Helligåndens filter

Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis (II) d. 14. august 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 12,31-42

I dag vil jeg begynde med at spørge generelt, hvilke briller har I på, når I møder jeres omverden? Det måske sådan et lidt populært og flyvsk spørgsmål at stille. Men jeg synes, det er interessant at overveje, med hvilke briller – med hvilket syn og sind – vi møder verden.

Er du måske den lidt skeptiske, som kigger måske gennem lidt gråmaterede glas? Eller er du den positive, der kigger gennem store runde, vidtrækkende glas, som kan opfanger alle farverne? Eller man kunne også spørge: hvilket instagramfilter ligger du på dine hverdagsbilleder? Er det ”moon”-filteret, som gør billedet sort/hvidt, eller er det ”rise”-filteret som giver det hele en varm glød?

Ok. Det er måske lidt ukonkret, hvad jeg taler om. Og behøver det også være et enten eller, hvordan man møder omverdenen, kunne man indvende?

I optakten til dagens evangeliefortælling har Jesus helbredt en syg mand. Det provokerer de skriftkloge, der står omkring ham, så meget, at de beslutter at slå Jesus ihjel, fordi de mener, at han gør sine handlinger med hjælp fra Beelzebul – altså med hjælp fra djævelen selv. De siger: ”Det er for godt, til at være sandt”. De har den indstilling, man måske kan møde hos folk med gråmatterede brilleglas eller et sort/hvid-filter på instagram. De nægter at tro på det gode, men vælger straks den skeptiske og mindst risikable vej at gå: nemlig at sige nej til det nye og gode, nej til det fremmede, og nej til den mand, som går rundt og gør underlige tegn.

Det eneste de ikke siger og den eneste reaktion der ikke kommer, er jubel over et menneske, som befries for sine lidelser. Det er for godt til at være sandt!

Og det er her Jesus begynder sit forsvar i den tekst, jeg lige har læst op. Han er vred. For det gode, som han lige har gjort, bliver ikke taget alvorligt. Det absolut gode, som helbredelsen er et udtryk for, bliver pludselig forvandlet til noget dårligt – ja, faktisk noget ondt. Og det gør ham vred. For det at sætte spørgsmålstegn ved den godhed, de møder, er at afskaffe det godes mulighed i verden. Og hvad er det lige for en verden, vi kommer til at være en del af, hvis det godes mulighed afskaffes?

Der er grund til at være på vagt. Det var der for disciplene og de skriftkloge, der stod foran Jesus, og det er der måske også for os i dag. Rigtig meget kan tilgives os, siger Jesus. Ja, der står faktisk: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Ikke kun lidt eller en brøkdel, men alt! Men går bespottelsen ud over Helligånden, er sagen måske lidt en anden. Hvad mener Jesus her, for det lyder modstridende?

Måske mener han, at ligesom de filtre vi kigger igennem på verden, ligesådan er Helligånden det Guds-filter og det absolut gode, som er imellem os og som inspirere os, tilgiver os og giver os livet. Og hvis vi begynder at betvivle eller latterliggøre dette ”Helligåndens filter”, så er vi vitterligt på kanten af kanten af, hvad der er tilgiveligt. Da nægter vi helt grundlæggende det godes mulighed, som det, der holder os oppe og holder os i live.

Jeg kommer til at tænke på et eventyret ”Snedroningen” af H.C. Andersen. Snedronningen handler om en trold, som opfandt et spejl. Og alt som blev spejlet i dette spejl, så ganske forfærdeligt ud. Det forvanskede virkeligheden, så selv de bedste mennesker så skrækkelige ud, og selv de mest smukke landskaber lignede kogt spinat, som der står.

