Alt mit er dit, og alt dit er mit

 Prædiken til femte søndag efter påske (II) d. 22. maj 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 17,1-11. Salmer: 2 – 448 – 804 – 675 – 427 – 414. 

Evangeliet, som vi lige har hørt, er en del af en længere afskedstale Jesus holder, kort før han bliver korsfæstet langfredag og genopstår påskemorgen. Talen er formet som en bøn. For disciplene omkring ham virkede talen som en forberedelse til påsken. For os i dag er talen mere en slags efterrationalisering på den anden side af påsken. Derfor læser vi talen nu. For at sætte ord og perspektiver på påskemorgen.

I den bid af talen, vi har hørt, fokuserer Jesus særligt på den sammenhæng der er mellem ham selv og faderen – altså mellem ham selv, Guds Søn, Jesus Kristus, og Gud Fader i himlen. Han fortæller, at de to hører sammen, det er ét, som en enhed: ”alt mit er dit og alt dit er mit” siger Jesus.

Men hvad er denne enhed? Det er det, det handler om i dag. Hvad betyder det, at Gud fader og Søn er sammenhængende og uadskillelige? At alt mit er dit og alt dit er mit. Og ikke mindst: hvad har det med os at gøre?

Jeg kommer til at tænke på forfatteren og musikeren Kristian Leth, der netop har udgivet sine barndomserindringer i bogen En vej ud af tågen. Bogen er blevet kaldt et opgør med hans far, Jørgen Leth. En erindring om en barndom, som var præget af en svær skilsmisse og en fraværende far, som kun viste sig ganske få øjeblikke i Kristian Leths barndom. Og de gange, han viste sig, var ofte hyldet ind i Jørgen Leths depressioner og mangel på egentlig omsorg, som Kristian Leth oplever det. Eller også var det oplevelsen, at de få øjeblikke med familien senere blev udstillet i Jørgen Leths film og bøger.

Kristian Leth skriver specifikt om sin far: ”han har ikke taget ansvar for mig. Han har haft sig selv nærmest”.

Måske genkender vi det selv i større eller mindre grad, hvad Kristian Leth oplever. Kristian Leth står – for mig at se – i en familiær relation, som fra begyndelsen var svær, og som bliver ved med at kaste dårligt af sig. Og dermed opstår udfordringerne, fordi relationen ikke bare kan brydes. De er i familie, samtidig med at de er forskellige og oplever verden fra forskellige sider med forskellige perspektiver, som for Kristian Leth også som voksen bliver ved med at skabe uro.

Det kan være anderledes med f.eks. venskaber. Hvis vi med tiden oplever, at vores venskaber forandrer sig for meget, eller vi bliver uenige og glider fra hinanden, så gør det ikke nødvendigvis noget. Det kan være ærgerligt og trist. Men vi kan tage afstand, fordi et venskab ikke er en bunden relation.

Men i de familiære relationer er det anderledes. Jeg hører det også, når jeg lytter til ”Mads og monopolet”. Det sker f.eks., at børn af forældre med alkoholmisbrug skriver ind, og spørger om råd til at håndtere netop den relation. Det kan f.eks. være når forælderen bliver gammel og snart vil dø. Selvom børnene i mange årtier ikke har haft kontakt til deres mor eller far, så er relationen der stadigvæk, og spørgsmål om forbundethed og omsorg kan blive ved med at melde sig. ”Skal jeg alligevel tage kontakt?”, ”Burde jeg have gjort noget andet?”, ”Bliver jeg ked af det, hvis jeg ikke kommer til begravelsen?”

Kristian Leth reflekterer indledningsvist over, at hans erindringer er meget få. Han kan nærmest intet huske. Og alligevel er de få minder af afgørende betydning. Selvom hans far ikke var der for ham, var det præcis det – altså tomrummet og manglen på nærvær – der kom til at påvirke ham mest. Fordi alt Jørgens var Kristians, og fordi alt Kristians også var Jørgens.

”Alt mit er dit, og alt dit er mit.” Den sætning siger os noget om relationer; om de nære familiære relationer, som er imellem Gud og Jesus, og som der er i alle familier. Vi hæger uløseligt sammen.

Kristian Leth mærker det komplicerede i den nære relation. Men selvfølgelig kan det også være anderledes. ”Alt mit er dit, og alt dit er mit” siger Jesus til sin far i himlen, som et udtryk kærlighed og en relation, der styrker dem gensidigt, sådan som det også naturligt kan være – og også er imellem langt de fleste familier.

