mandag den 17. februar 2020

Gudsrigets vækst

Prædiken til søndag seksagesima (II) d. 16. februar 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.
Matthæusevangeliet 4,26-32. Salmer: 4 – 504 – ”Utroligheds frø” – 320 – 192,7 – 476. 

I sjælenes år /har vinteren dybest en kerne af vår. Og er du vor Gud, /da skyder vi blade, da springer vi ud (fra Utroligheds frø vers 4) 

“Den her bette video den er for dig, der godt kan lide at arbejde og som gerne vil gøre dig umage og være flittig, og ikke mindst dig der gerne vil tage ansvar, både for dig selv og for dine omgivelser. Ja, rent faktisk er denne video kun for folk som dig, og ikke alle mulige andre, der går op i mærkelige ting, så som højere skatter, mindre ansvar, mindre frihed, og mere formynderi. De er ikke inviteret med. Men det er du.” 

Sådan siger politiske leder af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh i en video, jeg stødte på forleden dag. En lille reklamevideo med lidt af en pegefinger til os fra Christiansborg om væksten i Danmark, som skal komme fra den, der gider at arbejde. Uanset politisk ståsted, ramte Vanopslaghs tale mig negativt. Du skal gøre noget, for at jeg vil have med dig at gøre, siger han. Du skal ville noget, du skal bidrage, du skal give alt i dig selv, hvis samfundet skal være i vækst og lykkes fremadrettet! Jeg fik lidt åndenød sådan på det menneskelige plan.  

Og da jeg havde set videoen, læste jeg så denne søndags evangelium: Guds rige vokser imens du sover. Uden at du gør noget, spirer kornet fra marken, vokser sig stort, sætter aks og gør sig fuldmodent og klar til høst, uden at du har rørt en finger. Og af det mindste lille sennepskorn vokser en stor plante frem. 

Umiddelbart kunne det lyde som om, de to udsagn – Vanopslaghs og evangeliets – stod og skurede op mod hinanden. Viljestyrken og handlekraften på den ene side, roen og tilliden til at det hele nok skal gro af sig selv på den anden side. Men der er en forskel.  

For evangeliet er egentlig ikke ude på at nedskrive det menneskelige initiativ eller den gode vilje. Evangeliet er ikke ude på at forhindre dig i at gøre dit arbejde og engagere dig fuldblodigt i en opgave, som Vanopslagh gerne vil, vi skal.  

Dagens evangelium er derimod ude på at træde et skridt længere tilbage i fortællingen om menneskelivet. For hvis vi skal kunne give af os selv til andre – bidrage til samfundet nogenlunde sådan som Vanopslagh ønsker – så må vi også først tro på, at vi også altid har noget at give af. Og vi må kende til den uudtømmelige kilde hvor det hele kommer fra og hvorfra vi altid fyldes på, hvordan det end går os. 

I evangeliet siges det sådan, at vi er den jordbund, Gudsrigets frø er sået i, og at vi er voksestedet, hvor Guds rige vokser sig stort. Det betyder, at Gud hver dag giver os mulighed for at være mennesker, med vilje og kærlighed at give af fra hans hånd. Alt det, der kommer fra Gud, vokser af sig selv, og det er os, det vokser sig stort i. Det betyder ikke, at vi med Guds riges vækst bliver helligere eller mere guddommelige, end vi allerede er. Det betyder, at jo mere menneskelige, vi er, desto bedre plads er der for den vækst, Jesus kalder Gudsrigets.  

Og det sker helt automatisk. Evangeliet til i dag kaldes også for lignelsen om den automatiske sæd. Det er et mærkeligt navn. Men mest mærkeligt fordi det i fortællingen også er jorden, der er automatisk, og ikke kun sæden. Gud spreder kornet og frøet, og lige så automatisk, det kommer til os, lige så automatisk tager jorden – dvs. os – imod. Det er jorden, der automatisk giver mulighed for at sæden kan vokse og ”vækste” og blive til noget. Automatisk betyder ”af sig selv”. Vi er hver især helt af os selv gudsrigets grobund.  

Og det er da en fantastisk tanke. Vi har potentialet i os fra begyndelsen til at lade Gud vokse i os, med al sin herlighed, og lade den herlighed gå ud over andre! Hvad kan det ikke blive til?  

