Ind i kampen!

Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (II) d. 4. august 2024 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 11,16-24. Salmer: 15 – 448 – 300 – 14 – 849 – 752.  

Under et vanvittigt tordenvejr røg det danske herrelandshold ud af europamesterskabet i fodbold. Tyskland vandt 2-0 i ottendedelsfinalen, og siden trak landstræner Kasper Hjulmand sig fra posten. Et par dage senere røg tennisstjernen Holger Rune ud af Wimbledonturneringen, og Jonas Vingegård missede et hattrick på sejrsskamlen i tour de France.  

Gad vide hvordan det kommer til at gå under de igangværende lege i Paris?  

Det er ikke fordi, jeg vil være lyseslukker. Men det er før set, at vi har sat næsen op efter lidt af hvert i sportsturneringer, og er vendt hjem igen med sænkede hoveder.  

Og så pakker vi fodboldtrøjen væk. Tv2-sport-abonnementet opsiges, og der melder sig en tristhed. Vi bliver som en flok slatne børn på torvet, som sidder og råber til hinanden. Som ikke gider danse, når der spilles op. Som ikke gider sørge med, når andre synger klagesange. Vi gider kort sagt kun det, vil selv vil i vores post-sportsturnerings-blues. 

Men lur mig, om vi ikke gør det hele igen til næste år? Betaler for et nyt abonnement, så vi kan følge med? Sætter næsen i vejret efter nye mål og sejre? Vi finder en ny ”yndling”, vi alle sammen kan lide at heppe på. Og når en ny landstræner er udpeget, skal vi nok finde troen tilbage på, at den særlige danske kreativitet på banen kan give os en sejr, ligesom dengang… i ved…  

… 

Det er lige mærkeligt hver gang det sker, at vi den ene dag står med hovedet i postkassen over et nederlag. Når vi konfronteres med realiteterne om, at andre altså er bedre end os. Til at vi året efter igen står på lægterne fyldt til randen af tro på at sejren. 

For sportsfilosof Finn Janning, er det enkelt nok. ”Sporten rummer muligheden for det usandsynlige”, siger han i en artikel til Kristeligt Dagblad. ”(sporten rummer) det, der går imod alle realistiske betragtninger. På den måde er der plads til de irrationelle følelser og håb, der ellers ikke levnes meget rum i det moderne samfund.”  

Og derfor løfter vi os igen og igen ud af tristheden og finder kampgejsten tilbage. Vi tror, vi kan, selvom det virker usandsynligt. Den lille flig af potentiel mulighed gør hele forskellen. ”Uden troen på det næsten umulige ville det ganske enkelt blive for kedeligt at se sport” siger sportsfilosof Finn Janning. 

… 

De irrationelle følelser og håb levnes ikke meget rum i det moderne samfund, udtaler filosoffen. Det kan han have ret i, om end os, der er samlet her i dag, netop er samlet om et håb, der på sin vis taler det rationelle imod, men netop også indgyder håb midt i alt det håbløse. Også derfor er det meningsfyldt at træde ind i kirkens rum. 

Når vi mødes omkring døbefonten, er det for at fortælle de små børn, at håbet står foran dem, selv når de føler, de har mistet det. Vi tegner korset for pande og bryst som et tegn på, at her vil modstanden i livet også altid møde modstand fra kærlighedens Gud. Vi tror, at vi er givet muligheden for at rejse os igen, der hvor vi var faldet, i lyset af Jesu Kristi opstandelse.  

Og det vil vi ikke lade være med at fortælle vores børn og hinanden. Med al den modstand vi møder i vores liv og i verden, så er dåben præcis den fortælling og den tro, vi har brug for, som giver os håb, og som vi igen og igen vender tilbage til i vores tro. 