Set fra det positive perspektiv, er vi aldrig kun noget i os selv, men er altid noget, fordi vi er sammen, fordi vi er en enhed. Og det er godt! Som en forælder der siger til sit barn: alt mit er dit. Al min kærlighed, al min omsorg er til dig, det er dit at læne dig ind i, og dit at hente liv fra. Og barnet der siger til sin forældre: alt mit er også dit; alt det liv, jeg er, var først fra dig. Og alt det, der nu er blevet mit, er derfor også dit.

Enheden i en relation giver os derfor ikke kun noget at kæmpe med. Den giver langt mere noget at leve af, noget at falde tilbage i, noget at stole på.

Og når vi bliver døbt, er det netop denne nærende og livgivende relation, vi indgår i hos Gud. Her udtrykkes gensidigheden i kærligheden. Ved dåben bliver vi Guds børn, ligesom vi hørte det i dag, da Hans og Emil blev døbt. Deres to navne blev sat over for Guds navn, og Jesus sagde: ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Efter dåben kunne vi derfor bede fadervor – altså sige far til Gud – fordi vi tror, at vi er en del af ham, og ikke mindst: at han er en del af os.

For mig betyder den nære relation til Gud i dåben, at jeg kan stole på hans kærlighed ved min side, fordi alt mit er hans, og alt hans også er mit. Gensidigheden ligger i forholdet mellem Gud og os: at den kærlighed og den omsorg, som er Gud, også altid kommer til mig. Men måske endnu vigtigere: at Gud også i det forhold tør forsone sig med mig, tør være en del af det menneske, jeg er, også når jeg ikke altid er perfekt, når jeg ikke altid gør det tilstrækkelige og rigtige over for mig selv og mine medmennesker, og også når jeg igen og igen lander i et mørke. For alt mit er dit, og alt dit er mit, siger han til mig og til os i dag.

For disciplene omkring Jesus, var det måske for meget at forstå, da han holdt talen for dem og forberedte dem på det hele. Og måske tvivlede de også mere end de troede, da Jesus hang på korset og til sidst ramte mørket i døden. Men selv der, gik Gud med ham. Også selvom Jesus måtte have tvivlet på Guds omsorg, må vi tro, at Gud var hos ham, fordi alt, der tilhørte Jesus også tilhørte Gud, og omvendt. Så selv i mørket måtte Gud også være til stede.

På gode dage kan vi lade os inspirere af dette forhold, som Jesus udtrykker i evangeliet. Finde mod til at være de nære relationer, vi er forbundet med, i respekten for, at vi netop er forbundet og dermed også livgivere til hinanden.

Det var fordi, Jesus var Guds søn, og stod i en relation til ham, at Jesus fik livet tilbage påskemorgen. De gav liv til hinanden, ligesom Jesus havde givet liv til Gud fader ved at gøre hans gerninger på jorden. Det var ikke et noget-for-noget-forhold. Men et forhold, som i alle henseender handlede om at give liv til hinanden, fordi de ellers begge to ville dø.

Og på de dårlige dage, som jo kan vare et helt liv, har vi også lov til at læne os ind i forholdet til Gud, og tro på, at kærligheden fra Gud er skænket os, også når vi ikke selv er i stand til at give den videre. Selv når vi står relationer, der slider i os, og vi ikke magter at være noget for dem, vi er forbundet med, da møder Gud os og fortæller: alt mit er dit. Da er vi aldrig alene om at magte vores liv. Vi er forbundet med Gud, som skaber endnu en morgenstund, som rejser liv af døde, som skænker os endnu en dag.

Amen.

Fra os selv er vi frelst

Prædiken til påskedag (II) d. 17. april 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 28,1,8. Salmer: 224 – 840 – 829 – 218 – 236 – 227,9 – 234. 

Påskemorgen overvælder mig altid, ligesom kvinderne ved den tomme grav: dagen indeholder stor glæde, men også frygt og undren.

Påskemorgen møder os med den påstand, at døden ikke har det sidste ord hos Gud. Døden som bandt os, og kastede mørke skygger ind over vores liv, er nu forandret. Jesus døde langfredag på et kors. Men påskemorgen er han stået op, da kvinderne kom ud for at se til ham. Han brød med døden for vores skyld for at vise os, at døden ikke har det sidste ord hos Gud.  Gud er livets Gud, håbets Gud, i hvis lys, vi kan leve vores liv.

Døden lå som en lænke om vores hals. Men nu er vi givet fri af Guds kærlighed til at leve frit, uden at være tynget af dødens lænker. Vi er fri-halset. Vi er frelst.

Men min undren over denne dag er bl.a., hvad denne frelse vil mig i det enogtyvende århundrede? Var jeg eller er jeg bundet og lænket til døden? Har jeg brug for at blive frelst?