Ja, historisk er det blevet til noget meget forskelligt – mennesket har det med at modtage Gudsriget forskelligt, og ikke altid helt godt må vi sige. Men udgangspunktet er altid det samme. Gud giver, og vi er grobund for hans rige. Og går det som vi håber og tror, må Gudsriget til sidst sejre i os, så Gudsriget til sidst fylder mest. Så Gud bliver alt i alle! 

Paulus udtrykker det på følgende måde i Galaterbrevet i en bekendelse til Kristus. Han skriver, at han ”ikke lever mere selv, men (at) Kristus lever i ham og at hans liv her på jorden er et liv i tro på Guds søn, som elskede ham og gav sig selv hen for ham.” (Gal. 2,20) Kristus lever altså i Paulus som en større del af ham, en han selv. Paulus har fornemmelsen af, at Kristus og Gudsriget vokser, jo mindre han selv bliver.   

Det lyder måske lidt kryptisk, at Gudsriget vokser, jo mindre Paulus bliver. Men det betyder, at den menneskelige kredsen-om-sig-selv bliver mindre, nu mere Gudsriget, dvs. nåden og barmhjertigheden vokser frem til glæde for andre. Det handler i grunden om ydmyghed og om at vende sig væk fra sig selv. Jo mindre, der bliver af os, desto mere bliver der af Kristus i os og for andre. 

Én af ørkenfædrene, Abba Johannes af Kellia, udtrykte det på denne måde med billedet fra dagens evangelium: “Se, kornet på marken. Før det får aks, holder strået sig opret. Men når det får aks, så bøjer det sig mod jorden. På samme måde er det med mennesket. Når det ikke bærer frugt for Herren, så findes der ingen ydmyghed i dets sind, men når mennesket bærer frugt, så bøjer det sig i alle henseender for Herren”.  

Væksttanken er dominerende i evangeliet og i vores omverden. Også i den lille video, Alex Vanopslagh delte med os – ja her er den hele formålet. Vi skal have mere vækst i Danmark! 

Men væksten kan også blive for meget – i samfundet og for os selv. Jeg tror ikke, vi kun forbinder vækst med noget positivt. Vi kender også godt grænsen for, hvor meget vi kan udrette, og derfor kender vi også til at fortryde. Vi kender også til, når vi har sat os selv over andre, og presset for hårdt på hos andre, måske på vores venners, kollegaers eller familiers bekostning. Ønsket om vækst sætter sig i os, som en ustyrlig mer-vil-ha’-mer-følelse.  

Måske er det også derfor, jeg bliver lidt provokeret af Vanopslaghs video. Det bliver så sort/hvidt, når man udtrykker sig, som han gør. At han kun vil have med dem at gøre, som gider at arbejde og gøre deres ypperste. Men hvad nu, når vi ikke længere kan arbejde og tage ansvar for vores omgivelser, hvordan er vi så stillet? 

Dagens evangelium går igen et skridt tilbage i vores fortælling, og indgyder troen og modet til at møde både vækstens glæde og vækstens udfordringer. For når vi møder grænsen – når vi fejler og går i stå – må vi også have tillid til, at der er en nåde og barmhjertighed, som er med os. Når vi træder forkert, må vi fastholde troen på, at Guds nåde også dér er en, vi ikke selv har ladet vokse frem, men at den kommer til os, sendt fra oven som et frø i vores hænder. Et frø som fortæller os, at vi altid får nye og uprøvede muligheder lagt i vores hænder, som vi kan rejse os ved, hvis vi er faldet. 

Jo mere vi vækster og vokser, desto mere har vi i grunden også brug for den barmhjertighed, som Jesus forkynder i dagens evangelie, når vi oplever at støde på grund. For når vi støder på grund, da opdager vi, at vi også har brug for og er grobund for tilgivelse og for at få muligheden igen hos Gud. Da opdager vi måske, at Gud er en langt bedre entreprenør af livet end os selv. 

Kan vi måle det – når Gudsriget vokser i os? Jeg tror, der er dage vi ser det lettere end andre. Dage hvor vi fornemmer, at godheden og væksten ingen ende vil tage. Hvor vi vokser langt over marker og hustage, og ind i himlen. Hvor vi vender os væk fra os selv, og lader det gode vokse vildt fra vores indre. 