Sådan er det også, når vi mødes juleaften og hører om det lille barn i krybben, som blev sendt ind i den mørke verden. Det lille barn lyser og indgyder håb, ligesom ethvert barn gør, når det melder sin ankomst. Pludselig er alle rationelle følelser opløst. For her er der et nyt liv og et nyt håb foran os midt i en verden, der af og til kan være lidt for kold og virke alt for kalkuleret. Men selv ind i den verden, kan håbet fødes og opstå. 

… 

Og måske er det Gud? Gud er der, hvor livet overskrider sig selv, og håbet vælter ind over os. Gud er der, hvor alting ikke bare danser efter vores egen menneskelige pibe, men der hvor vi åbner os, tør danse med, tør synge og klage, lade os overmande af livets brus, og give plads til at det store og det forunderlige i livet. Ligesom når vi føler os som den heldigste kartoffel i verden, eller som når vi står med et lille nyfødt barn i armene og tænker, at det er så meget vildere end hvad vi nogensinde havde kunnet forestille os.  

Eller, ja, ligesom når vi helt uventet sejrer i en af de mange sportsturneringer. Så bliver vi så overrumplede af det næsten utopiske: at den sejr, som var så umulig, pludselig blev til virkelighed.  

Ligesom da Vingegård vandt sin første og anden sejr i Tour de France, eller da Caroline Vozniacki vandt en grand slam, eller dengang i 92’ hvor to mål ændrede danmarkshistorien. Dén fortælling lever vi jo stadigvæk på, selvom den for længst er fortid. Men det er med den, ligesom med dåben og med Guds fortælling, en fortælling der rører os, og stadig vil os noget, fordi den åbnede for noget i os – et håb, en tro på sejr. Den aften overskred livet sig selv, og det næsten umulige var muligt!  

… 

Og når Jesus så står i dagens evangelium og lukker al sin galde ud over de dovne mennesker og byer, tror jeg det er et udtryk for irritation over, at de alle har tabt netop dét håb. At de har tabt genindlevelsen i håbet og drømmen om en anderledes verden, hvor det fantastiske faktisk er muligt.  

Han har været i Korazin. Han har været i Betsajda. Han har været i Kapernaum. Alle steder har han gjort mægtige gerninger, og alle steder gav han dem håb lige for øjnene af dem. 

Men så pludselig indfinder hverdagen sig igen, da Jesus er ude af syne. De glemmer det det håb, han lagde i dem, og drømmene om en anderledes verden, han fortalte dem om. De får post-turnerings-blues. Og det er netop såre menneskeligt genkendeligt, at vi den ene dag håber, og den næste dag pakker det hele væk igen. Som når troen og tvivlen følges ad, og tvivlen ender med at være størst.  

Og Jesus ved inderst inde godt, at det er sådan det er med mennesker. At vi ikke er i stand til at sejre hver gang, eller altid selv magter, at holde fast i håbet.  

Men det er vel netop det, han med sin opstandelse tilsiger os? Når han opstår for os, så er det fordi, vi ikke altid magter at gøre det, vi gerne ville. Når han opstår for os, er det fordi, håbet i os af og til fordufter i det blå, som når vi går slukørede hjem fra en tabt kamp. Og netop der, hvor vi ingenting er værd og hvor vi ikke magter at trække os selv op af hullet, møder han os som et lysende barn, som en kommentatorstemme i vores livskamp, der minder os om, at håbet ikke er ude. Han kalder os tilbage til livet og ind i kampen igen. 

… 

Finn Janning sagde, at der i muligheden lå et håb. Men den mulighed er skabt af mennesker og en kalkuleret overvejelse. Sådan er det måske i sportens verden.  

Men i livet er det omvendt og mere til. Jesus forsøger at sige, at der i håbet ligger en mulighed. Og det håb skænker han os hver dag, og det håb skal vi – med hans hjælp – for alt i verden forsøge at holde fast i.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden 
som det var i begyndelsen 
således også nu og altid og i al evighed. 

Amen.   

 

Fred og forsoning

Prædiken til tredje søndag efter trinitatis (II) d. 16. juni 2024 i Brabrand Aarslev Kirker. 
Lukasevangeliet 15,11-32. Salmer 754 - 448 - 874 - 3 - 726v7 - 807. 