Trolden og alle omkring den blev så begejstret for opfindelsen, fordi de nu mente, at man kunne se, hvordan mennesker i virkeligheden så ud. De ønskede at tage det med op til Gud, og drog derfor afsted til Himlen, mens de grinede hele vejen. Men lige inden de når derop, taber de spejlet og det går i tusinde stykker. Stykkerne hvirvler til jorden og sætter sig i menneskene, så de pludselig ikke kunne se verdens i dens skønhed. Alt blev forvansket og de kunne kun se grimhed i Guds smukke verden.

Resten af eventyret handler om Gerda og Kay, der må leve og overleve i en verden, hvor troldspejlet har sat sig fast i mennesket. Og resten må I selv læse!

Spejlet i eventyret er et billede på, hvordan vi måske nogen gange gør verden til noget andet, end den er. Hvordan vi nogen gange ser grimheden og det skrækkelige, i stedet for at se det smukke. Og det kan påvirke os til f.eks. at sige om hinanden, at folk viser ”deres sande ansigt”, når de bliver vrede. Sandheden bliver her forbundet med det negative, som om vores kerne og inderste i virkeligheden består af ondskab, og at det positive kun er som et uigennemskueligt filter vi ligger over os selv, indtil vi afsløres i vreden.

Det er på mange måder god luthersk kristendom at sige: ja, ondskaben bor i os og ja, den er der ligegyldigt hvad vi foretager os. Og netop derfor har vi brug for Guds tilgivelse i enhver henseende.

Men at sige, at hele verden på den måde også er hvirvlet ind i ondskab og dårligdom er forkert. Vi må tro på, at Gud skabte verden god. Sådan hører vi det i skabelsesberetningen: at da Gud skabte det ene og det andet, så han, at det var godt. Det er dette gode og beundringen af det, som også Brorson så fint beskriver i sin salme: ”Op al den ting som Gud har gjort”. I skabelsesberetningen ser og hører vi, at det onde som sådan ikke var en del af skabelsen. Og i fadervor siger vi f.eks. også: ”Fri os fra det onde”, netop for at forholde os til og hele tiden holde fast i troen på, at det onde ikke er en del af Guds plan og ikke er noget, han bevidst lader regne over os.

At bespotte Helligånden er at sige den gode skabelse imod. At bespotte Helligånden er at åbne en kattelem – endog en ret stor kattelem – for ondskaben og dårligdommen i verden, og lade den vandre ind i vores hus og hjem og hjerter, og dernæst lade den være filter for alt vi ser og gør.

Tør vi sige det onde imod? Tør vi se med gennem Helligåndens filter, og tage imod de gode tegn vi ser i vores verden; de små spirer af godhed der af og til pibler frem af mørket? Og tør vi holde fast i, at disse tegn er ægte og indeholder sandheden, frem for den ondskab vi også møder i vores liv? Det er nok den udfordring, evangeliet stiller os med i dag, og som vi skal tage med os.

Modet og styrken til at gøre dette skal vi hente og høre i evangeliet, når der står, at Gud ser os gennem sin søn. At han elsker os og tilgiver mennesket alt. Det er evangeliets trøst og den nådige Guds ord, som vi må tage til os, når vi skal ud og konfrontere det sort/hvide filter. Men det må ikke blive en sovepude i vores gøren og laden, at vi tror på, tilgivelsen alligevel i sidste ende finder sted. For at gøre det modsatte ville være at sige Helligånden, troen og håbet på det bedste i vores medmenneske og vores verden imod. Og det tror jeg ikke, vi i nogen henseende har råd til eller lyst til!

Amen!

En ny klippe

Prædiken til femte søndag efter Trinitatis (II) d. 26. juni 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 16,13-26

Kan I huske, da I var børn, og I stod i skolegården og skulle vælges på hold til en eller anden sportslig aktivitet? Jeg tænker, det er noget, de fleste har prøvet, og da jeg gik i skole, var det en af de mere eller mindre barmhjertige stunder i skolegården! Oftest blev de to bedste spillere i klassen udpeget som første- og andenvælger, og skulle stå for udvælgelsen af hold til f.eks. fodbold. Med sikker hånd blev klassens enhed splittet i to og der blev sat navne på de bedste, som blev valgt først, og de dårligste til sidst, som knap blev udvalgt, men måtte fordele sig selv. Det var ubarmhjertigt for de fleste og man kunne mange gange have ønsket sig at ”de sidste skulle blive de første”. Men sådan blev det sjældent, for ikke at sige aldrig!

