Et rum for mørket

 Prædiken til tredje søndag efter påske (I) d. 30. april 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 16,16-22. Salmer: 10 – 29 – 636 – 236 – 192,7 – 234. 

Vi kommer ind i evangeliet i dag midt i den afskedstale, Jesus holder for sine disciple, kort tid før han skal dø på korset.

I talen fortæller han dem, at han skal væk, men også vil komme igen. Han skal dø på korset og derefter genopstå iblandt dem. Og senere vil han fare til himmels, inden han endeligt vender tilbage til dem som en ånd. Og som ånd vil han for altid være hos disciplene og hos os i dag.

…

Jesus er altså ved at sige farvel. Måske har nogen af jer prøvet at sige farvel til en anden for en længere periode. Måske har I også holdt en afskedstale? Måske til en som var på vej væk – som skulle flytte eller rejse ud i verden. Eller måske har I siddet ved et dødsleje og sagt nogle sidste, vigtige ord til én, som skulle dø?

I afskedstalen skabes et rum for at sige det, der fylder noget; måske sat ord på noget af det, der var eller er vigtigt i livet eller i en relation. Og måske udvikler talen sig til en samtale. Disciplene bryder ind med deres spørgsmål. ”Hvad er meningen?” spørger de, og Jesus forsøger at svare så godt, han kan.

Formålet med samtalen bliver dermed også at skabe et rum og et sted, hvor disciplene kan komme ud med deres spørgsmål. Talen er uden tvivl svær. Men den er nødvendig for at få ro i en situation, som er fyldt med uro for disciplene. De kæmper med adskillelsen, ligesom vi andre også ville gøre. De frygter tiden, når ham, de har levet sammen med så længe, pludselig er væk.

Og en af reaktionerne er, at disciplene gerne vil have svar, og prøve at forstå. Men det er ikke sikkert, at man altid kan det. Hverken få svar eller forstå i en situation, hvor man skal tage afsked.

Men under alle omstændigheder får de luft for deres frustrationer, og deri ligger der også en trøst og en omsorg. Jesus holder ikke noget skjult. Jesus møder disciplene i deres mørke og frygt. Han er ærlig om, at han vil forlade dem, men også ærlig om, at han igen vil vende tilbage. Og begge dele er en trøst.

…

Forleden talte jeg med en korleder fra en anden kirke, som, imens eftersøgningen af den unge Filippa stod på, havde haft et hold bekymrede unge piger til korprøve. Pigerne havde ikke talt om andet end den forsvundne Filippa. De fik alle nyhederne om hende ind på telefonen, og hun var jo omkring deres alder og bare en helt almindelig pige som dem. Derfor var pigerne bange og fyldt af bekymring for, om det samme f.eks. kunne ske for dem.

Det, der pludselig gik op for korlederen var, at ingen af korpigerne havde haft en voksen at tale med det om. De havde bare fået nyhederne ind, uden at få sat ord på, hvad det handlede om, hvad der var sket og hvordan de kunne forholde sig til det.

Så hvad kunne korlederen gøre andet end at snakke med pigerne om det. Korlederen gav dem rum til at snakke, stille spørgsmål, høre hvad hinanden sagde. Og da de havde snakket lidt, fik de ro. Og så kunne de synge.

Efterfølgende havde korlederen skrevet til forældrene, at de havde haft denne samtale. Mange af forældrene var glade. Men enkelte forældre skrev også tilbage, at de helt bevidst ikke havde talt med børnene om hændelsen for at beskytte dem. Fordi de ikke skulle udsættes for at høre om den slags ondskab.

…

Børn og voksne har brug for at blive beskyttet. Vi har alle sammen brug for – af og til – at holde verdens ondskab ude af vores liv og fokusere på det gode.

Men alligevel tror jeg ikke, at vi bare kan skærme os selv og andre fra det hele.

Jeg er med på, at mit eksempel her er forenklet, og at der ligger mange mellemregninger til grund for den ene og den andens beslutninger. Særligt forældrenes.

Men jeg tror ikke – hvis jeg må sætte mit eksempel lidt på spidsen – at vi passer godt på hinanden ved at undlade at tale om det, der sker i verden og som alle andre taler om. Jeg tror ikke, det er godt at skjule en virkelighed eller sandhed. Den vil altid frem.  

Forsker i børnepsykologi Dorte Toudal Viftrup kalder det, som sker i mit eksempel, for at sætte et misforstået kærlighedsskjold op foran børnene. Forældrene vil gerne sætte et skjold op. Men det er misforstået, mener hun, fordi det ikke er kærlighed at være uærlig om tingenes tilstand. Og misforstået, fordi verden vil larme og ondskaben vil findes, også selvom vi sætter et skjold op foran os. For når skjoldet så en dag falder, er verden stadigvæk den samme – brutal og god på samme tid.

