Alt mit er dit, og alt dit er mit

 Prædiken til femte søndag efter påske (II) d. 22. maj 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 17,1-11. Salmer: 2 – 448 – 804 – 675 – 427 – 414. 

Evangeliet, som vi lige har hørt, er en del af en længere afskedstale Jesus holder, kort før han bliver korsfæstet langfredag og genopstår påskemorgen. Talen er formet som en bøn. For disciplene omkring ham virkede talen som en forberedelse til påsken. For os i dag er talen mere en slags efterrationalisering på den anden side af påsken. Derfor læser vi talen nu. For at sætte ord og perspektiver på påskemorgen.

I den bid af talen, vi har hørt, fokuserer Jesus særligt på den sammenhæng der er mellem ham selv og faderen – altså mellem ham selv, Guds Søn, Jesus Kristus, og Gud Fader i himlen. Han fortæller, at de to hører sammen, det er ét, som en enhed: ”alt mit er dit og alt dit er mit” siger Jesus.

Men hvad er denne enhed? Det er det, det handler om i dag. Hvad betyder det, at Gud fader og Søn er sammenhængende og uadskillelige? At alt mit er dit og alt dit er mit. Og ikke mindst: hvad har det med os at gøre?

Jeg kommer til at tænke på forfatteren og musikeren Kristian Leth, der netop har udgivet sine barndomserindringer i bogen En vej ud af tågen. Bogen er blevet kaldt et opgør med hans far, Jørgen Leth. En erindring om en barndom, som var præget af en svær skilsmisse og en fraværende far, som kun viste sig ganske få øjeblikke i Kristian Leths barndom. Og de gange, han viste sig, var ofte hyldet ind i Jørgen Leths depressioner og mangel på egentlig omsorg, som Kristian Leth oplever det. Eller også var det oplevelsen, at de få øjeblikke med familien senere blev udstillet i Jørgen Leths film og bøger.

Kristian Leth skriver specifikt om sin far: ”han har ikke taget ansvar for mig. Han har haft sig selv nærmest”.

Måske genkender vi det selv i større eller mindre grad, hvad Kristian Leth oplever. Kristian Leth står – for mig at se – i en familiær relation, som fra begyndelsen var svær, og som bliver ved med at kaste dårligt af sig. Og dermed opstår udfordringerne, fordi relationen ikke bare kan brydes. De er i familie, samtidig med at de er forskellige og oplever verden fra forskellige sider med forskellige perspektiver, som for Kristian Leth også som voksen bliver ved med at skabe uro.

Det kan være anderledes med f.eks. venskaber. Hvis vi med tiden oplever, at vores venskaber forandrer sig for meget, eller vi bliver uenige og glider fra hinanden, så gør det ikke nødvendigvis noget. Det kan være ærgerligt og trist. Men vi kan tage afstand, fordi et venskab ikke er en bunden relation.

Men i de familiære relationer er det anderledes. Jeg hører det også, når jeg lytter til ”Mads og monopolet”. Det sker f.eks., at børn af forældre med alkoholmisbrug skriver ind, og spørger om råd til at håndtere netop den relation. Det kan f.eks. være når forælderen bliver gammel og snart vil dø. Selvom børnene i mange årtier ikke har haft kontakt til deres mor eller far, så er relationen der stadigvæk, og spørgsmål om forbundethed og omsorg kan blive ved med at melde sig. ”Skal jeg alligevel tage kontakt?”, ”Burde jeg have gjort noget andet?”, ”Bliver jeg ked af det, hvis jeg ikke kommer til begravelsen?”

Kristian Leth reflekterer indledningsvist over, at hans erindringer er meget få. Han kan nærmest intet huske. Og alligevel er de få minder af afgørende betydning. Selvom hans far ikke var der for ham, var det præcis det – altså tomrummet og manglen på nærvær – der kom til at påvirke ham mest. Fordi alt Jørgens var Kristians, og fordi alt Kristians også var Jørgens.