På Horsens Kunstmuseum hænger Michael Kviums billede ”Handlingen” (skærm). Da jeg mødte det, blev jeg ramt af samme undren, som med påskemorgen: at jeg ikke kunne se, hvad der foregik og hvad jeg skulle bruge billedet til. Jeg havde svært ved at spejle mig i det.

Kvium malede billedet som en del af en serie, han kaldte ”arvtagerbilleder”, med det overordnede spørgsmål: Hvad er det vigtigste, vi som mennesker arver eller lærer af historien?

Hvad ser vi?

Det er som om, vi ser det modsatte af handling. Vi ser et gråt billede. Et lukket rum uden vinduer og udsyn. Vi ser en nøgen mand, med ryggen til beskueren, indkroget i sig selv. På hans venstre arm er et armbåndsur. Med hans højre hånd hælder han et glas vin ned i en kop, og dér bliver det til vand. På væggen hænger et spejl, som ingenting spejler. Der kommer ingenting ind i billedet, og der kommer ingenting ud.

Og på rammen er der udskåret små babyfostre med navlestrenge. Men navlestrengene går bare i ring. Til et lille babyfoster – det spæde lille liv – tilføres der ikke noget liv.

Hvad er det vigtigste, vi som mennesker arver eller lærer af historien, spørger Kvium?

Med dette billede svarer han, at mennesket arver sig selv – mest af alt. Arver evnen til kun at tænke på sig selv, uden indblik og udsyn til andre mennesker. At mennesket lærer og arver den evne at ødelægge alt omkring sig, at være indkroget i sig selv, og gøre magisk vin til middelmådigt vand. Og at mennesket arver en krop, som, ligegyldigt hvor meget vi klæder den på eller træner den op, er udsat for sig selv og sin dødelighed. Og på armbåndsuret kan mennesket se, at tiden går og snart rinder ud, hvis kroppen ikke allerede havde fortalt ham om det.

…

Kviums billede hænger på museet, og bliver som sådan ved med at taler ind i vores tid og vores sted. Jeg spørger mig selv, om han har ret? To markante begivenheder minder mig om billedets pointe.

Da sommeren 2021 ramte os med sin juni-lune, var det som om, vi var urørlige. Vi havde kvalificeret os til EM. Ingen kunne stoppe os. Heller ikke da vi spillede åbningskampen i Parken mod Finland. Men så skete det, som ikke måtte ske. Eriksen faldt om, og alt blev tyst. Og alt andet blev lige meget, undtagen Eriksens liv som ikke måtte slutte der.

Vi blev ramt af menneskeligheden og af vores dødelige krop. Vi vidste det måske godt allerede, og det kan lyde klichefyldt at nævne det. Men denne aften blev det en meget tydelig fælles erfaring, at selv det stærkeste menneske kan falde.

Og da vi stod op d. 24. februar i år til nyheden om, at Putin var gået ind i Ukraine, var det lidt som om, vintergækkens tegn på håb blev erstattet af Sibirisk koldkrigskulde. Vi blev ramt af menneskeligheden og menneskets arvelige evne til på få sekunder at rive ned, hvad andre har brugt utallige kræfter på at bygge op. At gøre magisk vin til ikke bare middelmådig men middelalderlig vand. Til at ødelægge verden for andre og for sig selv.

…

Jeg spørger igen: Har jeg brug for at blive frelst?

Ja, og mest af alt fra mig selv! Fra det jeg arver og det jeg har lært – eller rettere ikke har lært. Jeg har brug for påskemorgen, fordi den møder mig med budskabet om, at livet er så uendelig meget større end mig selv. At livet og Guds kærlighed er større ed det, jeg arver og det, jeg ikke har lært! Fordi denne morgen møder mig med påstanden om mere dybde, end jeg selv kan bære; møder mig med mere håb, end jeg selv tør tro. At det mørke, der gang på gang overgår mig som menneske, nu har fået modstand og kamp til stegen – ja, er blevet besejret: at Guds liv og kærlighed er større end mig!

Påskemorgens åbne grav er en modfortælling til Kviums billede.

Påskemorgen løber kvinderne fra graven. De er givet fri. De er fyldt af glæde og frygt. Modsat Kviums mand har kvinderne fundet mod til at rejse sig ved mørkets grav, og tage derfra. De er ikke længere bundet til mørket, men født på ny til lyset!

Påskemorgen får vi tegnet på, at det magiske og mirakuløse i vores liv aldrig er ovre. Vin skal ikke bare blive til vand, men vand skal blive til vin, ligesom Jesus viste i det første tegn, han gjorde, til brylluppet i Kana. Gennemsigtighed skal blive til fylde og smag; det skal få farve og nuancer.