Derfor er det måske, ifølge børnepsykologen, vigtigere at give rum, give en tid, give en mulighed for sammen at italesætte, hvad der er på færde, i et sprog der kommer børnene i møde, fremfor at gemme det væk.

…

Sandheden for korpigerne var, at en ung pige var væk, og at de var bange. Og sandheden var, at det var meningsløst, og at der ikke var meget andet at gøre end at vente, holde ud, håbe og tale om det. Uden nødvendigvis at kunne finde svar, uden at komme med løsninger, men at det var var meningsfuldt at være sammen midt i håbløsheden.

Det vil være for meget at sige, at vi skal gå og holde afskedstaler for hinanden. Men når der spørges: ”hvad er meningen?” – ”Hvad er meningen med at du skal dø?” som disciplene spurgte om, eller ”Hvad er meningen med en ung piges forsvinden?” som korpigerne spurgte om, så har vi måske alligevel en opgave i at skabe et rum for netop den samtale. At turde tage samtalen, turde græde og turde være i det håbløse, fordi der – når alt kommer til alt – sjældent er så håbløst at være, når bare man er sammen om at være der.

Det var det, både korpigerne og disciplene havde brug for. Ikke at være alene, ikke at være forladte med deres frustration og frygt, men at blive mødt nøjagtigt der.

…

Jesus stod der sammen med sine disciple. Han gav dem en tid og et rum at være i, med alt den frygt og sorg, der skyllede ind over dem med nyheden om, at han ville forlade dem.

Sådan havde han i grunden gjordet det altid, når han mødte mennesker på kanten af livet. Han tændte lys i deres mørke ved at anerkende dem, være der og give dem plads.

Og når Jesus nu tager afsked med sine disciple, er det for at gøre netop det én gang til: nemlig at gå ind i det dybeste mørke der finde, nemlig i dødens mørke, for vores alle sammens skyld, og for at vi, når vi havner i dødens mørke, skal vide, at Gud var der først, og at det ikke slutter der.

Påskemorgen gik han ud af graven igen; og blev dermed den første af mange der skal opleve, at blive mødt i et mørke, være i mørket, men også forlade det igen, fordi håbet og lyset i sidste ende sejrer.

Jesus nævner selv som eksempel i evangeliet den fødende kvinde, som er i smerten, når hun føder et barn. Det er et mørke! Men på den anden side er der lyst. Det mærker kvinden med den nyfødte i armene.

…

Mon ikke de fleste af os har ønsket os, bare en gang imellem at kunne sætte et kærlighedssjold op foran dem, vi holder af og dem, som er i smerten? Den fødende kvinde? Det grædende barn? Den ulykkelige unge? En skjold som holdt smerten og mørket på afstand.

Evangeliet i dag fortæller os, at dette skjold kan vi ikke altid sætte op. Smerten og mørket findes og er en del af vores virkelighed. Og mange gange skal vi også bare igennem en smerte og et mørke.

Men vi må have lov til at tro, at det ikke ender der. Vi må have lov at håbe, at vi ikke skal være alene, men at vi kan følges med hinanden igennem det, der er svært, og at Gud også alle dage følger med.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen!

Retfærdighed og kærlighed

 Prædiken til søndag septuagesima (I) d. 5. februar 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,1-16. Salmer: 814 – 448 – 170 – 192 – 69,5-6 – 717. 

Der er i grunden noget uretfærdigt over den fortælling, vi lige har hørt, og noget der er helt skævt i regnestykket om arbejdernes løn.

En vingårdsejer skal have fikset noget arbejde, så han henter en masse arbejdere ind, de første fra morgenstunden. Men som dagen skrider frem bliver der ved med at være arbejde, så han bliver også ved med at hente nye arbejdere ind. Helt frem til ellevte time og lige før lukketid kalder han på de sidste om at komme og arbejde lidt.

Men det er her, regnestykket og retfærdigheden bliver kringlet, for de ender alle sammen med den samme løn, selvom de slet ikke har arbejdet den samme mængde tid.

Det, må vi nok sige, er da forskelsbehandling af den fineste karat! Hvorfor skal de, der fra morgenstunden har svedt i solen ikke have lidt mere end dem, der kun lige har nået at få arbejdshandsken på? De sidste har da ikke fortjent at få det samme som de første.