Men at måle væksten, ja det er i grunden også et trælst udtryk og noget vi låner fra erhvervslivet og samfundet. Med evangeliets vækst er det anderledes. Den kan ikke måles. Når evangeliets frø er sået, tror jeg, det henter sin næring i alle de er faringer, oplevelser og opdagelser, vi gør os gennem livet – som mennesker og som hinandens medmennesker. Og det er det, der går helt af sig selv. Det vokse jo mens vi sover, som der stod. Og af sig selv må vi have tillid til, at det vil vokse frem og give sig til udtryk i vores liv med hinanden.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.  

Amen! 

søndag den 19. januar 2020

En kilde til liv


Prædiken til anden søndag efter Helligtrekonger (II) d. 19. januar 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 4,5-26. Salmer: 747 – 844 – 596 – 321 – 69,5-6 – 29.

Brabrand er et mødested, hvor der opstår liv imellem mennesker. Det ligger nærmest i byens navn. Ifølge den lokale forfatter og lokalhistoriker August F. Schmidt optræder navnet første gang omkring 1300-tallet. Det er sat sammen af to ord: ’bra’ som betyder pludseligt, hastigt eller brat. Og ’brand’ som er gammeldansk for brønd eller kilde. Brabrand er derfor stedet, hvor en brønd eller en kilde springer pludseligt og brat frem. Der tænkes måske på søen, som tidligere var fjord ude fra aarhusbugten, eller måske på voldbækken, som skærer sig ned gennem byen.

I Brabrand er der en kilde til liv. For mange af jer, der bor i Brabrand, vil det sikkert også være en levende sandhed: at livet kan leves i Brabrand. Brabrand er et mødested, som byder os gode muligheder for at udfolde vores liv hver især og i særdeleshed fællesskab med andre på kryds og tværs. Mit indtryk som præst i byen er, at det nærmest pibler op fra byens undergrund med liv, foreninger og fællesskaber, til glæde og gavn for alle byens borgere. 

Brabrand er en kilde til liv, ligesom brønden i Sykar – Jakobskilden – var det for kvinden og Jesus i evangeliefortællingen. Her var der vand til dem begge to. Men som et mødested udvikler brønden sig også til at blive noget mere, ligesom vores by også er det. Var Brabrand kun et sted man sov om natten og spiste sin mad om dagen, var den ikke meget værd. Men byen er netop også et mødested mellem mennesker, og i mødet sker der altid en forandring, hvor øjnene åbnes og livet udvikler sig. 

Således også ved Jakobskilden. Den samaritanske kvinde søgte i første omgang efter vand til livet. Men i mødet med Jesus får hun noget mere. Han siger: ”Jeg er det levende vand”, og det åbner for en forandring i hendes liv: en forandring som adskiller sig fra det vand, hun skulle hente til sin spand, og som adskiller sig fra den livsopfattelse og gudsopfattelse hun vandrede af sted til brønden med.

Hvad går forandringen ud på? En ny gudsopfattelse? Hvad betyder det, at Jesus er det levende vand? 

Det ene kunne handle om opgøret med forskelle. Jesus er jøde og kvinden er samaritaner. Evangeliefortællingen spiller hele tiden på forskelle, som for jøderne har religiøs betydning. Forskellen mellem mand og kvinde, jøde og samaritaner, helligstederne på samaritanernes hellige bjerg Garizim og Jerusalem.

Men det er disse forskelle, Jesus søger at gøre op med. ”Det gamle vand”, den gamle kultur, den gamle religion, hvor man opretholder forskelle og adskillelse, hører fortiden til. En tro, som er bundet op på steder og på adskillelsen til andre, er måske en tro, men den er også en fastlåst tro, og ikke en levende tro.

Så da Jesus opsøger kvinden ved brønden og taler med hende, ophæver han alle disse forskelle og tidligere spilleregler for adskillelse mellem ”dem” og et ”os”. Han er en jøde, hun er en samaritaner, men i mødet ved brønden bliver de ét og forskellene udviskes.  Livet og troen opstår i mødet med det andet menneske, hvor den levende ånd lever imellem os, uanset hvem vi er, hvor vi kommer fra eller hvordan vi ser ud.

Sådan var det dengang, og sådan er det også i dag, og det er alt sammen repræsenteret i ham, som kalder sig selv det levende vand. Jesus er opgøret med forskelle og adskillelse. Han er opgøret med en ”dem-og-os-tænkning”. Han er det levende vand, der forkynder en levende, fælles ånd imellem mennesker.