”Alt mit er dit, og alt dit er mit.” Den sætning siger os noget om relationer; om de nære familiære relationer, som er imellem Gud og Jesus, og som der er i alle familier. Vi hæger uløseligt sammen.

Kristian Leth mærker det komplicerede i den nære relation. Men selvfølgelig kan det også være anderledes. ”Alt mit er dit, og alt dit er mit” siger Jesus til sin far i himlen, som et udtryk kærlighed og en relation, der styrker dem gensidigt, sådan som det også naturligt kan være – og også er imellem langt de fleste familier.

Set fra det positive perspektiv, er vi aldrig kun noget i os selv, men er altid noget, fordi vi er sammen, fordi vi er en enhed. Og det er godt! Som en forælder der siger til sit barn: alt mit er dit. Al min kærlighed, al min omsorg er til dig, det er dit at læne dig ind i, og dit at hente liv fra. Og barnet der siger til sin forældre: alt mit er også dit; alt det liv, jeg er, var først fra dig. Og alt det, der nu er blevet mit, er derfor også dit.

Enheden i en relation giver os derfor ikke kun noget at kæmpe med. Den giver langt mere noget at leve af, noget at falde tilbage i, noget at stole på.

Og når vi bliver døbt, er det netop denne nærende og livgivende relation, vi indgår i hos Gud. Her udtrykkes gensidigheden i kærligheden. Ved dåben bliver vi Guds børn, ligesom vi hørte det i dag, da Hans og Emil blev døbt. Deres to navne blev sat over for Guds navn, og Jesus sagde: ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Efter dåben kunne vi derfor bede fadervor – altså sige far til Gud – fordi vi tror, at vi er en del af ham, og ikke mindst: at han er en del af os.

For mig betyder den nære relation til Gud i dåben, at jeg kan stole på hans kærlighed ved min side, fordi alt mit er hans, og alt hans også er mit. Gensidigheden ligger i forholdet mellem Gud og os: at den kærlighed og den omsorg, som er Gud, også altid kommer til mig. Men måske endnu vigtigere: at Gud også i det forhold tør forsone sig med mig, tør være en del af det menneske, jeg er, også når jeg ikke altid er perfekt, når jeg ikke altid gør det tilstrækkelige og rigtige over for mig selv og mine medmennesker, og også når jeg igen og igen lander i et mørke. For alt mit er dit, og alt dit er mit, siger han til mig og til os i dag.

For disciplene omkring Jesus, var det måske for meget at forstå, da han holdt talen for dem og forberedte dem på det hele. Og måske tvivlede de også mere end de troede, da Jesus hang på korset og til sidst ramte mørket i døden. Men selv der, gik Gud med ham. Også selvom Jesus måtte have tvivlet på Guds omsorg, må vi tro, at Gud var hos ham, fordi alt, der tilhørte Jesus også tilhørte Gud, og omvendt. Så selv i mørket måtte Gud også være til stede.

På gode dage kan vi lade os inspirere af dette forhold, som Jesus udtrykker i evangeliet. Finde mod til at være de nære relationer, vi er forbundet med, i respekten for, at vi netop er forbundet og dermed også livgivere til hinanden.

Det var fordi, Jesus var Guds søn, og stod i en relation til ham, at Jesus fik livet tilbage påskemorgen. De gav liv til hinanden, ligesom Jesus havde givet liv til Gud fader ved at gøre hans gerninger på jorden. Det var ikke et noget-for-noget-forhold. Men et forhold, som i alle henseender handlede om at give liv til hinanden, fordi de ellers begge to ville dø.

Og på de dårlige dage, som jo kan vare et helt liv, har vi også lov til at læne os ind i forholdet til Gud, og tro på, at kærligheden fra Gud er skænket os, også når vi ikke selv er i stand til at give den videre. Selv når vi står relationer, der slider i os, og vi ikke magter at være noget for dem, vi er forbundet med, da møder Gud os og fortæller: alt mit er dit. Da er vi aldrig alene om at magte vores liv. Vi er forbundet med Gud, som skaber endnu en morgenstund, som rejser liv af døde, som skænker os endnu en dag.

Amen.