Den var nok ikke gået i dag, ligesom det heller ikke faldt i god jord dengang. Og jeg tror, det var heldigt, at arbejdernes fagforeninger ikke stod klar med søgsmål for enden af vinmarken.

Men selvom vi synes, der er uretfærdighed på spil, rummer fortællingen alligevel en opbyggelig pointe.

Lige så typisk det er, at vi straks får øje på uretfærdigheden, lige så typisk er det også, at vi tror, at det hele handler om os selv først. Det gør det bare ikke. I første omgang handler denne fortælling om Gud. Og hvad gør han? Ja, set fra Guds perspektiv – som er vingårdsejerens – er der her et ødselt blik på kærligheden, og et nådigt blik på hver enkelt medarbejder i vingården. Det ser vi ved, at han selvfølgeligt giver det samme til alle – ikke ud fra en menneskelig tanke om retfærdighed, men ud fra en guddommelig tanke om kærlighed!

Og kærligheden er, hvor meget vi vender og drejer den, sjældent retfærdig. Den er større end det. Kærlighed kan sjældent måles. Men kærlighed skal deles ud til alle. Og i denne fortælling deler vingårdsejeren, som han har lovet, og han deler kærlighed ud til alle!

Forleden dag hørte jeg tidligere læge og formand for etisk råd, Ole Hartling sige det på denne måde: ”Det går ikke i livet efter fortjeneste. Det er vi mange der er glade for.”

Det er præcis det, der sker her, og det blik, Gud møder os med. Kærligheden er større end retfærdighed. Hvis vi skulle leve vores liv kun på vores fortjeneste – det vi havde fortjent, det retfærdige – da ville vi gang på gang falde i. Og da ville kærligheden gang på gang være langt fra vores rækkevidde. Fordi vi ofte ikke slår til, og fordi vi har brug for en kærlighed der elsker os og holder af os, netop når vi ikke er, som vi skal være. Vi har brug for en kærlighed, der er større end retfærdighed og tanken om, at vi skal kunne leve op til den. En kærlighed, der griber os, der hvor vi falder, og er større end os selv.

For et par år siden udgav journalist Anders Agger en bog med en række interviews med forskellige par om kærlighed, og hvad det er for en størrelse. Altså kærligheden. I bogen møder vi bl.a. Stine og Daniel, som beskriver kærligheden imellem dem. Og her siger Daniel et sted:

”vi havde ikke været kærester ret længe, da jeg til en fredagsbar havde drukket alt for meget rødvin. Jeg kunne slet ikke styre mit alkoholindtag dengang, og det var noget, jeg skammede mig meget over. Jeg havde kastet op, og Stine tog mig med hjem til det lille værelse, hun boede i på det tidspunkt.

Et par timer senere vågnede jeg ved, at hun kom ind og satte en pizza og pomfritter og cola på bordet ved siden af sengen. Jeg var nærmest rørt til tårer. Det var noget med den afsky, jeg følte ved mig selv, over for den generøsitet, hun udviste. Hun kunne jo lige så godt have syntes, at jeg var en idiot.

Det sker stadigvæk ret ofte, at jeg bliver vækket ved at hun kommer ind i soveværelset med en kop kaffe til mig. Hvis jeg har tømmermænd, er det tit med æg og bacon. Selvom det måske er en lille ting, elsker jeg stadig, at hun tænker på at gøre den slags.

Det er en af de ting, hvor jeg synes, jeg kan lære meget af hende. Det at give noget, som gør andre glade. Uden at det er, fordi vi skal skylde hinanden en masse. Købe en bog, og send den til nogen. Tag blomster med. At hun altid er så generøs, det er noget af det smukkeste ved hende.

For det er ikke kun et spørgsmål om ting. Det er også sådan, hun er i samtaler, venskaber, forhold. Hun giver af sig selv, holder ikke på sit og sine. Hun sætter sig selv i spil. Sådan er det jo også at komme ind med æg og bacon. Det er en udsat position at stå der med alt det, man gerne vil give. Derfor synes jeg, hun er modig.”

Så vidt Daniel.

Han mærker her en kærlighed, der er større end ham selv. Det virker mærkeligt på ham. Ja, det virker faktisk ret uretfærdigt, når han bare ligger der, halvfordrukken, doven og ingenting værd, at hans kæreste Stine alligevel giver ham kærlighed i form af pizza, kaffe, æg og bacon.

Det er, som han selv siger, en uventet generøsitet, og så er det modigt, fordi hun sætter sig selv i spil der, hvor ingen havde forventet det eller regnet med det. Modigt fordi hun giver, selvom ingen har spurgt.