Hvad betyder det, at Jesus er det levende vand? Noget andet handler om opgøret med fortiden og den gamle lov. Som Jesus og kvindens samtale skrider frem, kommer det frem, at kvinden har haft fem mænd i sit liv, og at den, hun er sammen med nu, ikke er hendes rigtige mand. Det lyder mærkeligt, men der er en mening. De fem mænd er et billede på de fem Mosebøger, altså jødernes lov, og den sjette er samaritanernes egen udlægning af Moseloven.

Og som Jesus svarer, taler hun derfor sandt, når hun siger, at ingen af dem er hendes rigtige mand. For ingen af hendes mænd er nogen, hun kan finde hvile i og leve sit liv på, ifølge Jesus. De gamle skrifter er døde vande og de er ikke værdige til at være hendes hjertes udkårne.

Det livgivende finder hun derimod i Jesus. Han er det levende vand. Fra ham udgår en kilde, der aldrig fryser til, men altid rinder og minder os om det liv, der er og også skal være imellem os. Hos ham finder hun en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, og at være mennesker sammen.  Hos ham finder hun Gud og den kærlighed, der strømmer fra ham, og som skal strømme videre gennem hende ud til andre.

Hvorfor er det, vi skal høre denne fortælling og denne samtale netop i dag? Når dagens evangelium om det levende vand er placeret her, er det fordi, vi står i lyset fra julen, og i julen skete der en afgørende forandring hos Gud: Gud blev født som et menneske. Det betyder at Gud har forandret sig selv, og nu fremstår på en ny måde: som nærværende iblandt os.

Derfor skal vi med dagens evangeliefortælling lære noget nyt om Gud: at han er imellem os – både som menneske, men i særdeleshed også som den ånd, der tales om i evangeliet: som det levende vand. Gud er til stede i vores liv som et menneske og i mødet med et menneske – som det der gør levende. Og til det tjener samtalen imellem den samaritanske kvinde og Jesus til at se, hvilken forandring det har.

For når Gud er til stede imellem os som levende vand, ja så udslettes alle de regler og mure og forskelle, vi måtte stille op over for hinanden, og i stedet indsættes mødet i øjenhøjde og ligeværdet med det andet menneske. Og når Gud er til stede imellem os som levende vand, ja så udviskes fastfrosne regelsæt, og kærligheden sættes ind i stedet for.

Det er den Gud, der forkyndes i dag i evangeliet, og det er den Gud, vi skal tage med os hjem. For troen på denne Gud må da alt andet lige få betydning for den måde, vi indretter vores liv på og for den måde vi vælger at møde hinanden på i vores liv? Med lukkethed eller åbenhed? Med låst fortid eller håbefuld fremtid?

Jesus anerkender, at kvinden tidligere har knyttet Guds nærvær til særlige steder eller områder. Vi har alle en fortid. Men han insisterer på, at Guds ånd fremover ikke er begrænset af naturlige eller kulturelle grænser. For ”Gud er ånd, og de som tilbeder ham skal tilbede i ånd og sandhed.” som der står.

Man kan sige, at der med det levende vand iblandt os introduceres en chokerende åndsfrihed. For pludselig er der intet, der holder os tilbage fra Gud. Hverken bjerge, templer, ofringer, kulter, kirker, paver, helgener, biskopper, præster, fædre eller mødre skal komme imellem os og Gud.

Jesus, der sidder der ved Jakobskilden åbenbarer, at Gud kan erfares overalt: I naturen, i kirken, i ordets forkyndelse, i byen, i familien, i den fremmede. Gud er ikke et abstrakt filosofisk begreb, og Gud er ikke fjern. Gud er i vores liv. Han er i vores liv på lyse og muntre dage. Han er i vores liv, når vi står på bjergets tinde, eller står hvilket som helst sted på Brabrandstien og skuer ud over det smukke landskab. Han er i vores liv i de triste og mørke stunder. Han er i vores liv, når vi føler, at vi er efterladt i en dyb brønd. Han er det levende kildevæld, der strømmer ned fra oven og pibler op fra neden.

Som en levende kilde til liv imellem os – i fællesskabet – er Gud. Spørgsmålet er, hvordan vi kan svare på dette? Hvad er der at gøre for os? Ja, måske kan vi begynde med at lade os overstrømme af denne ånd. Og derefter finde modet til at lade det levende vand overstrømme andre.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen!