Gud er til stede i ondskaben

Prædiken til tredje søndag i fasen (I) d. 7. marts 2021 i Brabrand Aarslev Kirker.
Lukasevangeliet 11,14-28. Salmer: 754 – 163 – 634.  

Det er jo én af kristendommens påstande, at mennesker er født med noget ondt i sig eller muligheden for at gøre det onde. At ligesom det gode er en del af os, således er det onde også en del af os. Det, der med Luthers ord, vender os væk fra Gud. Mennesker er født med synd, som det hedder i kristen terminologi.  

Jeg hører somme tider nogen sige, at det er én af de ting, de ikke bryder sig om ved kristendommen: at der skulle være noget ondt medfødt i enhver af os. Det kan de ikke holde ud. Det skaber et dystert billede af verden og af mennesker – særligt de helt små børn. De vil hellere kun tro på godheden, og afviser det med synden, djævlen og korset.

 

Men jeg ved egentlig ikke, hvor provokerende det er. Eller hvor virkelighedsfjernt det er. Er der nogen, der vil betvivle, at der er ondt til stede? At der også af og til bor og viser sig en vrede i os, f.eks.?  

Spørgsmålet for mig er ikke, om det onde er der eller ej. Det kan vi se, at det er. Det viser historien os. Spørgsmålet er, hvad vi skal mene om det, og hvordan netop kristentroen hjælper mig til at håndtere det onde. 

Der var engang én, der gav mig følgende billede på, hvad det onde er, eller det, vi med et kristent begreb kalder synd. 

Synd er, som når man taber den fineste porcelænskop på gulvet, og den går i stykker. I den smukke helhed, som koppen er født med, kommer der et skår og et brud, når den rammer gulvet. Ja, der er ligefrem noget, der brækker af koppen.   

Og det er synd – i ordets dobbelte forstand. Det er synd, at koppen går i stykker. Men det er også synd, at der nu er gået et skår i helheden. Den ondskab eller den synd, der er i os mennesker, kan vi forstå som et skår i vores helhed. Der er sket et brud på godheden i os, så det onde nu også er en del af os.   

Det er det, fortællingen om paradishaven er et billede på. Da Eva spiser af æblet på kundskabens træ, får hun og Adam pludselig bevidsthed om livet, som ikke kun er godt. Sløret fjernes. Der kommer skår i glæden. Og fra da af lever mennesket til et barskt liv, hvor det gode og det onde lever side om side – hvor det gode og det onde er inden i mennesket, og det gode og det onde møder mennesket udefra.  

Dette billede er et billede på, hvad synd er.  

Men for mig at se, er billedet med koppen også et farligt billede og et uholdbart billede. For det er som om, der følger en meget klar opgave med: nemlig at skåret skal klinkes. At vi skal forsøge at gøre Gud glad igen. At vi med al magt skal forsøge at klinke og samle det, der er brudt, så vi igen kan vende tilbage til helhed og det ubrudte – tilbage til paradiset. Men er det muligt? Og er det egentlig vores opgave?  

Dagens evangelium byder os en anden forståelse: nemlig at det onde altid vil være en del af os, uanset hvor mange anstrengelser vi gør, for at prøve at få det væk. I evangeliet er det onde fortalt om som djævlen eller som en dæmon, der farer i os. Og vi kan ikke komme af med den. For lige så snart vi tror det; at vi har klinket vores kop og fejet for døren, så vender det tilbage med fuld kraft. Dæmonen flakker rundt, som der stod, og bestemmer sig for at vende tilbage til det hus, den kom fra. Og her opdager den, at huset er rent og pænt, og så inviterer den syv andre dæmoner, og flytter ind sammen med dem!  

Det er jo et virkelig sandt billede på os, at lige så snart vi tror, vi er den bedste udgave af os selv og ingen fejl kan gøre, så falder vi i igen, og får besøg af syv nye fætre. Den erkendelse om os selv må vi gøre! 

Det onde kan vi altså ikke stride imod. Det kan vi aldrig klinke! Men vi kan derimod få trøst og mod til at have med det at gøre. Det er det, evangeliet forkynder i dag. Jesus tilbyder os at tage plads hos os som vores støtte, når vi rammes af det onde; at være nøjagtigt den godhed og den styrke, vi har brug for, når vi oplever, at vreden tager vores besindelse fra os, når negative tanker myldrer omkring, eller et raseri tager overhånd. Præcis der vil Jesus stå – der vil Gud stå – ved siden af os, være hos os og give os den håndsrækning, vi har brug for. Gud er til stede i ondskaben sammen med os. 

Det er her, troen hjælper mig til at håndtere det onde. Ikke ved at fjerne det, men ved at lede mig til den erkendelse, at det onde er en del af mig, ligesom det gode også er. Og når det onde river og flår i mig, så ved jeg, at jeg ikke er alene. Så må jeg støtte mig til Gud, i troen på, at han vil række mig sin hånd, sidde ved min sidde, banke med sin guldhammer på min dør, som vi sang lige før (DDS 163,3), og ramme mit hjerte med englelyd og ord, der får mig på sporet igen; som giver mig mod til at rejse mig og lægge det onde bag mig – for en stund – så jeg endnu engang kan se godheden i mig selv og omverden.  