Jeg er for ung til at huske og måske også til helt at forstå, hvad der skete under apartheidstyret i Sydafrika. Historiebøgerne fortæller om raceadskillelse, mord og magtmisbrug fra 1960’erne og frem, ja, om gentagende overtrædelser af de menneskerettigheder, som netop var vedtaget i FN for at beskytte den enkelte mod et overgreb fra staten. Apartheidstyret gjorde præcis det modsatte.

Tiden dengang var og er et hul i vores historie. Beklageligt nok er det som om, vores egen tid føjer nye huller til, og med mediernes dækning dybt ind i krigszonerne bliver vi ikke sparet for billeder og video helt tæt på.

Jeg er ikke for ung til at kunne huske d. 24. februar 2022 eller d. 7. oktober 2023, men jeg er stadigvæk ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvad der foregår.

Igen og igen står vi fuldstændig uforstående tilbage med spørgsmålstegn i panden. Hvordan løser vi konflikterne, og hvordan kommer vi videre herfra? Kan vi forestille os, at parterne nogensinde vil sætte sig ved et bord og aftale at beskytte hinanden, fremfor at bekrige? Og hvad gør de den dag, de skal leve i fredelig sameksistens igen? Kan vi ane en fred – den fred som Jesus sagde tilhører os alle sammen?

…

I 1995 gjorde man noget hidtil uset i Sydafrika som en del af fredsprocessen. Parlamentet oprettede det, man kaldte Sandheds- og forsoningskommissionen med præsten Desmond Tutu i spidsen. Kommissionens formål var at kortlægge de krænkelser af menneskerettighederne, der fandt sted under apartheid, og derigennem lette forsoningen mellem befolkningsgrupperne, og at give de tiltalte friheden tilbage.

Man tænkte altså, at ved at give styrets voldsmænd samt dem, der kæmpede imod styret, en mulighed for at tale åbent og frit, så ville man nå et skridt i forsoningens og fredens retning. Hvis man gav alle et sted, hvor de vidste, at de var i tryghed og ikke ville blive straffet, så ville de måske også komme? Så ville de måske også dele sandheden, og derigennem få luft for deres skyld, og være en del af forløsningen af den vrede, som lå på begge sider af konflikten?

På mange måder er det vel som med børn, der søger ly og støtte i favnen hos deres forældre. De kommer, fordi de har tillid til, at de der kan sige alt.

Eller når vi som voksne kommer til vores nærmeste, til vores kæreste eller ægtefælle, og kan lægge alle kortene på bordet, fordi vi har tillid til, at den anden behandler det med respekt, med omsorg og kærlighed. I den favn, finder vi fred.

…

Mange tusinde aflagde vidnesbyrd for kommissionen i Sydafrika. Men mange blev ikke bare afhørt; kommissionen kunne også give amnesti. De afhørte fortalte om alle deres lovovertrædelser, som de retsmæssigt kunne være blevet straffet for. Men i stedet blev det ført til glemmebogen. De fik amnesti og blev fritaget for deres ansvar, og de kunne gå frie fra bordet.

Desmond Tutu udtalte senere om kommissionens arbejde: ”De mennesker, som i det lange løb opretholder en hævngerrig indstilling, bliver i sidste ende også selv offer for gerningsmanden.” og her tænkte han jo særligt på ofrene, som forsøgte at kæmpe imod regimet. ”De bliver bitre og forpinte og føler sig spærret inde i fortiden, og deres livskvalitet forringes. Den eneste måde, vi kan blive hele, sunde og glade mennesker på, er ved at lære at tilgive”.

Og det var den tilgivelse, kommissionen videst muligt forsøgte at praktisere ved at møde dem alle, på begge sider af konflikten, og ved at give amnesti. Ved at sætte ofre og gerningsmænd fri fra fortidens rædsler. Og ved at give mulighed for at gå ud i livet igen, om ikke rene så i hvert fald ustraffede, forsonet med det som var, og frie til at få en ny begyndelse.

…

Men hvordan turde de komme og sige sandheden? Det gjorde de vel kun, fordi de havde tillid til kommissionen? Fordi de troede på, at de ville blive taget imod.

Ligesom sønnen i fortællingen, vi hørte lige før. Han drog afsted fra fødegården og brugte alle sin fars penge op. Han drak og festede blandt de øverste på rangstigen, inden han uklogt og til sidst landede på bunden blandt dyrene i stalden og sultede i hungersnøden.

Alle disse detaljer i fortællingen tegner et billede af mennesker og af livet, som vi kender det bedst: der hvor det hele sejrer og der hvor det hele falder. Der hvor vi både er medskyldige, og der hvor vi ikke selv ved, hvorfor vi falder.

Og hvad gør man så med al den skyld, man har pådraget sig selv, og ikke magter at bære på sine skuldre?

Det er der, vi har brug for at blive set, og brug for håbet om, at fremtiden på en eller anden måde stadigvæk kan være lys. Det er der, vi har brug for at blive mødt, sådan som vi er.

Hvad gør sønnen? Han ved, at “derhjemme har de gode forhold”. Og så drager hjem. Og allerede inden han når at sige undskyld; allerede inden han når indenfor og ser sin far i øjnene, da løber hans far ham i møde, falder ham om halsen og kysser ham.

…

Forsoningen og freden sker der – eller har mulighed for at ske – hvor man har tillid til, at man bliver taget imod og omfavnet. Den sker, hvor man tør gå til den anden med det, man har på hjerte, og der hvor vi modsat tør være den, den anden kan komme til; være den, der løber den anden i møde, ligesom faderen.

Derfor tør sønnen også at vende hjem. Fordi han ved, at derhjemme vil han blive mødt, også selvom han ikke kan prale af sit liv, og at hans fortid er en, han helst vil glemme.  

…

Er det retfærdigt, at faderen reagerer sådan over for sønnen? At han giver ham en fest, fremfor at sende ham ud på marken for at slide med de andre? Nej. Det er umiddelbart ikke retfærdigt. Og det reagerer den ældste søn også på.

Er det retfærdigt at give krigsforbrydere og voldsmænd amnesti i en sandhedskommission og lade dem gå frie fra bordet? Nej. Det er umiddelbart ikke retfærdigt. Det reagerede Sydafrikas borgere også på, og hvad har vi ellers et retssystem for?

Alligevel tror jeg, vi må takke for uretfærdigheden – og samtidig øve os i at praktisere den.

Vi må takke for at der nogle gange er mennesker, der er større end os, og ikke giver os som forskyldt. Mennesker som ser verden, ser menneskeheden og på ser os i et større perspektiv.

Og vi kunne håbe på, at denne uretfærdighed bliver ved med at finde sted – både som en vej i de konflikter, der raser om ørerne på os, men også helt ind i vores nære virkelighed med de mennesker, vi har i vores liv.

At vi ved, at vi altid kan komme hos dem og finde tryghed, når vi har dummet os og når en sandhed melder sig på tungen. Og at vi modsat også kan være dem, som andre kan komme til, når deres verden har lidt nederlag, og at vi har mod til at sætte dem fri.

Og i allersidste ende, hvis intet af det, jeg håber på, er muligt: Så vil jeg knytte mig til det billede, fortællingen om fortabte søn giver os:

Hvis faderen i fortællingen er et billede på Gud, og sønnerne et billede på os, så kan vi ikke andet end takke for ham for, at han løber os møde, og skænker os sin kærlighed, førend vi overhovedet har gjort noget for den; ja, netop der, hvor kærligheden på ingen måde er fortjent. At Gud er den, der ser os, giver os amnesti og sætter os fri, når vi ikke magter livet, os selv eller nogen andre.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen