Joakim von And og rigdom

Første søndag efter Trinitatis d. 29. maj 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 12,13-21

Joakim von And er citeret for at have sagt, på et af de mange eventyr med Anders And og de andre hoveder fra Andeby: ”Penge er ikke alt… der findes også guld og diamanter!”

Det er på alle måder et skønt citat fra nærigpinden onkel Joakim. Selvfedmen lyser ud af ham og det halve burde egentlig være nok. Han ejer alt i hele Andeby, inklusive den gigantiske tempellignende pengetank på toppen af Bilbremsebakken, hvor han med diverse skilte, udråb og opråb prøver at holde folk på afstand af rigdommen.

Det nok allersidste Joakim von And selv ville citere, var det, vi hørte fra Prædikerens Bog for lidt siden: ”Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed.”.

Joakim von And er om nogen som den rige bonde, der skraber til sig og bygger pengetanken større, i takt med at pengebeholdningen stiger, og ser nok ingen problemer i det, snarere tværtimod. Men evangeliet taler for så vidt et tydeligt sprog om rigdom: Bonden og måske også onkel Joakim har handlet forkert. De har brugt deres liv og energi på at samle sig deres egen rigdom. På at arbejde for mad og god velstand for sig selv.  Bonden er ovenikøbet sin egen bedste ven og har det helt igennem rart, da han siger til sig selv: ”Slå dig til ro, spis, drik og vær glad”. Men straks derefter erfarer han, at Gud åbenbart er af en anden mening om livet og hvad han skulle have brugt sin energi på. Meget vel er han rig på jorden, men han er ikke rig hos Gud, siger Jesus.

Det leder os til spørgsmålet om, hvad rigdom egentlig er? Hvornår er man rig? Og hvad skal man gøre, for at blive rig hos Gud – hvis det da er det, vi stræber efter?

De fleste forbinder vel det med at være rig som noget ganske konkret og spørgsmålet om penge og kapital. En gang om året bliver der lavet lister over Danmarks rigeste familier: familien Møller, Kirk Kristiansen, Foss osv.. De er rige, fordi de i tidernes morgen fik en ide, som var ny, god og solid, og byggede et liv og en forretning op omkring det, som til stadighed bliver ved med at kaste penge af sig. De er rige. De har mange millioner på lommerne!

Men rigdom er jo også i overført betydning at være rig på noget. En skov kan have et rigt dyreliv. En grønsag kan være rig på vitaminer og mineraler. Eller vi taler om at nogle er iderige, rige på overskud og selvværd osv.. At være rig på noget er at have nogle gode egenskaber, som skaber glæde og liv for én selv og for andre.

Og her ligger også udfordringen både for pengepugeren Joakim von And og for bonden i evangeliet. For de har samlet og skrabet og hevet rigdommen ind i beholdningen. Joakim von And i sin pengetank, og bonden i sine lader. Og da de har gjort det, læner de sig tilbage – det gør i hvert fald bonden – og tager en slapper, som var livets mening og lykken opnået til fulde. Spørgsmålet er bare, hvad rigdom er, hvis den ikke bliver delt med andre? Det er her udfordringen ligger!

Vi kender kun til de rige familier, fordi de har gjort noget for samfundet. Vi kender dem kun, fordi de har sat deres rigdom i bevægelse, til glæde og gavn for andre. Man kan sagtens gå rundt med stor kapital på lommen, uden at det nødvendigvis er en rigdom. For bliver det ikke brugt, og viser du ikke, at din kapital faktisk kan gøre gavn og glæde for dig selv og for andre, hvad er formuen så værd? Er den så ikke bare nogle cifre på et stykke papir eller en bunke metal i en bankboks?

Der er mange eksempler fra hverdagen på, at rigdom kun findes, når den bruges. Jeg kan f.eks. kun opleve, at jeg er er god til at spille klaver, når jeg gør det. Jeg kan kun opleve, at jeg er god til at hænge lamper op, bage boller eller klippe hæk, når jeg gør det. Jeg kan kun opleve andres glæde ved kirken og ved præstens tilstedeværelse, hvis jeg faktisk er til stede i kirken og er hos folk. Går jeg derhjemme og siger til mig selv: Jeg er den bedste til at spille klaver, hænge lamper op, bage boller og være præst, men ikke udlever det eller viser det over for andre, hvad er det så værd? Og er det da en glæde og en rigdom? I kan måske selv tænke på rigdomme i jeres liv, og stille samme spørgsmål...