Og i den bedste af alle verdner hjælper samme tro mig også til, at jeg må gøre det samme for dem, jeg oplever, der martres af ondskab, og som har brug for min støtte. At jeg ikke kun ser min egen ondskab, men også andres, og sætter mig ved siden af den/dem. 

Når vi beder: ”fri os fra det onde”, så er det også ud fra den konstatering af, at det onde er der. Det handler ikke om at være på det ondes side, men om erkendelsen af, at der er ondskab i vores liv, som skal fylde mindst muligt.  

Jeg tror, det er en fejl, hvis man går med følelsen af at have ansvaret for al ondskab selv. Den følelse skal vi hjælpe hinanden af med. Eller hvis man bare lader stå til, og lader ondskaben råde over vores liv. Sådan må det aldrig blive.  

I evangeliet undrer tilhørerne sig over det onde, da de ser Jesus uddrive en dæmon. De kommer i tvivl om, på hvis side Jesus er. Tilhører han Gud, eller arbejder han i for den ondes fyrste, Beelzebul, når han på den måde håndterer det onde?  

Spørgsmålet er ikke, på hvis side han er, for begge dele eksisterer. Spørgsmålet er, hvem der i sidste ende har magten – Gud eller det onde? Og til det svarer Jesus: ”Men hvis det nu er Gud, der hjælper mig med at uddrive dæmoner, så er det jo et tegn på, at det er Gud, der har magten.” Idét at Jesus er kommet til os, har vi tegnet på, at Gud har magten. At Guds rige er brudt igennem, og at det er Gud – og ikke det onde – der sidder ved vores side i sidste ende. 

Og måske er det det nye paradis? Vi kan aldrig komme tilbage til det udgangspunkt, fortællingen om paradiset gav os et billede af. Hvor ondskaben er væk og koppen intakt. Men vi kan være i Guds rige lige nu; hvor både godt og ondt er til stede. Vi kan tro, at Gud i sidste ende har magten. Og vi kan bede ham og hinanden om at være hos os, når ondskaben truer os. 

 

Med ordene som Kaj Munk skrev i 1938, og som vi også vil slutte gudstjenesten med i dag:

 

Du ved det nok, mit hjerte, 

du ved, at Gud er stor; 
men stor er og hans fjende, 
så tit du det erfór. 

Velan! så får du kæmpe 
og tro trods fald og brud, 
at stor er vel Guds fjende, 
men større er dog Gud. 

Amen! 

   

At være det, vi er

Prædiken til første søndag i fasten (I) d. 21. februar 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 4,1-11. Salmer: 652 – "Vor Gud, du mærker vores sorg" – 634.

Beretningen om fristelsen i ørkenen har en markant placering i Matthæusevangeliet. Den kommer lige efter, Jesus er døbt. Alt ånder fred og ro efter fødslen og dåben, i et kort sekund. For så kommer djævelen, snor Jesus om sin lillefinger og frister ham til det yderste, som vi hørte.

Det lille fortælleforløb i evangeliet spejler en del af vores liv. Vi fødes og vi døbes som børn med håbet om alt godt foran os. Men knapt er vi vokset op, og har lært at gå og tale, før vi møder prøvelser og fristelser. Før vi pludselig skal ud af vores barne-pubbe, og forsøge at være til stede i en verden, der møder os på godt og ondt.

Jesus fristes af djævelen på, hvem han er. ”Hvis du virkelig er Guds søn” spørger djævelen ham ”så kan du vel også gøre stenene til brød, eller kaste dig selv ud over klippen”. Det er som om, djævelen skal teste hans evne til at stå imod ondskaben. Eller som om djævelen har særlige forventninger og krav til, hvordan Jesus skal være i verden, som Jesus slet ikke kan opfylde eller er.

Det er ikke nogen ukendt problematik i dag at blive fristet til at være noget andet end det, man er. At skulle leve op til krav og forventninger, som kommer udefra; nogen gange med god grund, men andre gange også i en grad, der er ødelæggende.

Jeg kommer til at tænke på de unge. Det er præcis det, der møder rigtig mange unge, når de bryder barne-pubben, og bliver teenagere. De mødes af tårnhøje forventninger fra samfundet om at skulle tage uddannelser, og gerne tage dem hurtigt og effektivt, med gode karakterer, så de kan drøne ind på arbejdsmarkedet og bidrage til samfundet. 

Men også iblandt dem selv møder de krav og uudtalte regler for, hvordan de skal være, hvordan de skal tale, hvordan de skal gå klædt og se ud. De unge lægger et pres på sig selv, og mobber hinanden ud af fællesskabet, hvis man ikke kan efterleve det. Det var også det, den populære og anmelderroste norske ungdomsserie ”Skam” forsøgte at sige højt.

