At leve i den andens ansigt

Prædiken til juleaften 2017 i Enghøj Kirke. 

Lukasevangeliet 2,1-12. Salmer: 94 – 111 – 104 – 120.

”Jeg lever i den andens ansigtsudtryk, præcis som jeg føler, at han eller hun lever i mit.” Sådan sagde en fransk filosof engang om at stå ansigt til ansigt med et andet menneske, og at kunne se det andet menneske i øjnene. Vi lever i den andens ansigtsudtryk.

Hvad menes der med det? Ja, jeg tror godt, vi kender det. Når vi ser i vores medmenneskes øjne og ansigt, kan vi lære at forstå hinanden. I øjnene og ansigtet kan vi afkode, hvordan vedkommende har det, og derfra ved vi, hvordan vi skal handle i situationen og til vores medmenneskes bedste. Hvordan ser munden ud – vender mundvigen op eller ned? Hvordan ser øjnene ud – er de lukkede eller åbne; smiler de, eller sidder der en tåre i øjenkrogen, som om lidt vil trille ned over kinden? Er ansigtet blegt eller lyser det friskt af energi?

Vores øjne og ansigter afslører, hvordan vi har det, og i vores sprog låner vi også øjnenes og ansigters magt. Hvis nogen siger til mig: ”I mine øjne er du helt fantastisk” giver det mig en følelse af tryghed og ro. Hvis jeg derimod får at hvide: ”i mine øjne gør du det ikke godt nok!” kan det gøre mig så lille, at jeg mest af alt har lyst til at gemme mig i et musehul! Og har man først ”tabt ansigt”, ja, så er der virkelig ikke meget at gøre!

”Vi lever i den andens ansigtsudtryk” sagde filosoffen. Jeg tror, det er helt rigtigt. Det har betydning for den måde, vi opfatter verden på, og for den måde vi handler over for vores medmenneske. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis vi ikke kan se hinandens øjne?

Lige før sommerferien i år var der en debat om tiggere på gaderne i Danmark – særligt om udlændinge, som slog sig ned, og skabte utryghed og uro hos befolkningen.

Men så vi nogen sinde tiggerne – menneskerne – i øjnene? Og fik vi mulighed for at fornemme hos os selv, hvad der egentlig var det rigtige at gøre i forhold til tiggerne på gaden? Måske ikke helt. En undersøgelse af debatten viser (det følgende er skrevet med inspiration fra http://netudgaven.dk/2017/07/de-ansigtsloese/) at et af de førende danske medier kun viste billeder af det tiggende folk uden ansigt. I artikler på nettet og små videoklip så vi kun ryggen på dem, eller vi så hovederne gemt væk i mørke, eller et sløret ansigt. 

Det kan selvfølgelig handle om presseetik, at man som medie vælger ikke at gå for tæt på de nødlidende. Men jeg vil i stedet pege på det, vi så eller ikke så, og på de måske utilsigtede konsekvenser det fik for forståelsen af de nødlidende. For ved ikke at vise ansigt eller øjne fratages vi muligheden for at handle overfor vores medmenneske. Vi fratages muligheden for at afkode ansigtets og øjnenes signaler, sætte os i den andens sted, og handle ud fra vores medmenneskelighed.

Filosofien har allerede peget på det, som jeg nævnte tidligere: at vi lever og handler ”i den andens ansigt”. En anden filosof har sagt det på følgende måde, at ”det at stå ansigt til ansigt med et andet menneske er grundlaget for medmenneskelighed og empati”. Og naturvidenskabelig siger det samme. Hjerneforskere peger bl.a. på de spejlingsmekanismer, der sidder i vores hjerne, som gør, at når vi ser et andet menneske, efterligner vores hjerne samtidig de bevægelser, vi observerer. Det er f.eks. derfor at et gab smitter. Når vi ser én, der gaber, kommer vi også selv til det. Og det er ikke fordi vi er trætte. Det er en kropslig refleks på det, vi ser.

Og på samme måde er det med empatien og medfølelsen for det andet menneske. I ansigtet kan vi aflæse den andens lidelser eller glæder ved hjælp af mimik. Og når et menneske derfor mister sit ansigt; at det er helt gemt væk på et billede, eller at det f.eks. er lammet pga. sygdom, så viser forskningen også, at de andres mulighed for at aflæse ansigtet, og derigennem vække empati og medfølelse, på samme måde ”lammes”. Vi kan ikke se det andet menneskes ansigt, og derfor har vi svækkede muligheder for at sætte os i det andet menneskes sted.

Julens glæde og budskab er, at Gud bliver menneske i det lille Jesusbarn i krybben. Gud kommer til jorden for at møde os mennesker ansigt til ansigt gennem Jesus. Gud flytter sig, så at sige, fra himlens uendelige vidder og tager plads hos os; lige der hvor vi sidder med glæde eller tårer i øjnene, med varme eller kolde ansigter, og Gud lyser sin fred og velsignelse over os.

I Jesus Kristus får Gud et ansigt! Ja, han bliver menneske som os. Han lærer menneskelivet at kende, og gør sig menneskeerfaringer om kærlighed og had. Om mod og tvivl. Om godt og ondt i vores verden, og derigennem får Gud øjnene op for os. I sin menneskelighed kan han se os. Han kan se lige ind i vores ansigt og øjne, og skabe en relation til os. Og han ser vores glæde og vores kærlighed. Han ser vores mod og vores nysgerrighed. Men han ser også vores sorg, afmagt og det, der gør ondt. Han ser det alt sammen, og han giver det plads til at være i os og i ham, og i den verden, vi nu har til fælles.

Men at Gud åbenbarer sig for øjnene af os som et lille menneskebarn har også en dobbelthed i sig. For det betyder på den ene side som nævnt, at Gud ser os. Men det betyder på den anden side også, at vi ser Gud i hinanden. Når Gud kan være i det menneske – i Jesus Kristus – så er han også i andre mennesker. Det er det, det betyder, at vi er skabt i Guds billede. Gud er nærværende i dig og mig, og i alle de ansigter og øjne vi kan få øje på på denne jord!

Dét er julens glæde. Men det er også julens opsigtsvækkende og måske provokerende budskab: at vi både må tro på, at Gud ser os som dem, vi er, men at vi også altid ser Gud i det andet menneske.

Og som sådan er julens fortælling og budskab en evig stemme og korrektion ind i den verden, hvor vi ikke altid ser hinanden. I en verden hvor vi enten glemmer at se, eller med vilje undgår at se, eller måske vildledes i at komme til se og handle over for vores medmenneske. Hvis vi tror, at vi ser Gud i det andet menneske, må vi også naturligt vogte os for at komme til at gemme øjne og ansigt væk, vende ryggen til, at gemme os i mørket, at hindre mennesker i at se hinanden.

Julenat kom Gud til verden. Han viste sit ansigt for os, og ved hver en gudstjeneste, ja hver eneste dag, lyser netop det ansigt for os, i tillid til os, og i troen på, at vi også må lyse for hinanden. Gudstjenestens velsignelse lyder således: ”Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig / Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred”. I velsignelsen får vi Guds ansigt og øjne rettet mod os, som en evigt strømmende og livgivende kilde fra Gud, som vi kan tage med os, når vi går ud af kirken.

”Jeg lever i den andens ansigtsudtryk, præcis som jeg føler, at han eller hun lever i mit.”. Sådan sagde filosoffen. Man kunne sige det samme, ved at læse juleevangeliet igen. For i dag er der født os en frelser i Davis by. I dag har Gud fået et ansigt. Og ”da vorde engle vi som de / Guds milde ansigt skal vi se!” (DDS 104,9).

Glædelig jul!

Amen! 

Santa Lucia og Johannes Døberen

Prædiken til tredje søndag i advent (II), d. 17. december 2017 i Enghøj Kirke. Lukasevangeliet 1,67-80. Salmer: 78 – 840 – 89 – 3 – 69,5-6 – 77. 

I onsdags d. 13. december var det luciadag. Det er en dag, der efterhånden er gået hen og blevet vigtig i december og forberedelserne til jul. Eller måske ikke så meget dagen, men mere traditionen om at gå luciaoptog i begyndelsen af december, med både piger og drenge i lange hvide kjoler og levende lys i hænderne, og luciabruden forrest med lysene i en krans på hovedet. Vi fejrer Lucia, både fordi det er fint og hyggeligt, og noget som særligt børnene ser frem til. Men også fordi at lyset, som bæres frem, bringer håb og glæde – et stærkt og varmt symbol på julens betydning i denne mørke tid.

Legenden om Santa Lucia fortæller, at Lucia var en ung, kristen kvinde, der levede i 300-tallet på Sicilien. I stedet for at tro på den lokale romerske religion var Lucia kristen. Og det var ikke helt ufarligt for hende. Romerne så kristendommen som en fjende af Romerriget. Det var forbudt at være kristen, og blev man opdaget i kristen praksis, risikerede man sit liv for det.

Derfor søgte mange kristne tilflugt under jorden i byens katakomber, hvor de kunne forsamles, spise sammen og bede sammen. Og Lucia påtog sig tilmed den farefulde opgave, med risiko for at blive opdaget, at snige sig ud af katakomberne, i nattens mulm og mørke, og dele mad ud til de fattige. Men for at hun kunne se noget i mørket, og samtidig holde sine hænder fri til at bære maden, bar hun en krans med lys på hovedet.

Fordi Lucia lever som kristen, vil hun heller ikke følge sin families påbud om, at gifte sig med en romer. Da hun afviser en bejler, fortæller legenden, at hun bliver arresteret og skal straffes for sin kristne tro. Ja, det fortælles faktisk, at hun, efter flere bejlere havde været forbi hende, hev sine øjne ud for at gøre sig selv mindre attraktiv, og så mændene på frierfødder ikke kunne se skønheden i hendes øjne. Derfor er Lucia også ofte afbilledet i med et fad eller en skål i hånden, hvori der ligger to øjne. Det er hendes egne øjne, som er taget ud.

Lucia bliver arresteret, men bliver også gentagne gange beskyttet ved guddommelig indgriben, indtil hun til sidst, d. 13. december år 304, bliver henrettet af en bøddel, der stikker hende med sit svær. Og kort tid efter kåres hun til Helgen.

Og fra denne, og lidt andre traditioner og legender blandet sammen, kommer sangen om Lucia, som børnene synger hvert år: ”Nu bæres lyset frem / stolt på din krone / rundt om i hus og hjem / sangen skal tone / Nu på Luciadag / hilser vort vennelag / Santa Lucia, Santa Lucia”

Det er på mange måder overraskende og lidt drastisk, som legenden går, at Lucia hiver øjnene ud. Men hvis det er sandt, som man hører mange sige, at det er det andet menneskes øjne, man forelsker sig i, ja, så må de selvfølgelig også ofres af den, der ikke vil have nogen bejler. Men det er også drastisk i den forstand, at det også altid er i det andet menneskes øjne, at vi på en måde bliver til, som de mennesker, vi allerhelst vil være. Man kan sige, at i det andet menneskes øjne, som ser os og elsker os, kommer vi til os selv. Hvornår er eller var trøsten og omsorgen større, end når man bliver set i øjnene af en forældre, en kæreste, ægtefælle eller nær ven, og fortalt, som vi siger det: ”I mine øjne er du den bedste!”. Det er en måde vi ser hinanden på!

Uden øjne kan Lucia ikke se noget. Og hun kan derfor heller ikke gøre andet, end det hun vier sit liv til, nemlig at vise hen til Kristus, som netop kan se og som ser os!

I ord og handling vender Lucia ikke øjnene mod sig selv, men mod Kristus, og stiller sig selv som tjener for ham. Ja, man kunne sige, at Lucia på en måde har indtaget den plads, som stod ledig, efterhånden som Johannes Døberen måske er gået lidt i glemmebogen. Lucia er som Johannes Døberen ikke selv lyset, der skal komme – den vi alle sammen venter på – men hun vidner om lyset. Hun lyser op og baner vej ned af gangene i mørket, rundt om i hus og hjem, og fortæller og forkynder om den glæde, der venter forude.

Måske kunne man sige, at Lucia er den kvindelige Johannes Døber? Johannes Døberen er ham, vi hører om i dagens evangelium. Eller det vil sige: Det er Johannes’ far Zakarias, der synger en takkesang og lovsang til Gud om, hvor glad han er for, at Johannes nu skal komme og bane vejen for Jesus. Det var netop Johannes opgave: at skabe rum for lyset. At forberede alle på det, der snart skulle ske, at Gud skulle besøge sin jord.

Og derfor hører vi Zakarias lovsynge Johannes ved hans undfangelse, som den der skal gå foran herren og bane hans veje. Men som Johannes Døberen vokser op og udvikler sig, kan det være, at han virker for sær for os nordiske og moderne mennesker? Han står og råber mærkeligt i ørkenen; lever af insekter og vild honning og går i kameluld. Modsat er det på en måde med Lucia. Hun er mere ligetil og menneskelig, og hun står ikke selv i vejen for det lys, hun bærer frem i verden. Den blinde Lucia fortæller om et lys, hun ikke selv ser, med ved sig set af!

Og på den måde forbereder Lucia os på julens under og glæde. Hendes meget drastiske handling, at tage sine øjnene ud, tydeliggør et af julens budskaber: nemlig at det ikke er os, der skal finde noget med vores øjne, eller lede i det skjulte. Men at det derimod er Gud, der kommer til os, der sidder i mørket og dødens skygge, og som ser os, som dem vi er. At det er Gud der får øje på os og finder os, gennem det lille barn i krybben, fremfor os, der skal søge efter ham. Det er den lovsang, Zakarias synger til Gud, og det er den lovsang, vi i virkeligheden synger hver eneste søndag – ja, hver eneste dag – til Gud, som tak for at han kommer til os!

Og det kræver på en eller anden måde en ydmyghed, som kan ligge os fjernt, men som vi møder et billede på hos Lucia. Hun åbner sig og udsætter sig selv for det lys, der måtte ramme hende. Måske på samme måde, som at vi ofte lukker vores øjne, når vi skal prøve at forestille os noget? ”Luk øjnene, og forestil dig…” siger vi. Det er en måde, vi bedst kan forholde os til noget magisk og noget stort, der kommer til os. Sådan er det måske også med det under og det mysterium, der sker julenat?

Og måske vi oplever, at det bliver tydeligt for os? At der kommer klarhed over noget, der før var skjult? I teksten, jeg læste fra alteret, beskriver profeten Esajas, hvordan han netop forestiller sig klarhed og tydelighed ved Guds genkomst. Han sagde: ”Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.”. Sådan forestiller Esajas sig, at Guds komme skal være og blive. Her bliver det så tydeligt, hvordan det, som før dannede skygger og mørke på jord: dale, bjerge, høje, klippeland og bakkeland, skal udlignes – billedligt forstået. At det hele skal hæves og sænkes og mødes i ét, så lyset kan nå længst ud over jordens overflade og gennembryde mørket.

Og for det må vi synge lovsange, ligesom Zakarias, og sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og al evighed.

Amen!

"Kirkens kichoff" - kronik i Randers Amtsavis, fredag d. 1. december 2017

På søndag er det første søndag i advent. I kirken er det en højtidsdag, fordi vi fejrer et nyt kirkeår og fordi vi begynder nedtællingen til juleaften. Og hvad laver man så sådan en søndag? Nogen går i kirke. Andre ser til fodbold på stadion.

Der er i virkeligheden ikke stor forskel på at gå i kirke og gå ned på stadion. Det gik op for mig for et par søndage siden, hvor jeg havde sat mig på tribunen for at overvære kampen mellem Randers FC og AGF.

Vi mødes om søndagen. Vi har fri. Og vi mødes i en helt særlig bygning. Den er bygget til formålet, ligner ikke alle andre bygninger i området, og indenfor er der en helt særlig stemning. På væggene hænger der billeder og bannere, relikvier og reklamer fra byens folk, som i tidernes morgen havde eller stadig har betydning for netop det sted. Og vi mødes derinde om det, vi tror allermest på. Vi mødes om det, der giver os styrke og håb, og som samler os i et fællesskab.

Og indenfor er der en række ritualer. For de der ikke kender dem, er de naturligt nok fremmede, og kan tilmed virke fremmedgørende, fordi de tager tid at forstå. Og ritualerne er mange. F.eks. rejser vi os op på særlige tidspunkter, i respekt for det vi ser og hører – når bolden rammer nettet eller når der læses fra Bibelen. Og vi synger! De hundreder eller tusinder af stemmer, der er forsamlede, bliver pludselig til én, når vi synger I østen stiger solen op eller Lååå lååå lååå eller Der er et yndigt land. Og ja. Det kan føles forvirrende, ikke at kende teksten eller melodien til Lååå lååå lååå. Men sådan er det jo hver gang, man begiver sig et nyt sted hen; man skal lige lære stedets spilleregler, jargon og traditioner at kende, før man rigtigt er med.

Og nogen gange går vi derfra med fornyet energi til at klare næste dags glæder og sorger. Vi vandt noget nyt, og det, vi så eller hørte, gav mening for os. Andre gange går vi mere forvirrede derfra, end vi var, da vi kom, og har måske brug for at vende tilbage på et senere tidspunkt.

Det kan synes plat at sammenligne kirken og stadion – kirkegængere og fodboldfans. Men måske er pointen, at vi livet igennem og uanset hvem, vi er, har brug for åndehuller og fællesskaber i vores liv. Og at de steder, vi søger til, ikke er så væsensforskellige, som de måske ser ud til. På den ene side.

På den anden side er jeg ikke i tvivl om, hvorfor jeg oftere indfinder mig på kirkebænken end på stadiontribunen. For på søndag begynder et nyt kirkeår med et mere end 2000 år gammelt budskab om, at vi er velkomne som dem, vi er. At også det nye år er et Herrens år. Og vi vil blive mødt med forventning og håb om, at fremtiden byder på mere lys end mørke. Og jeg bliver stadig forundret over, hvordan dette budskab, selv efter så mange år, kan overraske ved at tale direkte ind i min hverdag og vores fælles verden, og sætte fingeren nøjagtigt hvor livet er allermest skrøbeligt på godt og ondt.

Og således vil jeg sparke kirkens nye sæson i gang. Om jeg ramte målet, ved jeg ikke. På søndag vil jeg gøre et nyt forsøg, og jeg vil hermed opfordre dig til at følge kampen – og resten af sæsonens hæsblæsende opgør– på tætteste hold. Det bliver spændende. Jeg lover det.

Glædelig adventstid!