Bekymringer og tro

Prædiken til femtende søndag efter Trinitatis (I). Matthæusevangeliet 6,24-34. Salmer: 736 – Når du ser en dråbe – 313 – 41 – 729v5 – 42. 

Det er et underligt evangelium, vi lige har hørt, og jeg bliver ved første læsning en smule provokeret. Det kan være, I har det på samme måde lige nu.

”Vær ikke bekymrede for jeres liv”, ”Vær ikke bekymrede eller spørg, hvordan du får noget at spise eller tøj på kroppen”, ”Vær ikke bekymrede. Hver dag har nok i sin plage”.

Hvorfor må jeg ikke bekymre mig? Mente Jesus virkelig ikke, at der var noget at bekymre sig om på hans tid? Og er der heller ikke det i dag? Eller er det en drøm, vi skal forestille os, hvor alle vores bekymringer fordufter som støv, og hvor vi bare kan falde tilbage og lande blødt i markens liljer?

Jeg synes ikke, det holder at sige: ”Vær ikke bekymrede”. Den verden, som nu engang er vores, kalder på indlevelse og engagement. Den giver os bekymringer, som vi ikke bare kan vende ryggen til.

Behøver jeg at nævne klimaet eller de rapporter, FN udsendte for ganske nylig om de dystre konsekvenser af CO2-udledningen? Behøver jeg at nævne de hårdt pressede sundhedssektorer og et personale, der er presset i bund? Behøver jeg nævne krig og Afghanistan, som falder for øjnene af os, og skaber kaos både i Mellemøsten, men også på de hjemlige og vestlige fronter, hvor freden pludselig smuldrer?

Der er masser af ting, vi kan og skal bekymre os for, både som mennesker og som kristne. Er det ikke netop det, der adskiller os fra markens liljer og himlens fugle, eller dyrene vi har derhjemme? At vi ikke bare kan lægge os henslængt i sofaen og spinne eller snorke, alt efter om vi er en kat eller en hund og bare være der? Det er et dyreliv ikke at være bekymret. Men det er ikke et menneskeliv.

Er dagens evangelium en opfordring til resignation? Det kan det umuligt være. Kristendom handler ikke om at lade stå til.

Jesus selv bekymrede sig også. Han bekymrede sig for de fattige og syge. Han bekymrede sig for dem, der var uden for fællesskabet. Se blot på de seneste to søndages evangelier: beretningen om de ti spedalske, som var ladt i stikken af et helt samfund. Men dem, som ingen andre vil have med at gøre, ser Jesus direkte i øjnene, og giver dem deres liv, værdighed og myndighed tilbage. Og lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som et billede på, at vi er kaldet til at handle der, hvor nøden springer os i øjnene, og ikke bare gå forbi. Vi skal være årvågne og give livet videre til hinanden, så godt vi kan.

Så: Jesus bekymrer sig – men han handler også. Derfor tror jeg, vi skal høre noget andet i dagens evangelium end den provokation, jeg indledte med. Jeg tror ikke, Jesus tænker, at det modsatte af bekymring er at være ubekymret, at være tilbageholdende eller ligefrem tankeløs. Jeg tror, det modsatte af bekymringer er tro.

Når han siger: ”Søg først Guds rige og retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” betyder det, at vi som mennesker og som kristne er frie til at lægge bekymringerne fra os, sådan at vi i stedet kan sætte troen i spil. Og det kan vi gøre på to forskellige måder:

For det første er tro at have tillid til, at Gud holder sit løfte til os: at vi er hans børn og at han er med os alle dage, uanset hvad der sker. Ligesom det er blevet sagt i dag, da Nohr og Albert blev døbt. Troen er på den ene side en tillid til, at Gud giver os, hvad vi har brug for. Vær ikke bekymrede for jeres liv, siger Jesus, men lev i tro og tillid til, at Gud tager hånd om jer og hele skabningen.

Himlens fugle og markens liljer kan hjælpe os i den tro. Se på deres skønhed og deres umiddelbare liv, siger Jesus. Uden egentlig at gøre noget er livet alligevel godt for fuglene og liljerne, og de folder en skønhed ud, som om de ikke kom arbejdende til, men som kom til dem udefra.

På samme måde skal vi også turde tro på, at Gud arbejder med os og for os, og at vi aldrig bare er overladt til os selv og vores egen evne, til at forandre alting og til at skabe lykke.

Det er ikke resignation at tænke sådan. Det er ikke at læne sig tilbage i livet og være ligeglad. Det er derimod en erkendelse af, at vi mennesker ikke magter alting selv. Nogle gange bliver vi ligefrem syge af at prøve at magte hele vores liv selv. Derfor skal vi indimellem turde at overlade noget af vores liv til Gud, i en tro på, at han er med os! I en tro på, at det gode i vores liv også kan komme til os udefra, hvis vi tør åbne os op for det.

Det var det ene: Troen er tillid til Gud. Men på baggrund af den tillid, virker troen også på en anden måde, nemlig gennem handling. ”Søg” siger Jesus, som troens aktive handling.

At tro kan også oversættes direkte med tjeneste – at gøre noget! Og i tilliden til, at Gud er med os, er vi altid sat fri til at kunne kaste os ud i livet og forsøge at gøre det rigtige.

Når vi sendes ud af kirken, sendes vi altid ud med en forpligtelse over for os selv og for hinanden: at vi skal passe på alt det skabte. På den måde ville det ikke være ukristeligt, f.eks. set i forhold til klimaet, aktivt at afstå fra forskellige privilegier, reducere vores eget forbrug og arbejde for en bedre fordeling af verdens ressourcer, med den bagvedliggende indstilling, at vi gør det fordi, vi ved, at vi er forbundet og forpligtede på hinanden.

Jeg siger ikke, at det er det, i nu alle sammen skal gå hjem og gøre: afstå fra alt forbrug. Men jeg siger, at der ligger en handling i det at tage evangeliet med sig ud af kirken – og at vi, bekymringsløst, er sat fri til at bringe troens handling i spil!

Det er svært at læse evangeliet på andre måder, igen med henvisning til andre søndages fortællinger og pointer. Vi ved godt, at det meningsfulde liv strengt taget ikke er afhængigt af en ny bil, noget nyt tøj, eller en ny storbyferie. Det meningsfulde liv er der, hvor Guds rige spirer og fællesskabet gror imellem os. Det tror jeg også vi har fået øjnene op for de seneste halvandet års tid!

Derfor er mennesket også mere værd end himlens fugle og markens liljer. Det er klart, at vi modsat liljen har evnen til at tænke – og dermed også evne til at bekymre os. Men vi er også mere værd, fordi vi også er betroet en særlig opgave – nemlig hinandens liv – og tilmed troet på af Gud til at kunne klare denne opgave. Det er Guds vilje, at hans rige kan spire imellem hænderne på os.

Så hjælp os Gud.

Amen.

 

 

 

 

 

Ydmyghed

Prædiken til ellevte søndag efter Trinitatis d. 15. august 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 18,9-14. Salmer: 3 – 448 – 523 – 874 – 164,4 – 31.

”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. 

Da fodboldlandsholdet vendte hjem efter nederlaget mod England i semifinalen, opstod der en rørende og lidt uventet situation. Dem havde der jo været en del af i EM-turneringen, selvfølgelig pga. Christian Eriksens kollaps, som påvirkede os. Det krævede mod og styrke at rejse sig igen og spille videre. Men det gjorde de – det danske herrelandshold – på fantastisk vis. Og vi samlede os omkring dem, og holdet nåede en flot semifinale!  

Men det var da de stod i Kastrup Lufthavns terminal, at vi – i hvert fald jeg selv – havde stor lyst til og brug for at klappe ad dem – af hele holdet, staben og landstræneren – som havde været så meget igennem og som havde gjort os så stolte. Men Kasper Hjulmand ville det anderledes. Han ville gerne, at de selv skulle klappe ad os.  

”Det her er vores måde at sige tak til befolkningen. Det, vi har været igennem sammen, har været stærkt. En stor tak til gruppen, staben, spillere, og alle. Herfra vil vi bare sige tak til alle sammen, og at vi fortsætter de to ting, som vi gerne vil med det her landshold. Der er at vinde og at samle og inspirere Danmark (…) Vi slutter med at give befolkningen og vores fans en klapsalve” sagde landstræner Kasper Hjulmand, inden spillerne gik hver til sit og mødet var slut. 

Tænk engang: så stod de der, alle dem, der havde samlet os, og forenet nationen i rød-hvide farver, og gjort os stoltere end stolt, og klappede ad os! De ville sige tak; de ville give tilbage; de ville signalere, at det, de havde præsteret efter så meget modgang og forvirring, også var pga. vores opbakning og støtte. De var ikke alene! 

Groft sagt kunne Hjulmand og landsholdet jo også bare have stået afventende og forventet at modtage en klapsalve, og måske tænkt, lidt som farisæeren i templet: vi er ikke som andre mennesker, vi er bedre end jer! Men de gjorde noget andet. De tog ydmygheden på sig og rakte ud, med fornemmelsen af, at de var og er præcis som alle os andre: mennesker der møder medgang og modgang. Mennesker der lever og ånder for hinanden, og ikke bare er sig selv i deres egen lille boble. 

”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”.

 

Farisæeren, som vi møder i templet, har sin egen lille boble. En farisæer var en, der tilhørte en særlig religiøs gruppe, som var gode til at gøre det rigtige. Han står hovmodigt og selvtilfreds foran alteret, og er så glad for, at han ikke er som alle andre: underforstået: han tænker, at han er bedre end alle andre.  

Og en tolder var på dette tidspunkt en jøde, som opkrævede penge for den daværende besættelsesmagt. Og tolderen står lidt tilbage i templet, i skyggen af den hovmodige med bøjet hoved, og beder Gud om at være nådig over for ham. Han ved, at han ikke altid gør det gode, eller ikke altid er den bedste udgave af sig selv. Og om ham ender Jesus så med at sige: at det var ham, der gik hjem som retfærdig, og ikke farisæeren! 

Men hvad skal vi tænke om det i dag? 

På den ene side er det underligt, at det er den tilbageholdende type, den lidt skyggefulde type, der ender med at få al opmærksomheden og ender med at være den retfærdige. Sådan er vi ikke vandt til at tænke, eller vandt til at forholde os i vores tid.  

Og alligevel forstår jeg en flig af det, når jeg tænker på Hjulmand og landsholdet: at storheden og menneskeligheden ikke ligger i, hvem der kan være størst og tænke størst om sig selv. Men at storheden ligger i ydmygheden og hos den, der ved om sig selv, at han eller hun ikke er alene om at være til. Og jeg tror, det er det, Jesus vil have vores opmærksomhed rettet imod.  

Om ydmygheden som fænomen, har filosof og tidligere formand for Etisk Råd, Jacob Birkler, sagt følgende:  

”Ydmyghed er ikke uvidenhed om, hvem eller hvad man er, men snarere accepten og erkendelsen af det, man ikke er i forholdet til den anden. Ydmygheden står derfor i modsætning til forfængelighed og hovmod. Ydmyghed er ikke ringeagt eller selvforagt, men skal hindre selvtilstrækkeligheden. Uden ydmyghed fylder egoet det hele, og medmennesket reduceres til en genstand eller et middel til egen vinding”. Således Birkler.  

Ydmyghed handler altså iflg. Birkler ikke om at tænke lavt om sig selv, eller om altid at skulle dukke nakken. Men at være og forholde sig ydmygt er at tænke stort om livet og sig selv, men stort på en måde, hvor du ikke selv rager op, men hvor andre på lige vis er en del af det store liv og af dit liv. Der hvor dit eget ego ikke fylder det hele, og hvor medmennesket netop er et medmenneske, som du er en del af og afhængig af.  

På den måde tror jeg heller ikke, at Jesus vil have, at vi alle sammen skal være fuldstændig som tolderen – altid i baggrunden med bøjet hoved. Det er ikke pointen. Det er for det første en lignelse, han fortæller, hvor han forsøger at give et billede af modpolerne og hvor forskellen tegnes tydeligt op, så vi kan se, hvad han mener. Men måske også se det komiske og næsten umenneskelige i både at være helt som tolderen eller som farisæeren. Begge personlighedstyper er jo lige hykleriske: både at udgive sig for at være den bedste, men sandelig også at udgive sig for at være den frommeste og mest tilbageholdende!  

Og for det andet tror jeg ikke, at det nu er tid til at udpege den ydmyge og den ophøjede iblandt os. Jeg tror, begge dele er en del af os selv. Vi har både farisæerens og tolderens træk i os, når vi til tider kan komme til at handle på bekostning af andre eller når vi er selvretfærdige ud over alle grænser. Eller når vi helst bare gerne vil stå lidt i skyggen og helst ikke vide af os selv eller nogen andre. Sådan tror jeg, det er at være menneske. 

Det er denne selverkendelse, farisæeren mangler. Han siger om sig selv: Jeg er ikke som andre mennesker. Og til ham siger Gud så: Jo! Du er præcis som alle andre mennesker. Du er som alle andre mennesker, idet du er født, idet du er kastet ud i det store liv, i medgang og modgang, idet du er afhængig af andres hænder for at få livet til at fungere, og idet at du en dag skal dø. Præcis der er du lige så meget som alle andre mennesker – fuldstændig ligesom tolderen, og alle imellem farisæeren og tolderen også er det! 

Og netop fordi, det er sådan: fordi både farisæeren og tolderen bor inden i mig, i hvert fald, har jeg brug for at komme i dette rum. Her – i kirken – mødes vi af rum og af en mildhed, der kan rumme dem, vi er. Et rum og en Gud, som kan aflaste os, når verden er vild og vi er kørt af sporet.  

Gud tar’ os som vi er, som vi skal synge om lidt, både når vi går og står og falder, gør det gode og når vi gør mindre godt. ”Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er” sagde Paulus i den indledende læsning, som et udtryk for, at hos Gud må vi tro, at vi både kan hente omsorg, når vores farisæer fylder lidt for meget i os, men også hente mod og styrke, når tolderen fastholder sin tilbageholdenhed i os, og vi står i hjørnet for os selv.  

Og når Gud tar’ os, som vi er, så kan vi måske nøjes med – ydmygt – blot at være helt almindelige mennesker, der begår fejl og begår glæder, og finde ro med det? Ja, i den erkendelse og i den tro, kan vi finde frihed til at være hele mennesker, ligesom et fodboldhold, der både vinder og taber, møder medgang og modgang, klapper af andre og lader sig klappe ad, og frimodigt kan fortsætte med de ting, vi er bedst til. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden 
som det var i begyndelsen, således også nu og altid 
og i al evighed.  

Amen!