Jeg tror ikke, der er noget galt med rigdom. Der er intet galt med mange penge. Der er intet galt med at fylde sine lader til overflod med godt korn, ligesom bonden gjorde. Det er ikke det, vi skal høre, når vi hører dagens evangelium. Men for Jesus er det problematisk at tro, at egen rigdom er nok i sig selv – at livet kun drejer sig om det man selv har og ejer. Ja, på denne måde har man i virkeligheden misforstået alt om det, at være rig.

For rigdom er i sit smukkeste væsen gavmildhed over al måde. Rigdom er kun rigdom, hvis den også bliver delt med andre! Og derfor skal rigdommen sættes i bevægelse. Den økonomisk bevidste ved også godt, at man er nødt til at investere sin økonomi og sig selv i noget andet eller i andre, hvis det, man har, i virkeligheden skal blive til noget og fortsætte med at være noget. Familien Møller, Kirk Kristiansen og Foss er kun blevet rige, fordi de med deres rigdom også har turde tage nogle chancer, med det de havde.

At være rig hos Gud er ikke at gå og samle sammen, holde tilbage og putte sig. At være rig hos Gud er at dele ud af alt det man har og alt det man kan. At være rig hos Gud er at sætte sin rigdom – og det vil i bund og grund sige sit liv – i bevægelse.

Og ja: vores liv er værd at sætte i bevægelse. I Guds øjne har vi uendelig værdi, hvor meget vi end måtte mene, det vi har, ikke er noget særligt at byde ind med. I Guds øjne vi værdifulde hver og én. Vi er skabt af samme Gud og kærlighed, og vi er betroet samme opgave, at tage os af hinanden og den jord, vi lever på. Og fra Gud udgår den bevægelse og den ånd, der gir os mod på at bevæge andre.

Gud er førstebevægeren og kendes på sin altomfattende gavmildhed. Han var den, der satte det hele i gang i tidernes morgen, men også den der dagligt skubber til dig og til mig. For med sin ånd er han en del af os. Han bevægede sig i første omgang ind i vores nærhed med sin søn Jesus Kristus, og sendte senere sin ånd til os, for at vi til stadighed kunne være Guds bevægelse på jord.

Og hvilken rigdom er det ikke at kunne dele ud af? Guds nærvær, omsorg og kærlighed over for andre? Det er stort!

Men det kræver også af os at vi tør. Vi skal turde tro på, at rigdommen bor i os og at meningen med vores liv er, at vi skal sætte den i spil og bevægelse. Og ikke som en anden Joakim von And, afvise forbipasserende eller vores kæreste i at tilnærme sig vores rigdom. For da bliver det til unyttig vækst i egne lader og ubrugelige penge på toppen af en bakke, og da har vi virkelig misforstået Guds gave. Gud giver os ikke glæden i hjertet, for at gemme på den, men for at den skal deles som en rigdom med Gud og hver mand!

Og for det er der kun at sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed.

Amen!

Med velsignelsen i ryggen

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag (II) d. 5. maj 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 24,46-52

Kristi Himmelfart er som en mellemlanding i tiden mellem påske og pinse – mellem kødets opstandelse og ankomsten af kraften fra det høje. I dag peges der både frem og tilbage, og Kristus befinder sig i en mellemposition, da han hopper på skyen for at lade sig transportere fra den ene tilstedeværelsesform til den anden.

Der er noget nyt på færde i fortællingen om den opstandne, som fordrer en ny forståelse af livet for disciplene dengang og for os i dag.

Da kvinderne påskemorgen møder en mand i lysende klæder inde i gravhulen, bliver de venligt guidet ud af hulen igen med beskeden: ”Han er opstået, han er ikke her”. Der var ikke noget at hente der, hvor de ellers troede Kristus var at finde. Og i dag hører vi på samme måde om en mand – ja faktisk to mænd i lysende klæder, i Apostlens Gerninger – der guider og giver disciplene en anden besked. Godt nok er Kristus nu fløjet til himmels, og de kan på sin vis have ret i at stå med hovedet bagoverbøjet og næsen højt i sky, for at være nær hos ham. Men der er noget nyt på færde: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?!” spørger de to mænd disciplene.