I dagens evangelium er Jesus førstevælgeren, og hans valg af Simon Peter, som den han vil bygge sin kirke på, lyder fuldstændig vanvittigt. Peter er den blandt Jesu tolv disciple, der ofte bliver fremhævet som den gode discipel og som den, der var tættest på Jesus. Men han var sjovt nok hverken særlig karakterfast eller from, da f.eks. hanen gol langfredag, og han havde fornægtet Jesus tre gange, eller da stormen rasede på Geneserat sø, og han begyndte at tvivle. Gang på gang svigter han Jesus – ja, han benægter ham ligefrem – når han i sine følelses vold bliver forvirret og tvivler på det, Jesus har sagt.

Men Jesus vælger alligevel Peter til på sit ”kirkehold” – ja, han kalder ham ligefrem den klippe, han vil bygge sin kirke på, og som ingen død skal få magt over.

Med klippebilledet fortælles der noget nyt om Gud og om kirken. Peter er et græsk navn; det kommer af Petra, som er en oversættelse af det aramæiske Kefa, som netop betyder sten eller klippe. Men med det vi ved om Peter og alle hans svigt, så er det ikke just noget, vi forbinder med en stærk og fast klippe. Indtil nu kender vi klippemetaforen fra Det gamle testamente, hvor den bruges til at beskrive Gud; ikke som svag og skrøbelig, men netop, som det vi forbinder med en klippe: som stærk og urokkelig; som vedblivende og stålfast, som mægtig og som beskyttende. Gud – eller Jahve, som vi kender ham fra GT – er en klippefast Gud.

Der er derfor noget nyt på færde, når klippemetaforen bruges om Simon Peter. Forskellen er, at hvor klippemetaforen i Det gamle testamente bruges om Guds storhed, bruges den i evangeliet om et menneske, om forvirrede og tvivlende Simon Peter. Klippemetaforen vendes om, for Peter er jo ikke klippefast. Han er ikke evig urokkelig. Han er tværtimod let bevægelig, til tider stum og kan være noget bastant i det – faktisk ganske ligesom en klippe.

Valget af Simon Peter får mig til at overveje, hvad det er for en kirke, Jesus i virkeligheden grundlægger ved valget af Peter? Hvad tænker I selv?

Det synes ikke at være verdens mest stålfaste, vedholdende, sikre og stabile kirke. Valget af Peter peger derimod i retning af en klippefast tro og kirke, side om side med tvivlen, usikkerheden og endda en til tider famlende tro. Man kunne også sige: en tro i bevægelse. Og hvilken betydning får det for os i dag – os der sidder i kirken – når troen og fundamentet pludselig bliver bevægelig?

At Jesus lod Peter være bærer af kirken er værdifuldt. Selvom han tydelig vis ikke magtede den rolle og opgave, Jesus lagde på ham, så blev han ikke af den grund kasseret. Og det bør vi ligge mærke til! En klippe kan have sprækker af angst og tvivl. Det havde Peter, og det har vi også. Vi er en menighed af levende og rullende sten, men også skrøbelige sten. Ofte må vi i vores eget liv opleve, ikke at leve op til egne eller andres forventninger til os. Vi oplever at svigte i vores forhold til kærester, ægtefolk, børn, venner, familie og dem vi holder af. Vi svigter over for den fremmede i nød, på jobbet eller på grund af jobbet. Vi oplever at der går revner i vores relationer, som vi troende var stabile, kernesunde og stærke. Vi mærker angsten krybe ind – en angst som også afføder tvivl.

Og i den situation taler Guds og evangeliets milde hænder til os og siger, at vi stadig er de udvalgte, der befinder sig i Guds underfulde lys, som Paulus beskrev det, på trods af det svigt og fravalg, vi udviser over for andre, og på trods af det svigt og fravalg, vi selv udsættes for af andre. Vi er udvalgte og vi har værdighed, som de uperfekte mennesker vi er, og som djævelen til stadighed bruger som talerør! Der er et håb i mørket, som lyser op, ganske som da kristentroen selv opstod gennem sprækker og revner i en klippe. En smal sprække var nok til, at død blev til liv, at nedfart blev til opstandelse, at gråd blev til glæde!

Vores kirke og vores tro er levende – ligeså levende som Peter var det, på godt og ondt, når han troede og når han tvivlede; når han stod fast og når han vaklede. Og det er værdifuldt! Vores kirke er ikke bygget på stålfaste læresætninger og paroler med den rigtige forståelse af, hvad tro er, og jeg tror, vi gør klogt i ikke at prøve at opnå netop dette! 

Vores trosbekendelse, som vi sagde højt i kor lige før, har karakter af at være noget sådant – fast og låst i betydning – men er det langt fra. Den er blevet til i en tid, hvor man prøvede sig frem og fremsatte sætninger om, hvad der var en del troen, og ikke mindst, ved fraværet af meget, hvad der ikke var en del af troen. Vores trosbekendelse er et udtryk for en særlig tid, med særlige udfordringer og problemstillinger, og et udtryk for de folk, der formulerede den. Men hvem siger, at disse folks formuleringer og forståelse af tro, er den samme, som vi står med i dag? Jeg er sikker på, at vi ville formulere en trosbekendelse anderledes i dag, hvis vi prøvede. 

Og Gud skal vide, at vi ved udendørsgudstjenesten d. 21. august vil gøre et forsøg J

Det kan synes skrøbeligt at være en del af denne kirke og denne tro – i første omgang bygget på Peter! Men jeg tror, at netop denne tilgang og forståelse af klippen og af kirken er hvad der skal til, for at kirken kan leve, for at troen ikke bliver et fængsel, men en forsat samtale ind i tiden, rummet og imellem dig og mig. Med udvælgelsen af Peter, har klippen under os, har fået ny betydning. Den er en klippe, der ikke går itu, når man hamrer lidt på den. Den er en klippe, der kan holde til nogle slag, og som, i stedet for at gå i stykker af tidens tyngde og levet liv, derimod arter sig derefter, retter sig efter ujævnheder, og med tiden gøres stærkere. En klippe der er stabil og stærk i al sin føjelighed og bøjelighed.

Sådan en slags klippe kan der leves liv på! Det kan godt være, at det til tider går vildt for sig, og at livet byder på større uroligheder og djævelske indbildninger end hvad godt er. Men vi må tro på, at underlaget vil holde, netop fordi det ikke er klippehårdt, men er gearet til menneskeliv i al dets tummel!

Meget kunne være gået galt, da Jesus udvalgte Peter. Men vi er her endnu. Trods Peters svigt langfredag. Trods disciplenes angst og opgivenhed i dagene efter Jesu død. Trods alt det, der kan få kirken og dens eksistens til at vakle, såsom svigtende opbakning, intern splid og tåbelige præster. Kirkehistoriske splittelser, kritiske røster og dårlig medieomtale. Almindelig ligegyldighed over for budskabet og skiftende tiders luner og tendenser. 

Vi er her endnu! Måske også fordi kirken ikke alene hviler på menneskers kræfter, evner eller mod, men også på det ord, som Gud til enhver tid lægger i munden på os? Sådan hørte vi Jesu tale til Peter, da Peter havde bekendt sin tro på Jesus om Kristus: ”Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene!”. Sådan er det også for os. Vores tro, vores bekendelse og vores kirke, kommer ikke ud af fornuft eller følelser. Det kommer som en reaktion på Guds handling. Han handler først – i enhver situation – og i dag og alle dage vælger han os som sin kirke. Vi kan hverken gøre fra eller til i forhold til det liv Gud skænker os. Vi kan kun tage imod det med tak! 

Amen

Om mærker og tilgivelse

Tredje søndag efter Trinitatis (II), Enghøj Kirke d. 12. juni 2016

Lukasevangeliet 15,11-32

Der var engang en dreng, som lavede mange ulykker. Hans far havde mange udfordringer med ham, og vidste ikke, hvad han skulle stille op og hvordan han skulle få ham til at lade være. En dag sagde faderen så til sønnen, at for hver en ulykke han lavede, ville faderen slå et søm i havelågen.

Tiden gik. Drengen blev ved med at lave ulykker og snart var lågen helt fyldt med søm, der strittede i alle retninger. En dag, da drengen går hjem fra skole, får han øje på lågen med alle sømmene og bliver ked af det ved synet. Fra da af aftaler han med sin far, at hver gang han gjorde sin far glad, ville de tage et søm ud af lågen.

Tiden gik og snart var drengen blevet god igen. Der var nu kun ét søm tilbage, som faderen og sønnen sammen trak ud af lågen. ”Det var godt min dreng”, sagde faderen, og havelågen var nu helt tom for søm og mindet om alle hans ulykker. Men da de skal til at gå, får drengen øje på lågen igen og bliver ked af det ved synet: ”Jo, far, men man kan stadig se alle mærkerne!”

Den lille, vist nok norske fortælling, er ganske fin langt hen ad vejen. Det handler om tilgivelse, om nåde og om forsoning, ganske som fortællingen fra evangeliet om den fortabte søn, vi hørte lige før, og de to fortællinger ligner da også hinanden i deres persongalleri. I den norske fortælling har faderen gjort meget for sin søn, og finder til sidst på, at lade sin søns vildskab nagle til havelågen, som tegn på hans handlinger, næsten som en anden påstået forræder i sin tid blev naglet til et kors, med lange spidse søm. Men da sønnen får et nyt syn på den ulykke han bringer, og det sidste søm efter noget tid forlader havelågen igen, går han ikke glad derfra, som han nok havde håbet. Han får øje på mærkerne. Dybe huller i havelågens træbeklædning, som vidner om alle ulykkerne, alle svigtene, om al den plage han har bekymret sin far med i så mange år. De sidder der stadig. På havelågen.

Det er tydeligt, at de to fortællinger – den norske og evangeliet – også er forskellige, og jeg indleder min prædiken med den norske fortælling, som en modfortælling til evangeliet, for at skærpe opmærksomheden på nåden og tilgivelsen. For hvis den faderlige figur i begge fortællinger skulle forestille at være Gud, og vi skulle forestille at være sønnerne, så mener jeg, vi må tage afstand fra gudsbilledet. I den norske slår faderens tilgivelsesstrategi fejl, ved at tage sømmene ud igen. For sporerne og mærkerne stadigvæk sidder i lågen!

Men den far, vi hører om i evangeliet, er derimod en anden. Da sønnen vender tilbage til sin fædrene gård, er der ingen markeringer af den ulykke og sorg, sønnen i første omgang bekymrede sin fader med. Der er ingen strittende søm, men tværtimod åbne arme, og festen vil ingen ende tage!

Det er da en forskel, der er til at tage og føle på, og et gudsbillede der kan bruges til noget!

Men er vi færdige her, kunne man spørge? Er nåden og tilgivelsen fuldstændigt klargjort? Man kunne spørge sig selv, hvad der går forud for tilgivelse? Forudsætningen for tilgivelse er vel, at én er blevet krænket. Og hvis man ikke er blevet krænket, giver det heller ingen mening at tilgive.

Faderen i den norske fortælling har følt sig krænket. Ganske tydeligt. Men hvad med faderen i evangeliet? Han har aldrig følt sig krænket over sin søn. Vi hører intet om, at han skulle være bitter, vred, såret eller på anden måde føle sig krænket. Tværtimod. Og evangeliet handler derfor ikke om tilgivelse, men om det meningsløse i i dette tilfælde at tilgive. Tilgivelsen og nådens kærlige lys skinner allerede fra faderen, og når der ingen grund er til tilgivelse, kan han derimod være overdådig i at give – at give sønnen alt tilbage og endog holde en stor fest.

Sådan betragtet er evangeliet i særlig grad en fortælling, vi skal høre, om den nådige Gud. Den Gud vi ikke skal frygte eller være bange for, men den Gud vi må og kan forvente os alt godt fra!

Har det alle dage været sådan, kunne man spørge? Har Gud aldrig været krænket? Går vi tilbage i fortællingerne, finder vi fortællingen om Adam og Eva, og vi genkalder os det skæbnesvangre bid i æblet, der med ét satte verden over styr og lod Guds vrede regne ned over menneskeheden. Det er en fortælling om synden, der tog bolig i mennesket, og siden den gang er gået i arv fra generation til generation. Det er fortællingen om den ondskab og evnen til at krænke andre mennesker, der alle dage har ligget i os, om vi vil det eller ej. Om denne synd, skriver bl.a. forfatteren Søren Ulrik Thomsen (2005) således:

”I mine unge dage protesterede alt i mig, naturligt nok, imod den uretfærdige tanke om arvesynden. Her stod jeg, uplettet, og med alle gode intentioner om ikke bare at gøre det hele helt rigtigt, men også langt bedre end mine forgængere. Og så fik jeg at vide, at jeg – gudhjælpemig – havde arvet en synd.

I dag, hvor jeg har haft så rigelig tid til at dumme mig og er blevet lige så anløben som alle de andre rustne nedløbsrør, synes jeg sjovt nok, at det tværtimod er et meget nådigt begreb. For hvad ligger der i arvesyndstanken andet end at det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl? Og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske?”

Således Thomsen – i første omgang provokeret, og senere følt sig taget til nåde i sin menneskelighed! Arvesynden går forud for alle vores synder, dumheder og de skader vi volder på hinanden. Men tilgivelsen af synden går på samme måde også forud for vores tilgivelse af hinanden, eller mangel på samme. Denne tilgivelse finder vi i påskens begivenheder eller i selv samme fortælling om den fortabte søn.

Betragter vi nemlig den fortabte søn ikke som os mennesker, men som Guds søn, Jesus Kristus, så er det påskens begivenheder, der ruller sig ud foran os, og så er det en Gud, der tager imod sit barn, efter det var dødt og siger: ”Min søn var død, men er blevet levende. Han var fortabt, men er blevet fundet”, uden så meget som at rynke det mindste på panden eller løfte den mindste pegefinger!

Hvad sker der, hvis sønnen i den norske fortælling er et billede på Kristus? Gud gør vel som faderen: han nagler sin egen søn op med søm på et bræt. Men forskellen er, at Gud, i modsætning til faderen, ikke efterlader sønnen mærket, af de mærker han har i hænder og fødder. Mærkerne blev det, der i sidste ende skulle blive til vinding og sejer. Mærkerne var lig med død, og kun ved at gå igennem døden kunne mærkernes kraft og døden overvindes.

Dette hører vi bare ikke om i den norske fortælling. Den slutter der, hvor mange af vores livs fortællinger slutter. Der hvor vi er mærket og der, hvor vi i særlig grad har brug for en epilog, ja, en ny fortælling. En fortælling, der ikke tager mærkerne fra os – for dem har arven givet os – men som trods det alligevel løber os i møde med åbne arme og tilsiger os overdådig fest i al evighed!

Amen!