Men sådan er kærligheden. Fra Stine til Daniel, fra vingårdsejeren til arbejderne, og som et billede på den kærlighed der går fra Gud og til os. Med et kirkeligt ord, ville vi kalde det nåde. Nåden er den uforskyldte kærlighed, vi tildeles af Gud. På latin hedder nåde gratia. Ordet findes også på dansk i ordet gratis. Altså noget, der ikke skal betales for. Nåden går på tværs af det, vi opfatter som det retfærdige, og den er teflonbelagt mod fornuftige betragtninger.

Og med denne nåde – med denne uforskyldte kærlighed fra Gud – kan vi så fortsætte vores arbejde og alle de udfordringer, Gud egentlig udsætter os for. Selvom alle i sidste ende får den samme kærlighed, er det ikke grund til at sætte sig ned og dovne den fra nu af.

I fortællingen og i virkeligheden er det Gud, der både skænker nåden og kærligheden, men det er også Gud der giver arbejdet. Det er ikke logisk. Men det er sådan det er. Gud er både den, der kaster os ud i marken, ud iblandt mennesker, for at arbejde, elske, hjælpe, tilgive. Men han er også den, der tager os i nåde, når vi ikke gjorde det godt nok, eller når vi står og bliver sprutrasende over uretfærdig behandling.

Førnævnte Ole Hartling siger af og til sin kone: ”Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, som du uvægerlig og uundgåeligt udsætter mig for”. Den sætning kan vi ikke forstå med logikken og retfærdighedens sprog. Men vi kan forstå den med kærlighedens.

Og måske burde vi hver dag begynde vores dag med netop de ord, i en ydmyg tak.

Kære Gud. Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, de udfordringer, og det liv, du uundgåeligt udsætter mig for.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!

Den lille handling. Den store forandring.

 Prædiken til juleaften 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 – 119 – 104 – 121.

Når du ser et stjerneskud, må dit ønske flyve ud. Stjerneskuddet er en lille bevægelse på himlen, som et glimt for øjet og så kort som et øjeblik. Alligevel giver det dig lov til at drømme og ønske de største ønsker, til at håbe på alt det bedste for dig selv og for hinanden. I det lille glimt ligger den store ønske. I den lille handling ligger kimen til den store forandring.

Sådan er det på himlen, og sådan er det også ofte lige her, hvor vi lever og bor. Hvis du vil løbe et maraton, begynder du med den lille løbetur, og løber dig stærk og klar. Vil du forbedre miljøet, kan du ikke ændre alle danskeres indstilling, men begynde hos dig selv, f.eks. med at affaldssortere. De store forandringer sker ikke nødvendigvis på den store scene, men begynder i det nære hos os hver især.

…

Og alligevel er vi jo også bare mennesker, der elsker at springe over, hvor gærdet på komfortabel vis er lavt, og hvor vi slækker lidt på vores drømme og håb.

Tidligere i år ringede en lytter ind til Mads og A-holdet og spurgte, hvad hun skulle gøre på Black Friday. I hele sit liv havde hun forsaget den dag og forbrugerismen. Hun havde huset fyldt af genbrug. Det var hendes måde at beskytte klimaet på – i den lille handling.

Men nu var der bare sket det, at vaskemaskinen var stået af. Og kunne hun så – med hjertet og samvittighed i behold – benytte sig af alle de gode tilbud på Black Friday? Maskinen på tilbud var jo allerede produceret, og hvis ikke hun købte den, ville en anden nok gøre det. Så måske betød det ikke så meget i det store og hele, om hun slog til?

Og så var der VM i Qatar. Jeg tror, de fleste var enige om, at Qatar aldrig skulle have haft værtskabet. Menneskesyn og menneskeliv blev smidt på porten, og 10 år senere stod vi med væsentlige overvejelser, om vi først ville sende vores landshold afsted? Og efter en masse mellemregninger kom spørgsmålene til den enkelte, om vi ville se kampene eller slukke, fordi vi tror på noget andet end det land repræsenterer; slukke i sympati for de mange mennesker der blev og stadig bliver undertrykt i landet?

Men, var der flere der sagde, når nu kampene alligevel blev vist i fjernsynet, og mange andre også så det, så… betød det måske ikke så meget, om vi også selv så én kamp eller to. Hvad kunne det betyde det i det store og hele?

…

I korte øjeblikke – i små glimt – ved vi, at vores egen lille handling også kan forandre noget større, hvis vi alle gør vores lille del. Og i døgnets milliard andre øjeblikke gør vi så det modsatte. Og sådan er det – må jeg hellere sige!