Disciplene tror sikkert at det er der det sner, og at det er der, deres opgave ligger. Men som Grundtvig måske ville have sagt dem, så er vi ikke skabt til højhed og blæst, men ved jorden at blive, det tjener os bedst! (Højskolesangbogen, 351)

På en finurlig måde vil jeg mene, at Kristi Himmelfart taler meget direkte ind i vores tid og de tendenser der kan være til, at vi skal være selvhjulpne og selvstændige. For da Kristus hopper på skyen, efterlader han discpilene og os, og lader det være op til den enkelte at bære det videre, som han gav til os. Tiden er kommet til at stå på egne ben og selv bære vores eget og hinandens liv. Jesus har båret os et stykke af vejen, da han selv var hos os. Han har delt sine ord, sit evangelium og sit liv med os, og nu må vi kort og godt, som de selvstændige og selvhjulpne mennesker vi også er, klare os selv!

Men er vi klar til det, kunne man spørge? Er vi klar til at stå på egne ben og bære alt det videre, vi er blevet givet – troen, håbet og kærligheden som følge af opstandelsen?

Jeg tror alle kender til spørgsmålet om at være klar eller ikke klar. Dengang vi f.eks. stod med et trygt og solidt tag over hovedet i vores forældres hjem, og pakkede kasserne for at flytte hjemmefra. Var vi klar til det? Eller dengang vi valgte at sige op på arbejdet og gå nye og andre veje. Var vi klar til det? Eller dengang vi ikke selv tog beslutningen, men hvor en anden lagde en ny og uventet opgave på vores skuldre, f.eks. på arbejdspladsen, som vi selv skulle tage vare på og have ansvaret for. Var vi klar til det?

Nogen gange er vi klar. Andre gange er vi ikke klar. Og nogen gange må vi bare tage springet! Sat på spidsen er spørgsmålet i dag, om vi så er klar til at bære Kristus på vores skuldre? Klar til at bære hans evangelium videre iblandt os og gøre det gældende her, når han ikke er her, til selv at gøre det?

Det er et stort og svimlende spørgsmål at forholde sig til! Vi er ikke vandt til, at det er os, der skal bære Kristus, men at Kristus bærer os. Vi er ikke vandt til, at vi står med Gud i vores hånd, men at Gud har os i sine hænder.

Derfor sender han os, om man så må sige, heller ikke tomhændet videre i livet – og for disciplenes vedkommende tilbage til Jerusalem. ”Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem”, står der i Lukasevangeliet.

Disciplene fik velsignelsens gave, ligesom vi i dag ved gudstjenestens afslutning også modtager Guds velsignelse, ja, ligesom vi altid og alle dage går fra kirken med Guds velsignelse i ryggen!

Velsignelsen er den gave, det skulderklap, den nåde, den kærlighed og det kærlige skub, der skal give os mod og styrke til at tage opgaven på os – til at bære evangeliet videre med ud af kirken, og støtte os i det. Velsignelsen slår bro mellem Gud og os, og minder os om, at den gyngende bro fra dødninge land til de levendes hjem, som Grundtvig skriver (DDS 321,4), er etableret ved den tro, som Gud skænker os.

Men er vi stadigvæk klar til denne opgave? De fleste forældre kender deres børn; har opdraget dem og givet dem et fundament at stå på. Og på samme måde må vi tro på, at Gud nu slipper os, sine børn, i god tro og overbevisning om, at den opgave han giver os, også er én vi kan varetage. Sjældent bliver vi givet en opgave, vi ikke er i stand til at løfte. Vi kan meget vel opleve, at opgaven kræver alt af os – ja, mere end vi selv mener, vi er i stand til. Men vi også tro på og have tillid til det skulderklap vi bliver givet af hinanden, og som vi i dag på Kristi Himmelfartsdag, bliver givet af Gud!

Vi skal bære evangeliet videre. Det er vores opgave! Alene, fordi vi kan, og sammen med andre, fordi vi skal. Som det lyder i en af teksterne fra vielsesritualet: ”Bær hinandens byrder. Således opfylder I Kristi lov!”. Og ja; der vil komme tider, hvor vi ikke kan bære. Der vil komme tider hvor vi i særlig grad har brug for at andre og måske særligt Gud, er den eller dem, der bærer os. Det oplever vi måske i særlig grad, når vi møder modstand og når vi møder sorgens mørke.

Nogen vil også mene, at det aldrig vil kunne lade sig gøre for os, at bære denne opgave, hvor meget vi end prøver. Det er vores lod i livet, det er syndens dårskab og vores utilstrækkelige menneskelighed, der grundlæggende forhindrer os i, at gøre det godt nok.

Så meget desto mere har vi brug for, at Gud altid lyser sin velsignelse over os! At velsignelsen ikke kun er et skub ud i en stor og på mange måder uoverskuelig verden, men at den også er gudstjenestens solskin, til trøst og til håb, og et kærtegn fra Gud i hjertet og livet igennem.

Med velsignelsens ord og Kristi Himmelfart i ryggen, får vi vished om at vi kan! Vi kan bære evangeliet, for vi har fået opgaven af Gud og dertil også hans velsignelse! Tiden vil vise, som antydet i indledningen, om vi får hjælp dertil. Min fornemmelse siger ja! Men lige nu får vi velsignelsen til, som vi sang det for lidt siden, at kunne:

”Bære håb, som rejser livet

for den syge og den svage,

kæmpe mod det ondes destruktive magt.

Derved bli’r vi vidner til, at kærlighedens dage

vare evigt, selv om himlen

tog Guds Søn tilbage:

Ordet lever da, som sagt!” (salme fra Lysets Utålmodighed nr 93 vers 4)

Amen!

Herren er min hyrde

Prædiken til anden søndag efter påske (II) i Enghøj Kirke d. 10. april 2016

Johannesevangeliet 10,22-30 og Sl. 23

I dag vil jeg tage jer med på en vandring og refleksion over den gammeltestamentlige salme, som jeg læste for alteret i begyndelsen af gudstjenesten. Måske I lagde mærke til den? Den rører mig, hver gang jeg læser den, fordi dens ord og billedsprog kalder stærke billeder frem af Gud og af forholdet mellem Gud og os, når livet rører på sig.

Salmerne i det gamle testamente er poesi og lyrik, om både de store glæder og tilliden til Gud, men også kan udtrykke vrede eller klage. På den måde minder de om de salmer og sange vi synger i dag – om den formidling der altid har fundet sted gennem digtning. Salmen her er en tillidssalme og en takkesalme til Gud, og vi læser den selvfølgelig i dag, fordi det lige har været påske – fordi Gud med Kristi opstandelse har vist sig som den Gud, vi kan have tillid til og som vi kan takke for livet.

Salmisten skriver: Herren er min hyrde

Det er et markant udsagn at begynde med, og det er det primære billede, salmisten udfolder for os i sin salme. I kirken og i de bibelske fortællinger er hyrdebilledet kendt stof. Gud er hyrden og vi er hans får. Men der er også noget underlig ved hyrdebilledet, som jeg ikke tror, passer os særlig godt, hvis jeg skal være helt ærlig. Hyrden er jo kun hyrde, hvis han har en flok at passe på. Hyrden og fårene. Og hvem har lyst til at være et får? Hvem har lyst til at sammenligne sig selv med det lille krøllede, og ja, til tider ret dumme dyr, som bare følger efter? Ikke særlig mange og heller ikke mig selv.

Jeg tror det passer de fleste utroligt dårligt, bare at være én i flokken sammen med alle de andre, uden også at kunne være selvstændig, være en ener, være den som af og til træder frem i lyset og leder flokken på vej. Men spørgsmålet er måske, hvad der sker, hvis alle vil være hyrder, og ingen vil være får?

Jeg tror, vi har brug for at være os selv – både som dem, der går forrest, og dem, der er en del af flokken. Men at tale om Gud som min eller vores hyrde betyder, at vi ikke altid selv skal være i centrum og ikke altid selv skal lede slagets gang. At Gud er vores hyrde betyder, at vi nogen gange også bare kan være én i flokken, og måske opleve frihed og tryghed, fordi flokken og fællesskabet bærer med. At Gud er min hyrde betyder ikke, at jeg kun har ham for mig selv. Men det betyder, at han også er hos mig, når jeg er mig selv, og har brug for, at han leder mig!

Salmisten skriver: Jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.

Jo. Nogen gange lider jeg nød. Der kan være meget nød i vores liv – også selv om Gud er vores hyrde. Forskellen er måske, at nøden aldrig er fundamental? Der er ikke kun nød i vores verden, og nøden er ikke endelig. Vi kan også opleve – ja, jeg tror alle at vi har set det ske og måske også mærket det på egen krop – at nøden kan få ende, og at der er et håb et sted. Og håbets farve er grøn, som de grønne enge og som den farve, der langsomt sniger sig ind i vores horisont i denne forårstid.