Og påskemorgen bryder med urets fortælling om, at tiden rinder og snart rinder ud. Det er ikke fordi, tiden bliver sat i stå påskemorgen, eller sat ud af spillet. Men påskemorgen er tiden for altid forandret: den tid, der kommer til os, er lys. Den tid, der kommer, er fyldt af håb. Kvinderne løber ikke ud i et ingenmandsland. De løber ud for at møde Gud; for at møde det ansigt de kender og holder af. De løber ud fordi der altid er noget at løbe ud til, og altid noget at løbe for!

…

Lige så virkeligt og aktuelt Kviums billede er, lige så virkelighedsnær og håbefuld er påskemorgens fortælling. Da Eriksen efter et par timer sendte et billede af sit livlige selv fra Rigshospitalet, omfavnede vi hinanden, og samlede os i bøn og taknemmelighed. For livet sluttede ikke der!

Ligesom at vi i disse dage samler os som mennesker, som nation og som verden imod den uretfærdighed, en krig er. Vi samler os, og ser ikke bare stiltiende til, at menneskets ondskab endnu engang bryder ud.

For vi tror på noget andet, og vi holder fast i håbet fra påskemorgen! At Gud bevægede sig fra dødens mørke ud i lyset. Og at vi må gøre det samme, når mørket rammer os.

Vi kan ikke altid sige det til os selv. For vi arver for meget af det indkrogede menneske. Men netop derfor kom han til os. Derfor stod han op påskemorgen for at vise os, at han går med os: ind i ethvert mørke, vi lander i, og henter os ud i lyset og livet igen. Døden har ikke længere det sidste ord. Vi er sat fri. Vi er frelst.

Glædelig påske!

Amen! 

Det djævelske

 Prædiken til tredje søndag i fasten d. 20. marts 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 8,42-51. Salmer: 826 – 448 – 390 – 36 – 69,5-6 – 613.   

Det fyger med ord i evangeliet om det djævelske, om løgn, om det dæmoniske og det at tilhøre djævelen. Vi er landet lige midt i et skænderi imellem Jesus og jøderne om forståelsen af, hvem Jesus er og hvilken Gud og hvilket menneskesyn, han repræsenterer.

Det er ikke ligefrem muntert at lytte til. Og når man hører det først, tænker man måske, at det forekommer lidt gammeldags at tale om djævle og at tilhøre djævelen. Hvad har det med os at gøre?

Særligt hvis man sætter forestillingsevnen i gang og begynder at se djævlebilleder for sig, bliver det mærkeligt. Det traditionelt lille blodrøde djævelske menneske med horn i panden, ild omkring sig og den spidse trefork i hånden. Det virker lidt oldnordisk og det virker lidt barnligt.

På den anden side slog det mig forleden dag, at der ikke skruet ned for djævelen på biograflærredet, eller generelt skruet ned for at portrættere ondskaben i mennesket. Jeg lavede en hurtig søgning på google, som viste, at der de seneste tre år er lavet fem spillefilm med djævelen som hovedperson. Det er da en del! Og selvom jeg synes, at djævelen med horn og ild osv. er lidt barnligt, så er det stadigvæk sådan, djævelen eller det onde portrætteres. I mørke, rødlige nuancer, med tvivlsomme og udefinerbare øjne, og et handlemønster, der ikke er til at regne ud.

Jeg tror, det dæmoniske eller djævelske fylder noget i kunsten og kulturen, og i bredere forstand fylder det onde en hel del, fordi det onde helt åbenlyst også er en del af os og af vores verden. Og derfor har vi brug for at italesætte det. Det gode og det onde lever side om side, og gang på gang bliver vi overraskede og slået tilbage af den ondskab, vi kan møde. Se nu blot, når vi i disse dage åbner for nyhedskanalerne. Ondskaben har – for mig at se – overrasket på ny i det, vi ellers troede var en verden med fredelig sameksistens.

Også her i kirken taler vi om det onde og det djævelske. Det er kun et par minutter siden, vi stod ved døbefonten for at døbe Nora. Her svarede hendes gudfar ja til at forsage djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Sådan lyder formuleringen i trosbekendelsen, som vi bekender hver eneste søndag. Men det er netop en forsagelse: altså vi siger nej til det onde. Med forsagelsen som en del af trosbekendelsen gør vi det klart, at det onde skal fylde mindst muligt i vores liv. Vores tro er en tro på det gode, på trods af det onde. Derfor begynder vi med at tage afstand fra alt det onde, for det ondes gerninger og det ondes væsen – særligt ved dåben og ved indgangen til et lille nyt liv. 

Det giver mening, når vi sidder med et barn i armene at sige højt: Ja, det onde skal fylde mindst muligt i det lille nye liv. Og at vi med dåben og al vores kærlighed og omsorg fylder barnet med troen på det bedste i livet. 

Men spørgsmålet lurer stadigvæk, hvad det onde egentlig er, også i et voksent, levet liv. Eller ligeud: hvad er djævelsk eller dæmonisk? I evangeliet siger Jesus det på denne måde: at djævelen eller det onde farer med løgn og taler ud fra sig selv.

Jeg tror, løgnen og det selvoptagede er noget af det, der både drager os og skræmmer os, når vi møder det på et lærred. Det kan være forførende, når noget bliver ved med at narre os og drive os ud på kanten af det gode. Det djævelske er listigt og ikke altid til at aflure. Og på film kan vi holde til at være i det, fordi det netop kun er fiktion. Vi kan acceptere, at det djævelske er utilregneligt og kun fikseret på egen vinding, fordi vi ved, at filmen snart slutter, og uden for biografen er verden tillidsfuld igen. Ja... eller det troede vi i hvert fald, at den var.

Men hvad er det modsatte, og hvordan siger vi det djævelske imod? Ja, det siger næsten sig selv. Jøderne i evangeliet tror, at Jesus er dæmonisk og at han kommer fra det onde selv. Men han afviser og siger: Jeg er ikke dæmonisk, for jeg søger ikke min egen ære. Underforstået: Jeg søger Guds. Det er det modsatte.

Det djævelske er tale ud fra sig selv, og kun forfølge sin egen fordel. Men det karakteristiske ved Jesus er netop, at han i sit liv er til for de andre, og ikke for sig selv. Og dét er både nyt og overraskende for jøderne. Måske er det derfor, de bliver så meget i tvivl om, hvem Jesus egentlig er, og tror, han er en dæmon. De kan ikke regne hans handlemønster ud. Jesus overrasker ved hele tiden ved at pege på de udstødte, ved at være der for de glemte, dem som ingen vil tale med, dem som ingen andre tør røre ved. Og Jesus giver dem livet tilbage, ud fra det menneskesyn, at vi lever af det, vi får fra hinanden og giver til hinanden.

Hvad har vi i vores liv, som vi ikke har fået? En hel del, vil nogen måske sige. Jeg har tilkæmpet mig en hel del selv i mit liv, som ingen andre end jeg selv kan og skal tage æren for. Min karriere. Min formue osv. Og alligevel: når alt kommer til alt, og jeg nærmer mig det basale i livet, så var jeg helt fra begyndelsen af mit liv afhængig af et andet menneske, og det er jeg stadigvæk. Afhængig af kærlighed, af omsorg, af nærvær som jeg ikke kan give mig selv. Det er noget jeg får. Og derfor har jeg også pligt til at give det videre.

Det er den tro, vi møder her i kirken, og det er det bud, evangeliet sender os ud af kirken med i dag: ikke at være centreret om os selv, men om at have øje for den anden, og give det liv videre til hinanden, som vi har fået.

Virkeligheden er barsk: nemlig at det dæmoniske og det djævelske er i verden, og er en del af os. Det er tydeligt for enhver. At vi også selv i større eller mindre grad pendulerer ind og ud af det djævelske – ind og ud af selvoptagetheden. Men det skal ikke slå os ud af kurs. Det skal tværtimod skærpe vores fornemmelse for, at vi ikke magter vores liv selv, og derfor må stå sammen om at være i det.

Det er, kan jeg godt mærke, stadig lidt mærkeligt for mig at tale om det dæmoniske og om djævelen. Og lad os bare fra nu af tale om det onde i stedet for. Men ved at gøre det, anerkender jeg også den virkelighed, der er omkring mig, hvor det gode og det onde lever side om side. Og ved at gøre det, bliver jeg bevidst om, at det onde skal fylde mindst muligt. Det har jeg brug for at sige til mig selv – særligt også i denne tid med krig.

Evangeliet afsluttes med Jesu ord: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Hvordan giver det mening, og hvordan kan Jesu ord til os i dag gøre, at vi aldrig skal se døden?

Jeg tror, vi skal forstå ordene helt nært. Et evigt liv er at blive givet livet tilbage, hver gang man er ved at miste det. Og det kan kun ske, fordi der er en anden, der ser dig. At der er en anden, som deler sin kærlighed med dig, og som ikke koncentrerer sig om sig selv.

Måtte vi få mod og kræfter til at være netop det menneske for hinanden. Og måtte Gud være den for os!

Amen.