kan vi tage livets ansvar på os. Hvis vi ved om os selv, at vi er elskede og sete, kan vi se op, i troen på, at magtesløshed og fejl ikke dømmer os ude og ikke er en permanent tilstand. Da får vi mod til at være sårbare og ærlige i mødet med hinanden, og genvinde modet og styrken i livet!

”Jeg har dårlig samvittighed over noget, der skete for mange år siden.” tænker vi. Eller vi siger: ”Jeg bliver alligevel aldrig god nok”. Eller vi tænker opgivende: ”Det nytter ikke engang at prøve”. Sådan kan følelsen af skam sætte en klods for døren til livet og holde glæden på afstand.

Spørgsmålet er, om vi med vores dåb og mødet med nåden, kan slippe tanken om, at det er forandringen i os selv der afgør, om vi er gode nok eller værdifulde? Tør vi tro, at vi altid er sete og elskede af Gud, og altid valgt til som mennesker? Og kunne vi deraf få mod til smide alle vores forklædninger, og være dem, vi er – hele mennesker?

Gud siger til os: ”Du er min elskede. I dig har jeg fundet velbehag”

Amen!

(med tak og inspiration fra Krista Korsholms bog SKAM, udgivet på Bibelselskabets forlag)