Af og til kan vi opleve, at vi må ligge der længe og vente, inden håbet får tag i os. Ja, til tider kan nød og smerte – hvordan den end har fat i os – være umenneskelig svær at takle, og vi kan opleve at føle os forladt midt på engen – hvor grøn og håbefuld folk siger den er.

Men vi må tro på, at også smerten er en del af livet – ikke en god og venlig del af det – men dog alligevel en del af det, at være menneske og at være til. Og vi må tro, at smerten ikke skal sejre og få lov at fylde alt, men at håbets farve, ordene og nærværet fra hyrden, på et eller andet tidspunkt smitter af på os, så vi igen kan rejse os op.

Salmisten skriver: Han leder mig til det stille vand, han giver mig kraft på ny, han leder mig af rette stier for sit navns skyld.

Jeg tror ikke altid, at vi ved, hvad vi skal lede efter, når modstand rammer os og vi bliver udfordret på livet. Vi opsøger hjælp – nogen gange hos psykologer, coaches og erfaringsfælleskaber; andre gange i vores private sfære. Det kan jo være tilfælde i vores liv, der afgør den vej, vi vil gå. Og andre gange bestemmes retningen af de skridt, vi selv har forberedt.

Jeg tror det er sjældent, vi egentlig ved, hvordan det stille og livgivende vand ser ud – det vand som giver os kræfter til at gå vejen. Men jeg tror, vi genkender det, når vi ser eller hører det. Ligesom fårene i flokken, der kender stemmen og røsten på deres hyrde, og ved, at hos ham er der liv at hente, sådan tror jeg heller ikke at vi er i tvivl om, hvordan hjælpens stemme lyder. Om den kommer fra en coach, en psykolog; en kæreste, fra familien, fra en god ven, eller fra en helt fremmed i Rema1000, eller fra Gud, ja, så tror jeg ikke at vi er i tvivl. Men af og til har vi bare brug for tid, før vi kan lytte ordentligt efter.

Salmisten skriver: Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

Sådan er det ikke altid. Sådan har jeg det i hvert fald ikke altid. Nogen gange er jeg bange og fyldt af frygt og nogen gange er mørket i mit liv bare for mørkt! Og da har jeg om nogen brug for en hyrde til at vise vej! Jeg har brug for at vide, at jeg ikke er alene i denne verden, ligegyldigt hvor alene jeg føler mig!

Salmisten skriver: Du dækker bord for mig, for øjnene af mine fjender.

Hvem er mine fjender? Er det naboen? Er det min egoisme og selvtilstrækkelighed? Hvem eller hvad er det?

For Gud er fjenden ikke en fjende, men én vi skal sidde til bords med, og det må vi takke ham for! Med sine ord dækker han et bord for os og beder os se vores fjender i øjnene. Han inviterer os og beder os om at være i et fællesskab med dem – måske fordi vi ikke kun skal have ham som hyrde, men også kan være hyrder for hinanden?

Han inviterer os, og trækker os væk fra vores fjender og væk fra det, der får os til at vende ryggen til bordet – til at vende ryggen til andre mennesker. Han inviterer os til noget større end os selv. Han inviterer os til fællesskabet med hinanden og med ham!

Salmisten skriver: Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.

De små eller store øjeblikke, som fylder livet med rigdom kender vi alle sammen. Selvom livet er en underlig størrelse – en uendelig rutsjebanetur på godt og ondt, hvor nøden og glæden går side om side – så tror jeg også, at godheden og livet sejrer i sidste ende. Ja, det er vel i grunden vores pejlemærke?

Fortællingen om påske morgen er stadigvæk en fortælling om lys i mørket og om liv midt i døden, ligegyldigt hvor højtråbende besynderlig og ufattelig den end måtte være for os. Den giver håb. Den minder mig om, at der er meget at være taknemmelig for. Og den minder mig om, at jeg skal huske selv at være taknemmelig, og sige det højt, når jeg bliver ramt af det – ja, når opstandelsens glæde dumper lige ned i min hverdag og viser sit lys. At sige tak til dem jeg elsker, og sige tak, når der er noget at takke for. Og det er der ofte for mange af os – også selvom det til tider kan kræve lidt træning at få øje på det.

Salmisten skriver: Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Og derfor siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed!

Amen!