Vi var flere, der så lidt VM-kampe, selvom vi mener, at vi har vores moralske kompas i orden. Og Hella Joof grinte også kun kærligt af den søde lytter i A-holdet; sendte hende kærlighed, tilgivelse og lovning på, at hun var god nok, selvom hun også lod sig friste.

Men præcis der, vor vi springer over, ikke har modet eller ikke vil løbe den helt store risiko, da begynder Gud hos os. Derfor er dette kirkerum så særligt: her er det altid Gud, der begynder hos os, og i aften bøjer han sig mod os og lægger kimen til det gode i det lille barn i krybben.

Juleaften er, at Gud – som et stjerneskud – begynder i den lille handling og derfra vil skabe den store forandring. Han løber den risiko, vi ikke altid er parate til at løbe, og handler præcis der, hvor ingen havde set det komme.

Hvor vi spørger: ”hvad nytter det i det store og hele?” og springer over, da sender Gud sit barn i vores arme.

…

Gud begynder i det små. Og dén handling er i grunden en ret risikofyldt affære. For på den måde lader Gud det være op til mennesker at passe på sig ham. Nu er det op til Maria og Josef, hyrderne og vismændene, og alle os andre at passe på ham og bære ham med. At sørge for at den fred, han kommer med, bæres videre af os. Deles imellem os. At det lys, han kommer med, lyser op i hver enkelt stue og hjerte.

Sådan viser Gud sig for os, som en kærlighedskraft der tør tage chancer og som opsøger risikoen. Som bor i det uventede, som kalder på de forkerte, som har omsorg for dem, der hader ham, og som dør for sine dræbere, som vi hører om i påsken. Som ikke skal kendes på det store, på kraftudfoldelser og mægtige ceremonier, men som findes hos hver enkelt af os i vores favn som et lille barn.

…

Og er det ikke også sådan, kærligheden er imellem os? I kærligheden tager vi chancer for hinanden, gør det uventede for hinanden, er klar til at gå gennem ild og vand for hinanden – i tillid til at den anden også passer på os. Sådan sender Gud sin kærlighed til os som et barn. Og når vi åbner os selv og gør os sårbare, er det både med risiko for at blive såret og forladt – ja – men vi løber gerne risikoen, fordi glæden ved det modsatte – ved at blive taget imod og holdt om – langt overgår alt andet.

Sådan er det med den store kærlighed. Men også i det daglige, hvor vi begynder i det små. Hvor jeg sender et smil til dig, og du får lyst til at give den næste en hånd med. Der hvor jeg åbner en lille lem for dig, og du får kræfter til at åbne en port for en anden. Der hvor jeg giver et frø til dig, og du får mod til at plante et træ.

…

I den lille handling begynder den store forandring. Sådan forkynder julen for os. Sådan kommer Gud til os.

Da englen kom til hyrderne på marken, fortalte den om tegnet: at de skulle finde et barn, som var svøbt og lå i en krybbe. Englen lagde et lille ord og en opgave i deres indre om at finde; om at gå på opdagelse efter barnet i det skjulte, som ville kræve deres opmærksomhed; som de skulle passe på, have omsorg for og dele med hinanden.

Når vi går herfra i dag, sendes vi ud på samme opgave. Gud er kommet til os i det nære og i det skjulte, og vi sendes ud for at finde barnet; barnet i vores medmenneske, som har brug for omsorgen og nærværet. Barnet i vores medmenneske, som har brug for den lille handling, vi kan gøre, og som måske gør en større forskel end vi aner.

Men vi sendes også afsted med opgaven at finde barnet i vores indre. At finde det sted i os selv, hvor vi tør tro, at den lille handling, vi kan gøre, har betydning. Hvor vi finder mod til ikke at give op, men kæmpe for den sag, vi tror på – om det er klimaet, miljøet, menneskers rettigheder og ligeværd, eller hvad det måtte være. Og tro på, at den mindste handling også har en betydning.

Og da vil det hænde i glimt – som et pludseligt stjerneskud på himlen – at vi også opdager Gud i det små. At vi ser hans lys og godhed er præcis der, hvor der er brug for den; der hvor mennesker lider, der hvor kriser og krige truer, hvor der hvor kampe kæmpes på det indre og ydre plan. Og pludselig er glimtet væk igen, som dug for solen, og vi må atter drage op som hyrderne og lede efter barnet.

Håbet er at barnet findes. Troen er, at Gud er kommet til os – i aften, hver eneste dag og hvor vi mindst venter det. I det lille barns hjerte bevæger han vores hjerter, og troen på noget større i os alle.

Glædelig jul!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!