Det er det, nogen har kaldt den ødelæggende perfekthedskultur, som vi har talt om i en del år. Kravet om at være perfekt risikerer at ødelægge de unge, fordi de ganske enkelt ikke kan følge med.

Jeg hørte et interview forleden dag, fra januar 2021, med unge i gymnasiet. Eller det vil sige: interviewet var med tre unge, hvoraf to var droppet ud af gymnasiet, fordi kravet om gode karakterer og at skulle være den perfekte ven med tid til fest og sociale arrangementer krævede mere end 24 timer i døgnet. Den ene var droppet ud for at genfinde sig selv. Den anden var tvunget til at droppe ud, fordi kravene havde kostet hende både angst og en depression.

Psykologen, som interviewede de unge, talte om de skrøbelige unge, som skal turde åbne op for det liv, der også er fyldt med fejl, fordi det er vejen til at stå imod det perfekte. Hun nævner også, at mange voksne tror, de unge er dovne, og at de bliver passet for godt på af deres curling-forældre. Men det er måske lige modsat. Det er fordi, de unge er for flittige, og fejlagtigt stræber efter det, der er bedre end det bedste, at curlingforældrene opstår. Og det enorme pres ender med at ødelægge de unges liv, mere end det bygger op og danner dem som egentlige mennesker.

I en artikel fra Information tilbage i 2006 bliver problematikken skåret ud i pap: ”De unge måler sig på det, de gør, ikke det de er.”

At måle sig på det, vi gør, og ikke det vi er. Hvor kunne jeg ønske mig, at denne fastetid, vi er i nu, kunne hjælpe os til netop dette fokus: at vi alle sammen giver os tid til at dvæle ved det, vi er, i stedet for det, vi gør. Sådan er fastetider tænkt, men mange glemmer det. Det er tiden til ro og fordybelse, og til at give plads til noget andet, noget værdifuldt i livet.

Og hvad er det så, vi er? Hvad er de unge, og hvad er vi? Fortællingen om Jesus, der bliver fristet i ørkenen, hjælper os på vej til at se det: Vi er først og fremmest Guds, før vi er noget andet. Vi er elsket, set og sat fri af Gud. Og hvis vi tør have tillid til Guds blik, tror jeg, vi kan løsne os fra omverdens ødelæggende krav og forventninger, og være os selv.

Jesus bliver mødt med fristelser. Han bliver mødt med ødelæggende krav og forventninger til hans liv og væremåde. Men de er ikke hans egne. De er ligefrem djævelske. Og pludselig går det op for ham! Da han er blevet trukket godt rundt i manegen, siger han stop – ligesom de unge, der finder modet til at sige stop midt i alle kravene. ”Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ ”

Og her forlader djævelen ham. Erkendelsen af, at han tilhører Gud, sætter ham fri fra det onde. Det sætter ham i stand til at afvise regler, krav, forventninger og djævelens fristelser. Idet han opdager, at han er et menneske, der tilhører Gud, opløses alt andet, og han kan finde hvile og tryghed i det ene: at han er Guds – at han er et elsket menneske, som står fast på at være noget andet end det, djævelen frister ham til. Og det sætter ham fri til at være den, han er.

Jeg tror ikke, det altid er let at komme til denne erkendelse – eller de erkendelser. I evangeliets fortælling fornemmer vi, at det er en kamp imellem Jesus og djævelen - djævelen som den personificerede ondskab. Og jeg tror, at det er en løbende proces, vi altid er i: at spørge os selv, om vi er frie til at være, dem vi er, eller om der er noget der binder os mod vores vilje, som vi skal løsne os fra. Jeg tror, og jeg ved fra samtaler med folk, eller fra det interview jeg refererede fra, at det kan være en smertelig vej at åbne op for disse spørgsmål, og komme til en erkendelse – hvad den end måtte være. Måske kan det tage hele liv, at bakse med alle disse spørgsmål…

Fastetiden er en håndsrækning til os om at søge roen, til at søge Gud. Og fastetiden er en opfordring til at turde være skrøbelige, og øve os i at stille de væsentlige spørgsmål – og måske også turde sige stop.

Med os på den vej er Gud. Jeg tror ikke, Jesus var forladt af Gud, da han kæmpede mod djævelen. Tværtimod tror jeg, det var Guds tilstedeværelse midt i al ondskaben, der gjorde, at han både kunne holde det onde ud, og at han fik mod til at bryde med det. Jesus var aldrig løst fra Guds nærhed. Det var midt i ondskaben, han fandt modet fra Gud til at sige stop; til at sige fra over for det onde, og til at være i det gode.

Det er Gud, der har riget og magten og æren i evighed. Og fordi det er sådan, kan vi også have tillid til, at vi ikke ender i djævelens vold, men kommer til et sted, hvor vi kan sige som Jesus: ”Vig bort!” Og være dem, vi er.

Amen!